Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
166 
omkring. Løg, lidt radiser og salat har de levnet, ellers kan jeg begynde forfra, men 
det har været så tørt. Nu til middag, just som jeg skulle til at så og vande, kom helt 
uventet lidt torden og den dejligste regn, man kan ønske sig, derfor lidt tid til at 
skrive. Far har nu hegnet køkkenhaven ind med hønsegitter, så nu håber jeg, det får 
fred.  
Du spørger efter frugthaven. Træerne gror alle sammen, og se mange af dem står med 
blomst, de små rinette ud for huset var næsten de første til at blomstre. På det ene 
ferskentræ har der været en blomst. Kirsebærtræerne i hønsegården står alle med 
blomster. Jeg har også stadigvæk vandet lidt, også de, du betegner i dit brev, har fået 
vand, da de jo ikke er så langt borte. Far vandede forleden dag hele anlægget, det er 
slet ikke så farligt, da der jo ikke er langt til pumperne. Hindbærrene er de dårligste, 
de gror ikke alle, dog skyder en del fra jorden, og der kommer vel nok flere endnu. På 
de andre bærtræer er der bær, både solbær, stikkelsbær og ribs.  
Ja, vi har endnu stadigvæk indkvartering og må nu have i det mindste hver anden 
gang, der er nu 36 mand i stedet for 24. Alligevel er de fleste rekrutter taget nord- i 
stedet for sydpå. Også en senere årgang, som skulle melde sig til stamrollen, er taget 
af sted, så der vil blive mangel på arbejdskraft til sommer. Andreas, Peders karl, er for 
længe siden taget over grænsen, så han har nu kun P. Post og Jørgen. Kristian Nohns, 
Johannes Bojsen, Niels Bennedsen er også rejst, der er ikke ret mange karle tilbage. 
Moos er her endnu, men er jo bange for at blive indkaldt igen. De gamle landstormere 
er for længst borte fra Meklenborg og har længe været i Karpaterne. 
For ikke så længe siden var der en hilsen i Hejmdal med alle de kendte navne, Mads 
Jørgensen, Gellert, Martin Nissen osv. Jeg husker ikke, om jeg har skrevet, at Adser 
Skov også er død. Da jeg var i Vodder til mindegudstjeneste over ham, var Asmus 
Rahr hjemme på orlov og med der. Han er nu senere blevet såret i hoften, hvor slemt 
ved jeg ikke.  
Jeg skal nok se at få flæsket af sted i denne uge eller i det mindste først i næste. Jeg 
har tit nok tænkt på det, men det er først nu for nylig blevet røget. Først tror jeg nok, 
at Marie lod det ligge lidt længe i lagen, og så kunne Ingemann jo ikke få tid at køre 
med det. Hvis jeg kan blive så tidlig færdig med såningen, tager jeg nok derned i 
morgen, ellers bliver det først i næste uge. 
Sørens dagbog har det ikke så stor hastværk med, da far har skrevet den af.  

---

 
167 
Jeg har en lille düsseldorfer i indkvartering, som ikke er rigtig klog, eller i det mindste 
hvad vi kalder slambe. 
Fra Ville hører vi jo stadigvæk, det lader jo til, at de ligger i en rolig stilling, men det 
kan jo vist ikke vare ved, nu kommer det vel først ret til at gå løs, nu Italien er 
kommen med. 
Kan nok være, vi må være glade for, at Søren er sluppen ud af al denne elendighed, 
alligevel vil det blive svært, når levningerne, som han selv betegner dem, vender 
hjem, da vil vi alle savne ham. Vi kan jo dog kun være glade for de gode minder om 
ham. Hans breve og særlig nu dagbogen, selv om den jo ikke er skreven for os, må vi 
takke for, at den er kommen herhjem.  
Nu en kærlig hilsen fra os alle herhjemme 
Mariane 
 
 
Vilhelm Smidt foran sit aftægtshus med Tinnes mange 
nyplantninger og en indkvarteret tysk soldat i kvistvinduet 
 
 
Reservestillingen d. 2/6 15 
Kære broder! 
Først mange tak for dit brev og den dejlige pølse. Jeg ligger nu for en uges tid i 
reserve, har her god tid, vil benytte den gode lejlighed til at fortælle dig lidt om, 
hvordan vi lever her.  Egnen her er en arm sandørken, store sletter kun afbrudt af 
sumpegne og store fyrreskove, klimaet er meget bestandig. Regn har vi næsten aldrig, 
jeg har endnu ikke været gennemblødt her. Kommer vi derimod kun nogle få 

---

 
168 
kilometer mod øst, kommer forandringen, der har vi den skønneste egn, man kan 
ønske sig, svær lerjord, bakker og dale, talrige vandløb, løvtræer er derimod knap, 
kun birk og sandel finder man en del. 
Befolkningen er vist meget arm, når man fratager de store godsejere, bygningerne er 
usle træhytter med i det højeste to stuer. Kvinder og børn kommer i store skarer, når 
vi kommer frem, eller vi er i byen, til os for at tigge om brød, det må være meget 
nedværdigende at tigge hos fjenden, som måske en time senere står i kamp over for 
deres mænd og fædre. 
Tjenesten foregår jo skiftevis i skyttegraven, reservestillingen og i landsbyen, hele 
livet her kan man nu næsten kalde behagelig i forhold til, hvad det var i vinter, vi 
stiller nu ikke halvt så mange vagtposter som i vinter, og nu i de skønne lyse nætter er 
det ikke for noget at regne, om man skal stå et par timer. Vi har vist også før dag her 
end hjemme hos jer, allerede kl. 2 om morgenen har (vi) klar dag, vi må da sørge for 
at komme hjem fra lytteposterne foran stillingen, ellers får vi en varm morgenhilsen. 
En heldig stilling, tror jeg nok, jeg har truffen her, vi har en god fast stilling, og 
fremad kan vi ikke komme, så hvis vi blot får lov til at blive her, holder jeg det nok 
ud. Fægtninger har vi kun (ved) enkelte små skærmydsler. Patruljekampe og 
lignende……. (her mangler det sidste af brevet.) 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ville sammen med soldaterkammerater ved 
østfronten 
 

---