Kandidatafhandling

4.3 Delkonklusion

I dette kapitel har jeg undersøgt, hvad man kan udlede af dommen om Djuma Soundsystem. Det kan konkluderes, at det kan blive dyrt at sample ophavsretslige beskyttede værker uden samtykke. På trods af samplets relative korte varighed efterlader dommen et klart indtryk af, at man ikke skal sample uden samtykke. Denne konklusion er korrekt ud fra ophavsretsloven og de ophavsretslige principper. Dog fører dommen til en tvivlsom vederlags- og erstatningsudmåling. Byretten fejler i at tydeliggøre, om der er tale om et sample eller et arrangement af Turkish Showbiz, og hvordan sædvanen for sådanne er. Dette skyldes sandsynligvis, at der i byretten sidder uddannede jurister og ikke musikere. De sagsøgte har måske ydermere fejlet i at tydeliggøre forskellen mellem et sample og et arrangement, og hvad sædvanen i branchen er, hvilket en advokat sandsynligvis kunne hjælpe med at formidle.

I og med højesteret er imod at beregne erstatning i forhold til vederlagets størrelse, er det fejlagtigt at skønne erstatningen til halvdelen af vederlaget.

Konklusionen på dommen - ”man må ikke sample uden samtykke” - er derfor korrekt, men vederlags- og erstatningsudmålingen er urimelig høj. Dette kan måske være et udtryk for, at incitamentseffekten skal genoprettes. Det er et område med mange håndhævelsesfejl, byretten giver måske et højere kompensationsbeløb for at sikre den præventive effekt som beskrevet i afsnit 3.4. Et for højt erstatningsniveau giver dog andre kunstnere incitament til ikke at indgå aftaler og i stedet forsøge at anlægge retssag.

I vores kultur kan vi bedst forholde os til klare signaler og retningslinjer. Med denne dom forsøger byretten måske at understrege, at hvis man vil sample, skal man have samtykke. Hvis det er tilfældet, er spørgsmålet, om det er fair, at Djuma Soundsystem betaler prisen for at statuere et eksempel.

Kapitel 5 – Fremmed ret

På et område som dette, hvor dansk retspraksis er meget sparsomt, er det nødvendigt at kigge til udlandet for inspiration. Hos vores naboer i Norden er der ikke den store hjælp at hente - til gengæld skal vi blot et smut syd for grænsen for at finde en relevant afgørelse afsagt i 2009 af den tyske højesteret.

5.1 Metall auf Metall

BGH GRUR 2009/403

Sagen omhandlede den tyske sangerinde Sabrina Setlur, der i 1997 udgav nummeret ”Nur mir”. Dette nummer indeholdt et 2 sekunders sample, der var looped gennem hele nummeret. De to sekunder stammede oprindeligt fra nummeret Metall auf Metall fra 1977, der er produceret af de tyske pionerer inden for elektronisk musik, Kraftwerk.

Sagsøgerne var Kraftwerks pladeselskab, der er indehavere af producentrettighederne. Det var altså udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt den tyske pendant til § 66 var krænket, eller om der var tale om fri benyttelse efter den tyske ophavsrets - Urheberrechtsgesetz (UrhG) § 24 stk. 1.

I dommen gøres det klart, at kvaliteten eller kvantiteten af et sample ikke er et passende kriterium for vurdering af, om det er tilladeligt.¹²⁹ Dette afgøres på baggrund af, at det kreative arbejde er ligegyldigt, når det kommer til producentrettigheder. Producentrettighederne beskytter alle optagelser og hele optagelsen. Højesteret beskriver, at producentrettighederne beskytter alt lyd, der er optaget på et fonogram, hvad end det er en kompleks symfoni, eller det er optagelsen af en kort kvidren fra en fugl.¹³⁰ De begrunder ydermere afgørelsen med, at en bedømmelse af kvalitative og kvantitative kriterier - fx om noget er genkendeligt - vil føre til afgrænsningsproblemer og juridisk usikkerhed.¹³¹

Den tyske højesteret slog fast, at fonogramproducenternes rettigheder eksisterer uafhængigt af kvaliteten eller kvantiteten af det samplede stykke musik.

5.2 Metall auf Metall II

Hanseatisches Oberlandesgericht (OLG) Hamburg, Aug. 17 2011, no. 5 U 48/05, 2011

På trods af at sagen mellem Kraftwerk og Sabrina Setlur allerede har været for den tyske højesteret, blev det ved mundtlige forhandlinger besluttet at dommen fra byretten i Hamborg skulle gås om. Dette blev besluttet på baggrund af, at der var to spørgsmål i sagen, retten stadig ikke havde taget stilling til.

I højesteretsafgørelse sagde man, at hvis samplet var en genkendelig melodi, kunne der ikke være tale om fri benyttelse, og hvis de sagsøgte kunne genskabe samplet ved at udøve det frem for at kopiere det, ville der heller ikke være tale om fri benyttelse.¹³² Det er de to spørgsmål, byretten i Hamborg skulle søge svar på, for at bestemme om ”Nur mir” kunne være fri benyttelse af Metall auf Metall efter UrhG § 24.

Bestemmelsen er delt op i to. Stk. 1 siger, at et uafhængigt værk skabt gennem fri benyttelse, må udnyttes og offentliggøres uden samtykke fra den oprindelige ophavsmand. Stk. 2 fortsætter og bestemmer, at stk. 1 ikke finder anvendelse på et musikalsk værk, hvor en melodi er lånt fra et andet værk, og det er genkendeligt samt anvendes som grundlag for det nye værk.¹³³

Retten finder frem til, at de to sekunders sample er brugt som en rytmesekvens og ikke en melodi. Da en melodi ifølge musikforskere er en selvstændig og arrangeret sekvens af noder.¹³⁴ Forskerne sagde, at samplet udgjorde en ”rytmisk overflade” (”Rhythmusfläche”), som består af overlappende ”stumper af noder” (”Notenfeltzen”), men ikke en melodi.

Så langt så godt. Retten rejser herefter spørgsmålet, om det ville have været muligt for de sagsøgte selv at fremstille den samplede lydbid, frem for at kopiere den. Højesteret har ingen kriterier for, hvordan man afgører dette. Derfor opfandt OLG deres egen definition. Det første krav er, at de to lydklip skal opfattes som ligeværdige (”Gleichwertigkeit”) af potentielle forbrugere, der er bekendt med og besidder en vis kendskab til musikalske spørgsmål - uden at være eksperter. Ifølge OLG er det ikke en nødvendighed, at de to lydklip er helt identiske.¹³⁵

Det andet krav er, om en gennemsnitlig lydproducer eller ingeniør kunne have skabt lydklippet, dengang det krænkende værk var skabt (her 1997). Derfor bad retten to lydingeniører om at genskabe samplet med det udstyr, de havde til rådighed i 1997. Det tog 1-2 dage at genskabe et ligeværdigt lydklip, der kunne have været brugt i stedet for samplet fra Kraftwerks nummer. Retten fastslog, at det var en rimelig indsats, at forlange frem for at komme på kant med andres rettigheder.¹³⁶ Spørgsmålet blev endnu engang appelleret til den tyske højesteret for at skabe klarhed om, hvorvidt det er rimeligt at forlange en sådan indsats.

De tyske afgørelser følger den hårde linje, der blev lagt af amerikansk ret. USA var de første til at tage stilling til sampling-problematikken, de har siden haft adskillige sager, hovedsageligt pladeselskaber eller andre indehavere af producentrettigheder, der har sagsøgt adskillelige kunstnere - oftest inde for hiphop-genren. De vigtigste afgørelser er behandlet herefter.