Militær og civil, krig og fred I Danmark I 14-1500-tallet (1400-1570)

Konklusion

Denne artikel har eftersporet et skel mellem militær og civil i 1400- og 1500-tallets Danmark. Undersøgelsen tog udgangspunkt i den middelalderlige europæiske kontekst og gik derefter videre til at påvise, at en bestemt distinktion mellem krigere og ikke-krigere, der var udbredt i det meste af den vestlige kristenhed, også fandtes i Danmark fra 1200-tallet og frem. Denne distinktion byggede på flere forskellige kulturelementer, hvoraf denne artikel har lagt vægt på tre, som forekommer at være særligt vigtige: Stænderdeling, fredsbevægelser og idéen om retfærdig krig. Ud af sammensmeltningen af disse forskellige elementer voksede en distinktion mellem på den ene side en klasse af godsejende krigere og på den anden side to-tre klasser af ikke-krigere, som den krigende klasse skulle tage særligt hensyn til. I den forbindelse opstod forskellige normer og regler for, hvordan ikke-krigere skulle behandles. Væsentlige forskelle mellem den middelalderlige og den nutidige distinktion mellem krigere og ikke-krigere var, at den middelalderlige ikke baserede sig på et statslig definitionsmonopol og heller ikke på nogen idé om universelle rettigheder for alle mennesker uanset social status, køn, alder osv.

I senmiddelalderens Danmark relativeredes det teoretiske skel mellem adelige krigere og uadelige ikke-krigere af fænomener såsom bondefejder og bondeoprør. Det relativeredes også af, at uadelige borgere og bønder i betragteligt omfang tjente i kongens krige. Hvor fejder og oprør modarbejdede statens bestræbelser for at koncentrere magten, og i visse henseender (dette gjaldt særligt adelsfejderne og adelsoprørene) virkede direkte konserverende for den feudale samfundsorden med dens særlige kriger/ikke-kriger dikotomi, var almuens deltagelse i kongerigets krige til gengæld et proto-moderne træk.

Spørger man nu, om reformationen og 1500-tallets militære udvikling medførte brud eller kontinuitet i forhold til middelalderen, kan man netop med hensyn til rigets krige mod udenlandske magter se en vis kontinuitet. Under den første store krig, Danmark deltog i efter reformationen, byggede man videre på den senmiddelalderlige krigsorganisation. Udskrivningen af borgere og bønder foregik f.eks. på samme måde. De proto-moderne træk ved den senmiddelalderlige krigsorganisation blev imidlertid intensiveret under Syvårskrigen i en grad, så det er berettiget at tale om et brud. Frederik 2.s krigsordinans betegner en hidtil uset disciplinering af de menige krigsfolk og etableringen af en decideret militær jurisdiktion. Formentlig blev der også udskrevet flere bønder til krigstjeneste end nogensinde før. Samtidig var det middelalderlige adelsrytteri ved at miste sin militære betydning, og kongemagten blev i det hele taget markant stærkere. Herluf Trolles ligprædiken med dens stærke præg af middelalderlig stænderideologi kan læses som et bevidst forsøg på at legitimere aristokratiets privilegier i en tid, hvor standens militære særstatus og politiske magt overfor kongen var ved at blive undergravet. Herluf Trolle var i virkeligheden statsansat militærembedsmand mere end middelalderlig herremand, og den aristokratiske stænderideologi spiller da også en mindre rolle i hans private breve fra Syvårskrigen end i ligprædikenen. Alle disse forhold bar i retning af en mere moderne distinktion mellem militær og civil. Det var i stigende grad staten centreret om en stærk kongemagt, der definerede skellet mellem militær og civil.

Det var dog ikke kun i forbindelse med rigets krige mod udenlandske magter, at der skete forandringer. Af mindst lige så stor betydning for etableringen af et klart og mere moderne skel mellem militær og civil (og mellem krig og fred) var det, at senmiddelalderens fejder og oprør ophørte efter reformationen. Her kan ses et helt klart brud i udviklingen.

Også med hensyn til militærets behandling af civile i krig har denne artikel kunnet påvise om ikke et brud så en forskydning i normerne. Ikke kun Rønneby-massakren og den svenske konges beretning herom, men også den danske krigsordinans af 1564 (og Herluf Trolles forslag om bondekolonisation og etnisk udrensning i Sverige, som ganske vist ikke blev ført ud i livet), vidner om, at den krigsførende stat var ved at frigøre sig fra middelalderens begrænsinger til fordel for et mere rendyrket militært rationale.

Man kan så spørge, om denne forskydning i normerne var ideologisk eller materielt betinget. Denne artikel har gjort sig til fortaler for et materialistisk standpunkt. Det var den militære udvikling og den statslige centralisering, der forårsagede forskydningen. Luthers teologi og samfundsideologi fik størst betydning ved generelt at tildele den verdslige hersker mere symbolsk magt og legitimitet. Luther var ikke ophavsmandsmand til en helt ny krigsteori med nye regler for behandling af civile, men byggede i denne henseende videre på middelalderligt tankegods. Herfra udvalgte han de mest autoritære komponenter og satte dem sammen i en sammenhængende autoritær ideologi, der kunne udnyttes af den voksende stat.

I anden halvdel af 1500-tallet var der ved at opstå en distinktion mellem militær og civil, som minder ganske meget om den moderne distinktion. Til gengæld var idealet om skånsom behandling af ikke-krigere nærmest på retur. Selvom idealet langt fra var forsvundet helt, markerer Syvårskrigen i dette forhold et ”tilbageskridt” i forhold til middelalderen. Nutidens krigslove med deres regler om udstrakt hensyntagen til alle civile personer må set fra dette synspunkt være resultat af, at den statslige distinktion mellem militært og civilt kobles sammen med humane idealer, som muligvis genopdyrker middelalderlige idealer om beskyttelse af ikke-krigere, men først og fremmest skabes af et nyt universelt egalitært menneskesyn, som var middelalderen fremmed.

1 Ed. Otto Brunner, Werner Conze og Reinhart Koselleck, Geschichtliche Grundbegriffe, 4, 1978. Art. ’Militarismus’, s. 2-3 og 7. Lexicon des Mittelalters, 2, 1983. Art. “Bürger, bürgertum”, sp. 1010.

2 Georges Duby, The Three Orders. Feudal Society Imagined, 1978.

3 Philippe Contamine, War in the Middle Ages, Oxford 1984, s. 271-275. Heinz Angermeier, Königtum und Landfriede im deutschen Spätmittelalter, München 1966. Christine Reinle, Bauernfehden. Studien zur Fehdeführung Nichtadliger im Spätmittelalterlichen römisch-deutschen Reich, besonders in den bayerischen Herzogtümern, Stuttgart 2003, s. 12-13.

4 For følgende behandling af bellum iustum henvises til: Contamine 1984, s. 264-265 og 282-295. Carsten Selch Jensen, ”’Gud vil det’ – om retfærdige og hellige krige i middelalderen”, ed. Carsten Selch Jensen, Retfærdig krig. Om legitimeringer af krig og voldsudøvelse i historien, Odense 2006, s. 86-109.

5 Ed. Erik Kroman, Danmarks Gamle Love paa Nutidsdansk, 2, Kbh. 1945 (Jyske Lov, 3. bog §§4, 7 og 18).

6 Aksel E. Christensen, Ret og magt i dansk middelalder, Kbh. 1978, s. 51.

7 Bjørn Poulsen, ”Forholdet mellem land og by i dansk middelalder”, Historisk Tidsskrift, 2009.

8 Jens E. Olesen, ”Senmiddelalderens danske stændersamfund”, eds. Agnes S. Arnorsdóttir, Per Ingesman og Bjørn Poulsen, Konge, kirke og samfund. De to øvrighedsmagter i dansk senmiddelalder, Århus 2007, s. 13-35.

9 Ole Fenger, Fejde og mandebod. Studier over slægtsansvaret i germansk og gammeldansk ret, Kbh. 1971, s. 341-541.

10 Mange eksempler kan findes i Jens E. Olesen, Unionskrige og stændersamfund. Bidrag til Nordens historie i Kristian I’s regeringstid 1450-1481, Århus 1983.

11 Erik Ulsig, ”Landboer og bryder, skat og landgilde. De danske fæstebønder og deres afgifter i det 12. og 13. århundrede”, eds. Karsten Fledelius, Niels Lund og Herluf Nielsen, Middelalder, metode og medier. Festskrift til Niels Skyum-Nielsen, 1981, s. 154-156.

12 William Christensen, Dansk Statsforvaltning i det 15. Århundrede, Kbh. 1903, s. 295-299. Bjørn Poulsen, ”Med harnisk og hest. Om adel, krig og vold i dansk senmiddelalder”, eds. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660, Århus 2001, s. 44-77, her s. 50-55. Iben Fonnesberg-Schmidt, ”Købstædernes militære ydelser før 1570”, ed. Søren Bitsch Christensen, Renæssancens befæstede byer, udkommer 2009.

13 Christensen 1903, s. 288-294. Om udskrivningen 1502, se Fonnesberg-Schmidt 2009.

14 Poulsen 2001, s. 51-52.

15 Derved adskilte situationen i Danmark sig ikke fra situationen mange andre steder i Europa, hvor almuen fra tid til anden tjente som soldater i fyrsternes krige. I dette praktiske forhold har vi for øvrigt forklaringen på, at reglerne om retfærdig krig ikke udelukkede mænd af almuen fra at deltage i retfærdige krige (se ovenfor).

16 Christensen 1903, s. 299-326.

17 Poulsen 2001. Gunner Lind, ”Den danske adel og den militære revolution”, eds. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660, Århus 2001, s. 576-603, her s. 578.

18 Olesen 1983, passim. Harry Christensen, ”Rosenkrantz og Gyldenstjerne. Et forsøg”, eds. Svend E. Green-Pedersen, Jens Villiam Jensen og Knud Prange, Profiler i nordisk middelalder og renæssance. Festskrift til Poul Enemark, Århus 1983, s. 29-48.

19 Jeppe Büchert Netterstrøm, Fejde og magt i senmiddelalderen. Rosenkrantzernes fejder med biskop Jens Iversen Lange og Lage Brok 1454-1475, upubliceret ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet 2007 (a).

20 Netterstrøm 2007 (a), s. 259-292.

21 Otto Kalkar, Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700), bd. 3, s. 386-387 (’orlog’), bd. 2, s. 624-627 (’krig’).

22 Poulsen 2001.

23 Netterstrøm 2007 (a), s. 76-77. Jeppe Büchert Netterstrøm, ”Den danske stat og voldsmonopolet 1400-1660”, Den jyske Historiker, 116, 2007 (b), s. 88-119, her s. 95.

24 Netterstrøm 2007 (a), s. 270-272

25 Contamine 1984, s. 288-289.

26 Ed. Kroman 1945. Jyske Lov, 2. bog §114 og 3. bog §22.

27 Vilhelm Lütken, Bidrag til Langelands Historie, Rudkøbing 1909, s. 549 (brev 5/2 1457). Ed. Erik Reitzel-Nielsen og Ole Fenger, Danske Domme 1375-1662. De privat domssamlinger, Kbh. 1978-88, nr. 48.

28 Jeppe Büchert Netterstrøm, At forsvare til rette. Værnsforholdet og bøndernes retslige stilling i Danmarks senmiddelalder 1400-1513, Kerteminde 2003, s. 29. Netterstrøm 2007 (a), s. 48 note 132.

29 Netterstrøm 2003, s. 94-95. Netterstrøm 2007 (a), s. 39 og 299-300.

30 Det følgende bygger på Johs. Lindbæk, ”Biskop Niels Skave i Roskilde og Sorø kloster”, Historisk Tidsskrift, 1907-08, s. 254-283; Troels Dahlerup, De fire stænder, 1400-1500, Kbh. 1989, s. 281-288; og Per Ingesman, Provisioner og processer. Den romerske rota og dens behandling af danske sager i middelalderen, Århus 2003, s. 295-317. Dertil diverse kilder, bl.a. en afskrift (beroende i Det Kongelige Bibliotek) ved Thomas Bartholin af en del af processen for den pavelige højesteret (Rotaen), transkriberet og venligst udlånt til mig af prof., dr.phil., Per Ingesman, Aarhus Universitet. Per Ingesman planlægger en udgivelse af denne og andre kilder vedrørende danske Rotaprocesser i middelalderen.

31 Citeret fra Lindbæk 1907-08, s. 269.

32 Thomas Bartholin (se note 30), s. 670.

33 I 1682 var der 29 bønder og 10 husmænd i byen, se Henrik Pedersen, De danske Landbrug. Fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel, Kbh. 1928, s. 27. Antallet af bønder var formentlig omtrent det samme i senmiddelalderen, mens husmændene sandsynligvis er kommet til senere. Hertil kom så gårdskarle og voksne, hjemmeboende bondesønner. I alt har der vel levet sted mellem 40 og 60 voksne mænd i landsbyen i 1489.

34 Jeppe Büchert Netterstrøm, ”Bondefejder i Danmark 1450-1650”, ed. Erik Opsahl, Feider og fred i nordisk middelalder, 2007 (c), s. 35-72.

35 For bondeoprør i Danmark og Norden henvises til bidragene i eds. Anders Bøgh, Jørgen Würtz Sørensen og Lars Tvede-Jensen, Til kamp for friheden. Sociale oprør i nordisk middelalder, Ålborg 1988.

36 Jens Peter Sørensen, ”Oprørsretten som politisk instrument i kampen mellem kongemagt og aristokrati 1476-1505”, eds. Svend E. Green-Pedersen, Jens Villiam Jensen og Knud Prange, Profiler i nordisk senmiddelalder og renaissance. Festskrift til Poul Enemark, Århus 1983, s. 77-92.

37 Netterstrøm 2007 (b).

38 Se f.eks. nedenfor under omtalen af Herluf Trolles ligprædiken (feide=krig).

39 Jf. Netterstrøm 2007 (c), s. 67.

40 For følgende behandling af Luthers og andre 1500-talstænkeres syn på retfærdig krig henvises til Steffen Kjeldgaard-Pedersen, ”Om synet på krig og oprør i 1500-tallets Europa – især hos Luther”, ed. Carsten Selch Jensen, Retfærdig krig. Om legitimeringer af krig og voldsudøvelse i historien, Odense 2006, s. 113-165. Heinz Duchhardt, ”War and International Law in Europe, Sixteenth to Eighteenth Centuries”, ed. Philippe Contamine, War and Competition between States (The Origins of the Modern State in Europe), Oxford 2000, s. 279-299.

41 Kjeldgaard-Pedersen 2006, s. 120-122.

42 Frede P. Jensen, Danmarks konflikt med Sverige 1563-1570, Kbh. 1982.

43 Contamine 1984, s. 290.

44 Trykt i V.A. Secher, Corpus Constitutionum Daniæ. Forordninger, Recesser og andre Kongelige Breve Danmarks Lovgivning vedkommende 1558-1660, 1, Kbh. 1887, s. 260-274. Der henvises i det følgende til ordinansens paragraffer i hovedteksten.

45 Se også §48.

46 Hans Henrik Appel, ”Krigshåndværk, gudfrygtighed og den militære disciplin”, eds. Charlotte Appel, Peter Henningsen og Nils Hybel, Mentalitet og historie. Om fortidige forestillingsverdener, 2002, s. 152-158.

47 Trykt i: Ed. Gustav Ludvig Wad, Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, 1, Kbh. 1893, s. xiii-xxvi.

48 Ibid., s. xxii.

49 Fonnesberg-Schmidt 2009. 1563-64 blev bønderne udskrevet i lægd á 15, 10, 6 eller 5 mand (sammenlign med de senmiddelalderlige lægdsstørrelser ovenfor). En stor del af disse bemandede flåden under Herluf Trolles kommando. Efter 1565 skar man drastisk ned på udskrivningen af bønder til personlig krigstjeneste og lod i stedet lægdene finansiere hvervede skytter. Se Cecil W. Lebahn, ”De danske nationale troppers deltagelse i Syvårskrigen 1563-70”, Jyske Samlinger, Ny rk. 3, 1954-56, s. 243-260, her s. 253-259.

50 Wad 1893, s. xx.

51 Ibid., s. xx-xxi.

52 Ibid., s. xxi.

53 Ibid., s. xxii-xxiii.

54 Breve til og fra Herluf Trolle, s. 135 og 146.

55 Ibid., s. 122.

56 Ibid., s. 274: ”I Jylland er så mangfoldigt folk, og findes mange steder, (hvor) to eller tre besidder én gård, der til med to eller tre inderster eller husmænd, som kun har lidt. Nu ved jeg ikke, om det kan have nogen mening eller fremgang, at man alt sådant folk, der duelige var, over al Danmark, at man opbød dem, og man gav dem våben og værge, (og) lod dem drage med i Sverige. Erobrede de noget, måtte de beholde det; det skulle være en ret hunner-hær. Ville det lykkes, da havde man så godt af en jysk bonde i Sverige som af en svensk”.

57 Ibid., s. 251.

58 Ibid., s. 252.

59 Ibid., s. 169-173.

60 Ibid., s. 277-282.

61 Ibid., s. 170-171, note 5.

62 Ibid., s. 165-166.

63 ”De drev også bort af vejen fæ og kvæg, kvinder og børn, så at man aldrig kunne bekomme et menneske”.

64 Ibid., s. 277-282.

65 Ibid., s. 213-214.

66 Ibid., s. 227-228.

67 Ibid., s. 234-235 med note 2.

68 Ibid., s. 234-235.

69 Det er svært at forestille sig, at Herluf Trolle skulle være mere personligt berørt af massakren end den lybske admiral, der åbenbart ikke var mere hævngerrig end at han foreslog en forsigtigere linje overfor Sverige end Herluf Trolle. I det nævnte lukkede brev fra Herluf Trolle til kongen (ibid., s. 232-235) er der da heller ingen spor af et sådant emotionelt engagement. Det samme gælder Herluf Trolles beretning til kongen om en få uger senere opstået træfning med den svenske flåde, hvor den danske sejr da heller ikke på nogen måde beskrives som hævn for massakren (ibid., s. 236-238). Herluf Trolles sammensværgelse med de lybske officerer om at hævne massakren (se ovenfor) må således ses som den danske rigsadmirals velkalkulerede forsøg på at højne de lybskes krigsmoral, og karakteren af privat fejdebrev og personlig vendetta i brevet til Erik 14. havde vel samme årsag, hvortil kom legitimeringsbehovet.

70 Lars-Olof Larsson, Arvet efter Gustav Vasa, Stockholm 2005, s. 94.

71 Ibid., s. 96-100.

72 Ed. Holger Rørdam, ”Den nordiske Syvaarskrigs Historie som det synes sammenskreven 1570 af Mester Jon Tursen efter samtidige Optegnelser af Axel Gyldenstjerne”, Monumenta Historiæ Danicæ, 2:2, 1875, s. 199-445. Om stormen på Rønneby, s. 292-298.

73 Denne styrke bestod af udskrevne bønder fra det øvrige Danmark. Se Lebahn 1954-56, s. 255.

74 Citeret fra Larsson 2005, s. 97, og Jensen 1982, s. 98, oversat af undertegnede.

75 Ibid., s. 99.

76 Dette gælder dog kun for krige mellem kristne, ikke kristnes hellige krige (bellum sacrum) mod hedninge, dvs. korstog.