Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt

Kapitel 6: Erklæringerne

I dette kapitel ser vi nærmere på de mentalerklæringer, MS afgav i forbindelse med retsopgøret. De spørgsmål, der skal besvares, er opregnet i kapitel 1 minus dem, jeg allerede har svaret på. Det centrale spørgsmål er, om undersøgelserne er biased. Bl.a. i betydningen, om MS har tilstrækkelige præmisser for de konklusioner, han drager. Er der plads for, at MSs personlighed og tidsånden kan snige sig illegitimt ind og præge konklusionerne? Dernæst, om erklæringerne i øvrigt er biased ved at være grove og nedvurderende i deres beskrivelser af observanderne. Hvilken rolle spiller undersøgelsen af det seksuelle, er der en overdreven og taktløs brug heraf? Hvordan foregik undersøgelserne, var de korte, overfladiske og tonen nedvurderende? Lækker MS oplysninger til pressen?

Mentalerklæringernes opbygning og indhold
Inden vi ser på disse spørgsmål, vil jeg forklare mentalerklæringerne. Professor Helweg har i sine to bøger om retspsykiatri, der må betegnes som de autoritative værker på daværende tidspunkt (1939; 1949), en 18-punkts beskrivelse af, hvad en erklæring kan indeholde. Summarisk er det 1) navn, fødselsdag, stilling, 2) disposition i slægten for f.eks. sindssyge, 3) fremstilling af observandens liv 4) observandens psykologiske udvikling, 5) observandens seksuelle udvikling, 6) oversigt over sygdomme observanden har haft, 7) tidligere kriminalitet, 8) den påsigtede forbrydelse, 9) observandens opførsel under anholdelse mv., 10) beskrivelse af observandens ydre, ansigtsudtryk, væremåde, 11) stemningsleje, 12) tankegang, 13) observandens egen fremstilling af den begående forbrydelse, 14) resultater af tests, 15) egentlige psykotiske symptomer, 16) en normal somatisk lægeundersøgelse, 17) resumé og diskussion og 18) beskrivelse af observandens retspsykiatriske placering, strafegnet ej strafegnet og hvorfor (s. 95-101, i 1939 udgaven, som er den MS havde til sin rådighed, men listen er identisk i 1949-udgaven).
MS følger stort set Helwegs emneliste og rækkefølge. En væsentlig forskel er punkt 18, hvor MS ikke holder sig til rigsadvokatens spørgsmålsliste, der dengang var gældende, og som Helweg anbefaler. Statsadvokatens spørgsmål føjer sig tæt til straffelovens §16 og 17 (som omtalt i kapitel 1) og spørger f.eks., om NN ved forbrydelsens foretagelse var sindssyg eller i højere grad åndssvag, er NN strafegnet, bør NN komme i psykopatforvaring? Det svarer MS også på, men føjer i sine konklusioner også en beskrivelse af observandens karakter og karakterafvigelser. Hertil kommer undertiden en beskrivelse af observandens moralske habitus. Det er især beskrivelsen af karakteren og - når denne forekommer - moralen, der, som vi skal se, ofte indeholder meget grove karakteristikker og mest fokuserer på observandens dårlige egenskaber. Formuleringen af konklusionen spiller en rolle, for den citeres ofte i pressens referater fra retten, hvor den er blevet læst op.
Antal undersøgte
Jeg har udvalgt et antal erklæringer til nærmere gennemlæsning og analyse. Det er de erklæringer, der er indeholdt i følgende pakker i Rigsarkivet, arkiv 1355:
F10 Schalburgkorpset: 6

F11 Schalburgkorpset: 16

F46 Nazister (mest ledende nazister): 16

F45 Værnemagersager (og blandede sager både alm. kriminalitet og værnemagerarbejde): 33

F49 Sommerkorpset, vagtmænd, Læg "Vagtmænd" (nogle med alvorlige forbrydelser, efter de havde været vagtmænd, andre vagtmænd som tidligere havde været syge, udsat for krigshandlinger): 17

F50 Frikorps Danmark, Læg "Frikorps Danmark": (som før: ofte supplerende forbrydelser eller skader, der kunne have psykiske virkninger): 18

Sigtet har været at få væsentlige hovedtyper af anklagede med. I alt har jeg altså gennemset 106 mentalerklæringer. Af disse erklæres ca. 25 ikke-syge i betydningen, at de hverken er sindssyge, åndssvage eller psykopater. Noget tyder derfor også på, at jeg har fundet et tungere klientel, hvilket, når man ser på listen ovenfor, også lyder sandsynligt. Tallet er ikke helt skarpt, for nogle konklusioner er ikke helt klare på dette punkt. Nogle få - omkring 10 - anbefales indlagt enten til somatisk behandling eller yderligere observation. Nogle få - under 10 - menes ikke tydeligt egnet til straf, mest på grund af senilitet, begyndende/mulig sindssyge (syfilis-induceret), fysisk inducerede psykiske ændringer (ulykker) eller fysisk sygdom. Den helt overvejende diagnose er psykopati af forskellig art og forskellig grad. Jeg har kun fundet 1 erklæring, hvor diagnosen er psykopati, og hvor den pågældende anbefales anbragt i Forvaringsanstalten for Psykopater (han ender med livsvarigt fængsel i landsretten, så det hjalp ham ikke, anklageren indstillede dog til dødsstraf). En anden erklæres næppe strafegnet, men anbefales indlagt til yderligere observation. Alle andre psykopater anses for strafegnede (undtagen dem, der falder udenfor ifølge det forrige f.eks. pga. senilitet).
Præmisser og konklusion hænger ikke sammen, svage præmisser
Vi kan desværre ikke sende de 106 personer til en anden psykiater til reanalyse. Men vi har erklæringerne, og i dem kan vi undersøge, om MS har tilstrækkelige præmisser for sine konklusioner. Eller hænger præmisser og konklusion så lidt sammen, at der kan være plads for påvirkning fra MSs personlighed og tidsånden? Her er det en fordel, at erklæringerne både indeholder præmisser (oplysninger), der leder til konklusionen, og præmisser, der ikke gør. Det er del af den ordentlighed, der præger den ideelle mentalerklæring. Det ligger også i Helwegs anbefalinger, uden at han taler om det på denne måde, men på den måde, at der f.eks. i mentalerklæringen forventes at være et punkt om "observandens psykologiske udvikling" (et af hans 18 punkter), ikke "tidlige tegn hos observanden på den psykiske sygdom, vi nu ser". Dette princip følger MS så meget, at det er muligt at vurdere hans ræsonnementer. Og det er det, jeg vil gøre i dette afsnit.
Der er selvfølgelig også det, vi ikke kan vurdere på denne måde, dvs. ved blot at læse erklæringerne kritisk. Det omfatter f.eks. det, MS har udeladt af erklæringsteksten. Her sker naturligvis en væsentlig selektion af det omfattende baggrundsmateriale og interviewmateriale, som han har til rådighed. Det beror ikke nødvendigvis på en ondskab fra MSs side. En selektion er nødvendig. Men vi kan ikke bedømme den fra erklæringerne. Baggrundsmateriale findes ikke i de sager, jeg har set. Der er også et andet problem, nemlig at de præmisser, der faktisk omtales, i et vist omfang er "produceret" af MS selv. Det gælder ikke f.eks. de lovovertrædelser, som observanderne er anklaget for. Her er præmissen (oplysningen) skabt af politiet og anklagemyndigheden. MS kan naturligvis referere dem skævt, men det er meget lidt sandsynligt, for samme politi og anklagemyndighed (og retten) vil se det og notere forskellen. Andre præmisser er f.eks. tilvejebragt via hospitalsjournaler, som MS har indhentet. Eller interviews med familiemedlemmer. Her kan han citere selektivt (og er igen nødt til det), men jeg forventer ikke den store forvridning. Tilsvarende med Rorschach-tests og lignende, der foretages af andre end MS. De er næppe udsat for bias fra hans side (men muligvis fra testerens side, der sandsynligvis ved, at det er foragtelige landssvigere). Mest udsat for MSs påvirkning er de præmisser, han "producerer selv", hvorved jeg mener samtalerne med observanderne.
Jeg har udvalgt nogle erklæringer, hvor jeg ser en manglende - eller muligvis manglende - sammenhæng mellem præmisser og konklusioner.
Eks. 1: Det første eksempel gælder erklæringen om den 54-årige landsretssagfører og forfatter Ejnar Krenchel²⁶, der bl.a. var tiltalt for at have holdt radioforedrag mod sabotagen. Mentalerklæringen er på 6 sider, som jeg prøver at sammenfatte med vægt på, hvilke præmisser for sin konklusion - psykopat - MS har, og hvilke præmisser der ikke støtter den.
Forenklet opregnet fører følgende præmisser ikke frem til den diagnose efter min kontering. Enten trækker de i anden retning eller er neutrale: Ikke tidligere straffet, ingen arvelig disposition i familien, rask som barn, godt barndomshjem, jurist, landsretssagfører, interesserede sig ikke så meget for forretningen, men nok til at den kørte rundt, gift 2 gange, broderen udtaler, at observandens virksomhed skyldes hans modvilje mod vold, broderen sagde også, at der var andre i familien, der havde ladet sig lede af deres samvittighed og tilføjede, at han var flink, godtroende, "[u]nder samtalerne var observanden høflig, imødekommende, meget ivrig og veloplagt, overordentlig let at komme i kontakt med, og saa vidt man kunde forstaa fuldstændig tilforladelig i sine udtalelser" (s. 2, MS er ved at gå ud af sit gode skind), K. oplever selv en lykkelig barndom, har haft mange interesser med tilknytning til det politiske, selvom de har skiftet (f.eks. fred, alkoholspørgsmålet, religiøse forhold), tidligere til 1929 medlem af Det radikale Venstre senere Socialdemokratiet, var klar over at tyskerne havde haft fordel af ham, han havde prøvet at skaffe flere danskere ud af tyske fængsler, K. giver få oplysninger om det seksuelle, siger selv at han har levet ret "vidtløftigt", benægter at være homoseksuel, selvom det siges, velbegavet, godt sprog.
Følgende præmisser, derimod, fører måske frem til konklusionen: Begge ægteskaber disharmoniske angiveligt på grund af observandens bohemeagtige natur, K. oplever sig selv som rastløs og distræt, kampen mod sabotagen var blevet en fuldstændig dominerende ide hos ham, han indrømmede, at han var tilbøjeligt til at flamme stærkt op for en sag for senere, når han skrev om den, at tabe interessen, han har været optaget af afholdsspørgsmålet, men har ikke skrevet om det siden 1927, men er forblevet afholdsmand, hans litterære produktivitet er faldet i perioder, "lidt manisk er der over det" (siger K. til MS), har haft en depression, der ytrede sig ved "lettere tungsind", men det er han kommet ud af, der har været tydelige faser af opstemthed og virkelyst, det har dog ikke hindret ham i at passe sit arbejde eller givet søvnløshed, da han gik i gang med sine anti-sabotageforedrag strømmede det ind med henvendelser mv., MS konkluderer, at K. har været "noget psykisk eksalteret, men om denne eksaltation virkelig havde været af manisk og sindsygelig karakter var det vanskeligt at afgøre" (s. 5), K. synes, at hans hukommelse er blevet dårligere, ved en talsymbolprøve klarede han sig dårligt, "man havde tydeligt indtryk af en vis aandelig reduktion" (s. 6), en anden prøve viste en "ikke helt ringe indprentningssvækkelse" (s. 6), betændelse i centralnervesystemet af syfilistisk art - den lette åndelige reduktion tyder også herpå.
Man kan i øvrigt notere sig, hvor kompliceret et regnestykke det er at nå frem til en konklusion. Alle disse forhold skal udvælges, bedømmes, vægtes og sammentælles. Alene i denne proces er der plads for, at den bedømmendes personlighed kommer til at spille en rolle.
Der er i øvrigt én præmis til, som jeg har udeladt af det foregående. Den står på s. 5-6 en del før den egentlige konklusion. Den lyder:
"Ved den psykiatriske undersøgelse var observanden klar og samlet, uden hallucinationer eller vrangforestillinger, specielt igen storhedsforestillinger. Af stemning var observanden let løftet, overordentlig livlig og aktiv, tilbøjelig til at tage sig selv fra den humoristiske side, ganske uden opstyltethed eller positur. Over hele observandens væsen var der et ganske let fatuidt præg, en antydning af forsimpling. Observandens stemningsleje var stabilt. Af karakter var observanden hyperthym, aktiv, geskæftig, veloplagt, fuld af ideer og projekter, lystig og daadkraftig, meget fanatisk og reformerende, udpræget selvhævdende og lidet teatralsk. Observanden må betegnes som konstitutionel psykopat af den hyperthyme, selvhævdende type."
MS bruger ofte denne "overskrift" "ved den psykiatriske undersøgelse", uden at det er klart, hvad den henviser til. Den henviser ikke til nogle særlige tests og undersøgelser, som ikke er refereret, disse er altid angivet separat. Udtrykket må derfor tænkes at dække "MSs samlede indtryk". Det er ofte her, som i den foreliggende tekst, at observationer og konklusioner dukker op, som ikke er forankret i den øvrige tekst. Hvis man troede, at det var bevidst, hvad jeg ikke tror, kunne man sige, at det er MSs reservekategori for at indsmugle de præmisser, der skal føre til den konklusion, han ønsker. Det er i hvert fald et eksempel på det, jeg kalder en præmis, som MS selv producerer eller konstruerer (han fører selv samtalen, danner sig selv sine indtryk, selekterer selv blandt disse). I dette tilfælde er den endog meget løst hængende i forhold til de andre præmisser.
Med hensyn til konklusionen "konstitutionel psykopat af den hyperthyme, selvhævdende type" virker den tillige uunderbygget i forhold til de øvrige præmisser i MSs indtryk (det jeg har citeret ovenfor). Er det, at man i perioder er lidt nedtrykt og i andre perioder præget af virkelyst og oppe at køre et sygdomstegn, en abnormitet? Alle eller i hvert fald mange personer har det vel sådan. Det modsatte, at man altid er i det samme humør uden variationer, lyder for mig mere sygeligt. Vanskeligheden ved at dømme om det indrømmer MS jo også på side 5 ("vanskeligt at afgøre").
Men vi er ikke færdig med erklæringen om K. For der er nu den endelige konklusion. Det lyder sådan, idet det nu ikke længere er "vanskeligt at afgøre":
"KONKLUSION:

Observanden er ikke fundet aandssvag, men maa antages at have været velbegavet.

Af karakter er observanden hyperthym, aktiv, geskæftig, veloplagt, fuld af ideer og projekter, lystig og daadkraftig, udpræget selvhævdende og teatralsk. Observanden maa betegnes som konstitutionel psykopat af den hyperthyme, selvhævdende type" (s. 6). Herefter nævnes, at han har en syfilistiske infektion, og han anbefales derfor indlagt til nærmere undersøgelse og behandling.
Konklusionen er, som det ses, en temmelig nøje gentagelse af den præmis, som MS har lagt ind i form af sit indtryk af K. Men denne præmis er ikke i sig selv godt begrundet. Formelt er det opstillet som præmis og konklusion. Reelt er det to ikke velbegrundede konklusioner. Gentagelser som denne - også i hovedteksten - er jo i øvrigt det, der irriterede mange læsere af hans rapporter i 50'erne. K. dømtes i øvrigt til 6 år i byretten, der forhøjedes til 8 år i landsretten. Det hjalp ham ikke at være erklæret psykopat, det blev blot en ekstra "dom".
Eks. 2: Det drejer sig her om en 56-årig cand. polit., der også var tiltalt for at have holdt propagandaforedrag i radioen, lave forslag til tyskerne om forbedring af radiopropagandaen, og som fungerede som tysk krigskorrespondent.²⁷ Altså noget lig Krenchel om end mere omfattende. Denne gang kan vi begynde med konklusionen på den 5-siders erklæring:
"Konklusion: Observanden er ikke fundet sindssyg eller aandssvag men velbegavet med udpræget dialektiske evner, men naiv og uden realitetssans. Af karakter er observanden særpræget med modstridende karaktertræk. Observanden er stærkt selvhævdende, selvbevidst og ambitiøs, foretagsom, handlingspræget og geskæftig, fuld af ideer, men samtidig noget selvusikker og holdningsløs, ustadig, fantasifuld og eventyrlysten. Observanden maa betegnes som konstitutionel psykopat i middel grad af kompliceret type. Observanden maa anses egnet til at underkastes straf. Yderligere observation er upaakrævet." (s. 5).
På tilsvarende måde som før vil jeg opregne præmisser, der går imod eller er neutrale, i forhold til denne konklusion, og præmisser, der støtter.
Imod eller neutralt: Ikke tidligere straffet, ingen disposition i familien, præste- og embedsmandsslægt, ingen væsentlige sygdomme, ikke syfilis, cand. polit., rejser til USA og Japan, 10 år i stilling i Revisions- og Forvaltningsinstituttet, 10 år i Magistratens 3. afd., gift, lever "angiveligt" harmonisk med hustruen, ingen oplysninger udefra (dvs. fra hustru, fra familie, arbejdsgiver etc.), havde fra sin ungdom været nationalt indstillet, været medlem af det konservative folkeparti, observanden hævdede, at hans kønsdrift var middel, nægtede perversiteter af enhver art.
For: De mange aktiviteter, som observanden satte i gang eller prøvede at sætte i gang som krigskorrespondent og rådgiver for tyskerne. Egentlig bør dette ikke regnes med, for det er den forbrydelse, han er sigtet for - og hvis psykopatien følger af forbrydelsen, så er der ingen grund til at lave en mentalundersøgelse. MS bruger i hvert fald mere end 1½ side på referatet af hans aktiviteter. Ingen af de beskrevne aktiviteter indeholder direkte støtte til vold eller mord, det er alt sammen, hvad en cand. polit. kan finde på, hvis han er en aktiv, loyal og humanistisk indstillet djøffer på tysk side. Under samtalerne var observanden ifølge MS noget docerende, tilbøjelig til at tale i monologer. "Observandens syn paa danske og tyske personligheder, der var impliceret i hans sag var nedladende, haanligt og arrogant, regnede dem alle for svindlere eller idioter" (s. 3), observanden fortæller, at han arbejdede meget energisk med ting, der interesserede ham, men tabte modet, når han mødte modstand, var isoleret i sin skoletid, fremsatte (under samtalerne) den plan, at hvis Danmark havde en hær, skulle den besætte Sydslesvig, "[i] det hele taget nærede observanden politiske storhedsdrømme på Danmarks vegne" (s. 4), havde altid set på Tyskland med foragt og afsky (eller skal det placeres i den negative/neutrale kategori?), meldte sig ind i DNSAP i 1941, men blev smidt ud efter 1½ måned, fordi han havde sagt til den lokale leder, at det hele var noget "pjank".
På s. 4 følger så MSs "gummiafsnit", til grund for hvilket, han kun har de præmisser, som i kort form er listet op ovenfor. Det hedder:
"Ved den psykiatriske undersøgelse var observanden klar og samlet, uden tegn paa sindssygdom. Observanden var let at komme i kontakt med, havde et kultiveret, aabent og imødekommende væsen, det lykkedes at opnaa ganske god kontakt med observanden. Af stemning var observanden munter, glad, fuldstændig uhæmmet, bedømte sin situation ret optimistisk. Observandens stemningspræg var noget udtalt, stemningslejet fuldstændig stabilt [så vidt refererer det til noget nogenlunde observerbart, nemlig observandens optræden i samtalesituationen]. Af karakter var observanden meget særpræget, fuld af kontrasterende egenskaber. Observandens fremherskende karaktertræk var en umaadelig selvhævden, en trang til at blive til noget, en tilbøjelighed til at blande sig i problemer, som ikke angik ham [kan en psykiater bedømme, hvilke problemer det tilkommer forskellige personer at blande sig i; tilkom det de unge sabotører at blande sig i Danmarks udenrigspolitik?]. Han var iderig, geskæftig, stærkt handlingspræget og selvbevidst, men tillige som kontrast herimod selvusikker, lidende af social mindreværdsfølelse, dels paa grund af sin noget fattige barndom, dels paa grund af sin, trods ambitionen, ringe sociale fremgang. Observanden var holdningløs, ustadig, eventyrlysten og exentrisk. Større politisk fanatisme røbede han ikke, derimod var han i udpræget grad virkelighedsfjern og fantasifuld, ganske uden evne til at bedømme sine muligheder. Observanden maa betegnes som konstitutionel psykopat i middel grad, af kompliceret type" (s. 4).
Herefter følger den tidligere citerede "konklusion", der igen mest er en gentagelse af denne præmis, som MS kalder "den psykiatriske undersøgelse", men som jeg mener rettelig bør kaldes "MSs indtryk".
Eks. 3: Her drejer det sig om undersøgelsen af lederen af Sommerkorpset, den 38-årige Poul Sommer.²⁸
Den samlede konklusion på den 20-siders erklæring lyder:
"Konklusion:

Observanden er ikke fundet sindssyg eller åndssvag men højtbegavet.

Observandens stemningsleje er stabilt men konstitutionelt nærmest let løftet præget af selvtilfredshed og optimisme, følelseslivet som helhed derimod nærmest let affladiget. Af karakter er observanden noget viljesvag og letledelig, veg og efterladende samtidig noget hyperthym og vidtløftig, iderig og lidt af en projektmager men uden udholdenhed og fasthed, forfængelig og selvhævdende. Som psykopat kan observanden ikke betegnes.

Observanden må anses for strafegnet" (s. 20).

Det er sammenlignet med andre af MSs erklæringer en sjældent "positiv erklæring", og han erklæres heller ikke for psykopat.
Alligevel er karakteristikken af personen i mine øjne stærkt nedsættende: Selvtilfredshed, affladiget, letledelig, veg, vidtløftig, uden fasthed, forfængelig og selvhævdende. Så vidt jeg kan se er der ikke præmisser for denne konklusion ud over MSs sædvanlige ikke nærmere dokumenterede "indtryk". I hvert fald ikke mere end 95% af menneskeheden er uden fasthed og forfængelig.
Lad mig opregne det, der efter min opfattelse ikke støtter den beskrevne konklusion:
Ikke tidligere straffet, ingen arvelig disposition i familien, ingen væsentlige sygdomme, gode familieforhold, skolegangen problemløs, fint studentereksamensresultat, studerede på Polyteknisk Læreanstalt, gjorde studiet færdigt i München ved at studere flyveteknik (som man vel ikke havde i København), lod sig fra 1934 uddanne til flyveofficer i marinen (foreløbigt er der ikke nogle mærkelige projekter, han ikke har fuldført). Forlod marinen 1939, fordi det var hult og tamt (han var dog der 5 år, er det en flakke?), søgte ministeriet om at få lov til at kæmpe i Finland, blev afslået, meldte sig til det tyske luftvåben i 1941, gift "angiveligt yderst lykkeligt", hjemsendt fra Berlin af tyskerne, der ifølge observanden ville spare danske flyvere, leder af Sommervagtkorpset i 1944 og i dette "tidsrum have forestået hvervning og militæruddannelse af ca. 800 vagtmænd, som derefter forrettede tjeneste for besættelsesmagten ved forskellige tyske flyvepladser og depoter i Danmark", senere også leder af sabotagevagter for virksomheder, var ikke medlem af DNSAP, men havde "efter egen mening" et godt forhold til dem, såvel som til andre nazistiske partier, har været udsat for 7 likvideringsforsøg, har gået i brechen for de arresterede - ville ikke have hadet uddybet, ingen oplysninger i akterne om observandens psykiske udvikling, men ser selv sin opvækst som normal og problemløs, alkoholforbrug angives at være normalt, broderen bekræfter og nævner i øvrigt kærlighed til hjemmet, godt ægteskab, oprigtig og arbejdsom, gymnasiet fortæller flittig og flink, hans tjenestested fortæller, at han var lidt kropslig doven, men ikke sjusket, han var påpasselig, ordentlig med sin tjeneste og dygtig, havde dog løbende gæld til officersmessen, hvor man til sidst måtte have en sagfører til at inddrive den, en tidligere flyvekollega kalder ham charmerende og en god kammerat, dygtig flyver. I fængslet udarbejdede han en afhandling om Jeg-begrebet. Vor filosofianmelder, MS kalder den "ret tung og noget fortænkt".
Her kommer MSs beskrivelse af samtalerne. Også den er forbavsende positiv: "Ved samtalerne var observanden klar, samlet og velorienteret og frembød ingen tegn på sindssygdom. Han var høflig og imødekommende, talte under livlig gestikuleren og argumenterede under livlig mimik. Selv gik han op og ned af gulvet men han holdt næsten hele tiden et roligt, selvsikkert men absolut venligt blik på undersøgeren. Han var sikker og frejdig med et pænt og dannet væsen, nærmest lidt ordknap [stemmer dårligt med det forrige]. Trods sin åbenhed, høflighed og imødekommenhed gjorde han et ikke helt tilforladeligt indtryk og bevarede hele tiden et vist overlegent væsen. Senere, efterhånden som man lærte hinanden at kende, kunne han sidde og passiare lidt mere indolent og flegmatisk på en næsten lidt slap og holdningsløs måde men med et stilfærdig[t] og ganske charmerende smil" (s. 15). MS fortsætter s. 16 med at fremhæve, at der hos observanden ikke var nogen bitterhed eller ressentiment, han hævdede også i sin skriftlige fremstilling, at han ikke havde været ude for uret.
Sommer bliver også underkastet to tests, TAT-testen, hvor man skal beskrive en række billeder, fører til en mængde positive resultater af den type, vi har hørt om, og som det snart er trættende at høre mere om. Det mest negative er "noget overfladisk, let sentimental." Rorschach-testen, der ofte fører til ganske grove og som mht. hvad der åbenbart skal til for at være sund, stiller ganske store krav, indeholder også en lang række positive udsagn: God social tilpasningsevne, behersker indre spændinger, grundig bearbejdelse af affektive og intellektuelle problemer, dog temmelig spændt, kan give anledning til selvkritik men også ubetænksomme handlinger, god kontaktevne, charmerende, hjertelig, intelligens over gennemsnittet, god og sund forstand. Det mest negative er nok det med de ubetænksomme handlinger.
Alt i alt må man om de opregnede præmisser sige, at de tegner et billede af en begavet, sund og rask mand. De fleste af os måtte være glade, hvis vi fik et sådant skudsmål, uden at vi herved behøver at godkende Sommers handlinger for tyskerne. Hvem af os har ikke de små skavanker, som denne grundige undersøgelse kan pege på? Sjæl, hvad vil du mere?
Hvordan får MS så alligevel reddet sin konklusion? Jo, det sker ved hans universaltrick, der dog ikke denne gang hedder "ved den psykiatriske undersøgelse", men som alligevel dukker op som en form for mellemkonklusion inde i teksten (s. 15, kort efter afsnittet, der er citeret ovenfor "ved samtalerne", som om det var noget, han havde "set" under samtalerne):
"Af karakter var observanden vel [dette "vel" forsvinder i den endelige konklusion] nok først og fremmest noget viljesvag og ustadig, kortsynet og veg, efterladende og letledelig samtidig med et tydeligt anstrøg af noget hyperthymt. Han var iderig og til tider snaksom, vidtløftig og noget geskæftig lidt af en projektmager med en stadig slet skjult lystighed. Samtidig var observanden dog utvivlsomt også noget selvhævdende og poserende, egoistisk og ude efter bifald, lidt pralende med lidt trang til rethaveri og reformeren men ikke i højere grad fanatisk."
Det er denne "præmis", der selv er uden andre præmisser end dem, jeg har opregnet, der fører til konklusionen, som jeg har citeret ovenfor.
Efter min vurdering skulle der i konklusionen have stået, at observanden var begavet samt psykisk sund og rask, derfor også strafegnet. Hvis MS gerne ville uddybe, og det vil han gerne, så havde det været på sin plads at fremdrage både positive og negative sider ved observandens karakter. Jeg skal vende tilbage til dette fænomen, som er næsten universelt i MSs erklæringer: Det er mest manglerne i karakteren, der beskrives.
Eks. 4: En 25-årig, vagtmand og senere tysk faldskærmsjæger.²⁹ Meget dårligt begavet, omkring IQ 80, "sinke i svær grad", tidligere undersøgt af overlæge Reiter, der citeres for "Overhovedet ingen psykotiske træk." Har været under åndssvageforsorgen. Ingen supplerende præmisser for MSs konklusion andet end hans samtale, hvor MS skriver: "Af karakter var observanden viljessvag, overfladisk og kortsynet, meget paavirkelig, letledelig og noget ustadig." På dette grundlag betegnes han som konstitutionel psykopat i let grad af den viljesvage og sensitive type. "Principielt kan observanden ikke anses ganske uegnet til at underkastes straf" (s. 5). Her hjælper hverken hans sinke-status eller psykopati. Det er for mig ikke tilstrækkeligt argumenteret, at psykopati-diagnosen med rette kan lægges oven i sinke-diagnosen. Kan man bebrejde en sinke, at han er viljessvag? Der er kun MSs samtale som præmis.
Jeg vil hævde, at jeg kan præsentere flere eksempler som de refererede. Måske 10-12 yderligere. Men der er også tale om, at en stor del af erklæringerne virker sammenhængende mht. præmisser og konklusion. Ofte er der flere "udefrakommende" præmisser: Tidligere straffe, udtalelser fra familie, skole, arbejdsgiver, meget afslørende livsforløb, evt. ligefrem tidligere mentalundersøgelser udført af andre, Rorschach-tests. Alt i alt noget der betrygger den kritiske læser i konklusionen. Men skønsproblemerne, sammentællingsproblemerne og afhængigheden af MS som person forsvinder ikke helt. Disse erklæringer virker blot mindre mistænkelige.
Svært dokumenterbare observationer
En særlig variant af det, jeg kalder MSs selvskabte præmisser, er oplysninger, han giver om observanderne fra samtalerne, som man kan rejse tvivl om, hvor vidt de kan måles objektivt og sikkert selv af den ideelle psykiater uden personlighedsproblemer.
Eks. 1: "Ved samtalerne var observanden høflig og imødekommende, ulastelig i sin paaklædning, selvsikker og af og til lidt hoven i mine og gestus. Blikket var haardt og ikke ganske paalideligt. Mimikken livlig, ofte gestikulerende i sin rivende ordstrøm. Alt i alt forekom observanden dog ret simpel og vulgær trods sin høflighed og imødekommenhed og sin frejdige arrogance" (s. 4).³⁰ Om en anden observand: "Blikket var borende og brændende men ikke ganske paalideligt."³¹
Her må man spørge, om et blik med nogen større sikkerhed kan kategoriseres som "hårdt", "borende" og "ikke ganske paalideligt"? Sådan taler man ofte i skønlitteratur. Men ved vi noget om, om man - selv trænede psykiatere - kan karakterisere og bestemme blik (også når de ikke ved, om dette er en landssviger), så der er nogen sikkerhed om bestemmelsen? Det tvivler jeg på.
I øvrigt kan man spørge, hvilken relevans det har for undersøgelsen, at hans blik er hårdt. Skal det føre til straffritagelse eller behandling, som er de centrale spørgsmål ved mentalundersøgelsen? Og man kan rejse nogle parallelle spørgsmål til udtrykket "vulgær". Hvor sikker er bestemmelsen af vulgaritet? Er det sygeligt at være vulgær? Hvilke sociale lags normer skal lægges til grund for vurderingen af vulgaritet?
Eks. 2: En 34-årig mand er anklaget for tysk krigstjeneste og for at have været vagtmand. Han har været undersøgt før på klinikken (før MS), med en konklusion, der siger konstitutionel psykopat af den affekteksploderende, selvhævdende type. Det konkluderer MS også. I referatet fra samtalen, der også her er en af de vigtigste præmisser for konklusionen, hedder det: "Han var iøvrigt pæn i tøjet og høflig af væsen, sikker og overlegen, noget snaksom men simpel og vulgær og temmelig utilforladelig" (s. 5).³² MS anvender tit dette udtryk "utilforladelig". Det er noget, han mener at se ud fra samtalen. Hvordan måler man utilforladelighed? - i dette tilfælde er det MSs indtryk. Hvor sikkert er hans "indtryk" kalibreret?
Eks. 3: Spørgsmålet om slutning fra verbal, i dette tilfælde skriftlig adfærd kommer op i undersøgelsen af Knud Nordentoft.³³ MS læser bl.a. hans kendte dagbog og citerer anerkendende et afsnit fra 1944: "Det er jo noget af en sjov konflikt: Vi nationalsocialister ønsker at tyskerne mest muligt skal tæmme deres natur og altsaa lade Danmark regere sig selv paa dansk - men vi ønsker dog at den fornødne tyske tvang skal være tilstede for at det maa blive os faa danske, som skal regere Danmark!" (s. 18 i mentalerklæringen, understregning hos MS og vel Nordentoft). MS kalder denne passage "en aabenhjertig bedømmelse", hvad jeg tilslutter mig, men spørgsmålet er, om denne positive vurdering (hos MS og mig) er farvet af, at den er kritisk over for nazisterne. Ville vi også finde den "åbenhjertig", hvis det var kritik af regeringen eller modstandsbevægelsen? Om dagbogen skriver MS i øvrigt: "Som helhed var dagbogen stærkt afslørende og viste observanden som en politisk diletant [sic] og fantast, bundnaiv, godtroende, usikker, eensidig og subjektiv i sin bedømmelse, skiftende i sin tro og forhåbninger [...] I det hele afslørede dagbogen observanden som en meget lille mand" (s. 18). Jeg har ikke læst dagbogen, men hvor sikkert kan man kode en dagbog og udlede disse personkarakteristika? Skulle det at være "naiv" og en "lille mand" måske være afhængig af tolkerens eget ståsted? Nordentoft erklæres psykopat af middelsvær type med dagbogen som en væsentlig præmis.
Fænomenet med de svært målbare eller ikke målbare præmisser findes i forskellige grader i alle de undersøgte mentalerklæringer.
Karakteroplysninger i konklusionen sværter unødigt
Som nævnt tilføjer MS i sine konklusioner - i forhold til Helwegs anbefaling - en karakterbeskrivelse, der sædvanligvis har en stærk vægt på de negative træk i observandens karakter, og som må virke stærkt sværtende for observanden hos dem, som læser den.
Her er nogle eksempler på disse karakterbeskrivelser:
Eks 1: "Af karakter er observanden udpræget hyperthym og selvhævdende: foretagsom og stridbar, idérig og snaksom men egoistisk og uægte, poserende og intrigant, ærgerrig og selvgod, egocentrisk og magtsyg men aandeligt uselvstændig. Observanden maa anses at være konstitutionel psykopat i lettere grad af den hyperthyme selvhævdende type, egocentrisk og affektlabil."³⁴ Observanden erklæres strafegnet.
Eks. 2: "Af karakter er observanden noget af en dobbeltnatur, vist egentlig mistroisk, usikker og angst men samtidig sthenisk og selvhævdende, fanatisk og reformerende, egoistisk og uægte, ærgerrig og forfængelig, udadtil agerende, søgt konventionel og venlig. Observandens følelsesliv forekommer neurotisk indsnævret og forandret, sentimentalt og overfladisk, uægte og uden modulationsevne, reaktivt og hidsigt med tilbøjelighed til hysterisk reaktionsmaade. Observanden maa antages formentlig at være konstitutionel psykopat i let grad af den selvhævdende, fanatiske type men med en betydelig neurotisk overlejring."³⁵ Strafegnet.
Eks. 3: "Observandens følelsesliv er labilt med tilbøjelighed til hidsighed men noget afstumpet. Af karakter er observanden holdningsløs og ustadig, suggestibel og eftergivende, urolig og restløs, sjusket og glemsom, egoistisk, selvhævdende og uægte samt noget mistroisk, seksuelt noget afvigende og med en allerede fra barndommen bestaaende rapsetrang, moralsk ret defekt og upaalidelig. Observanden maa betegnes som konstitutionel psykopat i lettere grad af den holdningsløse type, samtidig let selvhævdende og ixothyn præget uden at der dog er paavist tegn paa epilepsi" (s. 16).³⁶ Strafegnet. Man kan i øvrigt notere ordet "uægte", som også må regnes til et af de svært målelige begreber.
Eks. 4: Her kommer så et eksempel på det modsatte:³⁷ En "KFUM type" sigtet for medlemskab af Frikorps Danmark, Waffen SS og Schalburgkorpset samt deltagelse i forskellige terrorhandlinger og drab (som han bestred). Det er det flotteste, man kan få hos MS: "Observanden er ikke fundet sindssyg eller aandssvag men afgjort velbegavet. Observandens følelsesliv og karakter viser ikke noget udtalt særpræg og ved undersøgelsen er der ikke paavist tegn paa psykisk abnormitet. Observanden maa anses strafegnet." Men det er også den eneste blandt de 106. Resten er der noget i vejen med.
De først valgte eksempler hører nok til de grovere karakteristikker. Men der er mange sådanne, selvom der også er en del med mindre skarpe ord.
Grovhed, unødvendige fornærmelser
Ikke sjældent gengiver eller forfatter MS oplysninger og kommentarer, som ikke synes relevante for sagen, men som har en sværtende sidevirkning.
Eks. 1: Om en sagfører, kaptajn og medlem af Schalburg-korpset hedder det bl.a.:³⁸ "Mest paafaldende var det, at observanden aldrig drev det videre end til at være en næppe særlig anset lille sagfører i en provinsby." MS gør ikke noget ud af oplysningen, f.eks. som forklaring på, at den pågældende søgte ind i Schalburgkorpset. Den står der bare. Hvad er der galt ved at være en lille sagfører, alle kan jo ikke være store overlæger? Der er i øvrigt ingen nærmere præmis eller dokumentation for oplysningen om, at han ikke var særlig anset - hvad MS jo også indrømmer med ordet "næppe".
Eks. 2: En landssviger er dømt 3 års fængsel og undersøges nu af MS i forbindelse med drikkeri. ³⁹ Han er ikke sindssyg eller psykopat, spørgsmålet er, om han skal benådes under betingelse af fortsat antabusbehandling. Det anbefaler MS. Fra teksten s. 11: "Iøvrigt gjorde observanden ikke indtryk af at være nogen særlig markant personlighed." Hvad kommer det spørgsmålet ved? Skal man være det?
Eks. 3: En 43-årig tidligere forretningsbestyrer havde været medlem af E.T. og flere grupper, deltaget i anholdelser, mishandlinger, drab.⁴⁰ Der var nedlagt påstand om dødsstraf. Listen over det, han er anklaget for, tegner ikke noget positivt billede af ham. Det oplyses, at han under et forhør af modstandsfolk ikke selv slog, men ophidsede andre til at slå. Det kommenterer MS med "en vis formodning om at observanden i realiteten var for fejg til selv at slaa" (s. 11). Også da observanden oplyser, at han meldte sig selv den 5. maj, skriver MS: "I det hele kunde man ikke undgaa at faa en stræk formodning om at observanden paa bunden var meget angst og fejg" (s. 12). Senere i teksten er det ikke længere en "formodning", men noget der nævnes som del af hans karakter (s. 16). Efter to gange at have formodet har MS overbevist sig selv om, at det er en sandhed.
Mens "angst" er et beskrivende ord, er "fejg" et (for)dømmende ord. Og så er fej vel det, som psykiatere ellers kalder hæmninger, og som ofte anses for nyttige i civilisationen f.eks. hæmninger mod at slå andre. Det havde observanden altså. Hvorfor er det nødvendigt at sværte observanden på denne måde? Er det ikke bedre, at han i disse to situationer var fej? Hvilket psykiatrisk undersøgelsesformål tjenes ved at kalde ham "fejg" snarere end "angst" og "bange"? Intet legitimt så vidt jeg kan se.
Eks. 4: En observand betegnes i konklusionen som "yderst smaaborgerlig med en indskrænket horisont" (s. 4).⁴¹
Eks. 5: Den 70-årige maler Gudmund Hentze får dette med i sin beskrivelse: "Observandens syn på kunst var ret reaktionært, udpræget skønhedsdyrker og æstetiker med idealerne knyttet til klassicismen og renæssancen, nyere kunstretninger havde han kun foragt overfor" (s. 2).⁴² Hører denne kunsthistoriske vurdering ("reaktionær") hjemme i en mentalerklæring? Nej. MS kunne have nøjedes med at skrive, at han var skønhedsdyrker og ordene, der følger derefter, som er deskriptive.
Andre vurderende mere end beskrivende ord fra MSs vokabular: Slesk, kommisagtig, snu og lumsk, hyklerisk, afstumpet, krybende, gennemforloren, forloren, uægte, teatralsk, fej stikkernatur, løgnagtig, provinsiel, skinhellig, pjokket, lusket, brovtende, moralsk defekt, kæmpebluffer, bigot, komediant, kattevenlig, dumfiffig, fed (det, der på pænere sprog hedder overvægtig), fræk, selvglad, fremstilling forskruet med lange ind­adæquate pseudofilosofiske udredninger, Vesterbro-type, hyklerisk selvmedlidenhed, ansigtet groft og plumpt, han forsøgte sig med billige talemåder og floskler.
Sådanne ord og vendinger med mere end deskriptivt indhold, som illustreret i dette afsnit, findes i de fleste erklæringer.
Det seksuelle
Retslægerådet gav i 1960 MS en næse for at have gået for vidt i det seksuelle. En næse, jeg tager med, for den beskriver rådets opfattelse af, hvor langt man skal gå på dette område. Rådet skriver den 2. december 1960⁴³: "Ved sagens tilbagesendelse skal retslægerådet udtale, at overlæge MSs retslige mentalerklæringer i almindelighed er særdeles omfattende og prægede af en bredde i fremstilling og en detailrigdom i oplysningerne, der ofte går betydeligt udover, hvad der må anses for retslig [sic] nødvendigt. Dette gælder såvel de dele af erklæringerne, der omfatter observandernes sexuelle forhold, som de øvrige afsnit af erklæringerne." I den foreliggende sag, som der er blevet klaget over, er forbrydelsen af seksuel art, så her mener Retslægerådet, at en mere indgående omtale er relevant. Hvor sigtelserne er af ikke-seksuel natur, kan kommentarerne om det seksuelle "indskrænke sig til nogle få bemærkninger." (Det er også det, som Helweg er inde på, og som jeg har nævnt i kapitel 2: En bankbedragers sexliv er det ikke nødvendigt at optrevle). Alligevel er MS i den konkrete sag gået for langt. At han har interviewet den anklagedes nuværende og forhenværende hustru om deres seksuelle samliv er således ok, siger Retslægerådet. "Rådet vil dog skønne, at omtalen af de to hustruers sexuelle samliv med sigtede kunne være gjort mindre detailleret og mere diskret…" Også uden for det nødvendige er det at gengive den tidligere hustrus vurdering af den nuværende, observandens oplysninger til den nuværende hustru om den forrige hustrus seksuelle vaner, og oplysninger om den tidligere hustrus forhold til den sigtedes fader. Selvom dette er mange år efter retsopgøret, giver det os en retningslinie for, om MS i landssvigersagerne går over stregen.
Man kan måske opsummere "reglerne", der bør følges, i tre punkter:
1. Ikke overdrevne detaljer.

2. Andres sexliv skal ikke refereres.

3. Kun når forbrydelsen er sexuelt betonet.
Fra mit materiale kan jeg begynde med et eksempel, der overskrider "regel" 2 og måske 3:
Eks. 1 handler om en observand, der er anklaget for værnemagerarbejde ved at have solgt til tyske kantiner og restauranter. Næppe på 60 års afstand en stor forbrydelse. I konklusionen hedder det bl.a.: " Som følge af legemlig sygdom, der har vanskeliggjort seksuelt tilfredsstillelse, er observandens kønsdrift efterhaanden blevet i lettere grad perverteret, saaledes at han nu maa anses at være biseksuel" (s. 6 i den upag. tekst).⁴⁴ Egnet til straf. Det er en af de meget få erklæringer, der omtaler det seksuelle i konklusionen.
Teksten indeholder en detaljeret beskrivelse af, hvad mændene fortog sig med hinanden, og hvad observanden drømte om under masturbation. Den vil jeg udelade, men den kan anvendes i andre medier.
Dette overskrider regel 1 (detaljer) og 3 (forbrydelsen skal være seksuel).
Eks. 2: Observanden angav, at hans kønsdrift var stærk. "I perioder og ogsaa under fængslingen en del onani ca. een gang om ugen" (s. 12).⁴⁵ Det er svært at se, hvad en kønsdrift af denne "styrke" skulle kunne forklare det, observanden sigtes for. Han er ikke anklaget for noget, der i videste forstand kan betegnes som seksuelt betonet. Overskrider regel 3.
Eks. 3: "Det var driftslederens indtryk [en af de tidligere arbejdsgivere, der er blevet udspurgt af Rigshospitalet ved en tidligere undersøgelse, MS refererer fra journalen], at observanden i det pågældende tidsrum var meget forfalden til onani, idet han flere gange blev overrasket i færd hermed på værkstedets loft" (s. 8).⁴⁶ Han er sigtet for tysk krigstjeneste og forskellige tyverier under og efter krigstjenesten. Hans vilde ungdomssynder er ikke relateret til det, han er anklaget for. Overskrider regel 3.
Eks. 4: Observanden var anklaget for frihedsberøvelse og for forskellige tyverier. Om sit seksualliv fortalte han spontant, MS labber i sig: "Allerede 5-6 aar gammel havde observanden angiveligt en lille jævnaldrende veninde, som han under legen følte en vis tilfredsstillelse ved at slikke i ansigtet" (s. 11). Han masturberede "ganske særligt i fængslet." "Første samleje havde han angiveligt 13 aar gammel endnu før puberteten, der kom i 15-16 aars alderen med den 14-15 aarig pige. Observanden var dog ikke helt sikker paa at samlejet blev helt gennemført ..." (s. 12).⁴⁷ Det er svært at se relevansen af disse herlige oplysninger for forbrydelsen, som de heller ikke relateres til. Overskrider regel 3.
Selvom jeg således kan citere flere eksempler på "illegitim" omtale af det seksuelle, så er sex ikke med i flertallet af erklæringerne. Det kunne se ud, som om de kloge har nægtet at svare på spørgsmålene om sex (det nævnes eksplicit en enkelt gang) eller har givet helt blanke svar, som dem jeg angiver nedenfor. De mindre kloge har plapret løs, og MS har med, hvad der virker som manglende kritik, meddelt detaljerne.
Her er nogle af de "blanke svar", der går igen i de fleste mentalerklæringer.
"I sexuel henseende angav observanden sig normal."

"Sexlivet angaves at være harmonisk."

"Masturbation og perversiteter af enhver art benægtedes."

"Om sine sexuelle forhold gav observanden naturlige oplysninger."

Grovhed i undersøgelsesprocessen
Hvad angår tonen ved selve undersøgelserne, er der ikke tegn på, at den var grov fra MSs side. Fra andre kilder ved vi, at der var klager over betjentene og især frihedskæmpervagterne herfor, men ikke mod MS. Den egentlige grovhed kommer til udtryk i teksterne. Hvad angår, at de skulle være korte og overfladiske, gælder dette ikke for undersøgelserne som helhed, som nærmest kritiseres for at være for dybtgående. En senere eftertidskritik gik på, at MS kun taler meget kort tid med observanderne.⁴⁸ Det ved vi ikke noget om fra retsopgørets tid, og der er ingen klager herom. MS taler i hvert fald flere gange med nogle af de tunge anklagede. I øvrigt er det en mangel, at MS i erklæringerne ikke oplyser, hvor mange gange og hvor længe han har talt med observanderne.
Max Schmidt lækker oplysninger til pressen
Denne anklage kommer fra Carl Madsen, der har set eksempler på dette i efterkrigstiden. Jeg har derfor gennemgået Information, Politiken og Berlingske Tidende for perioden 1.7.1945 til 31.12.1946. Det er perioden for de fleste landssvigersager. Det er bl.a. gennem denne gennemgang, at jeg har fundet de eksempler på offentlige foredrag mv., som MS har holdt om landssvigerne, som er refereret i kapitel 3. På den måde var han ganske aktiv med at stille op og forklare, hvor ringe landssvigerne var af karakter.
Men når det angår at lække oplysninger om enkelte anklagede, så har jeg kun fundet et enkelt tilfælde, og det er endda ikke et eksempel på, at han refererer direkte til pressen. 1.7.1945 skriver Information på forsiden, at statsadvokaten i sagen mod Popp-Madsen, hvor Nordentofts dagbog var del af bevisgrundlaget, havde modtaget en opringning "af egen drift" fra MS, der kunne oplyse, at Nordentoft, som han havde haft til undersøgelse, ikke var sindssyg, da han skrev dagbogen. Dommeren havde ellers været parat til at forkaste dagbogen som grundlag, hvilket havde været refereret i pressen og vel havde sat MS i gang.
Men ellers har jeg ikke fundet eksempler på, at MS er gået til pressen.
Der er til gengæld et lille dusin eksempler på, at pressen refererer fra retsmøderne, herunder refererer MSs konklusioner fra mentalundersøgelserne.
Konklusion
Det centrale spørgsmål om bias må jeg nu besvare bekræftende. Det er let at finde eksempler på, at præmisserne for MSs konklusioner ikke med nogen stor styrke leder op i hans konklusioner. Hans konklusioner er underdeterminerede. Tendensen i de analyserede eksempler er, at observanderne beskrives som mere psykisk syge og mere karakterafvigende end præmisserne leder op til. Et særligt element er her, at nogle af de vigtigste præmisser for at få "regnestykket" til at gå op, er præmisser, som MS selv har skabt, det er hans subjektive oplevelse af samtalerne eller hans samlede indtryk. Ikke alle erklæringer lider af de beskrevne mangler, men nok til, at det kan forklare, hvorfor MS finder flere psykopater end andre. Selvom disse mangler ikke havde været til stede, så er mentalerklæringer under alle omstændigheder et meget kompliceret "regnestykke", hvor f.eks. 50 præmisser (oplysninger) af forskellig art skal udvælges eller udelades, tolkes, vægtes og sammentælles. Dette kan med psykiatriens stade dengang aldrig blive en objektiv proces, hvor bedømmerens personlighed kan holdes ude.
Biasen fremkommer også ved at anvende en sammenfattende karakter-beskrivelse, som med få undtagelse er meget kritisk og meget nedsættende uden fremdragelse af modgående momenter. Hertil kommer anvendelse af observationer, som vanskeligt kan måles objektivt ("hårdt blik"), viderebringelse af oplysninger, som er irrelevante ("en næppe særlig anset lille sagfører i en provinsby") og anvendelse af ord og udtryk, som enten overvejende er fordømmende eller har det som en væsentlig komponent ("pjokket").
Den samlede bias og grovhed går i den retning, som man måtte forvente, hvis det er tidsånden og MSs personlighedstræk, der slår igennem. Lad mig her blot se på MS. Vi ved fra de forrige kapitler, at MS er en højt begavet, ambitiøs og perfektionistisk mand, der har svært ved at tåle dumhed, fejl og manglende kompetence hos andre. Alt tyder på, at det er hans personlighed, der udgør den skjulte præmis i mentalerklæringerne. Nu oven i købet støttet af, at han har været på den rigtige side under besættelsen, og af tidsånden. Disse forudsætninger har givet ham "lov" til at fare løs. Det må også have været en tilfredsstillelse i de første år efter besættelsen at træde op og modtage bifald med foredragene om landssvigernes lave karakter efter ulykken i Augustenborg, der havde været blæst ud i samtlige blade.
Hvad angår overdreven snagen i det seksuelle, tonen i undersøgelserne og spørgsmålet om at lække til pressen, henviser jeg til afsnittene ovenfor.

Kapitel 7: Det ondes forklaring

I slutningen af hvert af de forrige kapitler har jeg søgt at give en opsummering og konklusion mht., hvad kapitlet er nået frem til. Tager man dem under ét, må man sige, at de fleste af Carl Madsens og øvrige kritikeres kritik er blevet bekræftet:

Kapitel 2 konkluderede, at retspsykiatrien på tidspunktet for retsopgøret var et system, der var løst i fugerne. Dets begreber var ofte så uklare og abstrakte, at en ensartet anvendelse på tværs af forskellige bedømmere i mange tilfælde - f.eks. mht. lettere psykopatier, den hyppigste diagnose i retsopgøret - var vanskelig eller umulig. Samtidige undersøgelser illustrerer dette. Løsheden betyder, at der er "plads" for, at bedømmerens personlighed og tidsånden kan spille ind og præge bedømmelsen.
Kapitel 3 konkluderede, at MSs undersøgelser og optællinger ikke altid svarede til det, andre undersøgere er nået frem til. Han ser flere psykisk syge blandt landssvigerne end andre. Især må tvivlen rettes mod omfanget af hans psykopati-diagnoser. MS fremlægger i den tidlige efterkrigstid flere gange sine resultater offentligt, og det sker ofte på en nedsættende og polemisk måde med fremhævelse af det negative. Her bekræftes den af Madsens inspirerede tese om grovhed (der for Madsen dog ikke angår retsopgøret men tiden derefter) for første gang.
Spørgsmålet om MSs psykiske tilregnelighed og personlighed og derved dens mulige indflydelse på hans mentalerklæringer behandledes i kapitel 4 og 5. Samtidig blev der her tegnet et billede af MSs liv. Den afsluttende vurdering er, at han nærmest er konstitutionel perfektionist og misantrop for at konstruere en ny diagnose. Carl Madsens tese på dette punkt, at MS ikke er helt tilregnelig, anser jeg som sandsynliggjort, og man kan efter min mening også bruge stærkere ord om den personlighed, som vi har lært at kende gennem historierne fra Augustenborg og stridighederne omkring MS i efterkrigstiden.
I kapitel 6 så vi på, om og hvorledes denne psykiske indstilling hos MS slår ud i erklæringerne. Konklusionen er, at erklæringerne er grove. Der er ikke altid belæg for de konklusioner, der drages. I de erklæringer - det er ikke alle - hvor der ikke er belæg for konklusionerne, går biasen i altid i retning af, at observanden er mere syg end læseren får indtryk af fra præmisserne. Grovheden kommer også ud i karakterbeskrivelserne af observanderne. De psykiatriske diagnoser lyder mildere og er mere beskyttende end MSs sprogligt dygtige karakterbeskrivelser (ofte = -mord). Grovheden kommer endvidere ud i form af unødvendige og sværtende oplysninger og fordømmende ord snarere end blot beskrivende ord. Der er mange træk ved MS, som vi har lært dem at kende fra kapitel 4 og 5, der kan genkendes i mentalerklæringerne: Grovheden, tendensen til at se mindreværdige og syge omkring sig, den manglende tolerance, de lange enetaler/erklæringer, den maniske skrivestil. Jeg ser det sandsynliggjort, at mange af MSs mange psykopater er skabt af ham og hans psyke med medvind fra tidsånden. Jeg hæver således, at det ikke alene er udenomsværkerne som længden og de sproglige grovheder, der er præget af hans psyke. Det er også den "faglige" kerne.
I kapitel 6 blev MS dog også helt eller delvist frikendt fra nogle af de i indledningen rejste anklager: MS snager i det seksuelle, men ikke så omfattende, som anklagerne lyder på. Selve tonen, hvormed observanderne behandles, ved vi ikke meget om og heller ikke om andre træk ved undersøgelsesprocessen. Men der ikke tegn på, at den er grov, i hvert fald ikke fra MSs side, så her kan kritikerne ikke støttes. MS lækker ikke erklæringer til pressen.
Skal man nu på denne baggrund foretage en overordnet vurdering af mentalundersøgelsernes plads i retsopgøret, kan man først pege på, at de kun i meget få tilfælde førte til straffritagelse eller psykopatforvaring. De få tilfælde, hvor det skete, er det ofte på nærmest somatiske kriterier - senilitet, svær sygdom, virkningerne af syfilis. En ordinær lægeundersøgelse kunne hurtigt have siet dem fra. I denne forstand var mentalundersøgelserne stort set overflødige, i hvert fald kvantitativt om end ikke retssikkerhedsmæssigt.
Man kan også forestille sig, hvad der ville være sket, hvis nogle af de meget kendte og blodige landssvigere ville være blevet erklæret uegnede til straf. Det ville der næppe have været accept for. De var nok blevet straffet alligevel. Man kan nævne et af de tilfælde, som er omtalt i kapitel 6, hvor en ikke særligt kendt stikker af MS erklæres psykopat i svær grad og indstilles til psykopatforvaring (som den eneste i mit materiale). Men han idømmes alligevel livsvarigt almindeligt fængsel - oven i købet med MSs velsignelse ifølge pressen.
Men hvis mentalundersøgelserne ikke havde den virkning at frede folk for straf og give dem særlig behandling, hvilken virkning havde de så? Man kan pege på, at det i hvert fald i den umiddelbare efterkrigstiden havde den virkning at dæmonisere og stemple landssvigerne med fine og mindre fine fornærmende ord. Det blev en måde at forklare "det onde" på, der holdt resten fri for anklage. Denne dæmonisering foretog MS i form af de individuelle erklæringer, der normalt ikke lod nogen tvivl tilbage om, at den pågældende landssviger var foragtelig og sygelig. Dæmoniseringen skete også gennem de foredrag, MS holdt, og de artikler, han skrev. Man kan sige, at dette var måske ikke MSs og retssystemets subjektive mening med, at undersøgelserne blev foretaget. Men effekten, funktionen som sociologerne siger, var, at MS og hans klinik producerede forklaringer på, hvordan danske mænd og kvinder (dog) kunne blive nazisternes håndlangere - jo, fordi de var psykisk syge, karaktermæssigt foragtelige og moralsk defekte. Der blev klappet. Kun nogle få kolleger knurrede på deres kontorer, men kun indirekte turde de modsige ham. Ud over denne forklaring af det onde, blev mentalerklæringerne en ekstra dom til de anklagede, som de ikke kunne anke.
Hvis de retspsykiatriske undersøgelser var med til at forklare det onde, så kan de indordnes i en længere liste af mulige forklaringer af nazismen og kollaborationen, som vi har oplevet i de godt 60 år, der er gået siden besættelsens ophør. Her følger en liste over nogle af de forklaringer, der har været i spil. Den er bl.a. inspireret af John T. Lauridsens bog om dansk nazisme (2002 kap. 2).
1. Landssvigerne er psykisk syge eller åndssvage. Dette er den forklaring, der blev det offentlige budskab i MSs arbejde. En anden måde at sige dette på er, at det er psykiaterens forklaring. Forklaringen har ingen støtte i dag. Heller ikke min undersøgelse bidrager til at støtte den, men jeg må dog sige, at der findes en del mentalerklæringer, der trods MS’ misbrug, overbeviser om, at der faktisk var ganske alvorlige psykopater - eller hvad der i dag kaldes karakterafvigere - blandt de anklagede.
2. Landssvigerne er tidligere kriminelle. Landssvigerne kommer fra kriminelle miljøer og har en kriminel fortid. Dette er den anden hovedforklaring, der cirkulerede i årene omkring befrielsen. Hvor overensstemmende dette var med tidsånden, i hvert fald tidsånden i visse kredse, kan man se via dette citat af Vilhelm LaCour:
"Saa fandtes der i Rækkerne adskillige Forbrydernaturer, straffede eller arveligt belastede Personer, for hvem Skændselsgerninger ikke krævede Selvovervindelse, og endelig fandtes der mangfoldige defekte Individer, hvis evne til selvstændigt at vurdere Hvervemødernes Bravader var minimal. Taaber, som var ude af stand til at gennemskue hulheden og Fraserne ..." (1947 s. 507-8). Her har vi først den kriminalistiske forklaring derefter forklaringen om, at de er psykisk mangelfulde.
Dette var indgangen til Karl O. Christiansens arbejde, der blev refereret i kapitel 3. Han afviste den kriminalistiske forklaring. Også MS afviser den som nævnt i samme kapitel. Forklaringen accepteres ikke i dag. Christiansens arbejde anerkendes i dag og citeres ofte.
3. Landssvigerne har haft ringe opvækst og familieforhold. Dette var Thomas Sigsgård vinkel, der blev beskrevet i kapitel 3. Som udviklings- og skolepsykolog lå denne forklaring lige for, og han så den også støttet af sit materiale. Sigsgård ser jeg stadig brugt og citeret anerkendende f.eks. (1986), der er en antologi i anledning 40 året for besættelsens afslutning, hvor han selv refererer sin undersøgelse.
4. Landssvigerne kommer fra underklassen og fra socialt deklasserede lag. Tanken, der måske ligefrem kunne kaldes den i dag mest gældende forklaring på ondet, er, at det var personer, som havde været udsatte i og efter den økonomiske krise i 30erne, som så nazismen som en vej til genopretning af deres status. Herhjemme er tanken f.eks. repræsenteret af Andreas Monrad Pedersen i hans undersøgelse af Schalburgkorpset. Pedersen, der har lavet en genanalyse af Christiansens materiale (2000), skriver, at de deklasserede oplevede en upræget forbitrelse mod "systemet", som førte dem i armene på besættelsesmagtens organisationer. Pedersen peger på arbejderklassen og bønderne, som dem, der var mest udsat for krisen og for deklassering. Men også på det "kriseramte borgerskab" (s. 184), der som følge af den økonomiske krise måtte dreje nøglen om. Det skubbede dem fra deres nyerhvervede plads i borgerskabet og tilbage til arbejderklassen og gjorde, at de søgte efter fjender f.eks. jøderne og kommunisterne.

5. Landssvigerne traf et rationelt valg. Endelig antager jeg, som også Lauridsen antyder, at vi står over for fremkomsten af, hvad vi kan kalde "rationelle" forklaringer af, hvorfor man tilsluttede sig tyske korps og gik i tysk tjeneste. Det var et valg af arbejde ud fra pragmatiske og økonomiske motiver (som det i øvrigt ofte nævnes i de tidlige undersøgelser, men altid som et bitema), og det var et politisk valg som alle andre. Hvis denne forklaring vil komme til at herske, er landssvigerne som et onde endeligt bortforklaret og forsvundet. Der står måske blot ganske enkelte individuelle forbrydere tilbage, som ikke kan udslettes.
De retspsykiatriske undersøgelser var i dette perspektiv det første og måske groveste forsøg på forklaring af det onde. Det var en del af det officielle retsopgør, og det blev (endnu) en plet på dette retsopgør.
Herigennem skete der også et misbrug af retspsykiatrien, som i sin kerne skulle være en retssikkerhedsmæssig og human garanti for de anklagede. Den blev brugt til at sværte landssvigerne som gruppe i offentligheden, og det blev en individuel ekstrastraf. Det er et af de største misbrug af psykiatrien, vi kender herhjemme. MS’ kolleger i samtiden vidste det, de vendte sig sandsynligvis mod ham og gav ham en kold skulder, men de sagde det ikke offentligt, og når de sagde noget, der var vendt mod ham, nævnte de ham ikke ved navn. De dukkede sig. Den mest modige var nok Gunnar Mortensson, der, selvom han var ansat i klinikken (men i den anden afdeling, B) og stadigt karrieremæssigt på vej, sagde meget tydeligt fra overfor MSs analyser, men stadig uden navns nævnelse.
Det er mærkeligt, at ingen yngre psykiatere (eller andre) har taget dette misbrug af psykiatrien op til nærmere analyse. Lederen for Justitsministeriets Psykiatriske Klinik, som den hedder i dag, dr. med. Peter Kramp, har i en nu 21 år gammel artikel lindet på låget (Kramp 1987). Men ingen har siden løftet det af. Det er pinligt. Jeg håber, at de fejl, jeg som ikke-psykiater har begået i analysen i denne undersøgelse, vil motivere andre med en psykiatrisk baggrund til at tage dette materiale op, som i denne undersøgelse kun er berørt delvist. Der er kasser efter kasser i Rigsarkivet med mentalerklæringer fra klinikken, der formentlig aldrig er blevet åbnet, siden de blev indleveret.

English summary