Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

1. Søndag efter helligtrekonger ∙ Lukas 2,41-52

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle. hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige. Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Det emne som de tre læsninger lægger op til i dag, er ”at bo hos Gud”. Mest poetisk lyder budskabet med salmistens ord:

Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde,

mit hjerte og min krop råber efter den levende Gud.

Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede,

hvor den lægger sine unger, ved dine altre,

Hærskarers Herre, min konge og min Gud

Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig.

Lykkelige de mennesker, der har deres styrke i dig
Her kommer essensen af den israelske folkestemme til orde – længslen efter Gud, men denne længsel formede sig ofte som en kamp – en kamp for en nådig Gud. Det bedste billede på denne kamp er patriarken Jakobs kamp ved Jabbok. Jakob er på vej hjem efter at have været borte i 20 år – han skulle hjem for at overtage sin arv, men på grænsen til hjemlandet, kommer han om natten i kæmp med en dæmon.

De kæmpede hele natten – slip mig siger den fremmede da solen er ved at stå op – men Jakob er nu klar over, at det er Gud han har kæmpet mod og udbryder - jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. Så velsignede Gud Jakob, og gav ham navnet Israel – Israel betyder, den der kæmper med Gud – underforstået kæmper for et finde en nådig Gud

Det er billedet på menneskets kamp for at vinde Guds kærlighed – og det er i virkeligheden en kamp, som foregår inde i mennesket selv – en kamp mellem egoet og Gud. En kamp som mennesket kun kan vinde ved at holde sit eget ego nede – for ellers kan Guds ikke komme til orde i mennesket. Eller sagt med Paulus ord til i dag:

Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Mennesket er netop ikke fuldkomment – men det er Gud, så derfor kan mennesket kun forædles ved at lade Guds ord virke i sig – og at blive forædlet er menneskets inderste drøm – i den ligger meningen med livet. Ønsket viser sig i Paradisdrømmen.

Paulus taler om, at vi skal bringe vores legemer, som et helligt offer. Det betyder at vi gennem vort daglige arbejde skal tjene Gud – så hele vort liv bliver som en tjeneste i Guds væksthus. Jesus viste os vejen, ved selv at lade sig ofre – idet han tilsidesatte sin egenvilje.

Nadveren er symbolet på et liv af Guds nåde – et liv, der leves ud ad Guds kærlighed. Det kan enkelt siges på den måde – at vi igennem nadveren får den nødvendige kost til vor livsrejse – så vi hen ad vejen lader os forvandle – forædle – når Guds ord får mere og mere greb i os.

Mange mennesker i Middelalderen, som i deres ungdom havde levet et liv i sus og dus, men til sidst følte lede ved det, lod sig omvende ved at gå i kloster – for ene at tjene Gud gennem et almengørende arbejde i bod og bøn for deres medmennesker.

Også udenfor den kristne verden er det kendt – at hvis et menneske vil forædles – forenes med Gud – og selv blive guddommeliggjort – må mennesket igennem øvelse lære at beherske sin krop ved at nægte egoet dets lidenskaber og lyster.

Det at et menneske skal opgive sit ego, for at blive forædlet, ligger tungt for nutidsmennesker. Det ligger ikke længere i vor kultur og virker derfor uforståeligt.

Alligevel bruger det moderne menneske i dag megen energi og tid på selvudvikling. Spise sundt, få motion – måske dyrke yoga – mediterer. Måske få sin egen mentor eller coach. Ofte er det karriere mennesker, der har et personligt mål med sit liv.

Men gælder anstrengelserne nu en sag, som kun fremmer egoets egeninteresse, eller er det i en større sags tjeneste, som tjener menneskeheden?

Hvorfor er vi dog skabt med denne konflikt i os – konflikten mellem egoets egeninteresse og Guds vilje med sin skabning – om at gøre sin krop til et tempel for egoet eller for Gud.

Skyldes det en konflikt mellem selvopholdelsesdriften - som vi har arvet fra dyreverdenen – og så den åndelige og guddommelige længsel vi også har i os?

Vi er født både med den jordiske selvopholdelsesdrift og den guddommelige længsel – billedligt fordi Gud gav os liv, ved at blæse sin ånd i vor krop, som han havde dannet af jorden.

Kan vi se det som en evolution, sådan at mennesket I Guds skaberværk er et overgangsled fra det dyriske til det guddommelige.

I det perspektiv bliver målet for Guds skabelse i så fald en guddommeliggørelse af verden. Skabelsen har ikke nået sit slutmål – Gud søger til stadighed, at gøre sin skabning mere og mere fuldkommen – så der i skabelsen ligger en forvandlende kraft, der forædler tilværelsen.

Og som et led i den evolution blev Gud menneske i Jesus Kristus, da han skønnede, at vi nu var modne til, at komme et skridt videre i mod det guddommelige. Så vi ser Jesus – som den, der skal vise os forvandlingens vej ved at ofre egoet til fordel for næstekærligheden? Vejen bort fra egoet - der magtfuldt vil slå sig selv fast – til den ydmyge, der lever sit liv i kærlighed til livet – til Gud og mennesker.

Netop næstekærligheden sætter skellet mellem egoet og den åndelige forvandling, som lader os bo ved Gud.

Middelalderens munke kunne i deres Jakobskamp være temmelig hårde ved deres egen krop i deres askese – mere end sundt var. De havde i deres iver efter at holde egenviljen – kødets lyst – nede, glemt en væsentlig del af kærlighedsbudet – nemlig det, at du skal elske din næste som dig selv.

Du skal altså ikke blot elske din næste, men også dig selv. Er det ikke modstridende? – så holder man o ikke egoet i skak.

Men det er ikke meningen, at egoet skal dræbes, i stedet skal det bringes ind i en tjenende rolle og lære, at det må vige pladsen for Guds vilje. Det er ikke egoet, der skal trone i menneskehjertets tempel – men den levende Gud – som skaber verden ustandselig. I stedet skal egoet tjene Gud.

Her kan vi se Lukas´ fortælling om den 12 årige dreng, der tiltrækkes Templet – Guds bolig.

Jesus har formodentlig fået lov til for første gang at rejse med sin far og mor til Jerusalem – han har hørt så meget om den by. Her havde kong David for mange år siden rejst sin guddommelige tronstol.

Sønnen Salomon – den største af Israels konger nogensinde – havde bygget templet for Gud på Zions bjerg. Her skulle Guds tronstol stå – her skulle Gud dyrkes – i Jerusalem i hjertet af Israel. Og herfra skulle lyset skinne over på kongestolen i kongepaladset, sådan at kongen kunne regere riget med Guds retfærd.

Kongetronen var underordnet Guds tronstol. Kongen skulle tjene Guds sag – som egoet, der skal tjene Guds vilje. Det er det salmisten mener med ordene:

Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

Min sjæl fortæres af længsel efter Herrens forgårde.

Jesus har hørt om historien om Davids trone og Salomons tempel så mange gange og dannet sig sine forestillinger – men nu – nu havde han fået lov til at komme med til Jerusalem og se det med sine egne øjne – han havde glædet sig. Og det skuffede ham ikke – han glemte tid og sted – hvilket er et godt billede på, at man helt har glemt sig selv – glemt sit eget ego til fordel for en større sag. Hans ego blev overstrålet at Gud. Det føles, som tiden stod stille. Derfor kom han ikke med hjem, da de andre brud op. Lykkelig den der glemmer sig selv i en større sags tjeneste. Det slår ikke egoet ihjel, men gør det til tjener – en tjeneste som fylder livet med mening, glæde og kærlighed.

”Forstå I da ikke – siger han til sine bekymrede forældre, da de er vendt om for at finde ham – at jeg var hos min far”- Selvfølgelig – hvor ellers?
Folk, der er blevet forvandlet af det guddommelige, kendes på, at deres ånd vedbliver at være lige ung og sprudlende, selvom kroppen ædles – det er ikke bitre eller sure mennesker – men livspredere. Kroppen ældes, men ikke ånden. – den er evig.

2. Søndag efter hellig tre konger ∙ Evangeliet hos Johannes

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: ”De har ikke mere vin” Jesus sagde til hende: ”Hvad vil du mig kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” Hans mor sagde til tjenerne: ”Gør, hvad som helst han siger til jer.”

Der var 6 vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: ”Fyld karrerne med vand.” Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: Øs nu op og bær det hen til skafferen.” Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen, og sagde til ham: ”Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.”

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Den første del af fortællingen om brylluppet i Kana viser et livagtigt klip fra hverdagslivet. Vi er til fest – endda bryllupsfest, med munterhed og glæde. Og så sker det, der er enhver værts mareridt. Midt under festen slipper vinen op. Hvad gør man, gæsterne må jo helst ikke opdage det. For så vil der blive talt om det længe efter den fest. Det er det, man vil huske den fest for. Og man vil blive til grin.

Hvem kan hjælpe? Er der en nær, fortrolig ven eller familiemedlem, der hurtigt kan løse situationen? Sådan kommer Maria ind i billedet, hun er blevet trukket til side af værten.

Også ordene mellem Maria og Jesus, mellem mor og søn, er lige så livagtige og nutidige. Den emsige mor stikker til sønnen og siger: ”Gør noget”, men sønnen vil ikke længere sådan lige uden videre lade sig koste med af moderen, og svarer afværgende, men gør så alligevel, det moderen beder om. Og moderen ved det vil gå sådan. ”Gør alt hvad han siger” siger hun med moderlig stolthed til tjenerne.

Billedet af brylluppet i Kana er mesterligt lavet, derfor er det også blevet et kært motiv, som er blevet afbilledet på mange måder. I Halland, det gamle danske land, findes flere såkaldte målinger over scenen fra 1700-tallet. Billedet rammer os. Det taler til os, vi kan forholde os til det, finde os selv i det. Men ud af denne almindelig kendte situation springer miraklet. Vandet forvandles til vin.

Forvandlingen er en forædling. Vand er livgivende og rensende, men det hører netop til hverdagslivet. Mens vinen, den ædle drue, i de bibelske fortællinger de fleste steder knytter sig til Jesus og til Gudsriget. ”Jeg er det sande vintræ”, lader evangelisten Johannes Jesus sige om sig selv, og ”I (menneskene) er dens grene”. I flere lignelser er Gud vingårdsejeren, mens menneskene er arbejdere i Herrens vingård. I nadveren er vinen Jesus blod, og vinen bliver her selve pagten mellem Gud og mennesket.

Billedet af arbejdsprocessen, hvor druen gennem persningen bliver til vin, er et yndet billede, for det er billedet på en forædling.
Jesus deltagelse i bryllupsfesten redede dagen og festen, ligesom Jesus redede livet for os, da han selv forvandlede dødsriget til de levendes land.

Der er mange andre fortællinger, der handler om en forvandling fra noget almindeligt til noget højere. Lige fra eventyr til romaner og skuespil. Vi elsker de forædlede varer. De smukke varer, som er en fryd for øjet. Eller at lytte til et musikstykke vi holder af. Bare det, at vi sidder og lytter, ser eller læser om noget der er smukt glæder os i vort hjerte, og vi kan selv føle en opløftelse - en forædling.

Kunstneren forsøger at skabe processen gennem sit arbejde med materialet. Stenhuggeren ser allerede kunstværket i den rå marmorblok, så griber vedkommende redskaberne og forsøger at hugge det billedet ud, som han eller hun har set for sit indre.

Når mennesket får en drøm og prøver at realiserer den, kræver virkeliggørelsen en livsproces, hvor der sker en forvandling, en forædling.

Grækerne så skabelsen og hele livet, som en forvandling fra kaos til kosmos. Kosmos er det fuldendte, som også de higede imod. I den jødiske skabelsesberetning bliver vi først præsenteret for et dystert billede af tomhed og øde – et mørkt urdyb eller verdensdyb, men herover svæver Guds ånd. Og fra dette urdyb skaber Gud hele tilværelsen, og han skaber det som et Paradis. Skabelse er forædling.

Vi har også et urdyb i os. Det er vort sinds dybder – som er de dunkle områder, vi måske ikke engang selv kender ret meget til. På samme måde, som der i det vældige verdensrum, vi befinder os i, findes umådelige dybder, vi dårligt kan forestille os, og som stadig venter på udforskning. En udforskning som vi måske aldrig bliver helt færdige med.

Men i disse dybder både i det ydre verdensrum og i vort eget indre findes mulighederne. De muligheder, der kan forvandles til det ædle. Og det kan de, når Skaberånden er Guds, kommer fra Gud – er af Gud. Og det er den i Jesus Kristus, som derfor kan forvandle vand til vin, paradis af ørknen, liv af døde.

Også mennesket kan forvandle materialet til det ædle. Menneskeånden kan forvandle vore muligheder fra vort sinds dybder til en forædling af sindet – til retvis tænkning, til næstekærlig handling, til at elske sandheden osv. Vi kan selv hver i sig finde eksempler på det. For vi er alle kunstnere, der kan skabe vor hverdag om til en festdag, og vi kan hjælpe andre i gang med det samme. Men der er ingen, der siger, det er let. Det er en svær proces, der kræver alt i os. Så svær, at den vel aldrig lykkes til fuldkommenhed. Men det vigtigste er at komme i gang med forædlingen, for det skaber i sig selv tilfredshed og glæde ved arbejdet ved livet.

Nu ville Morten Luther – hvis han hørte disse ord, jeg lige har udtalt - hæve pegefingeren, rynke brynene og sige: ”Tag nu ikke munden for fuld. ”Mennesket blev ved syndefaldet så bundfordærvet så vi altid vil sidde fast i sumpen. Kun Guds nåde kan løfte dig op. Selv kan du intet gøre. Det er igennem sådan en teologisk lære, at begrebet synd er blevet farvet så sort, så det har kunnet holde mennesket nede, så mennesket kun af og til kan få lov til at se solen mellem de mørke og truende skyer. Og den tale er for negativ, den vil i dag holde folk borte fra kirken. Men ikke desto mindre er mange af de ritualer, som bruges i dag – f.eks. kollekterne – farvet af en fremhævelse af synden i mennesket. Jeg ville hellere fremhæve det gode vi kan, men uden at glemme menneskets bagside.

Men Luther er et barn af sin tid. En tid med megen angst for Helvede, angst for ikke at komme i Guds rige, fordi man ikke var god nok. Denne helvedsangst afmalede vore forfædre som kalkmalerier i kirkerne, så glemte man den jo heller ikke. Af en børneflok, kunne forældrene nok regne med, at døden ville tage halvdelen – måske mere – inden børnene blev voksne. Sygdom, sult og krig var ofte dagligdag for mange. Men dengang så man også disse ulykker, som en straf fra Gud. Jakob Knudsen tegner i sin roman om Morten Luther et klart og historisk rigtigt billede af datidens angst.

Luthers store betydning i kristendommens historie består netop i, at han meget stærkt slog fast, at vi ikke skal gøre os fortjent til Guds rige gennem gode gerninger, men alene ved troen. Og det vil også sige kærligheden til Gud – kærligheden til livet. Det er den side vi bør fremhæve. Kristendommens budskab til mennesket er jo netop: ”Lad være med at lade dig slå ud, fordi du ikke synes du er god nok. Du er tilgivet, fordi du er elsket. Det har alle folk brug for at høre, ikke at de er syndere. Det ved de jo alt for godt inders inde.
Men har Luther ret? Er mennesket så ødelagt, at vort Gudsbillede, som vi blev skabt i, er ødelagt? Grundtvig sagde nej. Gudsbilledet er intakt, siger Grundtvig, ellers kunne vore forfædre ikke have digtet så sandt om det Paradis, de kaldte Gimle. Grundtvig gik endog så langt på sine ældre dage, at han kunne sige, at målet for menneskene var, at blive Kristus lig, at være ”kristelig” betyder at stræbe mod, at blive Kristus lig.

Dermed være ikke sagt, at vi i vort liv kan nå at blive Kristus lig, men så når vi det igennem opstandelsen. Menneskelivets mening er at blive forædlet. Det ønsker vi alle

Nej vi skal ikke frygte de truende skyer på himlen og gå rundt i helvedsangst. Det er ikke Guds mening. Vi skal i stedet frimodigt se op og turde tro på Guds levende og skabende kraft, tro på, at vi i kraft af hans kærlighed selv kan få skaberkraft i vort liv, så vi kan forædle det vi arbejder med, og derigennem selv blive forædlet.

Men vi skal heller ikke blive for blåøjede. Ja vi har muligheder og skaberkraft, men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi bruger evnerne. Det er så nemt at lade sig friste, når lejlighed sig byder. Vi hører jo jævnligt om sager, hvor nogle mennesker ikke har kunnet modstå en fristelse og taget til sig, hvad der ikke var deres, og dermed kastet andre i ud i problemer og kriser. Vi har muligheder, ja, men det afgørende er, hvordan vi bruger dem. I hvilken sags tjeneste. Det er her vi har brug for en generalforsamling, hvor vi må gå i rette med os selv og med hinanden. Denne selvransagelse er en meget vigtig del af forædlingsprocessen.

Jeg kan godt lide et billede fra alkymiens dage i renæssancen, som faktisk var samtidig med Luther. Alkymien var en forløber for den moderne naturvidenskab. Alkymister, som f.eks. danskeren Tyge Brahe på Hven, mente, at Guds skaberkraft bevirkede, at naturen langsomt blev forædlet, sådan, at f.eks. vise plantearter udviklede sig, så de blev en helbredende urtemedicin mod sygdomme og til sidst også mod døden, ligesom de mente, at uædle metaller, som f.eks. jern, med tiden af sig selv blev til guld.

Ideen blandt alkymisterne var nu, at man i laboratoriet kunne efterligne naturens processer og forcere dem, så forædlingen gik hurtigere. Man ledte efter den urt eller det materiale, hvori Guds skaberkraft var centreret mest – livseliksiren eller de vise sten – kaldte man dette materiale. Men ved at arbejde på denne måde, som Guds medarbejdere – eller som arbejdere i Herrens vingård – ville mennesket selv blive forædlet – blive fyldt med kærlighed, som Tyge Brahe sagde. En smuk tanke.

Som billede på livets forædling er alkymien sand. For når vi bevidst arbejder med de evner og muligheder vi hver især har, arbejder på at forædle det, vi har med at gøre – men så forædler vi også os selv og vore omgivelser. Og det kan vi.

Vi har netop i dag oplevet en dåb, og denne dåb er vidnet om Guds kærlighed. For ligesom da Jesus blev døbt i Jordan og fredsduen dalede ned over ham og Guds røst lød: ”Dette er min søn, den elskede”. Sådan lød også Guds røst i dag over Solveig, da hun blev båret op og løftet frem for Guds ansigt: ”Dette er min datter, min elskede”.

Ved Guds kærlighed, som er livets skaberkraft, kan vi forædle og billedligt gøre vand til vin. Det var en af de ting vi lærte af Jesus. Derfor er det en fin tanke, at evangelisten Johannes sætter brylluppet i Kana, som en indledning til Jesus virke.

3. Søndag efter hellig tre konger ∙ Matthæusevangeliet 8,1-13

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer han. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: ”Se til, at du ikke siger det til nogen, men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, moses har fastsat, som er vidnesbyrd for dem.”

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt. ”Han sagde til ham: ”Jeg vil komme og helbrede ham. ”Men officeren sagde: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: ”Gå! Så går han, og til en anden: ”Kom! Så kommer han, og til min tjener: ”Gør det og det! Så gør han det” Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. ”Men til officeren sagde Jesus: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!” Og hans tjener blev helbredt i samme time.
Den spedalske kommer Jesus i møde, netop som Jesus er på vej ned ad bjerget. Det er det bjerg, hvor han netop lige har holdt sin store tale, bjergprædiken, som indeholder de centrale kristne, etiske leveregler.

Et bjerg i religiøse tekster er billedet på et helligsted. På bjerget føler man sig nærmere Gud. Bjerget løfter én op fra jorden mod himlen – ind i himlen. Fra bjerget er der udsigt over landskabet. Moses modtog loven fra Gud på Sinaibjerg.

Der er en vis sammenhæng mellem hændelsen på Sinai og Jesus bjergprædiken. På Sinai gives jødedommens lov og etik, mens bjergprædiken var kristendommens. Men Jesus siger udtrykkelig, at hans bjergprædiken ikke ophæver moseloven. Tværtimod er hans prædiken Moselovens opfyldelse. Altså moselovens rette tolkning.

Det første billede i dagens tekst viser da, at netop som Jesus kommer ned fra det himmelske stade med de høje, ideale leveregler, møder han modsætningen i jordens elendighed igennem de to stakler, der kommer for at få hjælp. Den første med ordene: ”Hvis du vil, kan du gøre mig ren”. Udsagnet indeholder en uforbeholden tro på Jesus som Guds søn. Det samme gør høvedsmandens bøn.

De to vidt forskellige mennesker har én ting til fælles. De holdes begge ude fra det jødiske samfund. Begge er udstødt. Den spedalske fordi han er uren, høvedsmanden fordi han er en fremmed.

De spedalske måtte samle sig så på øde områder. Måske kunne der være behjertede mennesker der lagde mad til dem på bestemt aftalte steder. De levede udenfor livet. Spedalskhed var en frygtet sygdom. Langsomt rådnede kroppen. Der var noget uhyggeligt, ved det område, hvor de levede. Ikke nok med, at de var dødssyge. De blev også regnet for urene, fordi deres sygdom blev opfattet som en straf fra Gud, fordi de havde overtrådt loven og syndet. De var fortabte.

Den anden, høvedsmanden, en romersk officer. En forhadt person. Som fremmed, og som repræsentant for besættelsesmagten, vil man ikke have noget med ham at gøre med. Han ved det og lider under det. Derfor ser han sig for ringe til, at Jesus kan komme ind i hans hus.

Begge er sat uden for livet. Men ved sin underfulde helbredelse kalder Jesus dem begge tilbage til livet. Livet gives dem på ny. Den spedalske bliver ren og beordres hen til præsten, så han kan blive synet og erklæret ren, i jødernes øjne, syndefri. Høvedsmanden får ikke blot tilgivelse, men bliver tilmed fremhævet på jødernes bekostning. Og det over for den store skare, som fulgte Jesus ned fra bjerget.

”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel - Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”

Jesus ville hæve jødedommen, som han selv tilhørte, til en højere, universel religion, som ikke kun gjaldt jøderne, men alle mennesker. Men netop det ville den jødiske ledelse ikke. Ikke-jøder tilhørte ikke Guds udvalgte folk, det gjorde kun jøderne. Dette var en af de væsentlige grunde til, at kristendommen skilte sig ud fra jødedommen.

Med sin handling, med sin kærlighed til de to udskilte, viser Jesus, at bjergprædikenen ikke er tomme, svulstige ord, men den dybeste sandhed. Her med ordene:

”I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. For at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan i så vente? Det gør toldere også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkommen, som jeres himmelske fader er fuldkommen”.

Som også Paulus siger i dag. ”Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode”

Det er ikke nemt at elske sin fjende? Kan man f.eks. elske mordere, som dræber bevidst, fordi de tror, de derved gør verden bedre? Kan det onde virkelig altid overvindes af det gode?

Paulus retter ordene indad i dig selv: ”Du ikke må lade dig overvinde af det onde”. Altså det onde, fristelsen, der kommer til dig, og det onde i dig selv. Det skal du bekæmpe med det gode.

Hovmod. Det, at gøre sig bedre end andre, er et eksempel på, at man har ladet sig overvinde af det onde.

Det var det, der var, og stadig er, jødernes store problem. Ved at fastholde sig som Guds særligt udvalgte folk, tror de sig bedre end andre. Det er det hovmod og den ondskab Jesus rammer en pæl igennem i sin bjergprædiken - og nu i sin handling.

Allerede i 5. Mosebog siges: ”I var jo selv fremmede i Ægypten”, og videre: ”Gud er den frygtindgydende Gudernes Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede. Gud er din lovsang”.

Det havde jødernes glemt.

Men Jesus vil, at de fremmede på jorden - den spedalske og den romerske officer - skal ophøjes og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob. De skal kaldes tilbage til livet. Men Rigets egne børn, alle dem der tror sig bedre og rene, de vil i kraft af deres hovmod selv holde sig ude fra Riget, ude fra livet. Det er dem, der bliver de udstødte. Det er det, Jesus handling og ord siger i dagens evangelium.

Jesus vender den småborgerlige moral rundt og ophøjer det, som den nedbryder. I Guds øjne er der ingen forskel på de forskelle, som mennesker ofte går så højt op i. Men troen gør en forskel. Troen på Gud. Og troen er et under ligesom helbredelsen og dermed befrielsen af de to er et under.

Underet er ikke rationelt forståeligt. Den materielle logik kan ikke få mening i det. Siden 1700-tallet har europæerne formet en tankegang og et sprog, som efterhånden har udstødt underet - og dermed troen - i mange menneskers forestillingsverden.

Det er den rationelle tanke, der hviler på årsagsloven. Tanken, at en bestemt hændelse føder en ny hændelse, som er bestemt af den første. Sådan som de naturlove, som mennesket har opdaget, viser. Hvis vi springer ud af vinduet, så rammer vi kort efter jorden. Dette ”Hvis – så” er den årsagslov, som blev naturvidenskabens vigtigste redskab til at beskrive, hvad der sker i universet.

Denne tankegang er blevet så indarbejdet i sproget - så vi fristes til at tro - at den gælder alle områder af tilværelsen. Det moderne menneske tror generelt på, at det kun er den rationelle tanke, der kan kortlægge tilværelsen. Og ikke kun en bestemt del af den. Det er gået sådan, fordi den rationelle tanke har skabt så store resultater, som har formet vort samfunds indretning og hele vores levevis.

Jesus helbredte med sit ord alene. Han helbreder alene, fordi folk tro, at han kan helbrede dem. Det tillader det modernes samfunds tanke ikke, selvom der er sket en lille ændring i synet på alternative naturbehandlere i den sidste generation. Langt de fleste vil sige: ”Undere kan ikke ske i virkelighedens verden”. Og skulle der endelig ske noget, som den rationelle tanke ikke kan begrunde, så vil den dog en dag kunne, når vi er blevet endnu klogere.

Virkelighedens verden!! Hvad det for en? Er det også den, der i sin selvgodhed lukker andre ude? Den verden, hvor der kun kan ske det, som mennesket mener, og vil have skal ske?

Tankegangen er ofte denne. Da Gud skabte universet, skabte han naturlovene. Men undere er brud på naturlovene. Et under skulle da være et brud på Guds egen orden. Ved denne tanke blev den underfulde Gud skubbet ud af det almindelige, jordiske liv.

Det moderne samfund lever mest uden Gud. Gud skal ud ad det offentlige rum. Det er den store ulykke for det moderne menneske, for da Gud forsvandt, blev vi i stedet vores eget midtpunkt – vores eget projekt - og det kan være en forbandelse – og er blevet det i flere sammenhænge. Uden Gud har vi kun hinanden og os selv at spejle os i. Uden Gud bliver vi meget nemt alt for selvoptagne, så slevoptagne, at vi lukker os selv inde i et fængsel. I en isolation, udenfor livet.

Som lærer har jeg oplevet børn, der var så forkælede og dermed selvcentrerede, at de havde meget svært ved at gå ind i en lærerproces. De kunne ikke lukke sig op og tage imod.

Ved at lukke Gud ude, lukker vi livet ude. For Gud er livet, men Gud er også det underfulde – det gådefulde – et mysterium, der aldrig lader sig indespærre i en naturlov. Livet er et under. Skabelsen er et under.

Bag alle naturvidenskabelige love, som mennesket kortlægger, er der en mægtig overordnet, åndelig lov. Selve skabelsen. Selve livet der bliver til, og som gennemstrømmer alt, og holder alt oppe. Uden den, ville alt forsvinde som dug for solen. Blive til intet.

De kemiske og atomare love kan i bedste fald forklare, hvad der rent fysisk sker, og de biologiske, hvordan livet forplanter sig.

Men naturlove kan aldrig forklare, hvorfor det sker, og hvordan det er opstået. Selve skabelsen lader sig ikke beskrive rationelt – kun at den sker på den og den målbare måde – efter de og de love.

Skal vi alligevel prøve at give en beskrivelse af skabelsens og livets underfulde mysterium, dur det rationalistiske sprog ikke. Det kommer til kort, men vi kan prøve med det poetiske og det religiøse. Det har sin egen virkelighed. Og den virkelighed er også menneskets ligesom den rationelle. Tilsammen kan de to sprog, den rationelle og det religiøse, beskrive vores verden, men bruger vi kun den ene og udelukker det anden, kommer vi til et forkert resultat, der får konsekvenser.

En konsekvens er klimadebatten, eller mere alment, den måde vi behandler naturen på. Naturen som en ressource for vores grådighed. Troen på, at der kun findes den moderne naturvidenskabs beskrivelse, har slået den underfulde natur ihjel.

Det moderne menneske dyrker sit eget kunstige produkt, som kejseren og hans hof i H.C. Andersens eventyr, dyrkede den kunstige nattergal. Det var kejseren ved at dø af, for han havde lukket livet ude. Det bliver det et forkvaklet liv.

Det natursyn, at naturen som Guds skaberværk er hellig, og skal behandles derefter, er en langt sundere opfattelse med langt større universelle livsmuligheder. Det nuværende natursyn er farligt, for vi begår fejl, der kan få fatale følger for menneskeheden. Også finanskrisen er et tegn på, at mennesket tænker ensidigt og uhensigtsmæssigt – En dybere indsigt i det universelle liv ville medfører en sundere tankegang.

Tager man underet ud af tilværelsen, som noget der ikke kan ske, indskrænker man livet og begrænser egne muligheder, og skaber inde i hovedet en syg verden, som gør én fremmed i livet, fordi man har udstødt sig selv.

Da kan kun et lignende under, som det der skete for den spedalske og høvedsmandens tjener, frelse og befri os og kalde os tilbage til livet. Så vi lukkes ind i det sande og virkelige liv – Guds rige.