Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

Jahves tronbestigelse.” Jahve er jødernes navn for Gud.

Ritualet – Jahves tronbestigelse – var oprindelig et led i frugtbarhedskulten på den tid, da jøderne, som andre agerbrugssamfund, dyrkede flere guder.

Dengang var Jahve jødernes frugtbarhedsgud. Og man troede, at tørken eller vinteren skyldes, at frugtbarhedsguden døde. Men når så regntiden eller foråret kom, troede man, at nu besejrede frugtbarhedsguden dødsrigets Gud og blev genindsat på sin trone.

I ritualet var det kongen, der som Jahves repræsentant red ind i Jerusalem og blev genindsat i templet ved at sværge ved Pagtens Ark.

Dette årligt tilbagevendende ritual stopper, da kongetiden ophører i Israel, fordi landet erobres af Babylonierne i år 587 f. kr. Da jøderne befries i år 512 f.kr af perserne og får lov til at genopbygge templet i Jerusalem, sker der samtidig den skelsættende religiøse udvikling, at Jahve ophøjes som eneste Gud, der har skabt alt og står over alt.

Det betyder, at det gamle frugtbarhedsritual med Jahves tronbestigelse fra at være en årlig tilbagevende begivenhed bliver omtolket til at gælde det fremtidige øjeblik, da Messias vil komme og genoprette Davidsriget. Denne gamle kultiske fest, som kaldtes Jahves tronbestigelse, er altså foregået som et indtog i Jerusalem. Det er det billede profeten Zakarias har i tankerne, da han skriver om Davidsrigets genopståen.

Og det er dette gamle ritual, som Jesus med fuldt overlæg bruger den første Palmesøndag. Hermed forstærker han tydeligheden af, hvad det er, som nu sker. Det er Davidsrigets – Kristusrigets – frembrud i verdenshistorien. Her skrives virkelig historie.

Men for hans modstandere er det en voldsom provokation, der truer deres magt, som hvilede på det gamle testamentes lov og lære.

Jesu indtog, går – som de gamle kongers – direkte til templet. I forgården befinder der sig en masse vekselerer og andre handlende. De står ved deres boder. I vrede rydder Jesus templet sigende: ”Der står skrevet: Mit hus kaldes et bedehus, men I gør det til en røverkule”.

Mange mennesker flokkes denne dag og de følgende om Jesus. Han helbreder, fortæller lignelser og fører stridsamtaler med skriftkloge, saddukæer og farisæer. Han skaber rører om sig.

Hen mod Skærtorsdag, den dag, hvor påskemåltidet traditionelt spises, for at mindes jødernes befrielse fra Ægyptens trældom, er situationen i Jerusalem ved at tilspidse sig. Noget må ske. Jesus må skaffes af vejen. Han er for farlig.

Med henrettelsen af Jesus sejrede reaktionen – tilsyneladende.

Men! Uanset hvad verdens magt gør og siger, så kan løgnen aldrig sejre over sandheden. Skabelsen af Kristusriget var under frembrud og er det stadig. Det kan ingen menneskelig magt forhindre. Skaberånden er den stærkeste magt i verden på trods af dumhedens og løgnens modstand.

Men alt det skete anderledes end nogen jøde havde tænkt sig. Messiasriget opstod ikke ved fysisk magtovertagelse. Ej heller gennem en folkelig, demokratisk beslutning.

I stedet opstår det gennem påskens lidelse, hvor Jesus, som i den gamle frugtbarhedskult går i døden, for at opstå påskesøndag, som Kristus i sit nye rige. Det blev den lidelse og sejr, der åbnede øjnene for Guds sande væsen og åndens nærvær.

Riget opstår af den åndelige livskraft, der udgår fra Guds trone i et universelt verdenstempel. Herfra vokser det sig stadig mægtigere gennem lidelse og død.

Første fysiske synlighed var pinsedagen, da den første menighed blev dannet med 3000 medlemmer. I dag sker en hastig udbredelse i Kina og Afrika. Trods modstand.

Kristusriget er stadig under frembrud og må stadig kæmpe mod, løgn, dumhed og magtmisbrugets og ondskabens fristelse i en endnu ufuldkommen verden.

Jesu indtog palmesøndag er dybest set åndens og glædens indtog i hver enkelt af os og i menighedens fællesskab og i fællesskabet på jorden. Et indtog som under angst, sorg og lidelse må bane sig vej igennem løgnens afsløring for at blive sandhedens åbenbaring, for under jubelråb at nå ind til sin tronstol, som hjertet længe har beredt og sukket efter.

Skærtorsdag ∙ Matthæus 26,17-30

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ”Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?” Han svarede: ”Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.” Disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.

Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: ”Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: Det er vel ikke mig, Herre?” Han svarede dem: ”Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født. ”Judas, som forrådte ham, spurgte: ”Det er vel ikke mig Rabbi?” Han svarede ham: ”Du sagde det selv.”

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme.” Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgives for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Nadveren er et motiv, som har grebet mange kunstnere til forskellige tider. Det findes i mange kirker. Bordfællesskabet, hvor Jesus giver sig selv til sine disciple. Hvorfor har det gjort så dybt et indtryk på kunstnere? Fordi det rammer noget meget dybt og centralt i menneskets.

Billedet fascinerer. Man bliver aldrig færdig med det. Det kan aftegne sig som et smukt dækket bord – hvide duge med blomster og lys, der brænder roligt, rent og gult. Det symboliserer fællesskab, kærlighed, fred og tro. Man knyttes sammen med dem man spiser med. Man deler maden med hinanden, man deler livet med hinanden. For en stund er den urolige verden lukket ude. Dybere samtaler finder selv vej op til overfladen.

Dette gælder i særlig grad skærtorsdag. ”Jeg har glædet mig til dette måltid”, lader Lukas Jesus sige som indledning til påskemåltidet.

Gud er nadverens giver ved Jesus person. Det er han i virkeligheden til et hvert måltid. Selvom vi må gøre en del af arbejdet – hele forarbejdningen med tilberedningen af måltidet, så er selve føden – råmaterialet – givet gennem skabelsen. Gud er altid giveren.
Tidligere arbejdede langt de fleste mennesker fysisk hårdt for føden gennem alle dens produktionsled, og så kunne de endda ikke være sikre på, om de ville kunne spise sig mætte. Hungersnøden stod aldrig langt fra døren.

Dengang havde man umiddelbart en større forståelse for, at føden var en gave fra Gud. Den var ikke nogen selvfølge. Derfor var der også mere andagt omkring måltidet. Ofte kunne husherren indlede måltidet med en takkebøn. Som Jesus også selv gør ved påskemåltidet.

Ved særlige måltider blev der i den hedenske tid ofret til en gud. Når en del af føden blev ofret til Gud, følte man bedre takken og fællesskabet med det guddommelige.

Men her ved det kristne Gudsbord er det ikke os, der ofrer til Gud. Tværtimod. Det er Gud, der ofrer sig for os. Vi er ene modtagere, og Gud er ene giveren. At give er skabelse og skabelse er glæde og kærlighed. Han giver os sig selv. Men vi kan svare: ”Du, som har dig selv os givet, lad i dig os elske livet”.

I nadveren anskueliggør Jesus konkret igennem brødet og vinen, at han giver sig selv. Tag det og spis det, tag det og drik det. Dette er mit legeme og blod, der gives for jer. Det er den nye pagt, som Gud gør med mennesket. Pagten, som afløser den gamle givet med Moseloven erstattes af den nye, som gælder i Kristusriget, hvor Gud giver sig selv helt og fuldkommen, for at vi kan leve. Han gør os til del af sig selv. Vi bliver en del af hans legeme og blod. Og vi optager ham i os. Vi bliver hinanden.
Det er stort, ja egentlig uforståeligt. Hvad er det, der gør, at mennesket er Gud så dyrebart, at han vil dele alt, hvad han ejer med os? Give os sig selv? Hvad har vi gjort, for at opnå det? Intet har vi gjort. Han har gjort alt. Vi skal ikke selv gøre os fortjent til livet. Vi får det givet. Men han efterlader os med en åben dør ud til den verden, vi kender alt for godt. Den dør som står åben efter at Judas, forræderen, er gået ud ad den. Netop stillet overfor Guds uforbeholdne kærlighed, ser vi tydeligt forræderen i os selv. Vi ser Judas i os selv.

Denne dør fører fra Nadverbordets oplyste tryghed og fællesskab, hvor Johannes hviler sit hoved på mesterens bryst, ud til mørket og angsten, den side i mennesket, som er så forfærdelig, fordi vi er til salg for penge. Klar til at forråde den, vi skylder alt. Judas kan vi ikke løbe fra. Også han symboliserer en del vort væsen. Den fortrængte side, som vi helst ikke vil kendes ved. Men den følger os som skyggen.

Vejen går efter måltidet til Getzemane Have. Bed og våg for mig, siger Jesus, mens han selv går afsides for at bede til Gud, for at samle mod, til det der nu forestår. Det ukendte, som han skal gå ind i. Da melder angsten sig. Dødsangsten som Jesus havde, som ethvert andet menneske.

Disciplene forstår intet af det, der nu skal ske, skønt Jesus har forberedt dem på det. De falder i søvn, og lader Jesus ene kæmpe med angsten. Golgata toner frem, mørk og dyster. Golgata bliver et billede på det grusomme og det uforståelige. Golgata er Satans borg. Hertil fører den åbne dør, som Judas gik ud af, da han forlod kærlighedsmåltidet. Golgata er også et sted i menneskesindet.

Netop denne borg, som beskrives i eventyr og romaner i forskellige versioner er også et billedet på vores angst. Vores afmagt skaber langfredags isnende kulde. Det er det ufuldkomnes, ultimative modsvar til nadverens og skabelsens godhed og lys.

Dette mørke, denne angst for dødens overmagt skal Jesus ind og oplyse. Det som kun Gud kan. Hvis ikke der fandtes død, havde mennesket ikke noget at være angst for.

Jesus sveder angstens blod, men da når Gud ham, og styrker ham, så han er rede til at følge vagten hen til forhøret i Ypperstepræstens gård. Her melder Simon Peter fra, da han tre gange fornægter sit kendskab til Jesus. Jesus dømmes for det han er: Guds søn – Gud selv. Han dømmes til den mest smertefulde af alle henrettelser.
Når vi tror, at Gud gennemtrænger hele tilværelsen, så er døden, som findes i tilværelsen også en del af Gud. Det er den side af Gud, som skaber frygt.

Angst, afmagt og følelsen af utilstrækkelighed udspringer af frygt for, hvad universet kan finde på at gøre ved os. Uvished, uvidenhed skaber utryghed. Hvad sker der i morgen? Lever jeg? Lever mine børn? Hvordan bliver min død? Osv.

Tidligt gjorde mennesket deres Gud til et billede på hele tilværelsens totalitet og vælde. I Jobs bog i det gamle testamente er Satan en af gudsønnerne.

Med kristendommens frembrud skilles denne side af Gud fra som Satan, og nu ses tilværelsen som en kamp mellem Gud og Satan. Jesus går frivilligt ind i Satans borg. Det sker på Golgata, og kommer stærkt til udtryk gennem Jesus råb: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig.”

Påsken opstandelsesunder viser, at Døden, ondskaben, menneskets forræderi er en port, hvor man på den anden side modtages af lyset fra Guds rige. Det var den vej Jesus banede for os. Gennem døden til det evige liv.

Jesus elskede Judas, også efter at han var gået ud af forræderens dør. Hvad er dét, som Gud elsker så højt hos os, ”så han ville alt opgive, for at holde os i live?”

Gennem nadveren, Getzemane, Golgata forenede Jesus os med den sande Gud – kærlighedens Gud – Forsoneren der ville forsone sig med mennesket. Det gør han hver gang vi spiser nadveren: I kirken som i hjemmet.
Paulus siger i dag i anden læsning: ”Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød”.
Jesus er ét brød – hele jordens brød – livets brød. Det brød bryder han og giver os hver en lille del. I dette brød forenes vi alle i hans legeme og bliver en del af hele universets legeme. Så stort er fællesskabet med Gud. Ved at drikke Jesu blod, får dette universelle legeme, som vi har del i, livets og skabelsens kraft, som opretholder alt og alle.

Som druen, der under gæringen gennemtrænger og forædler vinen, gennemtrænger Jesu blod menneskehedens universelle legeme. Dag for dag bryder Gudsriget frem.

Kristusriget bygges ikke på et fundament af regler, lov og lære, men af en stadig åndelig kilde, som ledes ind i verdenssamfundets årer.

Påskesøndag ∙ Markus 16,1-8

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

”Vær ikke forfærdede! I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået”. Dette budskab fra englen, som vi vel må kalde den unge mand i hvide klæder, er kristendommen mest centrale budskab. Budskabet om opstandelsen. Budskabet om livets sejr over døden, om skaberkraftens uovervindelighed.

Opstandelsestroen er Kristendommens kerne. Modstandere hævder, at Jesus aldrig opstod. At det blot var et falsk rygte, som hans disciple udspredte.

Denne mistanke om manipulation fra disciplenes side er dog ikke videre sandsynlig. Alle bliver dybt forundret, da kvinderne meddeler deres oplevelse ved graven. Ingen havde i deres vildelse fantasi troet, at Jesus ville opstå. De havde troet, at Jesus med indtoget i Jerusalem ville oprette Gudsriget. Ikke at han skulle dø. Det kommer helt bag på Jesus nærmeste venner, og skræmte dem.

At Gudsriget komme skulle gå igennem døden for at blive oprettet havde ingen ventet.
Sent langfredag bliver Jesus´ døde krop i al hast lagt ind i en klippehule nær Golgata, som ejes af Josef af Arimatæa, der var en af Jesus tilhængere. Der var ikke tid til, at Jesus legeme kunne blive ordentlig renset og salvet, sådan, som man plejede at gøre. Næste dag, lørdag, er det sabbat. Jødernes helligdag. På denne dag bestemte deres lov, at de ikke måtte røre ved et dødt legeme, det var urent.

Men nu er de så på vej på ugens første dag. Kvinderne. Ud til graven. Medbringende salve. De vil vise deres mester den sidste ære. Tage endelig afsked med ham gennem salvingen. Men hov! Stenen? Hvordan skal de få den løftet fra klippehulens åbning. Den er alt for tung for dem. Det havde de ikke tænkt på.

Døden er døden. I gravkammeret er al bevægelse ophørt. Gravkammeret er et forseglet rum. Livet er lukket ude. Det er gravkammerdøren, her stenen, det synlige bevis på. Stenen, der adskiller de døde fra de levende.

Kvinderne ser nu, at stenen er væltet fra. Hvad er der sket? Det var jo meget tidligt om morgenen. Solen havde netop kastet sine første stråler på dem. Første varsel om at noget uventet er sket.

En vældig kraft inde fra gravrummet må have blæst stenen ud. Forseglingen er brudt. Der er sprængt en vej fra døden til livet. Skabt en åben port mellem døden og livet.

Jesu døde krop er ikke i graven. I stedet sidder en ung mand i hvide klæder. En forvandling er sket. Jesus havde forberedt dem på sin lidelse og opstandelse, men de kunne ikke forstå det. Fredagens hændelser havde smadret deres håb. Og så dette! Hvem er manden i de hvide klæder, hvad vil han?

Oplevelsen er overvældende. Men manden beroliger dem straks: ”Vær ikke forfærdede! I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, og vil vise jer vej”.

Kvinderne forstår det ikke. Hvem gør det? Det er jo uforståeligt. Et mysterium. Med et slag er alt igen forandret. En ny verdensorden er sat.

Her ved den åbne grav møder kvinderne det guddommelige. Opstandelsesunderet. Gennem englen ser de Gud. De ser Gud på den måde, som mennesker kun kan se Gud på – gennem underet, det uforståelige store, som overgår al forstand.

Nægter man underet, fornægter man Gud, som Simon Peter gjorde i ypperstepræstens gård skærtorsdag aften under domfældelsen af Jesus. Man vil ikke, eller nok nærmere, man tør ikke se, hvor umådelig stort, mærkværdigt og underfuldt livet er. Man har forseglet sig, gjort sig hård, beskyttet sig. Blokeret vejen mellem hjertet og forstandens bevidsthed med en sten. Et gravsegl.

Påskemorgen brydes gravseglet indefra. Hjertet afkaster sin forsegling. Nej kvinderne kunne ikke selv vælte stenen bort. Det kan kun Gud med sin skaberkraft gøre. ”Mægtig til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent” lyder det i salmen: ”Hil dig frelser og forsoner”, som vi sang forleden.
Og her står vi. Hvad skal vi tro? Er beretningen sand? Kan vi tro det?

En ting er sikkert. Mellem påske og pinse sker der noget helt afgørende i disciplenes indsigt. Langfredag flygter de forskræmt fra Jesus af frygt for selv at blive anholdt. Pinsedag står de dristigt og sejrsikkert frem og forkynder opstandelsen.

En forvandling er sket. Den unge mand i de hvide klæder – opstandelsesunderet – livet har sejret over gravens død og mørke. Et rige fra en anden verden har gjort sit indtog i vores verden og forandre vores verden afgørende.
I vores påskesalme: ”Påskeblomst hvad vil du her” stiller Grundtvig samme spørgsmål: ”Påskeblomst men er det sandt….kan de døde graven bryde”. Salmen er en del af et større digt, som hedder ”Påskeliljen”, og som Grundtvig skrev i 1817. Det er i hele sin længde et drama, hvor Grundtvig lever sig ind i opstandelsesmysteriet. Vores påskesalme er kun det centrale udpluk af hele digtet.

En morgen kort før påske, satte Grundtvig sig deprimeret til arbejdsbordet. Han følte sig ene og ikke forstået. Men netop den morgen havde hans hustru sat en påskelilje på hans bord. Hun vil oplive ham. Det virker. Synet af forårsbebuderen – naturens genopstandelse – inspirerer og sætter hans tanker i gang. Det udløser digtet ”Påskelijen”: To centrale vers lyder:

Påskeblomst! Men er det sandt:

Har vi noget at betyde?

Er vor prædiken ej tant?

Kan de døde graven bryde?

Stod han op som ordet går?

Mon hans ord igen opstår?

Springer klart af gule lagen

Livet frem med påskedagen?
Sådan spørger Grundtvig sig selv i sin tvivl. Og så kommer hans overvejelse.
Kan de døde ej opstå,

intet har vi at betyde,

visne må vi brat i vrå,

ingen have skal vi pryde;

glemmes skal vi under muld,

vil ej vokset underfuld

smelte, støbes i det dunkle

og som lys på graven funkle.
Grundtvig sætter livets mening i forhold til opstandelsen. Uden opstandelse har livet ingen mening, og vort liv vil være betydningsløst. Vi vil blot visne uden at komme til at pryde nogen have. Er det menneskets lod, blot at blive glemt? Hvad lever vi så for? Mennesket har et umådeligt behov for at føle mening med sit liv. Åndskraften står i direkte forhold til den mening man føler i sit liv.

De sidste fire linjer er væsentlige, for at forstå Grundtvigs udlægning:

”Glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle”.
Vokset, hvad er det? Ja konkret er det det voks, som man kan lave lys af. For at vokset kan omdannes til et lys, som kan funkle på graven, må der foregå en forvandling. Den forvandling er dagens evangelium et billede på.

Den døde krop, meningsløsheden, der dræber livet, forvandles til den sejrende mand i hvide klæder.

Men vokset skal først smeltes, for at det kan forvandles til sådan et lys. Det skal mennesket også. Vokset er et billede på mennesket. Livet forstås som en underfuld proces, der kan omstøbe mennesket, forvandle det – forædle det. Men det kræver at vokset lader sig omsmelte. Vi må lade os omsmelte.

Omsmeltningen er åndens virke i menneskekroppen.

Omsmeltningen gennem livet er den proces, som giver menneskelivet mening. Grundtvig udtrykker samme tanke i ”O kristelighed” i vers 7, hvor der står:
”O kærligheds ånd! Det evige liv i fuldkommenheds bånd! O smelt du vort hjerte ved højaltres ild, og klar du jordklimpen i solglansen mild, så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst”
Kærlighedsånden smelter hjertet, billedligt vælter den stenen bort. Derved klares ”jordklimpen”. Mennesket bliver afklaret. Forstår sin mening i tilværelsen, og dette føder de levendes lyst, evighedslængslen. Lyset der funkler på graven, som den unge mand i de hvide klæder.
Sådan en forvandling, sådan en opstandelse og fornyelse, kan også opleves midt i et menneskets liv. Ja flere gange. Både i det små og store. Livet kan i perioder blive tungt at bære. Vejen frem synes blokeret af problemer. Man bliver skuffet. Oplever nederlag. Synker. Der kan være så mange måder, hvorved et menneske taber humør og livsgnist og dør åndeligt.

Men lyset, glæden, kærligheden til livet kan vende tilbage. Det føles som solen, der gennembryder den mørke sky, eller stiger op af havet en tidlig morgenstund. Fuglesangen der vågner. Forårets frembrud. Hjertet smelter, stenen væltes bort. Hjertet kan igen ånde frit.

Det kan ske gennem andres ord og nærvær. Det kan ske gennem en naturoplevelse, gennem en musikoplevelse eller andet. Det er alt sammen ord for åndens virkning i en menneskekrop, som er blevet livstræt. Der sker en forvandling. Der skabes en ny meningsfuldhed. Det skaber vækst i mennesket, i samfundet, i livet. Det er kristenlivets kerne.
En sådan genoplivning midt i livet må vi tage som et forvarsel og en forløber for den, der kommer til sidst, når kroppen endelig udånder. Gud er nærværende i vort liv. Her og nu. Han er vort liv. Også gennem døden. Det er påskens budskab.

Anden påskedag ∙ ”Brændte ikke vore hjerter”, Lukas (24,13-35)

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage? »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej. til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

”Brændte vore hjerter ikke i os”, siger de to der er på vandring til Emmaus. Ja for det var med hjertet, at de forstod hele Jesus udlægning af skriften. Og når hjertet brænder er det kærligheden og den forståelse troen åbner op for, der blusser.

Vi har her en af de tekster, der med al tydelighed fortæller, at det der skete i påskedagene kom helt bag på Jesus allernærmeste. De to vandringsmænd siger jo: ”Og vi som havde troet, at det var ham, der skulle forløse Israel”. At Guds rige først kunne komme til menneskene igennem Jesus korsfæstelse, havde ingen haft fantasi til at forestille sig. Og det er heller ikke så underligt, for her sker noget ganske nyt, som aldrig før er sket.

Forestillingen om et liv efter døden er meget gammel, men sådan som de to vandringsmænd, i mødet med den korsfæstede Jesus, oplever opstandelsen, er aldrig før hændt. Det at man i sit jordiske liv møder et menneske, som man ikke kun ser, men både taler og spiser med. Skønt man har set manden dø tre dage tidligere.

Jødedommen var og er en lovreligion med en bestemt lære, som jøderne skal leve efter. Jødedommen hviler på Moseloven. Jødens vej til Gud går over Moseloven og Thoraen øvrige forskrifter. Thoraen er en jødisk skriftsamling, der indeholder de fleste skrifter fra Det gamle Testamente. Det samme gælder muslimer. De skal følge den lære og de leveregler, som deres Helligbog, koranen, foreskriver.

Både for jøder og muslimer er der altså en – og kun en ret lære – som findes i hver deres helligbog. Derfor er det også for dem et stort problem, at der er flere udlægninger, der hver hævder at være den sande lære.

Inden for Islam findes flere retninger. De to mest kendte er Shia og Sunni, og som bekendt er der i dag stærke og blodige konflikter netop mellem de to partier, der hver hævder at have den sande lære.

Dertil kommer så helt yderliggående retninger, som f.eks. Isis – Islamisk stat.

Men kristendommen har da også en helligbog.

Ja, det er rigtigt, og i den kristne kirke findes også mange forskellige retninger, som også tidlige har udkæmpet blodige krige. Særlig i 15-1600 tallet. Men siden er der sket en udvikling indenfor kristendommen, som gør, at vi i vore dage enes meget godt med hinanden, skønt vi har forskellige billeder af kristendommen.

Morten Luther spiller en stor rolle i kirkens historie. Ved nærlæsning af Paulus´ breve går op det op for ham i 1517, at kristendommen oprindelig slet ikke var en lov– og lærereligion.

Luthers store bidrag til opklaringen består i, at han via Paulus indser, at mennesket ikke frelses ved gode gerninger, men alene af tro. Vi skal ikke gøre os fortjent til Guds Rige. Det gives alene gennem troen. Men Luther lagde stor vægt på, at Biblen er de kristnes helligbog, der viser vejen til Gud.

Og er det da ikke rigtigt? Vi har jo ikke andet at gå udfra, når vi skal finde ud af, hvad der er sand kristendom. Alligevel har vi også et andet pejlemærke for den sandekristendom. Det er når hjertet brænder.
Biblen er ikke entydig. Den er blevet udlagt i adskillige retninger: Først i romersk katolsk og græsk katolsk og senere i luthersk og Calvinsk retning. Siden har den lutherske retning også grenet sig i F.eks. Den lutherske evangeliske lære som er den danske folkekirke, i Pinsemission, den apostolske, mormoner, Jehovas vidner og flere andre.

Hvilken er så den rigtige? For kan de være rigtige alle sammen?

Det spørgsmål brændte sig på for Grundtvig, som i 1825 nåede til ny forståelse af troens væsen, som har ganske meget at gøre med dagens tekst. Det er hans Mageløse opdagelse, som med tiden fik stor betydning i Danmark. Grundtvigs forståelse er enkel, men kan alligevel være vanskelig at gribe.

Grundtvig løsriver selve troen fra biblens tekster. Troen udspringer ikke af døde bogstaver, men af levende ord, var Grundtvigs klare argument. Samtidig fastholder han, at biblen er en mageløs bog, der skal ligge åben på alteret.

Hvad bestemmer så den kristne tro? Vi får svaret i dagens evangelium. Det gør det brændende hjerte. Den blusende kærlighed, er uløselig forbunden med troen. Det er det, de to vandringsmænd oplever, da de høre Jesu udlægning. Det er Jesus ord, der tænder troen i hjertet. Jesus udlægning af de gamle tekster sammenholdt med de begivenheder, som netop har fundet sted i påsken.

Kristendommen hviler ikke på en bestemt lære, ligeså lidt som den hviler på overholdelsen af en række bestemte leveregler. Kristendommen er hverken en lovreligion eller en lærereligion.

Den er en trosreligion. Det er troen, der brænder i hjertet, der afgør, hvad der er sandheden. Troen er det, der brænder. Præcis sådan som de to vandringsmænd, der var på vej til Emmaus, havde den store lykke at opleve. Jesu ord åbnede deres hjerter, og troen begyndte at brænde i dem.

Jesus ord er Guds ord, også kaldet Helligåndens ord, som udspringer af Guds ånd, som blev udgydt over den samlede discipelflok syv uger efter påsken og skaber pinsen.

I tiden mellem påske og Kristi Himmelfart viser Jesus sig gentagne gange for disciplene. Han forklarer dem også, at han skal forsvinde, han skal tages op til Gud, men de vil få Talsmanden i stedet. Talsmanden er altså den åndelige Jesus.

Både Talsmanden og Helligånden er begge navne for Guds ord, som udspringer af Guds ånd.

Men benævnelsen Talsmanden er den bedste, for i det navn ligger, hvad det handler om. Da Jesus åbnede vandringsmændenes hjerter, var han Talsmanden.
Når ånden, Helligånden, kommer over et menneske, er det altså Talsmanden der udlægger teksten, gir os ordene, som brænder i hjertet. Talsmanden forløser den sandhed, som Gud har gemt i menneskehjertet da han skabte os i sit billede.

Det betyder altså, at ethvert menneske er født med sandheden om tilværelsen. Vi bærer sandheden i os. Sandheden om livet. Den ligger i vort hjerte som en kode, der venter på, at Talsmanden skal forløse den.

I dag vil vi sige: Mennesket bærer i sine gener sandheden om livet, og det er Troen, der forløser den sandhed, giver den ord. Når det sker brænder hjertet, det bliver fyldt med kærlighed til skaberen, medmennesket og hele livet.
Men biblen er dog stadig en mageløs bog, der ligger som udgangspunkt for udlægningen. Når Talsmanden fører ordet ved udlægning af teksten kan hjerterne komme til at brænde. Hjertes varme er det sanselige tegn på åbenbaringen af sandheden. Det er samtidig et møde med Gud. Sandhedsordet, Gudsordet, Helligånden, sandhedsånden er alle navne for Talsmanden. Talsmanden er Guds stemme i mennesket.

Talsmanden kom til mennesket på Pinsedagen, men de to vandringsmænd fik altså en forsmag. I Talsmandens ord er Jesus tilstede. Ligesom Jesus var til stede og fulgte vandringsmændene. Og sådan kan Jesus være til stede i hver vores vandring gennem livet.

Det var brødets brydelse, der åbnede deres øjne, så de så, at det var Jesus. Det var nadverens kraft. Men så pludselig forsvandt Jesus fra vandringsmændenes synsfelt. Og, sådan er det. Troen kan ikke brænde hele tiden. I perioder kan den være kold. Den kan åndelig talt korsfæstes.

Men så senere hen kan den atter brænde og løse det knugede og formørkede menneske op.

Paulus siger, at loven er skrevet i hjertet, og forløsningen sker ved en omskærelse af hjertet. Paulus bruger altså omskærelsen som et billede på forløsningen, som et billede på troen.

Alt det betyder, at sandheden om tilværelsen ikke udregnes eller afkodes af filosoffen i studerekammeret eller af videnskabsmanden i laboratoriet. I stedet bliver den os givet gennem troen på Gud, gennem talsmandens ord, der frisætter den sandhed, som Gud gav os i fødselsgave, da han skabte os.

Lad da også os, som er på vej gradvist bliver opklaret mere og mere af Talsmandens ord i vore hjerter. Så vil ikke kun hjertet gløde, men også tungen, som en pilgrimsrejse mod Guds Rige.

2 søndag efter påske ∙ Johannes 10,11-16

Jesus sagde: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, en hyrde”

Kan I huske historien fra Det gamle Testamente om den brændende tornebusk? Det er fortællingen om Moses, der er flygtet fra Ægypten til Sinaihalvøen, hvor han bliver hyrde for en præst. En dag da han vandre rundt i den øde og golde egne, ser han pludselig en tornebusk som brænder. Men ilden fortærer ikke busken. Moses bliver nysgerrig og nærmer sig den brændende tornebusk. Da lyder der en røst fra busken: ”Moses tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord!” og stemmen fortsætter: ”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Jeg har set mit folks lidelse i Ægypten. Du skal gå til Farao, for du skal føre israelitterne ud af Ægypten til et stort og godt land, jeg vil vise dig.

Moses egne, israelitterne trællede dagen lang i Ægypten for Kong Farao. Men Moses spørger: Men hvad nu, hvis israelitterne spørger mig, hvem det er, der har sendt mig? Hvad er dit navn? Hvad hedder du?

Svaret lød fra den brændende tornebusk: ”Jeg er den, jeg er. Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig”.

Gud åbenbarer sig med navnet ”jeg er”. ”Jeg er” lyder på hebraisk Jahve. Et stort gådefyldt og uudgrundeligt navn. Gud er åbenbart eksistensen, den eller det som i alt, er overalt i skabelsen. Ja er selve skabelsen. Hvis eksistensen ikke var, var ingenting, hvis den forsvandt, forsvandt alt. Hvis ikke Gud er, er der ingenting som er.

Alligevel står der et ubesvaret spørgsmål. Hvordan er så Moses Gud? Er han god eller ond. En velgører eller en ødelægger? Det sidste, afgørende ord mangler – Hvem er Gud egentlig?

Lad os se andre steder i den jødiske fortælling i biblen, om vi kan blive klogere på, hvem Jahve egentlig er:
Undervejs på jødernes vandring fra Ægyptens trældom ud i befrielsen på vej mod det lovede land, eller det forjættede land, viser Jahve sig som frelser. Han frelser dem for Kong Faraos krigsmagt. Han sikrer dem vand og føde på deres vej igennem ørknen. Men på Sinai, hvor Moses på folkets vegne modtager de to stentavler med lovens ti bud, ser vi et kraftfuldt billede af Jahves voldsomhed. Han viser sig som en voldsom vejrgud. Jorden ryster. Han er lovgiveren med den strenge lov: ”Øje for øje og tand for tand”. Han lader dernæst jøderne bygge sig et tempel, hvor han selv kan trone i det inderste rum – det allerhelligste sted, hvor kun ypperstepræsten en sjælden gang må komme.

Jahve åbenbarer sig ved Sinai, som ophøjet og utilnærmelig gud for almindelige mennesker. En fjern og voldsom Gud, der hævner og staffer fædres synder til 4. slægtled der. Der lægges ikke fingre imellem. Men Jahve er også den gud, der vil lede sit udkårne folk til det forjættede land, når blot de vil overholde hans lov.

Senere med profeterne træder en ny forståelse af Jahve frem. Det sker efter Babylonerkongen har ødelagt Jerusalem og ført en stor del af jøderne i eksil til Babylon. Senere lader en ny erobrekonge, perserkongen Kyros, jøderne vende tilbage for at opbygge deres by Jerusalem og deres tempel. Den nye forståelse kommer med profeterne. De ser ikke kun eksilet som en retfærdig straf fra Jahve, fordi israelitterne ikke overholdt hans lov, men de ser også en barmhjertig gud, der igennem sin tugtelse vil lære sit folk, hvad der er den rette vej. Gennem Guds straf og nåde skal folket lære Jahve at kende.

Profeterne, stærkest Esajas, ser Jahves barmhjertighed i spådommen om Messias. Den af Gud salvede kongesøn, der skal genrejse folket. Jahve har altså en plan med sit folk. Tydeligere bliver billedet af Gud ikke gennem det gamle testamente.

Alligevel slutter det gamle testamente ikke med et punktum, men med et spørgsmålstegn. Det lykkes ikke at få sagt klart og tydeligt, hvem JEG ER egentlig er.
Men Jesus, tømmersvenden fra Nazareth, tegner et nyt og meget klarere billede af ”jeg er”.

Vi ser det allerede i Maria bebudelsen. Før, igennem hele det gamle testamente, bliver troen på Jahve overleveret gennem jødernes sæd. Altså gennem slægten, gennem fædrene. Jahve var fædrenes gud helt tilbage til stamfædrene Abraham, Isak og Jakob. Troen bliver således overleveret gennem ”kødet”.

Men ved Mariabebudelsen befrugter Gud ved Helligånden Maria, så hun føder Messias – Guds søn, Jesusbarnet. Jomfrufødslen er et billede på, at troen Ikke længere skal fødes gennem kødet men gennem ånden. Troen kommer direkte fra Gud gennem hans ånd. Noget afgørende nyt er indtrådt.

Gud er vores åndelige fader. Der er kommet et ansigt på JEG ER – han er vores åndelige fader. Troen forplanter sig ikke længere gennem sæden – gennem fædrene. Men direkte gennem ånden. Troen er ordet, der blev kød

Med Johannes ord til os i dag: Jeg er den gode hyrde, der sætter livet til for mine får, rykker det gamle testamentes fjerne Gud os ganske tæt. Han bliver os nu nærmere, end vi er os selv. Hans hjerte er det, der banker for os.

I dages tekst ikke blot stadfæster Johannes profeten Ezekils ord, om hyrden der vil føre sin hjord til Israels græsgange og vogte den på Israels bjerge, men han løfter billedet op i en højere sfære og giver det en ny vidunderlig betydning.

I Johannes tekst siges kort før selve evangelieteksten: ”Jeg er fåreporten”. Ved fåreporten forsvarede hyrden sin hjord mod de vilde dyr. Det er ikke tomme ord, men sandhed, for sådan forsvarede Jesus os både på fristelsens bjerg, da han afviste Satans materielle fristelser, og i Getzemane Have. Da døden kom i form af det romerske vagtmandskab og arresterede Jesus i Getzemane lå han i fåreporten og modtog den – tog imod døden så fårene slap fri og blev reddet.

Påskemorgen, tog han den mørke død fra os. Med Johannes ord: ”Jeg er opstandelsen og livet”, den der tror på mig skal leve om end han dør.

Johannes bruger også andre ord i sit evangelium, som tydeliggør billedet af Gud i mennesket Jesus. Ord som:

”Jeg er livets brød”, den spiser af mig skal aldrig sulte – bespisningen i ørknen – nadveren

”Jeg er verdens lys” – Gud er lyset, der oplyser alt –

”Jeg er vejen, sandheden og livet”

Jeg er det sande vintræ”, I er grenene og faderen er vingårdsejeren

Men Gud er stadig eksistensen såvel i Det Nye Testemente som i det gamle. Alligevel er også det kristne billede af Gud et gådefuldt billede. For hvad er det det hele noget? Hvad var der før verdens skabelse? Hvordan ender det? Og hvem er du og jeg, sådan helt præcist?

Det ved vi ikke. – Fordi vi er endnu ikke helt afklarede, der skjuler sig ting i os og i verden, som vi ikke forstår, og netop i det mørke område er det at Fanden stadig kan drive gæk med os, og får os til at gøre, det vi egentlig ikke vil, hvis vi vidste bedre.

Hele dette fortolkningsbillede af dagens tekst kan sammentrækkes i Skaberordet: ”Bliv Lys”

Vi kender det egentlig godt fra vores eget liv. Skaberordet er det ord, den følelse, der kommer til os, når vi oplever noget rigtigt stort. Skønheden, godheden og storheden kan i gode øjeblikke overrumple os og bryde ind i os og efterlade en stille undren, som kommer et sted dybt inde i os selv, og som vækker glæde og dåd, men undertiden også ængstelse, vemod eller måske ligefrem sorg, hvis vi har mistet.

Den følelse er Gud ord – skaberordet – Det er Gud – eksistensen, den der er. Det var sådan Moses mødte Gud for omkring 3200 år siden. Der fik Gud sit første navn: Jeg er

Endnu forstår vi ikke den fulde betydning af tilværelsen, endnu er skaberordet ikke helt afklaret, stadig er vi omgivet af en gådefuldhed, men jo mere skaberordet trænger ind i os, des mere vil vi afklares. Og en dag vil vi skue Gud ansigt til ansigt, og forstå. Men da er også det liv vi nu kender slut. Himlen er kommet til jorden og Guds rige fuldbyrdet og frembrudt, sådan som det var Guds plan fra begyndelsen, da skaber ordet lød for første gang, og skabte en drøm om Edens Have.

3. søndag efter påske ∙ Johannesevangeliet 16, 16-22

Jesus sagde: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«

Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer”.

I skal græde og klage, men jeres sorg skal vendes til glæde.
Skærtorsdag aften, da Jesus sad sammen med sine disciple ved nadverbordet, sagde Jesus disse gådefulde ord: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«

Disciplene forstod det ikke, men de ved heller ikke hvad vi ved i dag. Ordene bliver sagt lige før Jesus og disciplene forlader salen og går ud til Getsemane Have, hvor Jesus tages til fange og bliver bragt til ypperstepræstens gård, hvor Jesus bliver dømt som en gudsbespotter. Tidlig næste dag langfredag føres Jesus til Pilatus, som stadfæster dommen, og overgiver Jesus til korsfæstelse på Golgata, hvor han dør og bliver gravlagt, men opstår påskesøndag.

Det véd vi, men det gjorde de ikke endnu: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” De forstod det simpelthen ikke. I virkeligheden indviede Jesus sine disciple i nogle grundmenneskelige forhold: Sorg og glæde, fortabelse og fornyelse, tomhed og fylde, død og opstandelse. Modsætninger, men alligevel så tæt knyttet sammen.

Thomas Kingo skriver i sin salme Sorrig og glæde:

”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges ad. Jorderigs guld er prægtig muld, Himlen er ene af salighed fuld”.

Men vi vil helst kun have den ene side, i stedet for sorg kun glæde, i stedet for tomhed kun fylde, osv.

Forleden hørte jeg i TV en udsendelse om lykkepiller. Det var nærmest ved et uheld, fordi jeg ikke fik slukket for den udsendelse, der lige var blevet færdig. Men hurtig blev jeg alligevel grebet ind af lykkepillehistorien.

Mange danskere har ondt i livet, fordi de har problemer af forskellig art som deprimerer dem eller ligefrem fremprovokerer angst. De søger læge, der rask udsteder en lykkepillekur, som kan give folk humøret tilbage. Så det hele bliver lidt mere overkommeligt.

Men nu viser det sig, at flere personer efter et længevarende forbrug af lykkepiller for kedelige bivirkninger. Man rammes i udbredt grad af almindelig sløvhed. Ikke mindre end 10 % af os er hele tiden på disse lykkepiller.

Det er som om, at det at have problemer og derfor sorger, bekymringer og nedtrykthed er blevet til en sygdom, som skal holdes borte med piller.

Problemet er blot, at hvis man billedligt forstået er kommet ind i et mørkt rum i sit liv og ikke lige kan finde en udgang, fordi man er faret vild i sit liv, og man så får noget medicin, der lindre depressionen, sådan at medicinen for tilværelsen til at lyse lidt op igen, så er man jo egentlig ikke kommet ud af rummet. Det er blot et kunstigt lys, og man lærer ingen ting. Det sidste er problemet. Man lærer ikke selv at finde igennem og ud af rummet til dagen. Man lærer ikke at kende sig selv.

Har man fået en depression, er der en årsag. Det kan være selvforskyldt, fordi man har båret sig dumt ad. Det kan også være uforskyldt, fordi, det var en udefrakommende hændelse, måske et pludseligt, chokerende uheld af en eller anden art. I begge tilfælde er der noget man skal lære, for at komme videre i sit liv. Finde ud af mørket og tomheden. Lykkepillen fjerne måske nok lidelsen i nogen grad, men gør os ikke klogere på vort liv. Man lærer ikke det man skal, og som kunne havde rodfæstet en dybere i livet, og i sidste ende give en ny og større livsfylde.

Jeg har forståelse for, at et menneske, som voldsomt og pludselig løber ind i en dyb depression, har behov for hurtig hjælp, og her er medicin en mulighed, sammen med samtale. Men på sigt er en depression, sorg eller lignende under alle omstændigheder noget, der skal gennemleves. Kun derved kan vi blive klogere på os selv og vort liv.

Og når man så har lært sin lektie, gjort de nødvendige erkendelser, se hvor man har fejlet, og hvor man er trådt forkert, og har accepteret den forandring hændelsen medfører, eller man har levet sig igennem sin sorg, hvis man har mistet noget dyrebart. Når man på den måde har forstået mørket, så vil lyset brede sig i en opklaring. I en ny dag. I en signet ny dag.

Sådan en udgang opleves som en mindre opstandelse midt i livet. Man har, åndelig talt været gennem først en langfredag, er derpå åndelig talt blevet korsfæstet, men er nu opstået til sig selv igen, så er man blevet åndelig rigere. Man er vokset. Man er kommet Gud nærmere
Jeg havde selv i mine yngre dage, en oplevelse, hvor jeg blev slået ud af kurs og sad ligesom fast, eller som min faster sagde: ”Du er vist faldet i en brønd”. Det tog flere år, selv om der var lyspunkter indimellem, men da jeg så kom igennem og havde lært min lektie, gjort en række erkendelser, så løste krisen op som vidunderlig befrielse og berigelse, som en skøn forsommerdag, hvor lærken svinger sig jublende i sky.
Vi lærer alle igennem vort liv. Og nogen gange mest ved at gå en krise igennem. Det er en del af det, der giver mening i tilværelsen.

Ofte, heldigvis, foregår det mere stille og roligt uden de helt store følelsesudladninger. Men de fleste af os, som har lagt størstedelen af vort lav bag os har sikkert også oplevet mere voldsomme øjeblikke, hvor de store følelser blev afprøvet. Det er en del af livet. Ikke noget man skal flygte fra gennem en pillekur.

Kingo har ret: Lys, mørke, sorg og glæde, sandhed og løgn m.v. er trofaste makkerpar i livet. Derfor ville det også være langt bedre, når mennesker fik ondt i livet og har brug for hjælp, at de i stedet for en lykkepillekur fik at vide: ”I virkeligheden står du nu overfor en udfordring, der kan gøre dig både åndelig rigere og klogere, hvis du prøver, at erkende og forstå”. En bøn til gud vil også hjælpe. Sædvanligvis bruges dyre psykologer og coacher, men måske kunne også præsten bruges, til at fortælle at åndelig død og åndelig opstandelse er to sider af samme sag og betyder tilsammen i lyset af det kristne evangelium en åndeliggørelse.
De gamle, var tættere på naturen og viste det umiddelbart. I årets cyklus så de det i naturen. Død og opstandelse. Men med kristendommen lærte vi, at der ikke kun var en fysik død og håbet om en opstandelse, men at der i et livsforløb kunne være flere gange med død og opstandelse. Det gamle må dø, før det nye kan bryde frem.

Det gælder ikke kun i et menneskeliv. Det gælder også historien. Tænk f.eks. på overgangen mellem oldtid middelalder og middelalder nyere tid. Nye tider kan komme, når de gamle er udlevet.

Alt sammen en oplysning når Skaberordet ”bliv lys” Bryder frem gennem mørket, som solen af den kulsorte sky, og oplyser os fra slægt til slægt.

Kingos slutvers lyder:

”Lad da min lod og min lykke kun falde, hvordan min Gud og min Herre han vil, lad ikkun avid udøse sin galde, lad kun og verden fulddrive sit spil”.

Og så er det ordene kommer: ”Sorrig skal dø, saligheds frø, blomstre på Himmerigs dejlige ø”.

Da er alt gennemlyst. Alt det mørke, angstfulde, tomhed og depression er opløst i lys, og da er kun glæden. Den dag ser vi Gud ansigt til ansigt.

4. Søndag efter påske · Johannes 16,5-15

Jesus sagde: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om ret færdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: At denne verdens fyrste er dømt.

Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt hvad han hører; skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.”

”Går jeg ikke bort, vil talsmanden ikke komme til jer ”.

Nu er talsmanden her. Og Jesus har gjort sin gerning. Sandhedens røst findes i os. Vi har sandheden i os. Lyt til den. Det er Jesus røst. Det er talsmandens røst. Det er den indre stemme. Lær at lytte til den. Denne stemme er fra Gud. Den er Guds røst. Den røst tager aldrig fejl, i modsætning til så mange af de andre røster, der også lyder om os og i os.

Igennem dages evangelium træder treenigheden frem. Denne ejendommelighed benævnelse: ”Treenigheden”, tre i én, som andre religioner ikke kender eller forstår. Det kan siges sådan: Skaberånden – skaberkraften er den samme som Helligånden, og som sandhedsånden og talsmanden. Talsmanden er skaberånden, der har fået en røst. Gud er Helligånden som person, faderen, som man kan betro sig til, bede til og tale med.

Jesus, sønnen, han er Helligånden, ordet, der er blevet kød og tog bolig blandt os – Jesus er således Helligåndens materialisering. Dermed er Gud og Jesus ét i Helligånden. Helligånden er det som faderen og sønnen er fælles om. I Helligånden er de faderen og sønnen.

Jesus synliggjorde Helligånden – og dermed faderen – gennem hele sit virke. Han udlevede Helligånden på jorden blandt mennesker. Gennem sit virke og især gennem sin offerdød inddrog han os, mennesket, i Helligåndens fællesskab.

Det må være det, som Johannes mener, når han i sit evangelium siger til os: ”Vær ét i mig, som jeg er ét i faderen”. I troen på korsfæstelsen og opstandelsen bliver vi også inddraget i Helligåndens fællesskab med faderen og sønnen. Vi har del i treenigheden.
Med talsmandens indtog i vores hjerte ophøjes hver enkelt af os som et medlem i Helligåndens fællesskab. Således består Helligåndens fællesskab nu ikke blot af faderen og sønnen, men også af dig og mig og alle igennem troens bånd. Helligånden har allerede skabt et stort fællesskab på jorden. Den er nået langt med hensyn til at lære os om synd, kærlighed, retfærdighed og tilgivelse.

I påsken holdt Jesus sit indtog i Jerusalem. Pinsedag holder talsmanden sit indtog i os, i vore hjerter. Vi er nu ét med hinanden i Helligåndens fællesskab. Et med: Faderen, sønnen og mennesket.

Det oplevede apostlene første gang på pinsedagen. I os virker talsmanden, som er Helligåndens røst. Guds stemme i os.

Mennesket har på sin vis altid været medlem af Helligåndens fællesskab, for Gud skabte os i sit billede, til at ligne ham, så han kunne genkende sig selv i os og vi i ham. Men vi vidste det ikke, før talsmanden gjorde sit indtog i os.

Det er den sandhed, som myten om Adam og Eva i Paradiset fortæller os.
Men der kom også så mange andre røster i mennesket. Det er myten om Syndefaldet et klart og rent billede på. Vi hørte og hører også slangens røst. Fristeren. Og den røst kan blive stærk og overdøve alle andre røster. Lær os da, at skelne mellem løgnen og det sande. Det er det Talsmanden vil lære os.

Vi lærte, at i en hård verden må man lære at bide fra sig, for at kunne klare sig. Der blev krig om magten til at eje jordens ressourcer og hinanden. Kun inde for den lille flok, kunne mennesket finde ud af at dele med hinanden.

Vi lærte og tog det med som religion, at hvis nogen slår os, bliver vi nødt til at slå igen. Ellers mister slægten sin ære og sit selvværd. Og det kan kun genoprettes gennem hævn. Blodhævnen har raseret og raser stadig. Det er øje for øje og tand for tand – loven. Den hævngerrige Gud. Men det er netop ikke kristendommens Gud. Det var det Jesus lærte os gennem Helligåndens virke.

Jesus viste en radikalt anderledes vej. Slår nogen dig på din ene kind, så vend den anden til. Hævnen blev afløst af lidelsen. Den vej førte til korset. Men den førte også videre igennem døden til opstandelsen. Sådan åbenbarede vejen sig i menneskesindet som talsmanden på pinsedagen åbenbarede den sig. Talsmanden er sandheden, livet og vejen i vort sind. Han er den, der kan føre os hjem til os selv – hjem til Gud.

Talsmanden er troens oplysende ånd, som Jesus Himmelfart efterlod sig på jorden. Gennem den bliver vi genforenet med Gud. Er vi så Gud? Nej, så langt fra, men vi har fået del i hans rige og del i hans magt og arv.
Men så. Hvad er det der sker i dag?

I vor tid, bare gennem de sidste 40 år, ser det ud som om den kristne kulturarv, den bibelske fortælling med alle dens mange livsbilleder, synes at være godt i gang med at blive glemt i Europa. Det er et traditionstab uden lige, som den der elsker de poetiske, bibelske billeder, ikke kan forstå. Disse sindbilleder, kloge på visdom, formår folkeskolen og hjemmet ikke at bringe videre i dag. Hvorfor ikke?

Indenfor de samme 40 år er skolen i voldsom grad politisk gjort til en del af det økonomiske, materielle samfund. En forgård til erhvervslivet. Folkeskolen skal i dag uddanne forbrugere og lønslaver. I dag sættes frimodigt lighedstegn mellem elevernes faglighed og landets kommende nationalprodukt. Der skal produceres, tjenes penge. Skolen skal levere kontant viden, der kan bruges i den produktion.

Er det talsmandens røst i mennesket der byder samfundet det? Næppe! Nærmere er det talsmandens modstander, Fristeren. I bibelsproget kaldet ”Denne verdens fyrste”. Men, siger evangeliet i dag, ”Netop han er allerede dømt”. Sæt det til høring i folketinget!

Dagligsproget i dag er ikke præget af det bibelske billedsprog, som det var tidligere. Det gør, at en masse lidt ældre litteratur, men dog litteratur af høj kvalitet, heller ikke kan forstås, fordi denne litteratur har biblen som referenceramme. Vi er vidne til et kulturtab af dimensioner. Overdøver Slangens røst talsmandens?

Alligevel er den kristne kultur i et verdsligt sprog blevet en norm i Europas kultur. I menneskerettighederne, i demokratiet. I det sociale netværk, som dog viser sig, at have fået store huller her og der. Og man kan frygte, at hullerne bliver større. Men den barmhjertige Samaritan er svær at komme udenom.

Uden det poetiske, religiøse billedsprog bliver verden fattig. Den mister en dimension – en dybde. Troen på det åndelige Paradis. Erstatningen er måske et materielt Paradis. Det som ses for enden af livsvejen. Men ikke for enden af talsmandens vej. Så langt fra.

Hvordan kan et tusindårigt, åndeligt, kristent sprog så hurtigt gå i glemmebogen? Tabet falder samtidig med den meget store samfundsmæssige overgang fra en bondekultur over industrialisme og teknologisering til vort samfund i dag. Det gamle kristne billedsprog havde rod i bondesamfundet.

Men den nye verden, som den har åbnet sig siden 2. verdenskrig, har alligevel så mange gode materielle og teknologiske muligheder, som gør, at folkene på jorden er rykket tættere sammen. En god udvikling kunne i tiden frem skabe fred, tryghed og menneskelig fællesskab på hele kloden, hvis de sunde og gode kræfter fik lov til at samarbejde. Og den erfaring og oplysning, der skal til for at se det, er til rådighed.

Men der er også stærke, ondsindede kræfter. Kampen om Magten – om verdensherredømmet – om ressourcerne. Denne verdens fyrste. Men denne verdens fyrste er altså dømt. Og det er sandt. Han er afsløret. Vi kan sætte tydelige navne på ham. Magt, grådighed, frygt, misundelse, løgn, dæmoni er blot nogle af navnene. Som afsløret er han erkendt og dermed kendt skyldig. Men bæstet kan dukke op i så mange troværdige skikkelser. Religioner, sekter og – ismer.

Det er talsmandens opgave at overvinde Satan. Kan han det? Ja! I Jesus sejrdød, blev han overvundet og afsløret. Ene derfor kunne talsmanden få magt og agt i vore hjerter.

Lad da sandhedsånden fylde vort sind, lad den blomstre, lad blomstertiden komme. Blomsterfloret – talsmanden – i den varme sommer. Det gør den endnu ikke. Lad den vokse og fylde verdenssjælen. Afsløre løgnene så hurtigt de dannes som virus i en computer. Tegnet på at det sker, er, at sandheden oplyses, samt godheden og skønheden. Det var det skolen langt hellere skulle beflitte sig på.

Lad sandhedsånden, talsmanden skabe den fornyelse i sproget, i det poetiske billedsprog, som er det stærkeste og det der tydeliggør sandheden. Det er ikke det rationelle, halvakademiske sprog, som præger skoleoplysningen i dag, og som snart er det eneste fagsprog, der kan vinde hævd. Børn elsker dog billedsproget.

Lad talsmanden røst fornyende genskabe det gamle mytiske billede - og visdomssprog, så vi får vores sjæl med os. Lad det blive talt ind i vor tid. Så mennesket forstår hvem det er, og hvad det skal. Så det kan se, at det åndelige Paradis er en forudsætning for det materielle. Og ikke omvendt, som man tror i dag.