Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

Paulus brev til romerne kap. 7,14-25
 Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.

Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.

Lukas (11,14-28)

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne. «Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når, en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!”

Dagens tekst, hvor Jesus uddriver den onde ånd, tolkes ved hjælp af den Paulus´ tekst (Rom.7,14-25). Således bliver temaet i denne prædiken forholdet mellem det gode og det onde.

Paulus fremhæver menneskets store og ubegribelige dilemma: Hvorfor er mennesker onde, når de dybest set ikke ønsker at være det, og derfor kommer til at lide og trælle under ondskaben? Det kors, det kristne menneske må bære, og segne under, fordi det ikke kan bære det. Men da tager Gud selv korset og bær det for os.

Godt og ondt er filtret sammen. Det er et søskendepar som hedder Abel og Kain, hvor Kain dræber Abel – ondskaben dræber godheden.

Men ingen mennesker er kun gode og andre kun onde. Alle bærer både Abel og Kains muligheder i sig. Hvorfor i alverden kan det onde inficere mennesket, så det bliver til den person, det dybest set ikke ønsker at blive?

I Biblens skabelsesberetning er selve skabelsen god, og derfor er alle mennesker skabt ud af godheden som gode. Det fødes ind i Edens Have. Men snart efter falder det for verdens fristelser. Det er syndefaldet. Og nu får den onde ånd indgang i menneskets hus. Biblens syn er, at mennesket er skabt til det gode, men for svagt til at modstå det onde.

Nøjagtig sådan som Paulus siger i sit brev til Romerne: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. 

Mennesket vil det gode, men magter det ikke, fordi en anden magt, som er stærkere, har taget bolig i os. En ond ånd rider mennesket. Den ånd, som Jesus uddriver i dagens evangelium

Ældre religioner end jødedommen og kristendommen ser ondt og godt, som to magter, der altid har været, og som bekæmper hinanden. De gode kræfter kæmper for at oprette et Kosmos – en ordnet, retfærdig verden, men dæmoniske kaoskræfter kæmper imod og forhindre det. F.eks. Thors kamp mod Midgårdsormen eller Zeus mod titanerne. Og mange ser også Gud og Satan i det lys, som modsætningsfyldte kræfter, der kæmper om herredømmet.

Sådan tager tilværelsen sig ud, set udefra. Det vidner historien og vor tid alt for tydeligt om. Men i den jødisk- kristne verden er Gud ikke desto mindre den suveræne skaber, som i sin skabelse overvinder mørket og de dæmoniske kræfter alene med Skaberordet: ”Bliv lys”.

Med samme skaberord uddriver Guds søn dæmoner og renser mennesket for skyld. Tager dets kors på sig.
I biblens beretning skaber Gud et Eden – et paradis, som Guds børn, menneskene, skal leve i. I tryghed uden kendskab til det onde. Som de så en dag alligevel møde i skikkelse af den fristende slange. Angst, død og ondskab tager ved dette syndefald bolig i menneskets bevidsthed. Mennesket bliver et offer for synden. Og føler sig skyldig til døden.

Jødedommen og siden kristendommen opstår, som en tro på, at Gud ikke vil opgive menneskene. Han iværksætter en frelseplan, som skal føre mennesket tilbage og frem til det Kosmiske Eden, som det var født til.

De optimistiske humanister i oplysningstiden omkring 1700-tallet troede, at det onde lå i uvidenheden, i det endnu uciviliserede. De opfandt den tro, at kulturen kunne forædle mennesket. De mente, at civilisering kunne overvinde ondskaben. Med den tro trådte ateismen frem. Troen på, at mennesket via kulturel civilisation selv kunne finde et Eden voksede videre frem mod 1. Verdenskrig, og nogle har den endnu. Men indenfor de sidste 100 år er optimismen blegnet og mere erstattet af desillusion. I en ny ateisme, der ikke kan tro på en God skabergud, når verden ser ud som den gør.

Når vi i vor tid ser, hvordan fanatiske, religiøse retninger, i et helligt had udøver en sindssyg, bestialsk ondskab, så opstår spørgsmålet om ikke religion – som Karl Max udtrykte – er opium for folk.

Mennesket er dog ikke helt magtesløst over for det onde. Vi ved, at kærlighed og omsorg, ja såmænd også civilisation kan holde det onde på et niveau, så det ikke i bund og grund ødelægger og fordærver vores moral, tankegang og handlinger. Men det skal ikke få os til at føle os fejede og prydede. For ingen kan holde det onde helt ude af sit hus. Og slet ikke, når det onde antager alle lækre fristelsers dragt. Ingen kan sige sig fri for at volde andre ondt. Vi vælger alt for ofte at gå efter det, som vi fristes af – som vi ser eller tror, kan gavne os, og ser ikke – eller lukker øjnene for – at netop den handling skaber negative forhold. Både for os selv og ikke mindst andre.

Vi stikker en lille nødløgn for at klare frisag osv. Og de mennesker, som selv kan holde den værste ondskab ude af sit hus, er alligevel ikke i stand til, at forhindre, at der findes stakler, som vokser op i usle forhold, i afmagt der skaber had og avler megen vold og ondskab.

Paulus erkender sin afmagt. Sin manglende evne til at lukke døren for den onde ånd, som får ham til at gøre det, han ikke vil.

Det værste er dem, som nægter sig skyldige, som lukker øjnene for egen ondskab, og kun kan se sig selv som rene. F.eks. de fanatiske religiøse, der bilder sig ind, at de handler i deres Guds navn. De som ser sig ”fejede og prydede”. Netop i det hus, får de onde ånder magt, for her er ingen aktiv modstand.

Se din synd i øjnene, siger Paulus. Synden lever i dit kød, ikke i din ånd. Det er ånden som længes efter godhed – længes efter et Kosmisk Eden. Den drøm er intakt, trods ondskabens magt. Ånden længes efter kilden, som den tørstende hjort.

Paulus kender den dybe konflikt mellem menneskets ånd og krop, for vor ånd er af Gud og god. Det er kroppen, der lader sig friste. Den krop, som i vort timelige liv kræver kamp for overlevelse.

Loven dømmer os. Derfor er den god, netop fordi den tydeliggør det onde. Bevidstgør det onde. Skiller godt fra ondt. Paulus tænker på Moseloven – og ikke mindst de ti bud – essensen af jødedommens lov. Kunne mennesket virkelig leve efter disse 10 bud, ville det ganske rigtigt blive ført til det forjættede land. Hvis ingen misunder den anden og den andens ejendom og evner og stilling i samfundet, og vis ingen slår ihjel eller begår handlinger, som rammer andre ondt, men i stedet elsker Gud af et rent hjerte. Så ville verden se ganske anderledes ud.

Moseloven har i meget høj grad som ideal skabt den europæiske kultur, fordi den er så indlysende rigtig. Og netop det, at mennesker må sige ja, til denne lov viser, at mennesket vil det gode.

Paulus ser loven, som en øjenåbner, som en afsløring af synden, en afsløring af Den Onde – af Fristeren. Den ellers kristne kirke har alt for ofte overset Paulus´ pointe vedrørende loven.
For kristendommens glædelige og befriende budskab er, at nok afslører loven vor syndighed. Men samtidig befrier den os for selv at skulle bære skylden for vores syndighed. Vi er uden skyld i vor svaghed..

Men hvordan rimer det med trosbekendelsens ord: at Jesus skal komme og dømme levende og døde.” Ord, som ofte og oven i købet af kirken selv, er blevet tolket således, at på den yderste dag, dommedag, vil Jesus komme tilbage til jorden, for at skille de onde fra de gode. Og har man ikke været tilstrækkelig god, så kommer man ikke med ind i Guds Rige.

Med Paulus ord, vil vi ikke blive dømt på baggrund af de synder vi uvægerligt har begået. Vi vil ene blive dømt udfra vor tro på- og længsel efter Gud. På åndens længsel efter Guds Rige.

Det er ene troen, der betyder noget for befrielse fra ondskabens åg.

I Jesus afvisning af Fristeren. I Jesus sejr over ondskaben, og i hans sejr over Døden gennem opstandelse – er fjenden overvundet. Med Jesus blev det menneske født, som i kraft af Guds ånd, kunne besejre Det Onde. Igennem Jesus åbenbarede Gud sig og frikendte os fra at tro, at vi ville blive dømt efter loven.

”Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker, er den dybe sammenhæng.”

Vi siger ofte, at Gud ved sin kærlighed har tilgivet os. Men i stedet for ordet tilgivelse var det rigtigere at bruge Paulus ord, at Gud har retfærdiggjort os.

Ordet tilgiver, antyder, at det er vor egen skyld, at vi har levet i det onde. Men når vi ikke selv er skyld i at vi lever i synden – at vi lever i det onde - fordi vi ikke er udstyret med den kraft, som kan holde det onde ude, er der ikke noget at tilgive for. Det er vor egen skyldfølelse, der dømmer os skyldige i synden.

Gud kom til os, for at sige, at der tog vi fejl. I vor åndelige tro er vi retfærdige, på trods af, at vort kød ikke kan modstå fristelsen. Det betyder, at det kors, som vi føler, vi må bære, fordi vi ikke er i stand til at leve det gode liv, som vi mener, vi burde. Det kors bar Jesus til Golgata og lod sig selv navlet til det. Det kunne kun den syndefri gøre, som befalede ondskaben at vige. Dette kors slog i graven rod og blev påskemorgen til det livets træ, som vi blev skilt fra ved syndefaldet.

Midfaste ∙ Johannes 6,1-15

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: ”Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.” En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: ”Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: ”Få folk til at sætte sig.” Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: ”saml de stykker sammen, som er til overs, så intet går til spilde.” Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var til overs efter dem, de havde spis.

Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden.” Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Temaet i denne gudstjeneste tegner et billede af Guds kærlighed, der gives til jorden i stor overflod. Sammenholdt med den verden vi kender, hvor alt for mange mennesker lider nød, både fysisk og åndeligt, må vi erkende, at mennesket kun i ringe grad formår at leve af Guds ord og formidle det videre i praktisk handling.

Folkeskaren opsøger ikke Jesus, fordi de hungrer efter det daglige brød. Der er noget, der trækker dem. De har set Jesus gøre syge raske. Det har vakt noget i dem. Hvem er han? Men det er ikke kun nysgerrigheden, der driver dem. Det er noget dybere, der tiltrækker dem. Måske en længsel efter forløsning.

Folkeskaren havde alle rod i den længsel, som lå i de jødiske folk. En længsel, som havde kaldt deres stamfar Abraham på rejse mod det forjættede land. Samme længsel have ført dem ud af Ægyptens trældom, gennem en lang ørkenvandring. Ja, jødernes liv har også i nyere tid formet sig som en ørkenvandring. Dog en vandring med oaser.

Nu drev længslen skaren ud vest for Galilæas sø. Ud i et ret øde landskab, fordi her begyndte ørknen at strække sig østpå, så langt øjet rakte.

Jesus er gået op på et bjerg sammen med sine disciple. Fra gammel tid blev mange bjerge regnet for helligsteder. Bjerget stræbte op mod himlen, som det jødiske folks længsel. Her kunne man møde det guddommelige – underet.

På Sinai bjerg modtog Moses loven fra Gud. Forklarelsen af Jesus skete også på et bjerg, ligesom Bjergprædiken blev holdt på et bjerg, men også Fristelsen skete på et bjerg.
Jesus sætter sine disciple på en prøve, da han ser skaren komme op mod ham. Henvendt til Filip spørger han, hvor de skal købe brød til at mætte så mange. Købe brød til så mange i den øde egn? Hvad tænker han dog på - som om der var en bager i nærheden? Man kan næsten se humoren blinke i Jesus øjne.

Men Filip tager spørgsmålet ganske bogstaveligt. Han kunne godt se, at 200 denarer ikke rakte lagt. Det her var ikke nogen nem opgave. Det er dyrt at holde fest for 5000 mennesker.

Men alligevel, herude langt fra menneskelig beboelse betyder penge ingenting. De har ingen værdi, for de kan ikke bruges til noget.

Humoren fortsætter, da Andreas kommer med den lille dreng og hans to fisk og fem brød. Disciplene engagerer sig virkelig på at finde en løsning på denne vanskelige situation. Men hvad batter fem brød og to fisk her?

Ikke desto mindre begynder alvoren med den lille dreng. Han er klar til at dele den smule mad han har med alle de andre. Barnets næstekærlighed åbner muligheden for en løsning af himmelsk art.
Først nu overtager Jesus scenen. Først beordrer han disciplene til at få folk til at sætte sig. Og se! Der er dejligt grønt græs at gøre sig det behageligt på. Grøn er håbets farve. Nu er der ved at komme grøde i det. Vendepunktet er nået. Det materielle i tilværelsen er blevet forkastet som uegnet til at løse problemet. I stedet tager Jesus brødet, takker og bryder det, og deler det ud. Samme gestus, som vi hører ved nadverens indstiftelse.
I første læsning hørte vi ordene om jødernes trængsler under ørkenvandringen: ”Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.”
Fra denne gammel testamentlige tekst henter Jesus sine ord, da Satan fristede ham i ørknen med ordene:
”hvis du er Guds søn, så gør disse stene til brød, hvortil Jesus afviste ham med ordene: ”Der står skrevet, at mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Jesus mund.”
Læser vi videre frem i Johannesevangeliet fra dagens evangelium, møder Jesus samme skare mennesker dagen efter. Jesus forklarer dem, at lige som det manabrød, som deres forfædre fik under ørkenvandringen var givet af Gud, som det sande brød, der giver liv til verden. Sådan var også det brød og de fisk, som de havde fået dagen i forvejen. ”Giv os altid det brød”, siger de. Da siger Jesus til dem: ”Jeg er livets brød”

Således får vi givet tolkningen af bespisningsunderet. De to brød og de fem fisk er livets brød – det ord, som Gud mætter mennesker med. Det er kærlighedsordet, som giver verden nyt liv.

Beretningen om bespisningsunderet står centralt i det nye testamente. Det står som oplæg til indstiftelsen af nadveren. Alle fire evangelister fortæller da også historien om bespisningsunderet, og ret ens.

Lukas fortæller, at Jesus så op mod himlen, velsignede føden, brød det og gav sine disciple maden til fordeling i folkeskaren.

Alle blev mætte, og der blev et stort overskud. Det blev en god dag. Den materielle rigdom, som mennesket lever med og af, slipper op. Den forgår ved at blive brugt, men det gør livets brød ikke – tværtimod. Når kærligheden lever, bliver der kun mere af den. Når mennesket møder kærligheden – er det åndelig talt i virkeligheden Gud de møder. Og desto oftere dette møde finder sted, desto mere vokser kærligheden på jorden, for den der har modtaget kærlighed, bliver selv bedre til at give kærlighed fra sig. Sådan kan næstekærligheden brede sig ud over jorden og ville gøre det, hvis ikke Fristeren var så dygtig til at friste. For den bukker under for fristelsen og lader sig forføre, opdyrker sit eget ego og lukker tilsvarende ned for sin næstekærlighed.

Evangelisten Johannes drager konklusionen i næste afsnit af sit evangelium ved at lade Jesus sige:

”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himlen; den, der spiser det brød, skal leve til evig tid. Og det brød jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”.

Troen, kærligheden, som Andreas opdager hos den lille dreng slipper aldrig op, uanset hvor meget den bruges. Tværtimod – jo mere den bruges, jo mere bliver der af den. Kærligheden vokser og skaber vækst, mens egoismen modsat dræber den.

Evangeliet til i dag binder tre hændelser sammen i biblen, alle i billedet af brødet, som livets brød – Gudsordet, som også kan komme ud af menneskemunden. Mannaen, der falder ned fra Himlen under ørkenvandringen foregriber bespisningsunderet med de to brød og fem fisk, der igen peger hen mod nadveren skærtorsdag, hvor Jesus giver os sig selv, som livets brød. Det er et under, som verdens logik ikke kan begribe.

Mon ikke de fleste har oplevet at gå til alters mange gange uden at de egentlig mærker nogen forskel ved det, men så pludselig – uvist hvorfor – så går det skaberord, som brødet symboliserer, ind og befrugter vort sind. Så er det, vi går befriede og velsignede hjem.

Men den hændelse – dette himmelbrød - kan også blive os rakt mange andre steder end i kirken. Det kan række os igennem et andet menneske, uden det andet menneske tænker over det. Det kan gives os ved en naturoplevelse, hvor vi måske heller ikke forventer det. Det kan rækkes os midt i vort daglige arbejde. En varme, der stiger op i os, og som velsigner os.

Sådan lever Gud blandt os, usynlig, men virksom. Men det er den kristne kirke, der har sat ord på livsunderet, som kan komme når mindst vi venter det, men altid når vi har brug for det.

Underet løfter os til himlen eller himlen sænker sig til jorden. Et øjebliks sammenfald mellem vor verden og Guds, og da gennemstråler Gud vor verden med skaberordet: ”bliv lys”

Palmesøndag ∙ Matthæus 21,1-9

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: ”Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs Dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: ”Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.” Det skete for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

”Se din konge kommer til dig.” Det er palmesøndags budskab – hvert år.

Det gælder ikke mindst Oskar, som i dag er kommet i kirke for første gang. Kongen i Guds Rige har åbnet himmelporten for Oskar og budt ham velkommen med ordene: ”Du er min søn, som jeg elsker. Bliv i mig, så bliver jeg i dig”.

I dag rider Jesus ind i vor midte her i menigheden. Klar til at give sig selv, for at vi skal leve som Guds børn.

Kunne man blot et øjeblik skrue tiden tilbage og se det historiske øjeblik, da Jesus den første palmesøndag ridder ind i Jerusalem. Fornemme stemningen! Se og høre folkeskaren hylde Jesus. Hvor stor er den? Hvor mange ser skævt til? Hvad tænkte folk? Disciplene? Jesus selv?

En ting er sikkert. Matthæus vil med denne beretning fortælle os, at nu sker dét. Dét, som profeterne har skrevet om og forudsagt i det gamle testamente. Det, som man har ventet på så længe – Davidsrigets frembrud og virkeliggørelse - Messiasriget.

Jesus vælger, at hans ankomst til Jerusalem skal foregå præcis sådan, som profeten Zakarias har beskrevet det i den tekst, som var første læsning til i dag. Det har han en klar mening med. Budskabet er: Tag ikke fejl! I denne stund opfylder Gud sit løfte til sit folk. Her fuldbyrdes det gamle testamente – og afsluttes. En ny pagt er ved at træde i stedet.

Profeten Zakarias indleder sin beskrivelse med, hvordan Davidsriget vil blive oprettet. Der vil blive stor glæde: ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, Sagtmodigt ridende på et æsel”.

Sådan skal Universets Herre ride ind til Guds folk, som Jerusalem – Zions datter – er et billede på. I dag er Guds folk os alle. I dag ridder Kristus ind for at oprette sit rige blandt hele jordens befolkning. Jesus vil vise, at han er den Messias, som det gamle testamente peger hen mod. ”Messias” er det hebræiske navn. ”Kristus” det græske navn for Guds søn.

Det er Kristus – Guds søn, Gud selv – der kommer her – ikke i et prangende triumftog, sådan som fyrster, konger og kejsere så ofte har elsket at iscenesætte sig selv ved.

Nej! Her kommer i al ydmyghed Universets Skaber – intet ringere – for at sætte en helt ny og meget anderledes dagsorden – han kommer for at skabe et rige, som ikke er set før – Kristusriget. Jesus kommer, som den han er. Det gør han altid. Han behøver ikke at spille skuespil.

Han ved, hvad han rider ind til. Han ved, at han er uønsket af det jødiske præsteskab og uønsket af den romerske besættelsesmagt, som i ham kun ser en skør person, som kan forvolde optøjer og oprør.

Han ved, han ridder ind til lidelsen. Han kunne være blevet borte fra Jerusalem. Men det ville have været en flugt. Han skal til Jerusalem.

Når mennesket ikke vil komme til Gud af sig selv, måske fordi mennesket tror, at Gud er vred over, at vi ikke lever bedre med hinanden, men lader det onde forføre os. Ja, så må han jo komme til os, for på den måde at rette vor forfejlede tro, at Gud er vred på os. Han må ofre sig selv for at gøre det klart, at han elsker mennesket trods vore fejltrin.

Gud er i Jesu person rede til at gå i døden for at møde os, sine børn. Jesus var, som Paulus skriver i dag: ”Lydig indtil døden, ja døden på et kors”.

Jesus indtog, hvor folk under jubelråb breder deres kapper og palmegrene ud og derved baner hans vej råbende: ”Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn”.

Det indtog er i virkeligheden en gentagelse af et meget gammelt kultisk ritual, som sandsynligvis er blevet opført hvert år ved nytårsfesten fra kong Davids tid og frem til den tid, da Jerusalem blev erobret af Babylonierne.

I salmernes bog hentydes flere gange til dette ritual, som religionsforskerne kalder: ”