Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
79 
Ja, jeg fik ikke brevet skrevet færdigt forleden dag. Vi skulle pludselig gøre os 
færdige og af sted, og det har før nu ikke været mig muligt at fortsætte. 
Jeg har været noget i tvivl om, om jeg skulle fortsætte brevet eller ej, da jeg ikke, ud 
over dette at jeg er sund og rask, har stort godt at fortælle.  
Det er et meget dårligt bytte, vi har gjort, selv om vi regner med skyttegravene i 
Frankrig. 
Ja, hvor krigen dog er rædsom. Det, jeg nu kommer til at fortælle om, vil måske give 
eder et lille indtryk deraf, og dog er jeg sikkert endnu bleven forskånet for det værste. 
Ved 4tiden gik det løs fra Raidersheim, hvorhen havde vi ingen anelse om. Vi 
marcherede så i, antager jeg, 3 timer og kom til en by her tæt ved, hvor jeg for 
øjeblikket opholder mig, som hedder Sennheim. Byen har været meget omstridt i den 
sidste tid. For tiden har vi den besat. Fra Sennheim gik det så straks af sted ud i 
skyttegravene lidt uden for byen. En bjergkæde, formentlig en del af Vogeserne , 
strækker sig tæt forbi byen. Det er jo første gang næsten, at jeg ser en virkelig 
bjergkæde med sne på toppene, så det er noget nyt for mig. Ellers er landskabet meget 
fladt og lavt. Der står næsten vand rundt om på markerne. 
Skyttegraven, vi skulle besætte, strakte sig op ad bjergskråningen gennem vinhaver. 
Det blev en drøj tur den aften, inden vi kom i vore stillinger. Først den lange 
marchtur. Og da vi så endelig kom derud, var der ingen, der rigtig vidste besked. Vi 
sled os med den fuldpakkede tornyster op gennem de fedtede opblødte løbegrave op 
ad bjergskråningen og havnede omsider der, hvor vi skulle. Så stod vi da endelig i 
løbegraven, mange steder i dynd til op midt på støvlerne. Ja, det blev en drøj tur, det 
værste jeg har oplevet. Vi stod så der i løbegraven omtrent på et sted hele tiden til den 
næste nat omkring ved midnat, da vi blev afløst; men så gik der nogen tid hen, uden vi 
kom tilbage til Sennheim, fik lidt at spise, så klokken var 3, førend vi kom til ro. Ja, 
det døgn glemmer jeg aldrig, stå der i løbegraven i vand og dynd. Og næsten hele 
tiden regnede det, heldigvis kunne vort telttøj, når vi havde det over skuldrene, 
beskytte os for at blive gennemblødt. Stå ret op og ned, kunne hverken sidde eller 
ligge og heller ikke få noget ordentligt at spise og intet at drikke, da vi ikke anede, 
hvad vi skulle og ikke havde forsynet os, som vi dog kunne, med lidt vand. Ja, vi frøs, 
så vi rystede hele tiden og tænkte med længsel på skyttegravene i Frankrig, hvor vi 
dog kunne blive afløst og komme i ro.  

---

 
80 
Mangen gang stod vi ret op og ned og sov så længe, at det gav et knæk i knæene, man 
var ved at falde og vågnede så. 
Ja, det er et under, at man ikke bliver syg. Hjemme tåler man ingenting, her kan man 
fryse, snart være våd af sved og tåle det alt. 
Vort komp. havde også temmelig store en del tab den dag. Vort og (franskmændenes) 
artilleri havde nær skudt os sønder og sammen alle. Om formiddagen beskød 
franskmændene en fabrik med omkringliggende bygninger, som lå lidt neden for vore 
stillinger meget voldsomt med granater og shrapnelli. Det er for resten der, vi er i dag, 
og hvor der jeg skriver. Et komp., som lå her, måtte hurtigst muligt fortrække sig og 
kom endda ikke bort uden tab. Der ligger endnu i dag to døde heroppe på loftet, som 
er blevet truffet ramt af en granat. Om eftermiddagen har vort artilleri så villet gøre 
gengæld, men men skød for kort, så vi fik en regn af granater og shrapnelli ind over 
vore stillinger, så mange blev sårede, og det var et under, at det ikke gik værre. 
Franskmændene søgte samtidig at storme stillingerne ved et komp. ved siden af. Men 
deres soldater havde nok mest lyst til at lade sig tage til fange. Der fortaltes, at de kom 
ganske rolig over og lod sig føre bort. De har vel været ligeså forkomne af sult og 
kulde som os. Da de blev ført bort, lyste deres øjne, og de klappede os på skuldrene 
og sagde: monsjø, kammerat og papa, og jeg forstod dem så godt. 
Ja, det er strenge tider, man lærer for alvor sin egen lidenhed at kende, føler 
sandheden i linjerne: ”Lyksalig, lyksalig hver sjæl som har fred; thi ingen kender 
dagen, før solen går ned”. Og så vil jeg slutte med en bøn til dig far og jer alle. Gå nu 
blot ikke og vær for bekymrede for min skyld. Jeg er selv rolig og fortrøstningsfuld. 
Livet må leves. 
Kærlig hilsen til eder alle 
eders søn og bror 
Søren Smidt 
 
Spandet d. 7. januar 1915 
Kære Søren! 
Jeg har en hest, som er syg, og som jeg skal sidde noget oppe ved og vil da benytte 
tiden til at sende dig et par ord. Jeg fik dit brev forleden dag mærkværdig nok, det var 

---

 
81 
skrevet før jul, og til far og Ingemann havde du skrevet senere, men min ankom sidst 
hertil. 
Jeg synes stadig selv, at jeg finder mine breve til dig alt for tørre, jeg ville jo gerne 
efter fattig evne hjælpe til at lette den svære tid for dig, Søren, og jeg tænker og nok, 
du er glad for hvert lille livstegn herhjemmefra, selv om det er lidt tarvelig. Glade er 
vi for, at det forholdsvis ikke falder dig alt for svært, at du så godt holder modet oppe, 
og vil Gud, får vi dig jo nok sund og rask hjem til os igen. Må du nu blot have kræfter 
til at holde strabadserne ud, for vi herhjemme taler tit om, at vi ikke kan forstå, 
hvordan I kan holde det ud i kulde og vådhed, vi som går og fryser herhjemme. Det 
har nok været en trist jul for eder deroppe, vi glædede os på dine vegne over, at I var 
kommet ind til byen, for det må dog være mere behagelig end i skyttegravene, i hvert 
fald har I dog mere ro. Ja, nu leder det jo hen imod et halvt år, siden krigen begyndte, 
og for os herhjemme at se er det ikke stor udsigt til, at det får ende i det første halve år 
endnu, og desværre der vil flyde meget blod endnu og gå mange værdier tabt, inden vi 
får fred. 
Du læser jo vist Hejmdal nu og kan så følge ligeså godt med som os herhjemme. Vi 
har i de sidste dage igen fået ulykkesbudskab fra krigen. Laurids Beck i Fjersted er 
falden, og konen sidder herhjemme med 5 små børn. Han var med ved Iser og var 
sammen med Johan Clausen, Brøstrupgård, de faldt nok samme dag.  
Du har vel nok også læst, at Chr. Skov (og) Marius Christensen nu er savnet, så der er 
dog altid håb, at de er i fangenskab. Ja, du må vist være glad for, at du kom så langt 
mod syd, for nede ved Iserkanalen er det vist gået hårdt til i længe, og gør det endnu, 
og der er ikke så få nordslesvigske landeværnsmænd med.  
Jeg har jo nogle gange sendt dig småpakker med lidt slikkeri i, dem har du vel fået. Vi 
har ventet brev nu i nogle dage, men postvæsnet er vel og nok overlæsset nu til nytår. 
Jeg har tænkt på, du skulle og vist have noget kunstgødning, det bliver knap at få og 
er allerede steget stærk i prisen. Kvælstof blev vist slet ikke at få uden i 
blandingsgødning (benmel, juca). Småt blev det og med mælk i vinter, kagerne
27
 
koster 13 til 14 Mark, men ungkalvene skulle egentlig have noget, da smørret og er 
dyrt. 
                                                        
27
 foderkager, kraftfoder 

---