Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

Pinsesøndag · Johannes 14,22-31

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: ”Herre hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?” Jesus svarede ham: ”Den der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden” som faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: ”Jeg går bort og, jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!”

Talsmanden, Jesus efterfølger og stedfortræder, vil lærer os alt.

Det er det Jesus siger til os i dag, og det burde kunne få pinsesolen til at danse af glæde. Pinsebegivenheden er et mysterium, et under, som den rationelle og logiske tanke ikke forstår et muk af. For hvad er det egentlig, der sker?

Alligevel er det også en historisk hændelse. Fordi den kristne menighed konkret bliver født den dag. Og med kristendommens udbredelse får pinsen verdenshistorisk betydning som en bestemmende faktor for hele Vestens kulturelle udvikling.

Men i sig selv er pinsen et under, som kun kan beskrives poetisk med et malende billede, og her et talende billede: de glødende tunger, ildtunger, som kommer udefra og trænger ind i apostlene, så deres jordiske mennesketunger taler guds ord. Det ord verden bliver skabt med:

Helligånden, Talsmanden, sandhedsånden, kommer som et vældigt åndepust, som Guds åndepust, i billedet af tunger af ild, der sætter sig på Jesus disciples tunger og forvandler dem i det øjeblik til kristendommens apostle, til kristendommens budbringere nu selv med glødende tunger, på et sprog, som alle de lyttende tilhører forstår, men hver på deres sprog.

Det der sker her, er ganske uforklarligt i det rationelle sprog – men mytens poetiske billedsprog – det religiøse sprog kan beskrive det.

Det, det gælder om, er at kunne tyde dette billedsprog
Jesus vil ikke give sig til kende for Verden, eller rettere verden forstår ikke Jesus budskab, for verden for står kun det rationelle sprog, det sprog, der kun kan udtrykke det, der kan måles og vejes.

Det poetiske og religiøse sprog, det som jeg også kaldte det mytiske sprog er følelsernes sprog, hjertes sprog, det sprog, som taler i billeder. I dette sprog hører troen og evangeliet hjemme. I det sprog skal vi læse og forstå biblen.

Pinseunderet er for langt de fleste det sværest forståelige i kristendommen, og derfor det vanskeligste at forholde sig til.

Alle ved hvad julen står for. Da blev Jesus født. De fleste ved også hvad påsken står for, også selvom de ikke tror på opstandelsen. Men pinsens begivenhed kan kun de færreste gøre rede for. Alligevel er jeg overbevidst om, at netop troens forståelse af pinseunderet er den nøgle, som kan lukke op for en stor og dejlig verden, og hvis folk i dag fik og brugte den nøgle, ville vores kultur og samfundsindretning og verdensforståelse ændre sig radikalt.

Nøjagtig som det skete i kølvandet på den kristelige og folkelige vækkelse i 1800-tallet, som skabte et folkestyre, der hvilede på det lokale foreningsarbejde. Bl.a. andelsbevægelsen.

Samfundet ville i langt højere grad blive udviklet og styret med visdom og indsigt i menneskelivet, og ikke som nu, hvor den økonomiske gevinst er den primære styringsfaktor, som det menneskelige liv på indordne sig under.

Pinsen er en fantastisk begivenhed. Den skal sammenlignes med den begivenhed, hvor Gud levendegjorde mennesket ved at blæse sin livsånde ind i vore næsebor, som fortælles billedligt i skabelsesberetningen. Pinsen er en videreførelse af den skaberakt Gud begyndte, da han første gang åndede på den livløse krop, der var dannet af jordens muld, hvorefter Adam rejste sig op, og så sig forundret rundt i tilværelsen.

Pinsen er fuldendelsen af mennesket i den forstand, at det som et lyn – en kraft fra himlen går op for mennesket, hvad det vil sige, at dele ånd med Gud – at have ånd tilfældes med Gud – og dermed at have Guds ånd i sig. Pinsen er den højtid, hvor Guds ånd, i billede af talsmanden tager bolig i det troende menneske. Da er menneskekroppen blevet et tempel for Guds ånd.

Da bliver menighedens fællesskab bygget af levende kroppe, som en kirke af levende sten.

Så længe Jesus færdedes på jorden, var han Guds talsmand, fordi Gud talte igennem ham. Men efter himmelfarten, kan det troende menneske selv blive Guds talsmand og bygge menigheden op. Det sker ved pinseunderet. Først gennem Jesus Disciple, der derved bliver apostle, budbringere af evangeliet.

Så pinsen er, at blive bevidst om, at Talsmanden, som Jesus stedfortræder, bor i os. Eller stærkere: at opleve at Guds ånd, lever i os.
Der findes også andre bibelske fortællinger, som billedligt anskueliggør pinsehændelsen: f.eks. Mariabebudelsen. Jødedommen hviler på den religiøse tradition, på fædrenes overlevering af troen. Men med Mariabebudelsen sker der noget ganske nyt. Da Maria bliver klar over, at hun skal føde Guds søn, sker det i billedet af Gabriel, som forkynder hende den glædelige nyhed. Talsmanden har i englen Gabriels billede befrugtet hende

Således er den kristne tro åndens tro, der med Talsmandens bryder igennem på pinsedagen, direkte fra Gud og befrugter den enkelte.

Pinsedagen er den hændelse i vort liv, hvor Guds ånd trænger ind i os, befrugter os – åbner os, så vi får et andet syn på tilværelsen – bliver klar over, at vi, som Jesus, er Guds børn.

Befrugtningen sker gennem troens åbning.

Grundtvig er den apostel, som bedst har forstået pinsens betydning. I salmen, som vi skal synge her bagefter, siger han: ”Den ånd som nu kun er min og din, den må vi med småfolk dele”.

Og i digtet ”De levendes land” siger han:

”Vor Fader så huld! Du gerne vil trone i templet af muld, som ånden opbygger i Midlerens navn, med rygende alter i menneskefavn, med himmellys-bolig af gnisten i løn til dig og din søn.”

Eller i fædrelandssangen: ”Fædrene land”

”Muldjord i bryst, ser den høje med lyst, der kan solstrålen bo, der kan himmelbyg gro”
Vi kan udvide billedet, så hele naturens, hele Guds skaberværk er Guds tempel, Guds katedral, for alt er levendegjort af Guds ånd, af Gudsordet, af det Skaberord der tog bolig i blandt os. Og netop denne naturens katedral viser sig pyntet i al sin skønhed her ved pinsetid.

Også i naturen lever Guds skaberkraft, så den ånd, der gæster os og tager bolig i os – pinseunderet – kan ske gennem en naturoplevelse.

Men menneskets befrugtning af Guds ånd sker også i julen i billedet af Jesusbarnet, der fødes i stalden, i krybberummet, der billedligt kan sammenlignes med menneskehjertet

I billedet af englen Gabriel, der julenat kommer til hyrderne på marken, kommer guds ånd til mennesket, befrugter det, så Jesusbarnet fødes i os, og giver sig til kende som en glæde, der varmer op indefra. Også her er Gabriel et billede på talsmanden.

Langfredag korsfæstes denne ånd, altså troen. Det er, når Verdens sprog fortrænger troens ord. Men påskesøndag opstår Jesus, som en ny fødsel, og dermed troen på livet, og det korsfæstede menneske genopstår åndeligt.
Men endnu har Pinseånden ikke flydt os helt. Endnu ligger meget dunkelt for os og i os. Endnu forstå vi ikke Gud, os selv og hele tilværelsen fuldt ud, endnu er vi ikke fuldendte. Der er stadig meget i livet, der fordunkler og overskygger talsmandens tale. Mange andre stemmer, som hver kræver sit, stemmer som egoet gerne lytter til og lader sig vildlede af.

I denne fordunkling, i disse mørke områder i vores sind, huserer det Onde og stikker ind i mellem hovedet op og ødelægger troens livsglæde. Men evangeliet lover os, at den dag kommer, da Talsmanden har gjort sit arbejde færdigt og oplyst alle områder i de troendes sind, alle skjulte kroge, og da vil vi se hele verden med klarhedens øje, med Guds øje. Først da er den proces slut, som begyndte ved skabelsen og som via Jesus fødsel, død og opstandelse, og ved pinsedagens solglans trænger stærkere og stærkere ind i vores hjerter. Igennem troen vil den udvide sit lysområde i os, for Gudsordet har vist, at det kan overvinde Satan – overvinde døden. Ordet, der tog bolig blandt os, er kommet for at blive og fuldføre sin gerning.

Den dag vil vi mødes omkring nadverbordet med den lyslevende Jesus.

2. søndag e. tr. · Lukas. 14,16-24. Sommergudstjeneste

Jesus sagde: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da Festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom nu alt er rede! Men de gav sig alle som en til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud for at se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud og prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og kan derfor ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.”

Skabelse, glæde og kærlighed er overskriften.

Sommeren er her. Om end lidt kølig, så dog grøn, blomstrende, frisk og duftene og minder os om Guds rige. Gud indbyder altid til fest, for det er en fest, en evig fest, at være sammen i vennelag om Gud.

Men særlig nu, hvor sommeren er over os og selv indbyder til fest I Guds grønne sale, kommer feststemningen som en beruselse med de lyse nætter som baggrunds panorama.

Jo særlig nu er der grund til at holde sommerfest i det grønne og invitere til festmåltid, som den mand Jesus fortæller om, gjorde. Så kan vi sammen glæde os over al den skønhed og rigdom naturen skænker os netop nu. Glæden bliver større, når man ikke er alene, men deler den med andre.

Sådan tror jeg også, at Gud tænker, når han skaber naturen, jorden, ja skaber hele universet. Gud inviterer til fest og siger, kom og del min glæde, min skaberglæde.

Lad os holde måltid sammen, gerne i det grønne. Ja lad os more os med hinanden og tale sammen om alt det smukke og dybe og også om det vanskelige i livet.

Derfor har vi hviledagen. Den skal vi skønne på. Den må vi ikke glemme midt i vor travlhed. Så alle dage bliver arbejdsdage. Så livet kun bliver arbejde. Så snyder vi os selv. Også selvom vi i det daglige trives i et spændende, udfordrende og givende arbejde.

Gud skabte himlen og jorden og alt det, der lever og gro. Men det er ikke kun datid, det er også nutid. Derfor, når Gud skaber himlen og jorden og alt liv, glæder han sig over det.

Det er en vigtig pointe i den gamle jødiske skabelsesberetning: Der står: ”Og Gud så at det var godt”. Skabelsen er god, den er udtryk for kærligheden.

Med menneskelivet følger også tab, ødelæggelse, lidelse og afsavn. Det skaber Gud ikke. Det gør vi selv.

Alligevel er disse lidelser en følge af Guds skabende kærlighed. En følge af, at vi selv er skabt som kærlighedsvæsner. Skabt til at holde af og selv blive holdt af. Og, når så noget går i stykker i os, blandt os i vort liv, så måler vi det ud fra den kærlighed, som vi er skabt i og med. Og så gør det ondt og føles uendeligt smertefuldt.

Skabelse og kærlighed hører sammen. De er to sider af samme sag. Eller rettere, de er to sider af Guds væsen. Kærligheden og det gode kom først, og var der først. Før noget andet. Kærligheden, som netop nu stråler ud af sommeren og alt det gode i livet. Det er det som egentlig er, bliver og altid vil være, ligesom Gud er den, der er, bare er der, om alt andet ikke var. Det er selve eksistensen. Den er Gud og den er skabelse og kærlighed.

Hvis Gud ikke var, var der ingenting, hans væsen er det, der holder alt oppe, holder alt værende, holder livet i gang. Gud er livet og universet.

Da Gud skabte universet som et levende univers, som en organisme med liv og bevægelse og glædede sig som en stor, kosmisk kunstner, så, kunne jeg forestille mig, følte han et stik i hjertet. Lige pludselig.

Hvorfor det? Fordi han manglede nogen at dele sin glæde med, nogen at dele sin overflod af kærlighed med – nogen at dele livet med, nogen som kunne se, føle og leve livet med ham. Dermed var ideen til mennesket givet. Og hos Gud er der ikke langt fra idé til handling. Der stod så mennesket, som mand og kvinde. Et levende udtryk for kærligheden. Og mennesket lo og legede i det paradisiske univers.

Sådan indbød Gud mennesket til fest fra første øjeblik af.
Og Gud sagde til mennesket: Gå ud og find det land, jeg vil vise jer. Igennem jer skal hele jorden og alle verdens folk velsignes. Disse ord var ikke kun til Abraham, de var til os, de er altid til os.

Men vort arbejde, vor kreativitet er ikke altid til velsignelse for andre, heller ikke for naturen. Alligevel siger Gud igen og igen: ”Igennem jer skal hele jorden velsignes”. Det vor opgave, og det vedbliver det at være.

Jo, der er indkaldt til en stor fest. – en rigtig sommerfest, ”fuld af nåde”, Netop nu, hvor ”Modenhed i møde planten går, og fryder ved sin frugt når høsten kommer”
Det er ufatteligt, at ikke alle der hører indbydelsen om den store sommerfest i Guds have, øjeblikkelig smider alt, hvad de har i hænderne og stormer til Guds gæstebud. Hvorfor kommer de indbudte ikke til festen?

Evangelieskriveren har sikkert haft jøderne i tankerne, da han skrev sit evangelium om Guds store gæstebud. Teksten er næppe skrevet længe efter Jerusalems ødelæggelse i år 70, hvor Jødernes gamle, centrale helligdom blev ødelagt for stedse. De forholdsvis få kristne jøder, så ødelæggelsen som Guds straf, fordi det jødiske folk ikke havde modtaget Jesus ord.

De indbudte, som ikke kom til gæstebuddet var det jødiske folk, som Gud havde åbenbaret sig i. De andre, der i stedet kom, var hedningene, som nu dannende menigheder rundt om i Romerriget og siden ud over hele jorden.
Men hvem er så de indbudte i vore dage?

Det er alle dem, som er pressede af hverdagslivets mange gøremål, eller rettere, alle dem, som ikke kan se, at der er andet i livet end det, vi nu ser og lever i med vore materialistiske og selvcentrerede øjne.

Vi skal jo også have mad i morgen. Nogle er midt i en god handel, der kan kaste noget af sig eller optaget af andet. Vi kan alle hver i sær være i gang med et eller andet projekt, som her og nu er vigtigt for os. Det er der ikke noget forkert ved. Tværtimod. Igennem vort arbejde og alle de øjeblikke, hvor vi er med i noget, realiserer vi vort jeg, vore muligheder. Det kan Gud ikke have noget imod. Det har han skabt os til. Der er altid masser af spændende projekter, som ligger og venter på, at vi skal realiserer dem, prøve kræfter med dem.
Men den er altså gal, hvis ikke også vi husker søndagen, husker at stoppe op og helligholde livet. Ja og så det, som vi nu er i gang med, som et projekt, dybest set også er en Guds tjeneste.

Et af Moselovens ti bud siger præcist: ”Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig”. At komme hviledagen i hu betyder netop, at helligholde hele livet, at se det i lyset af Guds skaberprojekt.

Det glemmer det travle menneske ofte. Eller ser det ikke sådan. Men hviledagen, når man hviler efter veludført arbejde, er meget mere og noget ganske andet end materielt gul værd. Den er åndeligt guld værd.

Den sætter forholdet mellem det materielle og åndelige, ser det materielle i det åndelige lys, som er lyset fra Edens Have, hvor der altid er fest. ”For mennesket er ikke skabt til at leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund”. Det var med disse ord, Jesus afviste den materielle fristelse, som mødte ham i skikkelse af Fanden. Og som stadig, trods Jesus afvisning, altid banker på vor dør.

Glem ikke stjernestunderne, hvor Gud indbyder til fest, men kom og hver med. Tag festtøjet på, når der er fest – når Gud indbyder. Så har du fået en ekstra indsprøjtning af liv, næste dag, når du igen trækker i arbejdstøjet.

Del din glæde med andre. Sommeren er naturens fest. Og naturen er den synlige del af Gud. Igennem skaberværket kan vi se og lytte os til det, der adler mennesket, gør mennesket menneskeligt, samtalen med Gud og hinanden om alt det store og dybe, skønne, sande og kærlige.

Uanset hvad der sker, bliver Gud glædelig vis ved med at sige til det skyldige menneske: Rejs dig, se jeg har sat dig midt i mit skaberværk. Rejs dig, se dig om og drag ud og find det land, jeg vil vise dig, der vil jeg velsigne dig. Kom til fest. Det er nu.
Det skyldige menneske, det menneske, som har erkendt, at det skylder Gud alt, og som måske er nedbrudt af sorg, skam og dårlig samvittighed over sin manglende evne til at leve, som det allerhelst ville, og derfor måske ikke føler sig indbudt til festen. Det menneske er i dagens tekst de fattige, vanfører, blinde og lamme, dem som tjeneren blev sendt ud efter. Og ikke kun én, men to gange

Lad mig slutte af med Johannes V. Jensens ord i hans midsommervise:

”Lad det fordybe din andagt, broder, dit timeglas er i takt med kloder. Dit sommerblus, som kun stakket blænder, er ild af altets, der aldrig ender. Se, skov og eng står igen i flor: Velsign den sol og velsign din jord.”

3. søndag e. trinitatis · Lukas 15,1-10

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ”Den mand tager mod syndere og spiser sammen med dem.” Men han fortalte dem denne lignelse: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over de nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmar og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine venner og nabokoner sammen og siger: Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet en drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engel over én synder, som omvender sig”

Gud elsker syndere, og er derfor mere optaget af at opsøge syndere end leve blandt retfærdige. Det fortæller evangeliet os i dag. Gud glæder sig, hver gang, han fører en synder hjem.

Gud elsker syndere. Det er en stor vildfarelse, at kirkens forkyndere ikke sjældent, som skræk og advarsel, udlægger, at Gud straffer syndere.

Misforståelsen skyldes, at mennesker, modsat Gud, bedrevidende stempler de mennesker, som ikke lever op til de normer og retningslinjer, som vi i vort snæversyn, har sat som god tone, præcis som farisæerne gjorde det.

Gud ser anderledes på det. For han kender og forstår hver enkelt af os.
Men hvad vil det sige, at Gud fører den omvendte synder hjem, og hvad vil det i det hele taget sige at være en synder? Synd er nok for mange et negativt ord. Sådan ser jeg det nu ikke.

Synden er både et væsentlig og et dybtliggende omdrejningspunkt i menneskets liv, og det er det også i kristendommen.

Uden at turde påstå, at jeg er helt afklaret, vil jeg i dag udlægge det således:
Når Gud fører en synderen hjem til sin bolig, fører han samtidig synderen hjem til sig selv – til sit selv – deri bestå frelsen og frisættelsen. Dvs. at synderen igennem sit liv kan forvandles og lutres til det menneske, som synderen har mulighed for at blive til. Dermed opfyldes Guds ønske med os, vi bliver hver et selvstændigt og unikt menneske. Og så bliver der i sandhed fest og glæde. Synderen bliver frelst ved at komme til sig selv, og det er det samme, som at komme til Gud.
En synder er et almindeligt menneske, som endnu ikke præcis ved, hvem det selv er. Det er endnu ikke blevet fuldt oplyst og gennemglødet, og har derfor uoplyste, mørke områder i sindet, og farer derfor nemt vild i sit eget mørke.

Mennesket kommer for så vidt til verden som en synder, ufuldstændigt, men skyldfrit.

Vores skyld opstår først, når vi ikke hører Guds ord til os, ikke høre hans skaberord, som ene kan oplyse os, men i stedet vælger en anden vej, og derved fjerner os fra Gud.

Vi danner ofte i vor selvforståelse et ønskebillede af os selv. Det er et billede af, hvem vi gerne vil være. Måske ud fra et idol. Men er idolet påtaget, og ikke et, der er tonet frem indefra i overensstemmelse med det billede, som Gud har skabt hver enkelt af os i, går vi fejl.

Vi bliver borte fra os selv, og dermed borte fra Gud. Så er vi faret vild, som et bortløbet får.

Det er så dejligt befriende at vide, at Gud leder efter os, og kalder på os, når vi forvilder os, sådan som Gud kaldte på Adam og Eva i Edens Have, da de havde gemt sig bag busken, af skam over deres nøgenhed, og af dårlig samvittighed, fordi de havde spist af det forbudte træ.

Søren Kirkegård, ville tilføje: ”Hver gang du vælger dig selv – og ikke en anden, som du fristes til at være”, så bliver du mere dig selv, kommer nærmere dit selv. Vi bliver til i valget og træder frem i lyset.

Alle møder mange valg i sit liv. ”Hvilken vej skal vi vælge? Det kan være svært at vælge rigtigt første gang.

Vælger du ikke dig selv, men vælger f.eks. i stedet måske en skøn Sankt Hans aften den lokkende Klinte- og elverkonges datter, så bliver du bjergtagen, fortrylles, og kommer bort fra dig selv, bort fra Gud ind i troldens mørke hule. Det ved folketroen
Søren Kirkegård siger, at angsten, den udefinerlige, den angst man kan føle uden rigtigt at vide, hvad man egentlig frygter.

Den angst kaldte min far for Gudsangsten. Den angst, siger Kirkegård, fortæller mennesket, at det endnu ikke er blevet sig selv og derfor føler utryghed, for det svæver stadig i det uvisse. Og er man ærlig, ved man inderst inde godt, at man endnu ikke har fundet sig selv. Men angsten er også et udtryk for, at man ønsker at blive sig selv, ønsker at Gud skal opsøge en finde en.

Angsten er en spænding mellem kødet og ånden, fordi kroppen endnu lever sit eget liv i den materielle verden, mens ånden længes efter at blive forenet med Gud, blive opfyldt af skaberånden, den ånd og det ord, som Gud skabte os med, og som han i skabelsesberetningens billede blæser ind i vore næsebor.

Et stærkt billede på vor afhængighed af Guds livgivende ånd.

Den ånd, er præcis den ånd, som kom over apostlene pinsedag, og det er præcis den ånd, der ved hvert rigtigt valg lærer mennesket, hvem det selv er. Den ånd kaldes også talsmanden. Det er Helligånden, og det er Guds skaberord, direkte og personligt til os hver især.
Så, når Gud finder det fortabte får, bliver det anråbt af Talsmanden og hører nu, hvad det ikke før har hørt, og ser hvad det ikke før har set: en lyd, et ord, et billede, som det genkender sig selv i, og lader sig lykkelig føre hjem.

Lad ikke dette ord overdøves af verdens larm, af alt det, som verden kan diske op med af søde lækkerier, men som bare ikke er sundt for krop og sjæl.

Gud elsker os syndere. Det er os, som Vor Herre Jesus gerne færdes blandt. En synder er ikke mindreværdig i Guds øje. Det er kun den småborgerlige farisæer. der dømmer syndere for at hæve sig selv i den tanke, at så usle, er de da heldigvis ikke selv. Farisæeren eller spidsborgeren er langt fra, at være blevet sig selv, men ved det ikke, og bilder sig noget andet ind.
Man kan også tolke dagens tekst sådan, at hele flokken, altså de 100 får, er billedet på et enkelt menneskes mange muligheder, sine 100 evner. De 99 er allerede kommet til sig selv og anvendes på bedste måde, men 1 evne er stukket af. En evne, som man ikke vil kendes ved. Hvad kan det være for en evne?

Ja, det er åbenbart én, som man ikke vil vedkende sig. Én, som ejeren er flov over, og derfor dækker over, et mindreværdskompleks, en såkaldt fobi. Det kan være alt muligt. Kun de færreste af os er begavet med lutter store evner. Det er utroligt, hvad mennesker kan skjule, både for sig selv og andre. Tænk på lignelsen om de betroede talenter. Ham der kun fik én, blev vred, følte sig forurettet, og gravede den ned, ville ikke kendes ved den. Men havde han blot fået udnyttet sit lille talent, ville glæden og lønnen have været akkurat lige så stor, som for ham der fik de 5 talenter, brugte dem og tjente 5 mere.

En forløsning er en skabelsesproces, som Talsmanden gør til en solfyldt pinsedag. Sådan er hele verden på vej til at forløses. Guds skabelsesproces er ikke slut, og han vil nå, det han vil, og det er at forløse mennesker som dig og mig.

Det er en lignende skabelsesproces, som vi netop nu ser i naturen. Naturens forløsning og skabelse i al sin skønhed.

”kun spiren frisk og grøn i tidlig vår, og blomsterfloret i den varme sommer, da modenhed i møde planten går, og fryder ved sin frugt, når høsten kommer”
Sådan ser Grundtvig menneskets opklarede gang gennem livet, og i det store universelle, ser han hele menneskehedens opklarede gang fyldestgjort af glans fra evigheden”. – altså fra skaberordet: Bliv lys”
Således fødes ethvert menneske som en synder. Jamen er barnet da ikke uskyldigt? Det kan da ikke gøre for, at det er født som en synder? Nej, selvfølgelig ikke, men det er uskyldig på den måde, at det ikke ved, at det er en synder. Det bliver det først rigtig klar over, når det, billedligt som Adam og Eva, spiser af kundskabens træ, dvs. bliver bevidst om sin synd – og det er vort syndefald, og Gud ved, at der er sådan. Det er et led i hans skaberplan.

7. søndag e. trinitatis · Lukas 19,1-10

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ”Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: ”Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.” Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Da sagde Jesus om ham: ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”

I dag kommer frelsen til Zakæus` hus, da han ganske uventet får besøg af Gud.

Det er ofte blevet diskuteret, om hvorvidt et menneske selv skal præstere noget for at modtage Guds tilgivelse. Vise anger og gøre bod.

Luther slog fast, at et menneske slet ikke kan gøre noget for at modtage Gud. Et menneske kan ikke retfærdiggøre sig overfor Gud ved gode gerninger. Et menneske kan ikke selv gøre sig fri af synden. Luther gjorde tilmed den erfaring, at jo mere han prøvede selv at frigøre sig fra synden, dets dybere sank han i den. Det var som at træde i kviksand.

Zakæus var tolder, det vil sige en mand, der for guld havde solgt sin sjæl til den romerske besættelsesmagt. Romerne var praktiske folk. De ville ikke selv gå og opkræve told hos folk, så de udliciterede jobbet - bortforpagtede tolden. Tolderen garanterede personligt for det fulde beløb, og han måtte selv sørge for at få pengene ind hos sine landsmænd. Heri lå en umådelig fristelse. Hvor stor skulle tolderens avance være? Hvor meget kunne han tillade sig at kræve?

Han kunne så let som ingenting snyde og bedrage sine naboer, uden at de kunne protestere. Stjæle penge op af lommen på dem, uden at de kunne sætte sig til modværge.

Tolderne var kriminelle, ingen tvivl om det. Derfor var de også frosset ud af samfundet. Mødte man en tolder på gaden, gik man over på den anden side. Man kom ikke i deres huse og inviterede dem ikke hjem til sine egne. Tolderne var ikke velset i synagogerne eller i templet i Jerusalem. De var rådne syndere for Gud og mennesker.
Det er baggrunden for Jesu besøg hos Zakæus. Men hvordan kunne det gå til, at de to overhovedet mødtes? Evangeliet er kort og nævner ikke meget om, hvilken slags tolder Zakæus var.

Det ligger lige for at antage, at Zakæus havde fået en slem nagende samvittighed. At han omsider havde indset sit ugudelige liv, at han havde levet i pengenes magt. Trods Guds bud misbrugte han sine medmenneskers liv og skæbne. Men nu var han gået i sig selv. Han ville gå Jesus i møde, som den fortabte søn. Zakæus havde efterhånden kun den ene tanke, at begynde et nyt liv. Og så hører han en dag, at Jesus er på vej til Jeriko.

”Så Zakæus, så er det nu, siger han til sig selv, bed Jesus om hjælp. Zakæus har hørt, at Jesus har hjulpet andre, der kommet til ham som en angrende sjæl. Og så kryber Zakæus op i sit morbærfigentræ, for han er en lille mand.
Men denne historie er det rene gæt og opdigt. Det nye Testamente kender intet til en sådan psykologisk udvikling hos Zakæus. Det nævner ikke et ord om Zakæus’ anger og dybe smerte, intet om hans længsel efter omvendelse og et nyt liv. Det nye Testamente er her som altid kortfattet og nøgternt.

Lukas fortæller kun i virkeligheden fire ting om Zakæus: At han var tolder i Jeriko, at han var rig, at han var lille, og at han var nysgerrig.

Her er ikke de helt store religiøse kvaliteter at bygge på. Han var ikke bare tolder, men overtolder - altså over-kriminel. Hvordan skulle han ellers være blevet rig?

Han er gået hårdt til den og har skrabet grundigt ind til sig selv. Han er blevet en rig mand. Der står intet om dårlig samvittighed.

Han er nysgerrig, men det betyder ikke, at han er en stakkels søgende sjæl med samvittighedskvaler. Der står heller ikke, at han vil opsøge Jesus for at tale med ham. Det havde nok heller ikke været nemt fra et træ.

Der fremgår blot, at han gerne ville se, hvem Jesus er og kryber op i træet, fordi han er så lille. Så kan han jo også sidde ugenert heroppe og overskue situationen og slippe for folks ubehagelige tilråb til ham.

Rygtet løb foran Jesus, derfor var der ofte mange mennesker, hvor han kom frem, men det betyd ikke, at alle sympatiserede med ham. Kun ved indtoget i Jerusalem hører vi, at folket tiljubler ham. Flere søgte blot næring for deres moralske fordømmelse af Jesus.

Evangeliet giver ikke stof til en roman om Zakæus’ som en angrende og søgende sjæl, der kommer til Jesus for at blive forløst.

Men nu var det faktisk heller ikke Zakæus, der kom til Jesus. Det var omvendt. Det var Jesus, der kom til ham. Dermed er så også sagt, at det var komplet ufortjent.

Det er det første. Zakæus har intet gjort for blive hjulpet. Hvorfor skulle han det? Han havde ikke dårlig samvittighed.

Det andet er, at efter almindelige borgerlige moralbegreber burde Jesus have givet Zakæus en ordentlig overhaling. For på den måde at få blødgjort hans forhærdede hjerte, og således få ham ind på angerens, og dermed forbedringens vej.

Jesus skulle have optrådt med strenghed, så Zakæus’ hårde synderhjerte ville blive blødgjort, så han ville begynde at angre og love bod og bedring. Dernæst kunne Jesus givet tilgivet ham hans synd og givet ham Guds barmhjertighed.

Sådan burde rækkefølgen have været den dag i Jeriko. Både efter almindelige moralbegreber og efter den ortodokse, lutherske lære, der siger, at først skal der pløjes i menneskesindets ager, ved forkyndelsen af lovens strenghed. Dernæst kan ordet om evangeliet sås.

Først skal synderen trues med Guds vrede, og når han så har omvendt sig og gør bod, modtager han som fortjeneste Guds nåde.

Men den dag ser Gud stort på både de almindelige moralbegreber og den ortodokse, lutherske opfattelse. Han går ind som gæst hos Zakæus. Vi hører ikke noget om, hvad han sagde til ham, men til gengæld ved vi, hvad han gjorde, og det var tydeligere end mange ord. Han satte sig nemlig til bords med Zakæus. Og vi ved, at dem Jesus delte bord med – delte nadver med – de blev tilgivet og blev Guds Børn og arvinger til Guds Rige.

Jesus drog ikke ind i Zakæus’ hus for at give ham en overhaling, men for at give ham Guds kærlighed. Rækkefølgen om først lovens strenge krav og dernæst evangeliets mildhed holder ikke.

Ikke først retfærdighedens dom og derefter barmhjertighed. Men ene af barmhjertighed, med mildhed slet og ret.

”Øllebrødsbarmhjertighed!”, lyder det fra den borgerlige morals side. ”Ubodfærdighed”, lyder det fra den ortodokse lutherdom. Begge stemmer kan vi godt glemme. De er forkerte.

I en af sine altergangstaler er Søren Kierkegaard inde på netop det spørgsmål og skriver:

”I almindelighed fremstilles det vel sådan: Retfærdigheden er den strenge dom, kærligheden den milde”. Men Kierkegaard fortsætter:

”Nej, nej, kærlighedens dom er den strengeste. Vil du lære at frygte, da lær at frygte, ikke retfærdighedens strenghed, men kærlighedens mildhed!
Retfærdigheden ser dømmende på et menneske, og synderen kan ikke udholde dens blik. Men når kærligheden ser på ham, skønt mennesket unddrager sig dens blik, og slår øjet ned, fornemmer han dog alligevel, at den ser på ham; thi kærligheden trænger langt inderligere ind på livet, ind ved livet, ind dér, hvorfra livet udgår, end retfærdigheden.

Retfærdighedens dømmende stemme kan synderen ikke udholde; han søger, om muligt, at lukke sit øre for den; men om han end ville, da er det ham umuligt ikke at høre kærligheden, hvis dom, o frygtelige dom, er:

Dine synder er dig forladt.
Der er vist ganske megen sandhed i Kirkegaards ord. Kirkegaard har et skarpt blik for nuancer. Vi oplever aldrig en dom så streng, som når vi møder tilgivelsen uden at vi selv har rørt en finger for at få den. Den uventede, helt ufortjente kærlighed gør os ydmyge, idet vi da for alvor ser vor egen lidenhed overfor Gud.

Det var det Zakæus oplevede, da Jesus ukaldet gik lige hen til det mest ildesete menneske i byen og kaldte ham ved navn: Zakæus! Det var som en mindelse om de kendte ord af Esajas fra Det gamle Testamente (43,1):

”Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min”.
Zakæus blev kaldt ved navn, han var for Jesus ikke den navnløse og unævnelige, som han uden tvivl har været for beboerne i Jeriko. Hvordan skulle de i øvrigt kunne udtale hans navn, når Zakæus betyder ”den retfærdige”?

Men fra Jesus lød det direkte og med navns nævnelse: ”Zakæus, kom ned fra det træ! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. Sådan blev Zakæus opsøgt, fundet og tilgivet.

Nåde gik for ret, dvs. i stedet for ret. Og når Guds Søn kunne klare at sidde til bords med Zakæus, kan han også være sammen med os i dag.

Men hvordan er det, kan vi også sidde til bords med Zakæus i dag?