Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
181 
Spandetgård søndag eftermiddag  
Kære Tinne. 
(Jeg) ville have skrevet sidste søndag, men fik det ikke gjort, og søgnedagene i denne 
uge har også været optaget. Vi har nu så mange soldater her, så det er næsten, som da 
vi gik på gaden i Flensborg. Staben, eller hvad det kaldes, ligger nu her. Forsamlings-
huset er taget i brug til skriverstue. Der kom et ekstra tog med hele herligheden, der er 
i flere dage kørt til og fra forsamlingshuset, så der må være godt fyldt med skrammel. 
Det tyske flag vajer nu fra forsamlingshuset og fra præstegården, hvor politi-
gendarmen bor. Trods de mange soldater rejste Nohns og Kristian sidste søndag nat 
over grænsen med den sidste rest af drengene. Alle undres over, at det er gået godt, 
men væk var de og alt deres tøj undtagen møblerne. Der var et oprør i den lille by 
Spgd.
44
  en mandag morgen. Gendarmer (og) mejeribestyrelse osv. for frem og 
tilbage. Soldaterne morede sig over det skete. Der har længe ligget en underofficer på 
mejeriet for at passe på. Da han kom op om morgenen og keg efter sin kaffe, var huset 
tomt, og han måtte til banegården for at få noget at spise. Vi fik i indkvartering igen 
en underofficer. I går avancerede han til Feldwebel. Han fik i dag besøg af en dame, 
som jeg måtte have til middag, da de sagde nej på stationen. Der føres for tiden under-
handlinger mellem landråden og militærforvaltningen om, at soldaterne selv må sørge 
for forplejningen, det ville jo blive en lettelse, hvis vi kunne blive fri i det mindste for 
at koge til dem.  
Mandag morgen. Jeg blev i går afbrudt i mit skriveri af morbror og Louise, som kom  
(med) ½ 4 toget fra Arnum. I dag har vi igen regnvejr. I går var vejret godt fra 
morgenstunden, og mange kørte rug ind også på Spgd. og hos Hans. Kornet var tørt, 
og Peder mente heller ikke, det havde taget ret meget skade, i den sidste tid har vejret 
været lidt koldere, i forrige uge havde vi varme, og forleden begyndte det allerede at 
gro i skokkene
45
. Marie
46
 fra Arnum ligger endnu på sygehuset. Ester besøgte hende i 
går, det er ikke godt med øjnene endnu. Det kniber med at få en til at passe sagerne 
dernede. Hanne Møller har været der, men kunne ikke blive, da hun skal til 
                                                        
44
 Spandetgård, her en betegnelse på en lille bydel i Spandet 
45
 sønderjysk for traverne, dvs. kornstakke bestående af 6 – 12 neg parvis skråtstillede 
mod hinanden 
46
 der er tale om Marie Hansen, som arbejdede på Sørens gård. Ester er hendes 
søster. 

---

 
182 
København, det skulle hun jo have været sidste sommer, men kom ikke hen på grund 
af travlheden. 
 Ja, nu er Peders orlov snart udløben, hvis han ikke får den forlænget, skal han rejse 
på onsdag. Han har jo givet ansøgning ind, men ikke fået noget svar. Fra Ville hører 
vi jo stadig, han har det godt, men længes efter hjemmet og efter at få orlov. 
M(argrethe) talte i går om at rejse til landråden, det er der mange, der bruger, det har 
jo ikke så lidt at sige med hans anbefaling. Kristian Fog og Jens Vollesen, Metas 
kæreste, er hjemme i disse dage. Dorthea Frøstrup er nu død og blev begravet i 
torsdags. Begravelsen holdtes i Arnum og var ret efter gammel skik. Hun havde selv 
ordnet alt, før hun døde. Jeg gik lige til kirken, men måtte så med derned for at spise 
mellemmad og have min soldat indlogeret hos Margrethe. Hvilken sum af lidelser, før 
hun fik fred. Når man tænker siden jul at ligge der og aldrig være fri for smerter. Ja, 
nu er over et år gået, siden du kom hjem, og endnu raser den frygtelige ødelæggelse, 
og der er slet ingen ende at se endnu. 
Nu får jeg holde op, da jeg har meget at lave i køkkenet. Hilsen fra os alle herhjemme 
Mariane 
 
Marguy den 16/9 1915 
Kære frk. Schmidt! 
Modtog i går æblerne fra dig, fortrinlig vare, må jeg sige, også vi har æbler her, men 
slige har jeg endnu ikke fundet i Frankrig. Mange tak for din opmærksomhed. 
For en uges tid siden vendte jeg tilbage fra en 14 dages orlov i hjemmet. De svandt så 
hurtigt, de 14 dage, det gør jo sådanne aftalte dage. Hvor glædeligt gensynet var, så 
var det dog smerteligt atter at måtte forlade dem. – 
Så har vi da været her i Frankrig siden maj og haft det så nogenlunde roligt, kun en 
gang har vi været i ilden, nemlig ved Movilin i juni måned. Det er vist tvivlsom, at vi 
bliver her i vinter, jeg antager, at de flytter os til Rusland. Nå, så får vi jo også dette at 
se. Intet er nu så smukt som Vogeserne, det franske landskab her er der ikke noget 
ved.  
Jeg tænker somme tider tilbage til din broders grav på Hartmannsweilerkopf, om den 
skulle være der endnu, eller det franske artilleri har jævnet den. Forhåbentlig er den i 
behold endnu. Ja, Gud ved hvor længe denne skrækkelige tid varer endnu. Udsigten 

---

 
183 
kan man vel næppe tale om, for jo mere tyskerne går fremad, jo mindre tilbøjelige vil 
de andre vel være til at slutte fred, da det jo dog alligevel lykkes Centralmagterne at 
diktere de andre freden. Hvem der tror det, og dem er der såmænd mange af i 
Tyskland, er blottet for indsigt i forholdene. England, som tyskerne så gerne det 
tiltror, vil det aldrig lykkes dem at få bugt med, og det var vist heller ikke heldigt. 
Hvorfor skal et land herske over et andet? – Interessant er det at høre meningerne 
hjemme. Mange tror, at Nordslesvig efter denne krig vil komme tilbage til Danmark, 
og på den konto er sikkert mange stukket over grænsen. Bare ikke de bliver skuffede, 
det vil være forfærdeligt for dem ikke at kunne vende tilbage til hjemmet. Dersom der 
er nogen, der elsker deres hjemstavn, så er det sikkert nordslesvigerne. Hårdt er det at 
slås imod sin overbevisning, men værre, synes jeg, ville det være aldrig mere at måtte 
se hjemmet. Der er jo, når man tænker sig om, ikke spor af sandsynlighed for, at 
Nordslesvig kommer tilbage, og selv om tyskerne tabte, hvad garanti har man så for, 
at dette vil ske. Det eneste var jo, om Danmark også var indviklet i krigen, og det ville 
sikkert være en stor ulykke for dette. – Skal krigen vare længe endnu, så vil det nok 
være tyskerne, der bliver de underlegne. Aldrig før har de haft så gode kort på hånden 
til at slutte fred som nu, og de gør sig sikkert anstrengelser for at opnå dette, men vil 
englænderne? Det er spørgsmålet. Gud give denne elendighed snart havde ende. 
Venlig hilsen 
Søren Finnemann 
 
Også Ulrich holdt 
kontakt og skrev flere 
postkort på tysk til 
Tinne i september og 
december 1915 med 
motiver fra en 
krigsskadet kirke og fra 
byer i Frankrig som 
Lens og Cambrai. Dette 
postkort med 
sønderskudte ruiner er 
fra marts 1916. 
 
 
 
 
 

---