Ascites, bakteriel peritonitis, hepatorenalt syndrom og hyponatriæmi ved levercirrose: diagnostik og behandling

Litteratursøgning

Elektronisk søgning blev påbegyndt på Pubmed maj 2010 og senest opdateret maj 2017. Der blev endvidere gennemgået referencelister fra en række nationale og internationale oversigtsarbejder og guidelines. Der er især lagt vægt på konklusioner fra ”EASL Clinical Practice Guidelines on the Management of Ascites, Spontaneous Bacterial Peritonitis and Hepatorenal Syndrome” publiceret i Journal of Hepatology 2010. Søgning i Pubmed med følgende MeSHs gav: Søgeord: Ascites and cirrhosis: 3274 referencer; Spontaneous bacterial peritonitis: 883 referencer; Hepatorenal syndrome: 747 referencer; Hyponatremia and ascites: 198 referencer; I alt er inkluderet 230 referencer af hvilke 72 er citeret i de opdaterede guidelines.

Emneopdelt gennemgang

Patofysiologi ved ascites

Patofysiologien bag udviklingen af ascites ved cirrose er kompleks, men især portal hypertension, perifer arteriel vasodilatation og neurohumoral aktivering spiller en væsentlig rolle i udviklingen af salt og vandretention (6). I henhold til den perifere arterielle vasodilatationsteori medfører splanknisk vasodilatation udvikling af central hypovolæmi og derved en hyperdynamisk cirkulation med øget hjertefrekvens og minutvolumen (11). Den ofte udtalte perifere vasodilatation, der er betinget af bl.a. øget systemisk NO-frigivelse, kombineret med nedsat hepatosplanchnisk NO-produktion, fører til aktivering af en række vasokonstriktoriske systemer, herunder det sympatiske nervesystem, renin-angiotensin-aldosteron-systemet og øget non-osmotisk frigørelse af vasopressin resulterende i salt- og vandretention (12;13). Tilstedeværelse af portal hypertension er en forudsætning for udvikling af ascites, idet ascites sjældent ses hos patienter med en postsinusoidal trykgradient <12 mmHg (4). Herudover spiller balancen mellem en øget lokal transvaskulær filtration og nedsat lymfatisk drænage en rolle, idet den producerede ascitesmængde afhænger af øget transsinusoidal filtration af protein og væske (14).

Diagnostiske undersøgelser ved ascites

Patienter med ascites skal evalueres med:

• 
  anamnese og klinisk undersøgelse
  
• 
  abdominal ultralydundersøgelse evt. CT scanning for at udelukke malignitet
  
• 
  biokemisk vurdering af lever- og nyrefunktion med serum- og urinelektrolytter
  
• 
  analyse af ascitesvæsken idet der foretages
  

Ascitespunktur med:

• 
  celletælling. Ved et antal af polymorf-nukleære celler >250/l tyder dette på SBP
  
• 
  dyrkning af ascites i bloddyrkningsflasker hos alle ascitespatienter
  
• 
  evt bestemmelse af serum-ascites albumin gradient (SAAG) ved tvivl om ætiologi (10;15). Ved SAAG > 11 g per liter skyldes ascitesdannelsen med høj sikkerhed portal hypertension
  
• 
  evt. bestemmelse af ascites-totalprotein. Ved totalproteinkoncentration i ascitesvæsken < 15 g/l er der formentlig øget risiko for SBP.
  

Behandling af ukompliceret ascites

• 
  Grad 1 eller let ascites.
  

Der er ingen anbefalinger om specifik behandling af tilstanden.

• 
  Grad 2 eller moderat ascites.
  

Patienter med grad 2 ascites kan behandles ambulant, med mindre de har andre komplikationer til cirrose. Patienterne er karakteriseret ved en positiv natriumbalance som følge af en reduceret natriumudskillelse i forhold til indtagelsen. Behandlingen af ascites ved cirrose har som mål at modvirke den renale natriumretention. For at opnå dette kan natriumindtaget reduceres ved at nedsætte saltindholdet i kosten (i praksis minus saltbøsse, minimere det øvrige saltindtag) og/eller øge nyrernes saltekskretion ved diuretisk behandling.

En negativ natriumbalance kan opnås hos 10-20 % af cirrosepatienter alene ved at reducere kostens saltindhold, især hos nydiagnosticerede patienter (16;17). Den aktuelle anbefaling er, at patienter, som kræver diuretisk behandling for at opnå en negativ saltbalance, bør reducere saltindtaget moderat sv.t. 90 mmol/døgn (i praksis saltfattig kost uden saltbøsse). Kaliumholdige salte bør anvendes med forsigtighed, idet samtidig behandling med aldosteronantagonister kan udløse hyperkaliæmi (10). Væskereduktion anbefales alene til patienter med fortyndingshyponatriæmi.

Diuretikabehandling

Ved cirrose er saltretentionen betinget af en øget proksimal og distal saltreabsorption (18;19). Den diuretiske behandling af ascites ved cirrose kan behandles efter to principper: den sekventielle, hvor der optitreres til maksimal aldosteron-antagonist-behandling inden der tillægges et loop-diuretikum eller kombinationsbehandling, hvor behandlingen med aldosteronantagonist og loop-diuretikum øges parallelt.

Ved den sekventielle behandling øges spironolactondosering afhængigt af respons med doser på 100 mg hvert 3.-5. døgn indtil en maksimaldosis på 400 mg spironolacton pr. døgn (17). Hvis man ikke opnår natriurese med en maksimumdosering af en aldosteronantagonist, kan den diuretiske behandling øges med et trinvist tillæg af f.eks. furosemid op til 160 mg/døgn. Den sekventielle behandling synes optimal ved primær ascites.

Ved kombinationsbehandlingen startes med 100 – 200 mg/døgn spironolacton i kombination med 40 mg/døgn furosemid. Ved manglende respons efter 4-5 døgns behandling øges spironolactondoseringen til 200-300 mg/døgn og furosemid til 80 mg (som engangsdosis) og dosis kan ved fortsat manglende virkning øges til henholdsvis 400 mg spironolacton/døgn og 160 mg furosemid/døgn (sidstnævnte fordelt på 2 doser). Kombinationsbehandlingen synes optimal ved recidiverende ascites.

Ved både det sekventielle og det kombinerede behandlingsregime, skal diuretikadosis øges trinvist, hvis der er et insufficient diuretisk respons defineret ved et vægttab mindre end ét kg den første uge og mindre end 2 kg/uge derefter. Den øvre grænse for vægttab er omdiskuteret, men de fleste er enige om, at man bør tilstræbe et dagligt vægttab på højst 0,5 kg/døgn hos patienter uden perifere ødemer og højst 1 kg/døgn hos patienter med ødemer (20). Patienterne skal opfordres til daglig vejning. Efter vægtreduktion kan den diuretiske behandling ofte reduceres således, at man undgår diuretikainducerede komplikationer.

Man bør undgå medikamenter, specielt NSAID præparater, der kan påvirke diuretikabehandlingen i negativ retning.

Diuretikabehandling af cirrosepatienter med ascites er associeret til en række komplikationer:

• 
  Nyreinsufficiens som følge af intravaskulær volumendepletion. Tilstanden er som oftest reversibel efter væsketerapi og reduktion af diuretika.
  
• 
  Hepatisk encephalopati. Elektrolyt- og syre-baseforstyrrelser. Hypokaliæmi er en hyppig komplikation ved behandling med loop-diuretika og hyperkaliæmi er et hyppigt problem ved behandling med kaliumbesparende diuretika. Ved hyperkaliæmi kan aldosteronantagonistbehandlingen ofte med fordel suppleres/kombineres med furosemid. Hyponatriæmi er en anden hyppig komplikation til diuretikabehandling. Seponering bør ske, når S-Na er lavere end 120-125 mmol/l.
  
• 
  Gynækomasti er blandt de hyppigste komplikationer til spironolactonbehandling. Alternativt kan forsøges amilorid.
  
• 
  Muskelkramper kan i udtalt grad påvirke patientens livskvalitet (21). Diuretikabehandlingen bør endvidere reduceres eller stoppes hos patienter med invaliderende muskelkramper. I stedet kan infusion af HA anvendes (22). Se endvidere flow-chart i Figur 1.
  

Paracentese

Hos patienter med grad 3 (spændt) ascites foretages paracentese. Paracentese skal kombineres med saltrestriktion og vanddrivende medicinsk behandling, da paracentese alene fjerner overskydende væske fra cirrosepatienten, men ikke forhindrer, at ascites gendannes (23). Paracentese foretages under sterile forhold efter klinisk vurdering af tilstedeværelse af ascites. Det anbefales dog at visualisere ascites med UL for at sikre, at ascites ikke er lokaliseret i lommer, hvortil UL-vejledt paracentese anbefales. Paracentese øger ikke risiko for peritonitis hos cirrosepatienter (24), men drænet bør højst ligge i 24 timer. Paracentese hos cirrosepatienter med koagulationsforstyrrelser er ikke kontraindiceret. Der er således ikke beskrevet øget blødningsrisiko hos patienter med påvirkede koagulationsparametre (INR >1,5, trombocyttal < 50 x 10⁹/l) (25;26). Paracentese bør ikke foretages hos patienter med dissemineret intravaskulær koagulation (20).

I forbindelse med paracentese er der risiko for udvikling af post-paracentese-induceret cirkulatorisk dysfunktion (PICD), der defineres som en >50 % stigning i cirkulerende renin en uge efter paracentese (27). Denne tilstand er uden behandling irreversibel og forbundet med øget mortalitet (27). PICD, der kan ses ved op til 75 % af udførte paracenteser, kan forebygges ved volumenekspansion (28). Udvikling af PICD er relateret til et hurtigt fald i intraabdominalt tryk i forbindelse med paracentese og samtidig reduktion i intrathorakalt tryk, hvorved der ses øget venøst tilbageløb til hjertet, øget minutvolumen og nedsat systemisk vaskulær modstand (29;30).

Paracentese kombineret med infusion af HA har generelt vist sig,

• 
  at være mere effektiv samt at forkorte hospitalsopholdet,
  
• 
  at mindske risikoen for udvikling af hyponatriæmi, nyrepåvirkning og hepatisk encephalopati og
  
• 
  at være effektivt selv ved tapning af store ascitesvolumina. Ved HA-infusion ses færre leverrelaterede komplikationer end ved brug af syntetiske plasmaekspandere inden for de første 30 dage efter paracentese og HA-infusion er derved billigere end alternative plasmaekspandere (31).
  

”The International Ascites Club” (10) anbefaler derfor, at der ved et forventet ascitesvolumen > 5 l gives HA, 8 g per liter tappet ascitesvæske i praksis 2 portioner 20 % HA pr. tapning.

Refraktær ascites

Patienter med refraktær ascites responderer ikke på trods af maksimal diuretisk behandling: 400 mg spironolacton og 160 mg furosemid per døgn i mindst en uge og saltreduceret kost< 90 mmol natrium per døgn (i praksis uden saltbøsse). Patienterne bør frarådes indtag af saltlakrids. Et vægttab < 0,8 kg over 4 dage og en urinnatrium-udskillelse < natriumindtagelse opfattes som manglende respons. Ved tidligt recidiv forstås udvikling af ascites grad 2 eller 3 inden for 4 uger efter den initiale tapning. I tilfælde hvor patienten responderer på den diuretiske behandling, men udvikler diuretikainducerede komplikationer, som encephalopati, stigning i S-kreatinin > 100 %, hyponatriæmi (fald i S-Na > 10 mmol/l til et S-Na-niveau < 125 mmol/l) eller hypo- og hyperkaliæmi (S-K til < 3 mmol/l eller > 6 mmol/l tales om diuretika-intraktabel ascites (10;32).

Overgangen fra ukompliceret ascites til refraktær ascites er forbundet med en øget mortalitet med en median overlevelse på omkring et halvt år (3;33). Paracentese og transjugulær intrahepatisk portosystemisk shunt (TIPS) påvirker formentlig ikke overlevelsen signifikant (10;34). Behandlingsmulighederne af refraktær ascites er paracentese med albuminsubstitution, fortsat diuretisk behandling, TIPS og levertransplantation. Diuretika bør dog seponeres hos patienter med refraktær ascites, som ikke udskiller > 30 mmol natrium per dag på behandlingen (20). Der har i nogle studier været rejst mistanke om, at behandling med betablokkere kan have en potentielt skadelig virkning hos patienter med refraktær ascites (35;36). Andre studier har dog ikke kunne dokumentere dette (37;38). Patienten med diuretikaresistent ascites er muligvis mere følsom for betablokkere, hvorfor dosis af disse bør reduceres til 40 evt. 80 mg propranolol. Ved tegn på nyrepåvirkning eller vigende puls og blodtryk bør det overvejes at pausere eller helt seponere behandlingen.

TIPS reducerer den postsinusoidale trykgradient og modificerer derved mekanismerne for ascitesdannelsen (39;40). TIPS har vist sig effektiv til at kontrollere recidiverende ascites og har herudover gavnlige virkninger på natriumudskillelse og glomerulær filtrationsrate (41). Et væsentligt problem ved TIPS-anlæggelse er udvikling af encephalopati, som forbigående ses hos mellem 30-50 % af patienterne og er kronisk hos 5-10%. Andre komplikationer omfatter trombosering og stenosering af shunterne, som dog er sjældent efter introduktion af ”coatede stents” (42). Flere store randomiserede kontrollerede studier og metaanalyser har vist, at gendannelse af ascites er mindre hos TIPS-behandlede patienter end hos patienter, der alene behandles med paracentese (39-41). I en enkelt metaanalyse er endvidere fundet en tendens i retning af forbedret overlevelse hos patienter, der blev behandlet med TIPS (43). Et nyligt randomiseret studie hvor man sammenlignede TIPS med coated stent fandt man bedre ascites kontrol og 12 mdrs overlevelse sammenlignet med gentagen paracentese. Der var ikke forskel i hyppighed af encefalopati mellem grupperne (44). TIPS er en specialprocedure, der kun udføres på Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital.

Konklusivt er repetitiv paracentese med substitution af albumin første behandlingsvalg ved refraktær ascites. TIPS har vist sig effektiv i kontrol af refraktær ascites, men der er en øget risiko for hepatisk encephalopati. TIPS kan overvejes hos patienter med behov for hyppig paracentese > 1 gang om måneden. En del patienter har efter TIPS-anlæggelse fortsat behov for diuretika og saltrestriktion. Kontraindikationer til TIPS-anlæggelse er svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-score > 11), hepatisk encephalopati, bakteriel infektion, progressivt nyresvigt, pulmonal hypertension, hjerte- og lungeinsufficiens samt høj alder (45).

Spontan bakteriel peritonitis

Patienter med dekompenseret cirrose og ascites er generelt immunsvækkede og har en øget risiko for udvikling af infektioner især SBP (46). Cirrosepatienten med SBP er ofte relativ upåvirket men kan dog også være præget af tegn på sepsis og shock, hepatisk encephalopati, eller forværring i leverfunktionen. Mortaliteten uden behandling er >50 %, men med tidlig diagnose og behandling kan denne reduceres til <20 % (47). SBP ses hos ca.12 % af patienter der indlægges med cirrose og ascites (48). Nyindlagte patienter med ascites, bør derfor umiddelbart have foretaget diagnostisk ascitespunktur.

SBP defineres ved

• 
  tilstedeværelse af polymorfnukleære neutrofile granulocytter i ascitesvæsken (>250/l) eller
  
• 
  positivt dyrkningsfund,
  

og adskilles fra sekundær bakteriel peritonitis ved udelukkelse af samtidig intraabdominal fokal infektion. Diagnostisk ascitespunktur foretages på alle patienter med cirrose og ascites under indlæggelse og foretages ligeledes ved enhver mistanke om infektion, ved forværring af lever- eller nyrefunktion. Diagnosen baseres på et forhøjet neutrofil granulocyttal på >250/μl. Dyrkning af ascitesvæske foretages simultant.

Behandling

Ved forhøjet granulocyttal (>250/l) iværksættes umiddelbart behandling med bredspektret antibiotika. Cefotaxim eller andet 3. generations cephalosporin er de bedst dokumenterede antibiotika og har vist bedre effekt end eksempelvis ampicillin kombineret med tobramycin (49). Cefotaxim anbefales i en dosering på 2 g intravenøst 2 gange dagligt i minimum 5 dage. Ved forhøjet S-kreatinin og/eller S-bilirubin >68 μmol/l samt SBP gives samtidig HA-infusion (1,5 g/kg legemsvægt) umiddelbart ved diagnose og gentaget dag 3 (1 g/kg legemesvægt).

Ciprofloxacin kan som alternativ gives intravenøst dag 1 efterfulgt af 7 dages peroral behandling (500 mg x 3). Et enkelt studie har vist samme effekt som ved intravenøs cefotaximbehandling til patienter, der ikke tidligere har været behandlet med quinoloner og er uden tegn på øvre gastrointestinale gener. Et kontrolleret randomiseret studie har ved svær SBP vist en øget overlevelse ved indgift af HA, 1,5 g albumin/kg ved diagnose, derpå 1 g/kg dag 3 kombineret med Cefotaximbehandling sammenlignet med Cefotaximbehandling alene (50). Albuminindgift synes særligt at gavne prognosen hos patienter med nyrefunktionspåvirkning og ikterus. Nogle patienter præsenterer kombinationen af et normalt leukocyttal i ascitesvæsken og et positivt dyrkningsresultat betegnet som ”bacterascites”. Ved tegn på systemisk infektion eller gentagne positive ascites-undersøgelser behandles med antibiotika. Ved fortsatte negative undersøgelser følges patienten.

Forebyggelse af SBP

Primær profylakse

Cirrosepatienter med lavt proteinindhold i ascitesvæsken (<15 g/l) har formentlig en øget risiko for udvikling af SBP (51). Profylaktisk behandling med quinoloner reducerer formentlig risikoen for udvikling af infektioner, herunder SBP ved lavt proteinindhold i ascitesvæsken men med en marginal effekt på dødeligheden (52). Patienter uden tidligere SBP, men med ascitesprotein < 15 g/l, kan behandles profylaktisk med et quinolonpræparat som f.eks. ciprofloxacin 500 mg dagligt.

Sekundær profylakse.

Efter endt behandling af SBP foretages fornyet ascitespunktur med celletælling og dyrkning. Halvfjerds procent af patienterne, som er restitueret efter SBP, udvikler recidiv indenfor det første år. Profylaktisk behandling med quinoloner efter første tilfælde af SBP har vist sig at reducere risikoen for fornyet SBP fra 68% til 20%, dog uden sikker effekt på overlevelsen (53). Flere randomiserede studier har vist færre indlæggelser og færre tilfælde af SBP efter forebyggende behandling. Patienter med tidligere SBP bør derfor tilbydes antibiotisk langtidsprofylakse, formentlig med daglig antibiotika, eksempelvis ciprofloxacin 500 mg dagligt eller alternativt ugentlig behandling med 500-1000 mg ciprofloxacin, så længe der er ascites.

Hepatorenalt syndrom

Hepatorenalt syndrom (HRS) defineres som udvikling af nyresvigt hos en patient med cirrose, hvor anden årsag til nyresvigtet er udelukket (54). HRS er derfor en eksklusionsdiagnose (Tabel 1) (54).

Tabel 1. Nye diagnostiske kriterier for det hepatorenale syndrom ved cirrose i henhold til International Ascites Club.

Cirrose med portal hypertension/ascites.

S-kreatinin > 133 µmol/l

Ingen bedring af S-kreatinin (fald til < 133 µmol/l) efter mindst 2 døgn med diuretika-pause og volumenekspansion med albumin. Den rekommanderede dosis af albumin er 1 g/kg pr. dag op til maksimalt 100 g/dag.

Fravær af shock.

Ingen pågående eller nylig behandling med nefrotoksiske lægemidler.

Fravær af parenkymatøs nyresygdom indikeret ved proteinuri > 500 mg/dag, mikroskopisk hæmaturi (> 50 erythrocytter pr. felt) og/eller abnorm ultralyd af urinveje.

Der er to typer af HRS.

• 
  HRS type 1 er karakteriseret ved pludselig udvikling af progredierende nyresvigt udtrykt ved en fordobling af S-kreatinin til en værdi over 221 µmol/l over en 2-ugers periode. HRS type 1 kan forekomme spontant, men der findes ofte en udløsende faktor som f.eks. sepsis, SBP eller svær alkoholisk hepatitis.
  
• 
  HRS type 2 er karakteriseret ved en moderat, ofte begrænset nyrepåvirkning (typisk S-kreatinin mellem 133 µmol/l og 221 µmol/l). HRS type 2 ses hyppigst hos patienter med refraktær ascites og udtalt natriumretention. Patienter med HRS type 2 kan som andre også udvikle HRS type 1, typisk i relation til en udløsende faktor.
  

Akut nyreskade (Acute Kidney Injury (AKI)

Bestræbelser på at opnå en mere præcis definition af akut opstået nyreskade hos leverpatienter har ført til initiativer fra Acute Kidney Network (AKIN) til definition af AKI (55;56) (Tabel 2). Nye studier har vist at en præcis karakteristik og identifikation af patienter med potentiel risiko for AKI opnås ved anvendelse af disse kriterier (57-59).

Tabel 2. Nye diagnostiske kriterier for akut nyreskade (AKI) i henhold til modificeret RIFLE (Mehta et al. Crit Care 2007) og Wong et al. J Hepatol 2017.

AKI stadium	Serum creatinin-kriterier	Urin volumen-kriterier
1 (Risiko)	Stigning ≥ 26,4 µmol/l eller stigning til > 150-200 % fra baseline	< 0.5 ml/kg/h i > 6 timer
2 (Nyreskade)	Stigning til 210-300 % fra baseline	< 0.5 ml/kg/time i > 12 timer
3 (Nyresvigt)	Stigning til > 310 % fra baseline eller ≥ 354 µmol/l med akut stigning på ≥ 44 µmol/l eller påbegyndelse af dialysebehandling.	>< 0.3 ml/kg/time i > 24 timer eller anuri mere end 12 timer

Diagnosen HRS bør stilles hurtigst muligt idet følgende årsager til nyresvigt udelukkes: Hypovolæmi, shock, parenkymatøs nyresygdom, urinvejsobstruktion eller anvendelse af nefrotoksiske lægemidler. Der foretages:

• 
  Urinstix. Ved positiv reaktion for blod/albumin udføres urinmikroskopi og kvantitering. Ultralyd af nyrer foretages for at udelukke obstruktiv lidelse.
  
• 
  Undersøgelse for muligt infektionsfokus (ascitespunktur, bloddyrkning, rtg. af thorax mm)
  

For praktiske formål stilles diagnosen kun ved S-kreatinin over 133 µmol/l og for HRS type 1 først ved S-kreatinin >221 µmol/L. SBP og sepsis er vigtigste risikofaktorer for udvikling af HRS og behandling af disse tilstande (60;61) nedsætter risikoen for udvikling af HRS og bedrer overlevelsen (50;60;62).

Generel behandling af HRS omfatter:

• 
  kontrol af vitalparametre, leverenzymer, S-albumin, S-bilirubin, koagulationsstatus, S-Na, S-K og S-kreatinin.
  
• 
  væsketerapi bør begrænses med henblik på at undgå overhydrering og fortyndingshyponatriæmi.
  
• 
  al diuretisk behandling bør seponeres/pauseres ved diagnosen af HRS. Furosemid kan dog anvendes til at opretholde diurese og modvirke overhydrering. Spironolacton er kontraindiceret ved HRS på grund af høj risiko for livstruende hyperkaliæmi.
  
• 
  Specifik behandling af HRS omfatter:
  

• 
  Vasokonstriktorer. Terlipressin i kombination med infusion af HA har i flere metaanlyser vist at øge nyrefunktionen ved HRS type 1 (63;64). Terlipressin synes ikke at have varig effekt på på HRS type 2. Der anbefales1 mg terlipressin 4-6 gange dagligt stigende til maksimalt 2 mg 6 gange dagligt afhængig af effekt. HA gives i en dosis på 40 g dagligt svarende til 200 ml 20 % HA. Behandlingen fortsættes indtil S-kreatinin er normaliseret (under 133 µmol/l). Recidiv af HRS efter ophør med behandlingen forekommer relativt sjældent, og patienten vil da ofte igen respondere på fornyet behandling med terlipressin. De hyppigste bivirkninger til terlipressin er kardiovaskulære (bradykardi, iskæmi) eller iskæmiske (især tarm, fingre, tæer og hud). Alvorlige bivirkninger, der kræver ophør med behandlingen, ses hos 5-7 % (64). I de fleste studier gives terlipressin i kombination med HA (typisk 1 g/kg på dag 1 efterfulgt af 20-40 g daglig) for at bedre den cirkulatoriske funktion og modvirke hypovolæmi (65;66).
  

• 
  Infektioner og især SBP spiller en væsentlig rolle for udviklingen af HRS og AKI (61;67). Da nye studier peger på en tæt sammenhæng mellem infektion og udvikling af irreversibel nyresvigt har tidlig opsporing af risikopatienter høj prioritet (68).
  

• 
  Levertransplantation er den ultimative behandling af såvel HRS type 1 og 2 og skal overvejes hos patienter, der responderer på terlipressin. Overlevelsen efter levertransplantation hos patienter med HRS type 1 er noget lavere (65 %) end den generelle overlevelse hos cirrosepatienter (65). Dette skyldes, at tilstedeværelsen af HRS på transplantationstidspunktet er en af de stærkeste indikationer for ringe prognose efter transplantation (65). Patienter med HRS, der ikke responderer på terlipressin, skal ligeledes behandles med levertransplantation, da nyrefunktionen sædvanligvis bedres efter levertransplantationen. Hos udvalgte patienter med HRS og permanent dialysebehov (mere end 12 uger før transplantationen) kan kombineret lever-nyretransplantation overvejes.
  

Hyponatriæmi

Hyponatriæmi er et hyppigt fund hos patienter med dekompenseret cirrose (5) og er endvidere associeret til HRS, SBP og hepatisk encephalopati (69). Hos kandidater til levertransplantation er hyponatriæmi relateret til øget mortalitet før og efter transplantation (70).

Behandlingskrævende hyponatriæmi defineres ved S-Na<130 mmol/l (71).

Der findes to typer af hyponatriæmi, der betegnes hypervolæmisk eller fortyndingshyponatriæmi og hypovolæmisk hyponatriæmi.

Ved hypervolæmisk hyponatriæmi er renin-angiotensin-aldosteron-systemet aktiveret og vasopressinsekretionen øget, hvorved der retineres natrium og nyrenes fritvands-clearance er reduceret. Totalt natrium og total vand i organismen er øget, og patienterne vil have ascites og perifere ødemer(5). Fortyndingshyponatriæmi kan opstå spontant eller udløses ved infusion af elektrolytfattige væsker som f.eks. isoton glucose, og er associeret til komplikationer til cirrose.

Ved hypovolæmisk hyponatriæmi er der nedsat ekstracellulærvæske med aktivering af vasopressin, og nedsat total natrium. Den negative Na-balance er oftest et resultat af diuretisk eller anden farmakologisk behandling. Patienterne har ikke betydende ascites eller perifere ødemer, og er ofte dehydrerede.

Diagnose: Hyponatriæmiens karakter bedømmes ideelt ved måling af ekstracellulærvolumen, men dette er ikke muligt i daglig klinisk praksis. Har patienten ikke betydende ascites eller perifere ødemer, viser tegn på dehydrering og er i diuretisk behandling, støtter det tilstedeværende hypovolæmisk hyponatriæmi. Er ascites og perifere ødemer tilstede og er urin-natriumudskillelsen nedsat, må fortyndings hyponatriæmi anses for sandsynlig.

Behandling: Hypervolæmisk hyponatriæmi behandles med henblik på at reducere både vand- og natriumoverskud, som beskrevet under behandling af ascites. Det nedsatte S-Na bør endvidere korrigeres af hensyn til risiko for udvikling af hjerneødem, øvrige komplikationer til cirrose, livskvalitet, og fordi S-Na er associeret til reduceret præ- og postoperativ overlevelse hos kandidater til levertransplantation (5;69;71;72). Der findes dog ingen kontrollerede undersøgelser, som dokumenterer værdien af at korrigere S-Na. Hypovolæmisk hyponatriæmi behandles ved seponering af udløsende årsag, der ofte vil være diuretika. Infusion af isoton NaCl kan overvejes idet langsom stigning i S-Na sikres (< 0.5 mmol/t).