Kandidatafhandling

4.1 Erstatning og godtgørelse

Vederlagskravet bliver beregnet ud fra en total omsætning på verdensplan pr. oktober 2009 på kr. 848.834 ekskl. moms, hvilket er baseret på dokumentation for royalty fra masterrettigheder og oplysninger fra KODA og NCB.

Vederlaget for masterrettighederne i overensstemmelse med § 66 bliver opgjort til 50 % af en dokumenteret omsætning på kr. 368.171 - hvilket er et udtryk for, hvad der kunne forventes af en fiktiv aftale mellem Per Meistrup Production og Djuma. Dvs. kr. 184.085,50.

Vederlaget for komponistrettighederne efter § 1 samt vederlag for fremførelsesrettighederne bliver opgjort til 100 % af omsætningen fra KODA og NCB ud fra en beregning, der hedder, at 10 sekunders brug af Atilla Engins komposition skal medføre et vederlag på 20 % - hvilket vil svare til, hvad der kunne forventes af en fiktiv aftale. Herefter fremregnes spilletiden – da samplingen er loopet – og kommer frem til, at blot 50 sekunders brug vil udløse en 100 % andel. Vederlaget udgør kr. 313.097,32 som bliver fordelt mellem Atilla Engin og Per Meistrup Music efter KODAs og NCBs fordelingsregler samt aftalen om 50/50.

Vederlagskravet er derfor opgjort til i alt kr. 497.182.

Den yderligere skade, overtrædelsen har medført, og godtgørelse for ikke-økonomisk skade bliver opgjort under et - ud fra et skøn - til ca. halvdelen af vederlagskravet: kr. 250.000.

Der findes ikke grundlag for, at Djuma skal ophøre med salg og markedsføring af Les Djinns eller tilintetgøre restlager og fjerne eksemplarer fra handlen.

Inklusiv moms og sagsomkostninger løber det fulde skyldige beløb omkring kr. 1.000.000.

4.2 Analyse – hvad kan udledes af Djuma-dommen?

Byrettens beslutning om at der er tale om en krænkelse af sagsøgernes rettigheder jf. ophavsretsloven §§ 2, 3 og 66, og der ikke var grundlag for, at de sagsøgte havde overtrådt markedsføringslovens § 1, er i overensstemmelse med teorien. §§ 4 og 22 er ikke benyttet i forsvaret, hvilket giver god mening, da § 4 ikke giver ret til kommercielt brug af bearbejdelsen uden samtykke. Da samplet er bearbejdet og loopet i over 2 minutter, og de oprindelige rettighedshavere ikke er krediteret som følge af god skik, giver det heller ikke mening at benytte § 22 om citering i sit forsvar.

Djuma overtrådte ikke markedsføringslovens § 1, da der ikke er noget renomme eller goodwill at snylte på. Det er ikke muligt at købe Turkish Showbiz hverken på internettet eller i forretninger. Der findes fire eksemplarer i Danmark på biblioteker.¹¹⁸ Stort set ingen kender det oprindelige nummer, derfor er der ingen genkendelsesfaktor. Som Lars Bjarno Jensen fra Djuma Soundsystem siger:

”En sampling kan kun styrke salget til de oprindelige rettighedshavere. Det giver en forhøjet genkendelsesværdi, hvis der er tale om en kendt kunstner. Der var ingen, der havde kendskab til Turkish Showbiz. Der er derfor ingen genkendelsesfaktor i forhold til anvendelsen af guitarsoloen i deres nummer”¹¹⁹

Hvilket er i overensstemmelse med min teori om det økonomiske perspektiv på ophavsretten i afsnit 2.1.

Det er først i forbindelse med udmåling af vederlag og erstatning, der kan stilles spørgsmål til dommens resultat. Omsætningen bliver opgjort til kr. 848.834 ekskl. moms, hvilket er baseret på dokumentation for royalty fra masterrettigheder og oplysninger fra KODA og NCB. Der er her – ifølge Djuma - tale om den totale omsætning. Der er altså tale om omsætningen ”fra toppen”. Det vil sige, det er ikke blot det, de sagsøgte har tjent på udgivelsen, men også det Djumas pladeselskab har tjent på udgivelsen og den indtægt, de har fået ved andres remix af Les Djinns. Djuma har angiveligt opgjort deres egen fortjeneste til kr. 140.000 på nummeret Les Djinns.¹²⁰

Et rimeligt vederlag skal forstås som det vederlag eller honorar, rettighedshaveren ville have haft krav på, hvis der forelå en aftale med rettighedshaveren. Derfor kigger man ofte på sædvaner i branchen, eller hvad parterne kunne forventes at forhandle sig til. Angående producentrettighederne siger Per Meistrup i sin forklaring, at han nok ville have krævet 50 % af royalties, hvilket også bliver resultatet i byretten. I Politiken onsdag den. 16. september 2009 udtalte Per Meistrup at:

”Djuma Soundsystem formentligt havde fået et ja og ville være sluppet med 30 % af royalties, og det normale til komponisten, hvis de havde spurgt om lov, før de udgav nummeret”.¹²¹

Hvilket ligner en tilståelse af, hvad parterne forventes at kunne forhandle sig til.

Vederlaget for komponistrettighederne bliver truffet ud fra en besynderlig beregning. Atilla Engin har i de fordækte forhandlinger - i to forskellige tilfælde - gået med til 20 % af værkets omsætning for de 10 sekunders guitarsolo uden at være klar over, at Les Djinns allerede var udgivet.¹²² Disse 20 % fremregnes i dommen, da de er gentaget gennem looping. Det er tydeligt, at der er tale om en sampling, da en arrangør max. kan erhverve 16,67 % af rettighederne efter KODA’s regler, hvilket også er udtryk på side 29 i dommen. Enhver musiker ved, hvordan et sample bliver brugt. Det er sædvane, at et sample bliver looped eller genanvendt senere i nummeret. Det ville ikke give mening blot at anvende de 10 sekunders guitar en enkelt gang. Ligesom den i Turkish Showbiz ligger som underlæggende melodi, er det naturligt at antage, at Djuma Soundsystem også vil loope samplet og benyttet den som underlægning i dele af deres nummer. Da Atilla er en garvet musiker, der flere gange har handlet med samples,¹²³ er han angiveligt klar over det, da han tog imod de 20 %.

Retten gør det med beregningen klart, at der er tale om en sampler og ikke en arrangør. De fremregner den fiktive aftale på 20 % i overensstemmelse med, hvor lang tid den er looped, og kommer derfor frem til 100 % andel. De 20 % er et udtryk for, hvad der kunne forventes at aftale sig til.

Hvis mailkorrespondancerne – hvor de 20 % kommer til udtryk - mellem Atilla og Djuma anses for ugyldig, har Jens Bruno fra KODA - ifølge de sagsøgtes forklaringer - i et møde med Djuma siddet med et stopur og kom frem til, at 20-30 % anses som rimeligt ud fra en pro rata temporis betragtning. Fra Lars Bjarno Jensens forklaring fremgår det, at:

”Det er gængs i branchen at betale 10-15 % for sampling, men han synes også, det er i orden med 20 %. Det er efter hans opfattelse ligegyldigt, hvor mange gange man bruger samplingen. Det afgørende er samplingens varighed.”¹²⁴

Disse procentsatser burde ikke fremregnes med spilletiden, da det ved handel med samples ikke er sædvane i branchen. Når KODA bliver bedt om at komme med et fordelingsforslag vedrørende sampling, siger de generelt, at en pro rata temporis beregning som regel er den enkleste og mest logiske.¹²⁵ Resultatet af en sådan beregning giver ifølge Lars Bjarnos forklaring 20-30 %.

Hvis der derimod er tale om en arrangør, burde arrangøren efter KODAs praksis og sædvane modtage 16,7 %, hvilket svarer til 83,3 % til rettighedshaverne, der er derfor stor forskel på, om Djuma optræder som sampler eller arrangør på Turkish Showbiz. Dette er Atilla selvfølgelig klar over, da han længere inde i forløbet – den 31. januar 2008 – vil have, at Djuma kun skal fremstå som arrangører.¹²⁶ Om Djuma er samplere eller arrangører er derfor et aftaleretligt spørgsmål. Der vil i denne afhandling ikke blive taget yderligere stilling til dette spørgsmål. Men det må konkluderes ud fra byrettens beregning, at de anser Djumas brug som et sample.

Erstatningen blev opgjort til ”ca. halvdelen af vederlagskravet…” altså kr. 250.000,¹²⁷ på baggrund af at sagsøgeren utvivlsomt har haft udgifter til efterforskning og undersøgelser vedrørende de sagsøgtes brug af Turkish Showbiz. Man har i princippet krav på at få tabet dækket så præcist som muligt. Dommen om Direct Connect var et udtryk for en fravælgelse generelle skøn ud fra vederlaget størrelse, som blandt andet dobbelt op-princippet. Der var i den sag ikke grundlag for at udmåle erstatning til et beløb, der beregnes i forhold til vederlagets størrelse.¹²⁸ Hvilket er nøjagtig det, der sker i Djuma dommen seks måneder efter Direct Connect højesterets dom. Der er dog ikke tale om et dobbelt-op, men halvdelen af vederlaget oveni. Hvilket også er imod højesterets mål, da de aflivede dobbelt-op lignende principper. Det er derfor højest usandsynligt, at ”halvdelen oveni” skulle være et udtryk for ny retspraksis ved denne type sager.

I stedet bør landsretten fastsætte beløbet ud fra dokumentationen for de påståede udgifter i forbindelse med efterforskning, advokatrådgivning, rejseudgifter, undersøgelser og en vurdering af, i hvilken grad Atilla Engins ideelle rettigheder er krænket.