Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
172 
Mange tak for de dejlige ærter, du sendte mig, jeg havde just lykken, at vi samme dag 
fik frisk svinekød udleveret fra kompagniet, så jeg fik mig en rigtig hjemlig middag, 
svinesteg og ærter noget kogt, en behagelig afveksling i den daglige rissuppe. 
Ja, nu må vi ellers ikke klage, nu (har) vi mange (gode) dage i forhold til i vinter, da 
var vi ofte glad, når vi blot havde tørt brød.  
Jeg har ikke ro til at skrive, i den ene ende af villaen bliver der spillet kort, og i den 
anden koncert, der føres et lystigt levned her, allermindst af alt skulle man tro, der var 
krig, når man kommer ud i lejren, altid liv og lune. 
Nu blot de kærligste hilsener 
din bror  
Vilhelm 
 
Lørdag den 10. juli 1915 
Kære søster Tinne! 
Vore bedste ønsker i anledning af fødselsdagen på tirsdag. Måtte vi nu i det nye år, du 
går ind i, få lov engang at samles med Peder og Ville herhjemme og have fred igen på 
jord. Hvad skal det blive til? Ingen ende at se, og nu har krigen snart raset et år og 
blev dog for (hver) dag vildere og mere umenneskelig. Hvor man kommer, hvem man 
taler med, tysker eller dansker, de gamle soldater vi har i kvarter, alles ønsker, alles 
bøn (er:) Havde krigen endda ende.  
Men dramaet lader (det) til skal spilles ud. Der er engang begyndt. Kuglen ruller, og 
hvem skal standse den?  
Europas folk vånder sig i nød og savn, knugende tryk hviler over 1000 af hjem, og 
hvad bringer fremtiden? Der er vokset had mellem folkene, som det vil tage år at få 
visket ud. Der er slået sår, man skulle synes, aldrig kunne læges igen. Kan der komme 
gode tider bagefter? Kan Europas grænser tænkes at blive lagt retfærdig, så der ikke 
bagefter stadig vil ligge tanker om hævn og oprejsning? Hvordan uden for Tyskland? 
Vil der kunne skabes tilfredshed bagefter, ja der kunne vel, men bliver det? Jeg troede 
og håbede det engang, men taber mere troen derpå, som tiden går.   
Materielt set kan der så komme gode tider? Man skulle synes nej, der er ødelagt og 
ødelægges daglig værdier for millioner, og den bedste arbejdskraft er slået ned, 
ødelagt. Var jorden ikke stor nok og rig nok til at føde os alle, til at vi kunne leve og 

---

 
173 
leve godt? Når man nu ville tænke sig, at de summer, som nu verden over bruges til 
nød og ødelæggelser, var i stedet for var brugt i sociale øjemed i stedet for at bruges 
til død og ødelæggelse, var brugt til at afhjælpe nød og elendighed, var brugt til at 
hjælpe mennesker op, ja, man svimler ved tanken om, hvad der kunne være udrettet 
dermed. 
Dagen vil dog komme, da det skal betales. Jeg forstår det ikke, vil heller ikke forstå 
det, men når man ret tænker over det hele, ja da synes mig somme tider, fremtiden ser 
så mørk ud, og mennesker synes mig så slette, kunne der ske noget til en forandring, 
ja da var noget vunden. 
- Ja Peder måtte og med, den ene efter den anden må af sted, det tynder (ud) i folk 
herhjemme. Vi gruer og lidt for vinteren, avlen lille, kornet beslaglagt, dyrtid på 
livsfornødenhederne og arbejde. Egentlig må vi ikke klage endnu, det føles vist 
hårdest i de store byer. –  
Jeg står for at skulle rejse en tur til Høm og Ribe, rejser i eftermiddag, bliver borte til 
mandag, bliver altså borte Elises fødselsdag over. Min pas er udløben, og jeg kunne 
bedst komme her over. Vi har ikke begyndt i engen endnu.  
Margrethe venter stadig Ville hjem på orlov, men det trækker ud, måske bliver hun 
helt skuffet. Karen arbejder og på at få Peder hjem, og det kunne og hårdt gøres 
nødig. 
Nu venlig hilsen fra os alle 
Hans 
 
udateret brev på fortrykt brevpapir fra Spandetgård, poststemplet i Arnum den 
10.7.1915: 
Kære Tinne! 
Hermed mit fulde hjertes lykønskning til fødselsdagen. Ja den morgen d. 13. juli 1883 
står så fast i mine erindringer, at den aldrig kan udslettes, jeg befandt mig i en 
overordentlig lykkelig sindsstemning og så den skønneste morgen i naturen, der kan 
tænkes at opleve, det er måske derfor, du er bleven et sådant naturmenneske. Ja, det er 
godt at have sådanne fortidsminder at ty tilbage til, vi mennesker er så tilbøjelige til at 
glemme alt det gode og lyse, vi har modtaget i livet og hengiver os i tankerne til det 
hårde, det sørgelige, der har mødt os, og derfor glemmer (vi) at takke for alt det gode, 

---

 
174 
der er blevet os tildelt. Jeg mener dermed ikke, at vi derfor ikke må sørge over dem, 
der er taget fra os, dette ville være en skændsel, om vi kunne det, men har vi blot 
troen på det evige, så er gensynet, genlevelsen os vis, for at din moder og Søren er 
gået didhen, hvor der ingen død er mere, derom er jeg overbevist. Kunne dette blot 
hjælpe til, at også vi kunne leve og dø, således at de efterlevende kunne sige det 
samme om os, men det er desværre ikke så let, for vi syndige mennesker at få troen 
ligeså stærk som de to. Ja, det var et hårdt slag, den melding om Sørens død, han er 
næsten aldrig ude af mine tanker, netop til ham havde jeg sat så store forhåbninger, 
ham som det altid har glædet mig at tænke på, ham som jeg gerne kan sige aldrig har 
forvoldt mig den mindste sorg. Jeg husker så tydelig, da jeg gav ham det sidste 
håndtryk i Flensborg, at det måske var det sidste, men håbede dog fast, at vi atter 
skulle samles herhjemme, hvor vi så gerne vil være. Men Guds veje er ikke altid vore 
veje, derfor hengive os til og sige hans vilje ske. Men hvilken rig, hvilken herlig skat 
har han ikke efterladt os i hans dagbog, en sådan bliver kun få efterlevende til del, 
skønt vemodig er den dog en fortrøstning så stor, så klar at der så at sige ingen tvivl 
kan finde indgang.  
Nu er det stadig min bøn, at de 2 andre må undgå hans skæbne, må komme sunde og 
raske hjem til deres familie. Margrethe har længe ventet Ville hjem på orlov, men det 
lader endnu stadig vente på sig. Peder vil også forsøge at reklamere, men det er meget 
vanskeligere nu, end det har været, hvilket vel har sin grund deri, at der er så mange, 
der deserterer over grænsen, de forsvinder nu næsten alle, især de unge, men også 
ældre gør det, nu er Andreas Schak deserteret fra Slesvig, han blev som du vel ved 
såret allerførst på året, lå længe på forskellige lazaretter, kom hjem ved påsketid en 14 
dage, kom derefter til Slesvig, men er nu flygtet, hans forældre kender ikke det 
mindste til hans opholdssted, så de er meget urolige for ham. Nikolaj Jensen er såret 
og ligger på et lazaret ved Rhinen, men jeg kender ikke dets navn. 
Ja, det er sørgelige tider, alle landstormer af 1. april er nu næsten indkaldte, og der er 
mange steder ingen til at udføre arbejdet, der er f.eks. Mathias Poulsen fra Spandet og 
nu brændt for et par dage siden, der står den stakkels kone uden mand og uden hus og 
hjem, ja, der kan opregnes så mange sørgelige tilstande.  
Du skriver stadig om min regning, men nu vil jeg da lette dit sind derfor og melde dig, 
at den er kvitteret, jeg er overordentlig glad for træerne, de gror ganske godt alle 

---