Kandidatafhandling

5.5 Analyse – hvad kan udledes af fremmed ret?

Det er tydeligt, at retspraksis følger en hård linje, selv når det kommer til samples af meget kort varighed, der er bearbejdet til uigenkendelighed. Den første Metall auf Metall-dom er tydeligt inspireret af Bridgeport-dommen. Den anvender samme kvantitative og kvalitative analyse, som Bridgeport-dommen gjorde. De lægger bl.a. vægt på, hvor let det er at krænke, på den juridiske usikkerhed og understreger vigtigheden af at skabe passende grænser for de musikere, der vælger at sample fra en lydoptagelse uden samtykke. Den besked, den amerikanske og den tyske domstol sender, er helt entydig: det er en krænkelse af producentrettighederne at bruge selv uvæsentlige dele af en lydoptagelse, da selv et kort samples har en værdi for sin ejer; der findes derfor et producentmarked for selv korte samples.

I Metall auf Metall II er spørgsmålet, om der kan være tale om fri benyttelse. For at det skal være tilfældet i overensstemmelse med den tyske ophavsret, skal to krav være opfyldt:

1) det må ikke være en genkendelig melodi, og 2) det må ikke kunne genskabes med de midler, der var til rådighed på krænkelsestidspunktet.

Til at afgøre krav nr. 1 benytter byretten musikforskere til at bestemme, om der er tale om en melodi. Dette gør afgørelsen meget musikteknisk. Dommen efterlader derfor stadig spørgsmål om, hvad der mere generelt udgør en genkendelig melodi, samt om det vil være relevant, om det gennemsnitlige publikum overhovedet kan genkende samplet i nummeret.

For at afgøre krav nr. 2, laver byretten en test, hvor man prøver at genskabe lydklippet med det udstyr, der var til rådighed, da krænkelsen indtraf. I praksis kan det være afsindigt svært og dyrt at duplikere en lyd eller et ”sound”. Det kræver oftest en masse arbejde, talent, udstyr og held at opnå et ligeværdigt lydklip. Testen bygger derfor på subjektive faktorer. Burde testen så tage hensyn til, hvor dygtig musikerne er, hvor meget erfaring de har, samt kvaliteten af udstyret de har til rådighed?

Det ironiske ved testen er, at jo mere unik og original et værk bliver, jo sværere bliver det at genskabe, og jo mindre er man beskyttet mod bearbejdelser uden samtykke, hvilket ikke stemmer overens med ophavsrettens mål. Det er derfor spændende at se, om den tyske højesteret vil benytte sig af testen, eller om de vil modificere den. Den er ikke anvendelig i den form, byretten fremlagde den.

Newton-sagen handlede om rettighederne til kompositionen. Her kom man frem til, at de 6 sekunder var de minimis brug. For at afgøre dette, læner retten sig op af den tidligere dom ”Ringgold v. Black Entertainment Television”, der slår fast, at brugen af et ophavsretsligt beskyttet værk uden samtykke skal være signifikant, før der er tale om en krænkelse.¹⁵³ Derefter bruger retten en ”average audience test”. Testen siger, at hvis det gennemsnitlige publikum ikke anerkender, at der er sket en kopiering, anses overtrædelsen at være så ubetydelig, at det ikke skal have retslige følger.¹⁵⁴

Det er bemærkelsesværdigt, at retten lægger vægt på, hvor meget samplet udgør af Newtons egen komposition til at bestemme de minimis-spørgsmålet. De tre toner udgør 6 sekunder, hvilket er under 2 % af hele ”Choir”. De tager ikke stilling til, hvordan det er brugt i Beastie Boys’ ”Pass the Mic”. Looping-spørgsmålet er derfor ifølge denne dom ikke relevant, når man skal afgøre de minimis brug, det er udelukkende et spørgsmål om, hvor meget der er kopieret, ikke hvordan det er brugt. Denne fremgangsmåde stammer også fra ”Ringgold v. Black Entertainment Television”.¹⁵⁵

Formålet med Bridgeport-dommen var at skabe en klar retningslinje for, hvordan den type sager skal afgøres. Retningslinjer, der er lette at implementere og ikke kan misforstås. Ved at bruge udtryk som ”Thou shalt not steal” og ”get a license or do not sample” opnår man en entydig praksis på området. Bridgeport-dommen fastslår, at der et marked for samples, de minimis-princippet kan derfor ikke finde anvendelse for producentrettighederne. Dommen tager ikke grundig stilling til, om en sådan regel kan være modstridende med ophavsrettens formål, da et sample typisk ikke vil være i strid med den beskyttelsesinteresse, der ligger bag de ophavsretlige regler. En sådan absolut regel, virker derfor unødvendig streng.

Ifølge den amerikanske praksis kan de minimis-princippet anvendes for kompositioner, men ikke for indspilningen. Det er to meget sammenlignelige sager: N.W.A. og Beastie Boys er to meget sammenlignelige bands, begge amerikanske hiphop-grupper, der var på toppen i ca. samme periode og solgte omkring det samme i perioden, og begge sager omhandlede tre toner. Selve samplet må derfor anses at have omkring samme værdi. Forskellen kan ligge i, at når det kommer til producentrettigheder som pladeselskaber typisk ejer, handles der med samples indbyrdes - der eksisterer et marked for samples, som appeldomstolen udtrykte det. Pladeselskaber handler med musik, hvorimod kunsterne skaber musikken.

5.6 Delkonklusion

I dette kapitel har jeg undersøgt udenlandsk ret. Retspraksis fra USA har givet følgende retningslinjer til brug af sampling uden samtykke:

1. 
   For kompositionen gælder, at samplet skal være så kort eller ubetydeligt, at den gennemsnitlige lytter ikke vil kunne genkende den originale komposition i det nye værk.
   
2. 
   For indspilningen er det uden betydning, om man kan genkende det oprindelige værk i det samplede værk – ”get a license or do not sample”.
   

At pladeselskabet skal have en bredere beskyttelse end komponisten, er imod formålet med ophavsretten om kulturel udvikling. I stedet bør de minimis-princippet enten benyttes både for kompositionen og indspilningen, eller også bør princippet ikke benyttes hverken for det ene eller det andet. Hvis man med en average audience test finder frem til, at den gennemsnitlige lytter ikke vil kunne genkende samplet, bør de minimis-princippet eller fri benyttelse altid finde anvendelse. I sådanne tilfælde minder brugen mere om inspiration end plagiering. Det har ikke været samplerens hensigt at efterligne andre og erhverve deres goodwill, da samplet ikke er genkendeligt i kompositionen. Af samme grund skader det ikke den oprindelige ophavsmand eller deres pladeselskab.

Den tyske retspraksis læner sig op af den amerikanske, dog prøver byretten i Hamborg - i den seneste afgørelse fra 2011 - at anvende en ny test til at afgøre, om man kan genskabe lydklippet frem for at kopiere det. Selve testen virker ikke anvendelig. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan forlange en rimelig indsats til at skabe lydklippet frem for at kopiere det, er anket til højesteret.