Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
163 
vente noget godt fra den side, vi er vist tilbøjelige til at tro det modsatte. En god lærer 
tror jeg dog krigen (er), hvor ofte, når man er hjemme, og alting ikke former sig så let 
og jævn, som man kunne ønske sig, er man ikke tilbøjelig til at være utilfreds og tabe 
troen på alt godt, her bliver man nøjsom og glad, når man blot kan friste livet og holde 
modet oppe. En simpel jordhytte med lidt halm til leje bringer os ofte her mere glæde 
end en god seng i et godt udstyret hjem i de hjemlige forhold, jo bedre man har det, 
og jo mere man bliver plejet, desto større fordringer stiller man til sine omgivelser. 
Man lærer her at skatte livet, som hjemme ofte for mange synes at være en last, al vor 
tanke og bøn er, at vi engang må komme hjem til vore kære, som venter på os med 
bange hjerter, ja kære Tinne, lad os aldrig glemme, selv om det under tiden ser lidt 
sort ud, at livet er skønt.  
Blot der var nogen udsigt til fred, ville jeg være glad, men det ser ud til, at 
afslutningen af denne skrækkelige tid stadig trækker sig længere ud, flere og flere 
blander sig i urolighederne, det ser næsten ud, som hele verden til sidst skal udryddes.  
Det er nu kun heldigvis sjælden, jeg henfalder til slige mørke tanker, har heller ingen 
grund dertil, hvor har man det ikke godt frem for mangen anden, mens mangen 
kammerat er helt overladt til sig selv, har jeg jo næsten daglig beviser for, at alle I 
kære tænker på mig med skønne gaver og breve og beder for mig, så jeg føler mig 
egentlig altid lykkelig og godt tilfreds. 
Dine pakker modtog jeg i går aftes, det var jo meget heldig truffen just pinsesøndag, 
mange tak for den og for alt godt. 
Margrethe har søgt ind om orlov for mig, dog jeg har ikke megen tro til, at det vil 
blive bevilget. Margrethe derimod, tror jeg nok, går og venter mig med hvert tog, det 
var vist bedre, om hun slet ikke havde gjort forsøg i den retning, skulle jeg få lov at 
komme hjem, vil afskeden også blive tung, tungere end adskillelsen, som man jo nu 
snart er vant til.  
Jeg har nu ikke mere denne gang og slutter med de kærligste hilsner 
din bror Vilhelm 
 
Spandet. Anden pinsedag 1915, poststemplet Arnum 25.5.15 
Kjære søster Tinne! 

---

 
164 
Tak for brevet, som jeg fik for et par dage siden, og vil jeg nu lige sende dig et par 
ord. Jeg har lige skrevet brev til Ville, i morgen er det jo hans fødselsdag, og 
uvilkårlig går tanken frem, hvad vil det nye år bringe ham og hvad vi andre? Ja, 
kunne man løfte fremtidens slør og se et år frem i tiden, men det er sikkert godt, at det 
er så. Stakkels bror Søren, ham blev det ikke forundt at se enden, at opleve freden og 
igen vende hjem, og når man læser hans breve eller hans dagbog, så vidner hvert blad 
om længslen efter freden og hjemmet. Ja, det har nok været en hård tid for Søren, 
hårdere end vi herhjemme har anet og troet, men han har gjort sig stærk, ikke villet at 
vi skulle mærke det alt for meget. Nu har han fred, og må vi håbe og tro, at hans 
sidste time deroppe på Hartmannweiler ikke har været for streng, men tungt må det 
være at dø ene og forladt, borte fra alle dem, som han holdt af, og som havde ham 
kjær. Nu har Søren det godt, og vi må takke ham i hans grav for de gode minder, han 
har efterladt os fra sit liv iblandt os herhjemme og særlig for hans breve og dagbogen 
fra krigen.  
Nu bagefter fortryder man, at man ikke har skrevet oftere og bedre til ham, endskønt 
man godt vidste, at hvert lille brev og bud til ham herhjemmefra var en lille solstråle 
på hans triste vej. Mine 2 sidste breve kom tilbage. Et tynger mig og tit, at jeg ikke 
har hjulpet mer på gården i Arnum, end jeg har gjort, det får Søren jo aldrig at vide 
nu, men viljen har været der, men jeg kunne ikke, jeg mærkede, at jeg var ilde set af 
Ingemann, hver gang jeg betrådte gården, for han er Nohns op ad dage, og der har jeg 
og(så) Mariane og til dels far imod mig, da Mariane jo løfter Ingemann og alt, hvad 
der er udgået fra Nohnses, til skyerne. 
Ja, hvor er krigen forfærdelig, hvor mange hjem ligger ikke øde, og hvor megen 
ungdom og kraft  bliver ikke kaldt alt for tidlig bort. Det greb mig først stærkest, da 
der kom bud, at Peder Kjær var død. Jeg gik op til Abeline, jeg syntes, jeg måtte og 
skulle, skønt det var en svær gang og så lidt trøst at bringe, og der var sorg så stor, 
som jeg aldrig har set, og man kan så godt forstå det, og sådan er der i 1000 hjem og i 
100 Nordslesvig over, allermest i Nordslesvig, hvad havde P. Kjær eller Søren med 
krigen at skaffe? Fredens mænd, som de begge var, på sin vis var begge revet ud af 
deres daglige gerning, ud for først at lide ude under strabadserne og især under 
krigens gru og råhed og så en dag ende livet derude, men en stor trøst for os, der stod 
dem nær, det er de gode som jeg og sagde til Abeline, det er de gode minder om dem, 

---

 
165 
og så som Sørens dagbog vidner om og Peder Kjærs breve, barnetroen, som under de 
tunge tider var vokset sig stærk, og som vi må tro har hjulpen dem over de sidste bitre 
timer og nu ført dem hjem, hvor der er godt at være.  
Ja, hvad vil fremtiden bringe og for vort lille folk, det er bleven sværere for mig at se 
lyset i den sidste tid, alt for mange af vore bedste folk bliver derude, og nu flyer de 
unge over grænsen. Vil det være til at være i Nordslesvig efter krigen? Et er jeg i 
hvert fald sikker på, mangen familie vil flytte over grænsen eller rejse til Amerika, for 
nu sander jeg, hvad Mads Jørgens sagde engang i efteråret: Aldrig efter dette skal 
mine sønner spille prøjsisk soldat, blive tvungen ind i dette forfærdelige. Og alle 
kommer med, varer krigen ved til efteråret, som al udsigt er til. Ja, da har vi alle under 
fanerne  fra 19 til 45 år. Havde bror Søren vidst, hvad han var gået ind til, ja sikkert 
var han og gået mod nord og ladet alt i stikken. Ja, Nordslesvig går en hård prøve 
igennem, og det er hårde ofre, det bringer på pligtens alter, og i Danmark danser man, 
forstår os ikke nu og har vel aldrig forstået os.  
I går var vi et smut hos bedstefar og Mariane og drak kaffe i plantagen, og jeg kan 
hilse dig fra det værk, det har du lov til at være stolt af. 
Nu har vi pinse, og naturen har og pinsedragt på, i lang tid kulde og blæst og slud, og 
alt stod i stampe. Nu på en gang i går varme og sol, og alt er som fornyet, løvet 
springer ud, og alt gror og grønnes.  
Ja, måtte det og som nu i naturen gå ude i verden, at det mørke og knugende tunge, 
som hviler over landene, pludselig måtte svinde, og solen og lyset og det gode få magt 
og bedre tider oprinde. 
Venlig hilsen fra os i den gamle præstegård. 
Hans. 
 
Spandetgård torsdag efterm. , poststemplet i Arnum 27.5.15 
Kære Tinne. 
Mange tak for brevet og tasken, som jeg modtog første pinsedag. Du bedes hilse fru 
Huttenhoff og sige tak for tasken. Karen siger rigtig nok, hun synes, den passer bedst 
til en gammel frue. Jeg siger, jeg er jo heller ikke så ung mere.  
Også mange tak for bønnerne. Jeg har endnu ikke fået dem lagt. Jeg havde i god tid 
sået de første bede, men hønsene vil slet ikke blive i indelukket, så de rodede alt 

---