Militær og civil, krig og fred I Danmark I 14-1500-tallet (1400-1570)

Militær og civil efter reformationen

Den protestantiske reformation blev gennemført i Danmark i 1536 af kong Christian 3. (1534-59). Han var gået sejrrig ud af den store borgerkrig, Grevens Fejde (1534-36), der overordnet var en tronfølgekrig men også indbefattede en række store sociale oprør. Reformationen og Christian 3.s sejr i Grevens Fejde medførte en væsentlig styrkelse af den danske kongemagt. Den katolske kirke forsvandt som politisk og militær magtfaktor, og kirkegodset (ca. en tredjedel af alt jordegods i Danmark) blev konfiskeret af Kronen, hvilket forøgede kongemagtens indtægter voldsomt. Der gennemførtes i 1500-tallet en række lensreformer, der begrænsede de adelige lensmænds autonome magt over de kongelige len. Den lutherske teologi tilskrev i det hele taget fyrsten næsten uindskrænket magt. Danmark blev dog ingen enevældig stat før 1660. Under den såkaldte ”adelsvælde” (1536-1660) måtte kongen dele magten med adelen, hvis standsprivilegier (eneret til bestemte embeder, beskyttelse af gods og skattefrihed samt magtbeføjelser over bønderne) formelt set blev udvidet kraftigt i forhold til middelalderen. Riget blev regeret af kongen i fællesskab med rigsrådet, hvor kun verdslige adelsmænd nu havde sæde. Adelens privilegier og forfatningsmæssige forrang var som i middelalderen legitimeret af adelens krigstjeneste, som fortsat manifesterede sig i rostjenesten. Endnu havde man således et samfund, der var inddelt i stænder defineret efter et skel mellem krigere og ikke-krigere. Adelskavaleriets militære betydning var imidlertid stærkt aftagende i 15-1600-tallet, ligesom adelens forfatningsmæssige sidestilling med kongemagten var mere formel end reel og udvidelsen af privilegierne tildels var adelens beskyttelse mod den ekspanderende kongemagt.

I realiteten repræsenterede adelsvælden en alliance mellem kongemagten og højadelen med førstnævnte som klart dominerende part. Kongens styrkede stilling overfor adelen ses bl.a. af, at adelens oprørsret blev skrevet ud af håndfæstningerne. Adelen bevarede formelt sin fejderet, der optræder i samtlige håndfæstninger frem til enevælden, men i praksis ophørte adelen efter reformationen med at føre større fejder mod hinanden. Under adelsvælden gik man i det hele taget mere og mere i retning af et statsligt voldsmonopol. I 1537 blev der indført dødsstraf for borgere og bønder, der begik manddrab, hvilket markerede afslutningen på almuens ret til at føre hævnfejder. For adelige drabsmænd gjaldt landskabslovenes mere lempelige bestemmelser om manddrab helt frem til enevældens store rigslov, Danske Lov 1683, men i praksis blev der efter reformationen og navnlig fra 1580’erne skredet hårdere ind mod adeliges drab og voldsforbrydelser. Det er endvidere betegnende for periodens statsdannelsesproces, at der efter Grevens Fejde aldrig igen udbrød større bondeoprør i Danmark.³⁷

At store adelsfejder såvel som bondeoprør og borger- og bondefejder ophørte efter reformationen, må have medført, at skellet mellem krig og fred fremstod skarpere end i senmiddelalderen. Krig blev lig med kongens og rigets krig. Fred var ikke længere fravær af fejder mellem adelige herrer, men fravær af statslig krig. Samtidig blev rostjenesten underkastet en større grad af statslig styring end tidligere, ikke mindst pga. periodens stigende taktiske krav. Derved blev adelige, der optrådte i kongerigets tjeneste, mere disciplinerede, og rostjenesten blev omdannet fra middelalderlig ridderhær til moderne kavaleri. Borgere og bønder blev fortsat udskrevet til militærtjeneste på samme proto-moderne måde som i senmiddelalderen, og i mindst lige så stort omfang. Også de blev i 15-1600-tallet udsat for den disciplinering, der var nødvendig for at danne tidssvarende infanteriformationer.

Disse forhold må alt andet lige have betydet en skarpere skelnen mellem, hvad man kan kalde en militær situation og en civil situation. Når der var fred, var der virkelig fred, og det meste af samfundet var i fredstid klarere end før et civilt samfund. Når der var krig – eller når krigen truede – militariseredes dele af befolkningen på statens bud. For de militariserede personer må overgangen til den ’militære situation’ være oplevet som et større spring end i det middelalderlige voldssamfund, også fordi militæret var blevet mere militært end tidligere pga. den øgede disciplin. Forskellen mellem militariserede personer og de, som ikke blev udskrevet til krigstjeneste, må have fremstået skarpere end før.

Udviklingen afspejles i terminologien om krig og fejde. Som nævnt var der i middelalderen stort set ingen skelnen mellem begreber for offentlig krig og privat fejde. I 15-1600-tallet sker der en sproglig forskydning. Denne sproglige forskydning sker ikke ved en klar opspaltning af ord, der henholdsvis betyder offentlig krig og privat fejde. Det, der sker, er i hvert fald ikke, som man ellers kunne have troet, at ordet feyde mere og mere bruges om den private fejde i modsætning til krig og orlog, der eksklusivt betegner den offentlige krig – sådan som det er tilfældet i nutidsdansk. Feyde er langt op i 1600-tallet et af de mest brugte udtryk om kongeriget Danmarks krige mod andre stater.³⁸ Samtidig bruges feyde mindre og og mindre om den private fejde af den simple årsag, at private fejder stort set forsvinder. Efter reformationen anvendes feyde i betydningen privat fejde efterhånden kun som led i sin egen negation, nemlig i begrebet orfeyde (ikke-fejde), der endnu kunne bruges i forbindelse med afslutning af drabssager.³⁹ 15-1600-tallets sproglige forskydning består således i, at ordet feyde mere og mere kommer til at betegne den statslige krig, mens private konflikter i stigende grad omtales med udtryk, hvis referencer til legitimerende fænomener såsom en privat fejderet er svagere. De konnotationer af noget privat, som ligger i det nutidsdanske ord fejde, er således resultat af en nyere sproglig udvikling.

Den danske reformation medførte naturligvis, at Danmark tilegnede sig den lutherske teologi og samfundsideologi. Det er derfor relevant for vores problemstilling at kaste et blik på Martin Luthers syn på krig, soldater og civile.⁴⁰ Det står klart, at Luther ikke udviklede noget revolutionerende nyt syn på retfærdig krig. Han synes i mangt og meget at følge middelalderens idealer på dette punkt. Angiveligt skal Luther have været absolut modstander af angrebskrig, men ved nærmere eftersyn synes han snarere at følge den middelalderlige tankegang, at angrebskrig er tilladelig, hvis man er blevet tilstrækkeligt krænket. Det afgørende er tilsyneladende, hvem der oprindeligt starter konflikten – angreb kan betragtes som en art selvforsvar eller nødværge. I sin behandling af spørgsmålet om, hvorvidt soldaten kan udøve sit hverv uden at synde, kommer Luthers autoritære grundsynspunkt til fuld udfoldelse. Soldaten er i bund og grund skyldfri, fordi han har pligt til at underordne sig fyrstens ordre. Blot må soldaten ikke finde nydelse i krigen eller kæmpe og plyndre af grådighed. Parallellerne til middelalderens tænkning er klare, Luther ligger her i forlængelse af de mere autoritære udlægninger af bellum iustum, som fandtes allerede tidligt i middelalderen og blev fremherskende i senmiddelalderen (jf. ovenfor). Hermed stemmer det, at Luther mener, at fyrsten – og kun fyrsten – kan føre retfærdig krig. Det kan adelsmanden, købstaden eller andre magter under fyrsteniveau aldrig. Oprør mod øvrigheden er altid uretfærdige, fyrstens nedkæmpelse af oprør er altid retfærdig. Fyrsten er indsat af Gud og alle må underlægge sig hans autoritet, selv når han regerer tyrannisk. Selvom krig ikke er af det gode, skal befolkningen lydigt finde sig i den, da den er Guds straf for menneskenes synder.

Den yderste konsekvens af Luthers radikalt autoritære standpunkt er, at herskerens krige har tendens til altid at være retfærdige. Det afgørende bliver simpelthen, om krigen føres af en fyrste. Så langt gik Luther ikke, men dette syn bliver efterhånden mere og mere udbredt hos 15-1600-tallets krigsteoretikere. Løsningen på det paradoks, der var indlejret i middelalderens tænkning om bellum iustum, nemlig at begge parter i en krig til hver en tid vil hævde at føre retfærdig krig mod en fjende af retfærdigheden og freden, bliver at tilskrive legitimitet til alle krigsførende parter, så længe der er tale om suveræne stater. Dermed ophæves med tiden det middelalderlige krav om retfærdig hensigt i retfærdig krig. Dette bar stærkt i retning af et enevældigt synspunkt.

For spørgsmålet om forholdet mellem militær og civil må Luthers autoritære synspunkt med dets vægt på fyrstens position siges at være det afgørende. Hos Luther kan det militære kun udledes af fyrstens magt, hvilket implicerer en skarp skelnen mellem militært og civilt. Luther synes ikke at beskæftige sig detaljeret med, hvordan civile skal behandles i krig, men hans holdning til dette spørgsmål kan deduceres af netop hans autoritære grundsyn. Luthers udredning af soldatens skyldfrihed – og opfattelsen af krig som Guds afstraffelse af det syndige menneske – tenderer mod at give soldaten carte blanche til hensynsløs behandling af civile. Dette modvirkes imidlertid af, at Luther trods alt stiller visse moralske krav til soldaten. Endnu mere modvirkes det af det ansvar, Luther lægger over på fyrsten. Denne har pligt til at sørge for, at hans soldater er gudfrygtige og ikke synder. Drab og overgreb begået i krig regnes af Luther for syndige handlinger, hvilket ikke mindst må gælde drab og overgreb på civile. Dette fremgår af Luthers skepsis overfor angrebskrig, af selve præmissen for soldatens moralske kvababbelser, og af at Luther i det hele taget ikke afskaffer idéen om retfærdig krig. Fyrsten har således ansvar for soldaternes adfærd, og han har pligt til at afholde dem fra at synde ved at begå overgreb mod civilbefolkningen. Som vi har set tidligere, fandtes disse idéer, der favoriserede den verdslige fyrstes magt og samtidig tillagde ham hovedansvaret for soldaternes opførsel, allerede hos nogle af middelalderens tænkere. Det afgørende nye ved lutheranismen (på dette punkt) var nok, at tænkningen blev mere ensrettet og konsistent end i middelalderen, hvor mangfoldigheden af idéer havde givet et bredere spektrum af mulige opfattelser. Den vigtigste ideologiske konsekvens af Luthers tænkning om krig synes således at være en mere entydig verdslig-autoritær krigsteori end tidligere.

Den lutherske teologi og samfundsideologi ligger ganske klart bag de forskellige tiltag, man gennemfører i Danmark umiddelbart efter reformationen: Afskaffelsen af adelens oprørsret og af borgernes og bøndernes fejderet samt den faktiske afskaffelse af adelsfejder. Den konstitutionelle og symbolske ophøjelse af kongen og hans annektering af kirkegodset er naturligvis også følger af reformationens ideologi. Det skal tilføjes, at lutheranismen ikke var den eneste strømning i 1500-tallets Europa, der tilskrev fyrstemagten større betydning end før. Det gjorde også en række verdslige tænkere, naturligvis først og fremmest Machiavelli, hvis krigsteori er et ekstremt udtryk for det autoritære og magtprægede standpunkt. Hos Machiavelli findes der ingen forskrifter om krigeres behandling af ikke-krigere, i det hele taget findes der slet ingen teoretisering over emnet retfærdig krig. Enhver krig, der er fordelagtig for fyrsten, er en god krig. Alle andre hensyn er ligegyldige.⁴¹

Vi skal i det følgende afsnit undersøge spørgsmålet om militær og civil i Danmark ved at se nærmere på den første store krig, Danmark deltog i efter reformationen. Hvordan skelnede man mellem militære og civile under Syvårskrigen 1563-70? Hvilke normer var der for krigsfolkenes behandling af civile? Kan der i disse forhold ses en markant ny udvikling i forhold til senmiddelalderen, en udvikling frem mod noget mere moderne? Kommer den lutherske indflydelse til syne? Afsnittet behandler disse spørgsmål ud fra et udvalg af begivenheder og kilder og udgør langt fra en udtømmende undersøgelse.
Militær og civil under Syvårskrigen 1563-70

I 1523 var Kalmarunionen endegyldigt gået i opløsning med Gustav Vasas valg til svensk konge, og de følgende to hundrede år var det dansk-norske og det svensk-finske monarki hinandens ærkerivaler. Den første af en hel række af krige mellem de to stater var Den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Krigen bundede i en konflikt om magten over Østersøen, Baltikum og Øresund, der blev næret af en emotionel strid om heraldiske symboler i monarkiernes rigsvåbener. Da Danmark i 1563 erklærede Sverige krig skete det med krav om genoprettelse af den nordiske trestatsunion regeret af den danske kong Frederik 2. (1559-1588). Landkrigen blev ført i det sydlige Sverige, i Skåne og i det østlige Norge. Den indbefattede erobringer og langvarige belejringer af vigtige svenske slotte såvel som adskillige store slag mellem tusindtallige hære, men i lange perioder lå krigen stort set stille. Krigshandlingerne bestod ofte af hurtige raids, plyndringstogter og afbrændinger af fjendens bondeland. På havet havde begge riger deres orlogsflåder liggende ude, og det kom da også flere gange til store søslag. Efterhånden som Danmarks krigsfinanser var brugt op, blev Frederik 2. tvunget til forhandlingsbordet. Krigen endte med en begrænset sejr til Danmark. Ved freden i Stettin 1570 måtte Danmark nøjes med nogle forholdsvis beskedne svenske territoriale afståelser i Baltikum og erstatning for tilbagelevering af en erobret svensk borg.⁴²

Vi skal nu se nærmere på nogle udvalgte aspekter af forholdet mellem militær og civil under Syvårskrigen. Vi begynder med den krigsordinans gældende for de danske styrker, som blev proklameret i 1564. Derefter fokuserer vi på tekster af og om en højadelig krigsdeltager, rigsadmiral Herluf Trolle. Endelig behandles den svenske massakre på den danske by Rønneby i den østdanske provins Blekinge.

I december 1564 udstedte Frederik 2. en krigsordinans gældende for alle de danske landstyrker i krigen mod Sverige, både lejetropper og udskrevne danske borgere og bønder (men ikke den adelige rostjeneste). Krigsordinansen, hvis formål var at disciplinere soldaternes adfærd på en række forskellige områder, byggede videre på såkaldte krigs- og skibsartikler fra Christian 3.s tid og Frederik 2.s første år som regent. Krigs- og skibsartikler var et bredt europæisk fænomen, som hang sammen med den militære revolution og væksten i nationale hære og flåder. Andre europæiske stater var allerede begyndt at udstede krigsartikler i senmiddelalderen,⁴³ men i Danmark skete det først efter reformationen.

Frederik 2.s krigsordinans indeholder i alt 53 paragraffer eller ’artikler’.⁴⁴ Bestemmelserne består af en lang række forbud og påbud, der i mange tilfælde er belagt med dødsstraf, ofte udtrykkeligt uden mulighed for pardon. Enhver form for mytteri, desertering, forsømmelse af vagthold, sammensværgelse, forræderi og spionage for fjenden straffes med døden. Også for, hvad der synes at være mindre forseelser, er der strenge straffe. Soldaten skal altid sørge for at have sine våben hos sig. Har han ikke det, er straffen døden (§13). Den soldat, som med vilje bortkaster sin rustning og våben, ’skal straks borthænges uden al dom’ (§14). Glemmer en soldat det løsen, han er blevet oplyst om for at kunne færdes i lejren og på vagthold, skal han straffes på livet (§37). Krigsartiklerne søger også at begrænse druk og hasardspil. Drikker en soldat sig beruset, mens han er på vagt, skal han straks fængsles og sidenhen straffes efter øverstens dom (§33). Taber en soldat sin rustning og våben i spil, straffes han med døden (§31). Ukristelig banden og sværgen ”med Guds hellige ord” udløser dødsstraf ”uden al nåde” (§3).

Krigsordinansen skrider også ind overfor indbyrdes slagsmål og dueller mellem krigsfolkene. Tvekampe med ’dødelige’ våben (bøsser samt lange stik- og slagvåben) straffes med livsstraf. Har nogen soldat ’gammelt had og avind til en anden’, skal han lade fjendskabet hvile, så længe krigstoget varer. Tvekamp er dog betinget tilladt, så længe det foregår med kårde, kniv eller de bare næver. Starter et slagsmål eller en duel, eller blot et skænderi, skal tilskuerne skride ind og tre gange forsøge at få parterne til at ’tage fred’. Nægter de at standse (eller udvikler et skænderi sig til duel eller slagsmål), straffes slagsbrødrene ikke nødvendigvis herfor, hvis slagsmålet udkæmpes med de tilladte midler. Men kommer en af dem til skade eller bliver slået ihjel, efter at tilskuerne har forsøgt at stifte fred, tager han skade for hjemgæld. Slår man en anden, efter at der er ’taget fred’, straffes man på livet uden al nåde. Det samme gælder, hvis man i en duel slår på en, der ligger ned eller er ’værgeløs’ (dvs. ubevæbnet) (§§19-21). Krigsordinansen foreskriver således en form for statsligt voldsmonopol gældende under krigstoget, men interessant nok er bestemmelserne, der skal begrænse private fjendskaber og opgør, ikke helt så ultimative som mange af ordinansens øvrige bestemmelser. Reglerne er tilsyneladende en smule lempeligere for landsknægte (dvs. lejesoldater). Ordinansen synes nemlig at give tilladelse til, at to landsknægte duellerer én gang uden straf. Men også kun én gang. Slås de to for anden gang, er de hjemfaldne til dødsstraf (§22).

Krigsordinansen behandler et langt bredere spektrum af forseelser begået i militært regi end tidligere lovgivning (se ovenfor), og den etablerer en egentlig militær jurisdiktion. Enhver krigsmand skal sværge troskab mod kongen og sine foresatte i det militære hierarki. Så længe han er indrulleret, er han med sin ed underlagt ordinansens bestemmelser, der er langt strengere end de love, der gælder i fredstid og for civile. Forseelser pådømmes af feltøversten, som både afgør skyldsspørgsmål og i nogle tilfælde udmåler straffen efter egen vurdering (f.eks. §33 og 37). På felttog og vagthold har enhver befalingsmand myndighed til at straffe menige krigsfolk for brud på disciplinen (§25). Ordinansen opererer også med en art militærpoliti i form af profossen og hans knægte (§18), og til at eksekvere straffene har militæret sin egen skarpretter. Der er dødsstraf for på nogen måde at forurette skarpretteren eller hindre ham i at udøve sit hverv (§30). Hvis profossen arresterer nogen for en forseelse, må de andre krigsfolk ikke sætte sig op imod profossen, hindre ham, rotte sig sammen mod ham, eller tage arrestanten i forsvar. Straffen herfor er døden, dog tilsyneladende med mulighed for benådning (§42). Hvis nogen hjælper en anklaget med at flygte fra profossen, skal han lide den samme straf, som den undvegne stod til (§43). På samme måde giver ordinansen særlig retsbeskyttelse til den befalingsmand, som på felttog eller vagthold disciplinerer en underordnet. Hvis nogen efterfølgende angriber eller rotter sig sammen mod befalingsmanden for at hævne sig, straffes de med døden (§25).

Krigsordinansen nøjes ikke med at foreskrive et helt apparat af militærpoliti og -dommere, der skal udøve disciplinering ovenfra og ned, men påbyder også krigsfolkene at håndhæve reglementet overfor hinanden. Krigsfolkene skal således være profossen behjælpelig med at foretage arrestationer (§42), og hvis profossen ikke selv er i nærheden, skal de på egen hånd anholde krigsfolk, der begår ’åbenbarligt skændige gerninger’, såsom mord og tyveri (§43). Hører man, at nogen planlægger at begå forræderi, har man pligt til at melde det til profossen (§18). Hvis en krigsmand under et slag opfordrer til masseflugt, skal den, der står ved siden af ham, slå eller stikke ham med sit våben. Dør manden heraf, skal den, der slog eller stak ham, ikke straffes for drab. Tværtimod skal han ’stor tak dermed have fortjent’ (§ 15). En lignende bestemmelse gælder for det tilfælde, at en knægt forlader sin plads i march- eller slagordenen. Da har såvel befalingsmænd som menige knægte pligt til at drive ham tilbage på plads, og hvis han sætter sig til modværge, kan han dræbes straffrit (§25).⁴⁵ Endelig, som omtalt ovenfor, har de omkringstående pligt til at gribe ind i indbyrdes skænderier og slagsmål (§21). Lignende påbud om at bistå øvrigheden med at straffe og disciplinere fandtes ikke i den civile lovgivning.

Krigsordinansen indeholder en hel artikel om krigsfolkenes behandling af civile, som naturligvis har vores særlige interesse: ”Item kvinder, som reder til barsel eller ligger udi barselsseng, jomfruer, piger, gammelt folk, prædikanter og andre gejstlige personer, skulle de (:krigsfolkene) forskåne og dem ingen skændsel eller overvold bevise under livsstraf uden al nåde” (§6). Bestemmelsen har til formål at beskytte civile svenskere mod overgreb fra den danske hær. Dels beskyttes alle de nævnte persongrupper mod overgreb i form af fysisk vold (”overvold”), dels beskyttes mindreårige piger og højgravide kvinder mod voldtægt (”skændsel”). Bemærkelsesværdigt er det, at civile mænd ikke beskyttes, med mindre de tilhører kategorien ”gammelt folk”, hvilket vil sige, at ikke kun voksne mænd, men tilsyneladende også mindreårige drenge, er legitime mål i Danmarks krig mod Sverige. Det samme gælder voksne kvinder, med mindre de er højgravide eller gamle. Herved adskiller krigsordinansen sig fra de fleste middelalderlige regler om krigsførelse, som jo beskytter alle børn og kvinder uanset stand samt – i mange tilfælde – alle mænd tilhørende de lavere stænder.

Den følgende artikel forbyder krigsfolkene at plyndre eller gøre skade på kirker i fjendeland. I stedet skal soldaterne ære, beskytte og beskærme kirkerne og holde ”kristelig skik og ordning, eftersom af gammel tid sædvanligt haver været” (§7). Artiklen kunne måske tolkes som udslag af en typisk protestantisk gudfrygtighed, men det er nok mere rigtigt at betone kontinuiteten tilbage til den katolske æras særlige beskyttelse af gejstligheden og kirken (jf. også artiklens egen formulering).

En række af ordinansens artikler omhandler de danske krigsfolks plyndring hos fjenden. Bestemmelserne gælder udplyndring af både militære og civile personer. Krigsfolkene må plyndre, når de med storm har erobret en befæstet by, et slot eller et skib. Det samme gælder, når de har vundet et slag, og her omfatter plyndringsretten landsbyerne i omegnen af slagmarken. Plyndringen skal dog ske under krigsledelsens kontrol efter en bestemt ordning, og erobret ammunition skal altid tilfalde kongen (§§10, 26, 47 og 48). Sker det, at hæren efter overenskomst med den svenske kommandant indtager et slot, et skib eller en befæstet by for et bestemt tidsrum (en normal fremgangsmåde i datidens krige), er det forbudt at plyndre. I forbindelse med denne bestemmelse pålægges det krigsfolkene at forholde sig ”fredeligen” med fjender (vist både militære og civile), der er taget til nåde og har hyldet den danske konge som deres herre. Dette pålæg må for øvrigt have været gældende udover den specifikke sammenhæng, hvori det nævnes (§9). Krigsfolkene må under ingen omstændigheder plyndre i den danske konges eget land eller på nogen måde ”tilføje Vore undersåtter nogen skade eller overvold”. Har krigsfolkene behov for proviant eller lignende, mens de opholder sig på dansk grund, skal de betale for det (§40).

To bestemmelser drejer sig endvidere om afbrænding af fjendtligt territorium, herunder brandskatning (dvs. afpresning af fjendens bønder under trussel om afbrænding af deres besiddelser og afgrøder). Feltherren skal give tilladelse til al ildspåsættelse, da afbrænding af fjendens marker og byer kan ødelægge den danske hærs muligheder for at proviantere (§27). Ligeledes er det kun feltherren, der kan give tilladelse til at afbrænde eller på anden måde ødelægge møller, smedjer og plove (§29).

Bestemmelserne om plyndring og afbrænding kan umiddelbart opfattes som et ønske om at tage hensyn til den svenske civilbefolkning, og særligt reglerne vedrørende bondebefolkningen kan minde om middelalderlig freds- og stænderideologi. I virkeligheden er de motiveret af rent militære og fiskale hensyn. Reglerne om afbrænding skyldes hensynet til hærens proviantering og udrustning. Formålet med reglerne om plyndring er at undgå uenighed blandt de danske krigsfolk om byttets deling og at forhindre dem i at påbegynde plyndring inden kamphandlingerne er afsluttet (§48). Påbuddet om at holde fred med svenskere, der har overgivet sig og er taget til nåde, er en logisk konsekvens af, at de efter hyldningen er blevet den danske konges undersåtter og/eller at de under en lokal våbenstilstand skal skånes af politiske hensyn. Og forbuddet mod at plyndre og begå ”overvold” mod danske undersåtter skyldes først og fremmest et ønske om at sikre godsejernes og statens beskatningsgrundlag.

Frederik 2.s krigsordinans af 1564 markerer i forhold til spørgsmålet om militær og civil både brud og kontinuitet. Der kan både direkte og indirekte konstateres en meget skarp skelnen mellem militære og civile personer. Dette gælder danske militære overfor svenske civile såvel som danske militære overfor danske civile. Denne skelnen er skabt af krigen mellem to suveræne kongeriger. Ordinansen proklameres af kongen alene, og det er et statslignende embedsapparat, der skal gennemtvinge reglementet overfor soldaterne. I forhold til tidligere markerer dette ikke noget entydigt brud, for som vi så tidligere, var en mere moderne skelnen allerede på vej i senmiddelalderen netop i forbindelse med kongerigets ”store” krige. Det nye ligger i omfanget og intensiteten af krigens statsliggørelse. Ordinansen indeholder usædvanligt mange bestemmelser, uhørt hårde straffe for brud på dem, etableringen af en klart organiseret og omfattende militær jurisdiktion, et ellers i dansk ret ukendt krav til alle om at bidrage til disciplineringen, samt en række specifikke regler for krigsfolkenes forhold til civilbefolkningen, der aldrig før var givet lovkraft.

Bestemmelserne om krigsfolkenes behandling af civile har rødder i middelalderens distinktion mellem krigere og ikke-krigere. Imidlertid markerer de et brud ved at gøre alle mandlige civile (bortset fra gamle) til legitime mål. Den middelalderlige norm om at friholde arbejdende bønder og borgere, der var vokset ud af fredsbevægelserne og stænderideologien, er således ikke til stede i ordinansen. Som nævnt tillod nogle af middelalderens afhandlinger om retfærdig krig, at man angreb voksne mænd, men ingen tillod så vidt vides overgreb mod drengebørn. Endnu mere radikalt er det, at ordinansen indirekte giver tilladelse til voldtægt, drab og andre overgreb på voksne kvinder (bortset fra gamle og højgravide). Reguleringen af de danske soldaters plyndring og afbrænding har da heller ikke til hensigt at skåne hverken mandlige eller kvindelige laboratores, men skyldes et mere eller mindre eksplicit militært, fiskalt og politisk rationale. Denne forskydning i reglerne for legitime krigsmål kan ses som et ”moderne” træk, også selvom der i en vis forstand var tale om et tilbageskridt i udviklingen hen mod nutidens humane krigslove. Det ”moderne” (eller rettere tidligt moderne) træk var, at krigsførelsen var ved at frigøre sig fra middelalderens ideologiske begrænsninger. Statens evne til at føre krig på optimale betingelser var på vej til at blive det altafgørende hensyn. Det er muligvis en vovet påstand, men 1564-ordinansens minimering af den befolkningsgruppe, der skal skånes i krig, synes begrundet i en rent militær logik. Den danske konge forbeholder sig ret til at lade sine soldater dræbe civile mænd og kvinder for at mindske fjendens beskatnings- og rekrutteringspotentiale, og måske også for at terrorisere civilbefolkningen og give soldaterne uhindret adgang til plyndring. Og for at give sine egne tropper en gulerod, tillader kongen dem at få deres vilje med de svenske kvinder.

De danske kongers krigs- og skibsartikler fra første halvdel af 1600-tallet, som enten kopierede eller byggede videre på 1564-ordinansen, er blevet tolket som et udtryk for luthersk ideologi og gudfrygtighed.⁴⁶ Synspunktet kan i modificeret form gøres gældende for 1564-ordinansen i sig selv. Blot skal man være opmærksom på, at 1564-ordinansen i mange henseender har sine rødder solidt plantet i middelalderlig tænkning og praksis. Adskillige af de konkrete bestemmelser, der eventuelt kunne opfattes som udslag af det nye lutherske tankesæt, gengiver i virkeligheden idéer, normer og retsregler, der allerede var gældende (eller i hvert fald i omløb) i middelalderen. Selve udstedelsen af en omfattende militærordning var inspireret af en udenlandsk praksis, der eksisterede før reformationen. Der var således ikke tale om noget entydigt protestantisk/luthersk fænomen.

Der kan på den anden side ikke herske tvivl om, at den lutherske ideologi havde stor indflydelse på, at sådanne militære ordninger begyndte at blive udstedt i Danmark efter reformationen. Den nye ideologi tildelte den verdslige hersker en hidtil uset magt og samtidig et religiøst og moralsk ansvar for soldaternes adfærd. Danmarks efter-reformatoriske krigsordinanser var et udtryk for begge dele. Det lutherske præg kan dog ikke først og fremmest aflæses af noget specifikt luthersk forbud eller påbud i de enkelte bestemmelser. På dette niveau gengav ordinansen ofte før-reformatoriske normer. Det lutherske i krigsordinansen skal ses på et mere overordnet plan. Det skal ses i selve kongens magt og ret til overhovedet at udstede forordningen, og det skal ses i den voldsomme disciplinering af soldaterne, han både kan og skal udøve. Endvidere hænger den konstaterede minimering af moralske begrænsninger på statens krigsførelse muligvis direkte sammen med det lutherske. Alle de middelalderlige begrænsninger kunne jo hævdes at være katolske/skolastiske ”påfund”. Her er det værd at bemærke, at 1564-ordinansen ikke viser mange tegn på, at man som erstatning indførte et luthersk moralsæt. Den tilbagevenden til Bibelen og ikke mindst Det Gamle Testamente, som Luther plæderede for, og som satte sit tydelige præg på den civile lovgivning i Danmark efter reformationen, kan i hvert fald ikke ses ret tydeligt i 1564-ordinansen. Moselovens absolutte forbud mod at slå ihjel blev der for eksempel set stort på. Her betjente man sig fortsat af den gamle augustinske grundidé om, at drab kunne legitimeres i en retfærdig krig.

Det afgørende lutherske ved 1564-ordinansen er således dens generelt autoritære tilsnit, der kan ses som afledt af Luthers lære om det verdslige regimentes primat i jorderiget. Det er imidlertid langt fra alt i ordinansen, der overhovedet kan forklares ud fra luthersk teologi. Ser man på ordinansen fra et materialistisk synspunkt frem for et idéhistorisk, fremstår den som et produkt af 1500-tallets statsdannelsesproces, der hang sammen med den militære udvikling. Kun gennem denne optik kan vi forstå det statsligt-militære rationale, som gennemsyrer ordinansen. Kun ved at erkende dette rationales dominans kan vi rigtigt forstå, hvorfor ordinansen minimerer hensynet til den svenske civilbefolkning, hvorfor plyndring tillades, hvorfor en militariseret dansker kan idømmes dødsstraf for at tabe sin rustning i spil eller falde i søvn på vagten, hvorfor der i det hele taget er en militær jurisdiktion etc. Set fra dette synspunkt var den lutherske teologis funktion først og fremmest, at den tildelte kongen legitimitet og gav mulighed for at udvælge de eksisterende idéer, normer og regler (både før-reformatoriske og reformatoriske), der virkede mest til fordel for kongemagten, og give dem en entydigt autoritær retning.

Vi skal nu undersøge problemstillingen om militær og civil i Danmark efter reformationen ved at betragte en adelsmand, som deltog i Syvårskrigen. Det drejer sig om herremanden Herluf Trolle. Han tilhørte den godsrige højadel og inderkredsen omkring kong Frederik 2., han var medlem af rigsrådet og lensmand på forskellige kongelige slotte. Under Syvårskrigen var han rigsadmiral og således øverstkommanderende for den danske flåde. I årene 1563-65 var han fuldt beskæftiget med sit militære topembede, indtil han i juni 1565 blev såret i slaget ved øen Femern. Få uger senere døde han i København af sine sår. Fra Herluf Trolles hånd er bevaret en stor mængde breve til kongen, adelige standsfæller og til hustruen Birgitte Gøye. I årene 1563-65 omhandler en stor del af disse breve naturligvis krigen mod Sverige.

Vi starter imidlertid med den prædiken, som blev holdt ved Herluf Trolles begravelse.⁴⁷ Herluf Trolles ligprædiken er forfattet af den fremtrædende teologiprofessor Niels Hemmingsen, hvilket teksten bærer stærkt præg af. Herluf Trolle har sikkert på en eller anden måde haft indflydelse på indholdet, og hans familie har utvivlsomt skullet godkende prædikenen, inden den blev læst højt ved begravelsen. Under alle omstændigheder har Niels Hemmingsen været sig sit adelige publikum bevidst, og en adelig etos er markant til stede i teksten ved siden af den lutherske diskurs.

Hvad Niels Hemmingsens prædiken har at sige om militær og civil er da også præget af en middelalderlig stænderideologi med vægt på adelens særstilling. Dette kommer tydeligt frem i følgende passage, der omhandler Niels Hemmingsens personlige møde med Herluf Trolle, inden denne drager ud på sit sidste togt i juni 1565. Niels Hemmingsen forsøger at overtale Herluf Trolle til at blive hjemme med den begrundelse, at han nu i to år har vovet sit liv i krigen og derfor ikke har pligt til endnu engang at bringe sig selv i livsfare. Hertil svarer Herluf Trolle: ”Mister jeg liv, får jeg vel liv igen. Vide I, hvorfor vi hedde herremænd, hvorfor vi bærer guldkæder og har jordegods og ville være yppermere og højere agtede end andre? Derfor har vi denne ære frem for andre, at når vor konge og herre, land og rige har det behov, da skulle vi rigens fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue vort fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed: Ja, ville vi have det søde, så må vi også have det sure med”.⁴⁸

Herluf Trolle begrunder altså sin afrejse med forpligtelsen som adelig herremand, og dermed begrunder han også adelens privilegier, særstatus og rigdom. Formålet med at gå i krig er at beskytte almuen, så den kan leve i fred. Skellet mellem krigere og ikke-krigere går således mellem krigende adelige og arbejdende, fredelige uadelige. Herluf Trolle ved imidlertid lige såvel som Niels Hemmingsen og dennes tilhørere ved begravelsen, at uadelige i store skarer deltog i krigen mod Sverige. Fra udskrivningslisterne ved vi, at der f.eks. i krigsåret 1564 blev udskrevet knap 2.500 krigs- og bådsmænd til flåden af de danske købstæder.⁴⁹ Dette lægges der heller ikke skjul på i Herluf Trolles ligprædiken. Et helt centralt element i den citerede passage er derfor ordene ”med al magt og formue”: Både adelige og uadelige tjener riget i krigen, men hvor uadeliges krigstjeneste er begrænset tidsligt og økonomisk, er adeliges krigstjeneste ubegrænset. Argumentationen ligner meget begrundelsen for herremændenes skattefrihed i Jyske Lov fra 1241 (se ovenfor).

Stænderideologien er gennemgående i ligprædikenen, som tilstræber at give et helt igennem positivt billede af Herluf Trolle og den samfundsorden, han repræsenterer. Han fremstilles som den ideale herremand, der har haft en ”kærlig omgængelse” med alle mennesker, adelige og uadelige, fattige og rige, borgere og bønder, kvinder og mænd, unge og gamle. ”Hver af de stater (:stænder), som Gud har ordineret, gav han hver sin tilbørlige ære, anseende hver at være en gavnlig lem udi vor Herres Jesu Kristi legeme”. Det er den middelalderlige tanke om en social funktionsdeling af befolkningen, der her kommer frem. For sin kærlige omgængelse med folk af alle stænder belønnedes Herluf Trolle med folkets kærlighed, ”klerke, borgere og bønder agtede ham ikke anderledes end en fader udi alle måder”.⁵⁰

Herluf Trolle har været kongen tro i både fred og fejde (:krig). I fredstid har han varetaget sit embede som kongelig lensmand efter loven. Han har ikke fundet på nye skatter til at besvære de ”fattige undersåtter” (:borgerne og bønderne), og han har forestået retsplejen i sine len med mildhed. Skete det, at Herluf Trolle var nødsaget til at lade en undersåt straffe på livet eller helbredet for en forbrydelse, gjorde han sin pligt med sorg i sindet.⁵¹

I fejde viste Herluf Trolle ved sin mandige optræden, at han bar sit riddersværd med rette.⁵² På admiralsskibet var han elsket af hele mandskabet, ”som var han deres kødelige fader”. Da han såres i slaget ved Femern, nægter han at modtage lægehjælp, før alle de andre sårede er blevet forbundet: ”Han stod med sine sår, blodet forrandt ham, dog ville han, at de fattige krigsfolk og bådsmænd skulle først forbindes”. Herluf Trolle ofrer sig for de uadelige krigsfolk, hvilket Niels Hemmingsen mener er fatalt (”det var vel en farlig fortøvelse”).⁵³ Han ender således med virkelig at give sit liv, for at undersåtterne (helt konkret de sårede krigsfolk) kan ”leve udi fred og rolighed”. Herluf Trolles ord om herremændenes guldkæder og ubegrænsede krigstjeneste får dermed karakter af en spådom, der går i opfyldelse. Herremændenes særlige forpligtelse til at vove livet for kongen og undersåtterne betragtes som noget skæbnebestemt, ligesom adelsprivilegierne er arvelige og stænderdelingen er indstiftet af Gud.

Herluf Trolles ligprædiken adskiller sig betydeligt fra krigsordinansen af 1564, hvad angår definitionen af militær og civil. Ligprædikenen repræsenterer i høj grad et senmiddelalderligt aristokratisk tankesæt koblet med lutheranisme, kongetroskab og patriotisme. Skellet mellem militær og civil er nogenlunde identisk med skellet mellem adelig og uadelig, hvor det i krigsordinansen går mellem personer, der er militariserede af staten, og personer, der ikke er, stort set uden hensyn til stand. Denne forskel mellem ligprædikenen og krigsordinansen kan kun delvist forklares med, at krigsordinansen kun er gældende for menige krigsfolk. Herluf Trolles ligprædiken adskiller sig til gengæld fra situationen i senmiddelalderen ved at operere med et klart skel mellem krig og fred. Eller rettere sagt mellem fejde og fred, for feide er ordet, der bruges om statens krig (jf. ovenfor).

Vi skal nu se, hvad Herluf Trolles breve fra Syvårskrigens tid siger om militær og civil. Her kan vi indledningsvist fastslå, at den aristokratiske diskurs ikke kommer helt så stærkt til udtryk i de private breve som i den officielle ligprædiken. I sin omtale af det militære mandskab på flåden skelner Herluf Trolle først og fremmest mellem officerer (”gode mænd”) og menige krigsfolk, ikke mellem adelige og uadelige. Officerer var ikke nødvendigvis adelige, og de menige krigsfolk på flåden bestod som sagt i vidt omfang af militariserede medlemmer af de lavere stænder. I flere tilfælde roser Herluf Trolle ikke blot officererne, men også de menige krigsfolk, overfor kongen.⁵⁴ Der findes så godt som ingen principielle udsagn om, at adelige skulle være dygtigere eller mere engagerede krigere end uadelige. Bønder regnes dog gennemgående for mindre gode krigere end lejetropper og herremænd. I et brev til standsfællen Mogens Gyldenstjerne beroliges der f.eks. med, at en truende svensk opmarch mestendels består af bønder.⁵⁵ I et andet brev til Mogens Gyldenstjerne, der var en af Frederik 2.s nærmeste rådgivere, lancerer Herluf Trolle på den anden side en fantastisk plan om at kolonisere Sverige med jyske bønder. Ifølge Herluf Trolle er der i Jylland et overskud af bønder og husmænd, som kan bevæbnes og tages med på krigstog til Sverige. Her kan bønderne få lov til at beholde hvad ejendom, de måtte erobre. ”Det skulle være en ret hunner-hær!”, udbryder Herluf Trolle begejstret. Selvom planen aldrig blev til noget, viser den, at Herluf Trolle havde tiltro til det militære potentiale i de danske bondemasser. Forslaget indebærer dog, at bondekolonisatorerne efter erobringen bliver fredelige, afgiftspligtige bønder under den danske krone og adel. Det er for øvrigt interessant, at planen inkluderer etnisk udrensning af svenske bønder.⁵⁶

I adskillige breve giver Herluf Trolle en begrundelse for at føre krig, der minder meget om den, der gives i hans ligprædiken. Begrundelsen fremkommer i forbindelse med, at Herluf Trolle udtrykker håb om sejr i krigen. Herluf Trolle fortæller således kongen, at han vil bede til Gud om sejr, ”Gud til lov og Eders Kongelige Majestæts undersåtter til fred og rolighed”.⁵⁷ I et andet brev takker Herluf Trolle Mogens Gyldenstjerne for tilsendt proviant og fremsætter håbet om, at Gud vil lade den danske flåde udrette noget i krigen, ”så Gud kunne komme til lov og fattige stakler til fred og gavn for alle deres store bekostninger”.⁵⁸ De fattige stakler er de bønder, af hvem Mogens Gyldenstjerne har opkrævet afgifter for at kunne forsyne flåden. Det er således ikke kun den officielle ligprædiken, men også de private breve, der udtrykker den aristokratiske ideologi om herremanden, der fører krig, for at den afgiftspligtige almue kan leve i fred.

En række af brevene omhandler direkte forholdet mellem militære og civile i Syvårskrigen. Herluf Trolle skelner i den forbindelse klart mellem de to grupper, og han kommer ind på, hvad han opfatter som gældende krigslov. Det drejer sig om breve, der omhandler dels Herluf Trolles forhold til den svenske befolkning på Øland, dels Herluf Trolles reaktion på svenske overgreb mod civile købmænd.

I slutningen af juni 1564 ligger rigsadmiralen med den danske flåde ud for det svenske Øland. Herfra skriver han et åbent brev til øens ”menige bønder og almue”. Herluf Trolle forklarer, at den svenske konge, Erik 14., har forårsaget krigen og tvunget Frederik 2. til at angribe Sverige. Den danske konge har opbudt en stor hær og flåde, som nu vil hjemsøge Sverige, hvilket vil være mange uskyldige svenskere til stor skade og fordærv. Da kongen slet ikke ønsker Sveriges indbyggere noget ondt, men meget hellere ville holde dem ved deres gamle lov og ret, tilbyder Herluf Trolle nu at benåde alle ølændinge, der vil gå den danske konge til hånde. Han vil nu afvente Ølands svar, inden han angriber øen. Er svaret ja, vil Herluf Trolle på kongens vegne tage øens indbyggere i forsvar og holde dem ved deres gamle lov og ret, som de svenske konger har undertrykt de sidste 40 år (dvs. siden Gustav Vasas kroning). Afslår Øland dette tilbud, vil Herluf Trolles flåde angribe øen. Rigsadmiralen slutter brevet med forklare Ølands almue, at Danmarks sejr er uundgåelig. Sverige kan umuligt stå imod Danmarks magt med Guds hjælp, for Gud kan ikke være imod den danske konge, der ikke har startet krigen, men vil tværtimod straffe den svenske konge for hans uret.⁵⁹

Tre måneder senere, i slutningen af september, angriber Herluf Trolle og den danske flåde Øland. I et brev til kongen beskriver han efterfølgende, hvordan landgangsstyrken har ”brændt” på øen i fem dage uden at møde den store modstand.⁶⁰ Samme dag, som de danske krigsfolk forlader øen, og den danske flåde sætter sejl mod Bornholm, tilskriver Herluf Trolle nok engang Ølands menige bønder og almue. I brevet retfærdiggør rigsadmiralen de danske hærgninger. Han finder afbrændingerne beklagelige, men Ølands indbyggere er selv skyld i dem, fordi de har siddet Herluf Trolles varselsbrev overhørig, og fordi de ydermere har været med til at ”røve og brænde” i Blekinge. Herluf Trolle erklærer slutteligt, at han for fremtiden agter at behandle Ølands indbyggere som fjender.

Herluf Trolles breve til Øland viser, hvor vigtigt det endnu var at legitimere krigshandlinger. Begrundelsen hentes tydeligvis i middelalderlige idealer om bellum iustum. Endvidere spiller brevene på diskursen om den nådige, beskyttende og retskafne herremand, som også findes i Herluf Trolles ligprædiken. Brevene til Øland er i disse forhold stærkt inspireret af breve, som Frederik 2. selv lod udgå til Sveriges indbyggere under krigen.⁶¹ Herluf Trolles påstand om, at Danmarks krig mod Sverige er en retfærdig krig, er således repræsentativ for den officielle danske krigslegitimering.

Denne propagandistiske og idealistiske retfærdiggørelse af krigsførelsen kan konfronteres med Herluf Trolles lukkede breve til Frederik 2. vedrørende Øland. Samtidig med, at Herluf Trolle sender det første åbne brev til Øland, forklarer han i hemmelighed kongen, at han vægrer sig ved at gøre landgang, fordi han ikke har tropper nok.⁶² Det første brev til Øland må derfor betragtes som et kalkuleret forsøg på at købe tid og få Ølands befolkning til at overgive sig uden kamp, og som et led i en større propagandakrig, mere end det ædle tilbud om fred, det udgiver sig for at være. Efter hærgningen af Øland skriver Herluf Trolle igen et lukket brev til kongen og beretter om begivenhederne på øen. Beretningen er en nøgtern redegørelse for den danske fremmarch, civilbefolkningens flugt⁶³ og den svage modstand fra Sveriges militær, med nøjagtige datoer og redegørelse for, hvilke sogne, man har brændt af.⁶⁴ Brevet indeholder til gengæld ikke det mindste spor af retfærdiggørelse af krigshandlingerne, i modsætning til Herluf Trolles omtrent samtidige afskedsbrev til Øland. Dette bekræfter blot det indlysende faktum, at motivet til togtet mod Øland var rent militært, og at de åbne breve til Øland blev til af taktiske og propagandistiske hensyn.

Midt i juli 1564 fangede den svenske krigsflåde en stor lybsk handelsflåde ud for Bornholm. Da Lybæk var allieret med Danmark bordede svenskerne handelsskibene, hvor de efter alt at dømme begik en formelig massakre på besætningerne. Nyheden om massakren nåede Herluf Trolle, netop som han holdt rådslagning med de lybske officerer ombord på den kombinerede dansk-lybske krigsflåde, langt fra Bornholm. I et brev til Frederik 2. fortæller Herluf Trolle, hvordan han og lybækkerne lovede hinanden straks at hævne udåden.⁶⁵ Få dage senere skriver Herluf Trolle et skarpt brev adresseret til den svenske konge. Her underretter han kongen om angrebet på de lybske handelsskibe og fortsætter så: ”Men Eders Kongelige Majestæts krigsfolk har handlet så tyrannisk og umenneskeligt imod de arme folk, efter de har fanget dem, hvilket ikke krigsbrug er, ikke heller er hørt før af nogen nation. Og Eders Kongelige Majestæt må vist vide, at Gud sikkert straffer det til sin tid, og det vil give Eders Kongelige Majestæt og alle svenske et ondt navn og omtale af alle folk”. Herluf Trolle henviser således til en uskreven krigens lov (”krigsbrug”), der respekteres af et internationalt samfund af folkeslag/stater (jf. henvisningen til ”nation” og ”alle folk”). Og ifølge denne ”krigsbrug” må der ikke begås overgreb eller drab på fanger. Dette stemmer med, at den danske krigsordinans af 1564 forbyder overgreb mod fjender, der er ”taget til nåde”, og med Herluf Trolles løfte til Øland om at benåde alle, der overgiver sig til den danske konge.

Brevet til den svenske konge fortsætter med en opfordring til kongen om at forbyde sine krigsfolk at behandle fanger så umenneskeligt i fremtiden. Herluf Trolle vil på sin side sørge for, at svenskerne ikke længere tager danske krigsfolk til fange, hvilket vist er en erklæring om at ville kæmpe til sidste mand, så længe man ikke ved, hvordan svenskerne agter at behandle fanger for fremtiden. Rigsadmiralen og hans underordnede vil gengælde de svenske overgreb ved fremover at behandle svenske fanger på samme måde, som svenskerne har behandlet besætningen på de lybske handelsskibe. Dette gælder alle nytilfangetagne svenske ”krigsfolk, undersåtter og forbundsfæller, høje og lave personer, uanset hvor vi træffer dem, til lands eller vands”. Det vil sige både militære og civile personer. Med nærværende advarsel mener Herluf Trolle at være undskyldt, ”hvis kristnes blod i sådan måde udgydes efter denne dag”. Herluf Trolle giver en række eksempler på, at Danmark hidtil har behandlet tilfangetagne svenske krigsfolk ”efter krigsbrug”, og minder den svenske konge om, at Danmark for tiden holder en stor mængde svenskere fanget, blandt andet på orlogsflåden under Herluf Trolles kommando. Han lover, at de svenskere, som indtil denne dag er taget til fange, foreløbig vil blive behandlet ”efter krigsbrug”, idet han afventer den svenske konges svar på brevet. Underforstået, at hvis den svenske konge ikke garanterer danske fangers sikkerhed fremover, vil det gå de hidtil fangne svenskere ilde.⁶⁶

Herluf Trolles brev til den svenske konge minder på mange måder – i stil, opbygning og argumentation – om et fejdebrev fra en senmiddelalderlig adelsfejde. Forskellen er naturligvis, at herremanden Herluf Trolle her handlede i embeds medfør og ikke som privatperson. Brevet blev ikke straks sendt afsted til den svenske konge, men i stedet til den danske konge, som først skulle godkende det. Frederik 2.s ratifikation kom i begyndelsen af august, men det er uvist, om brevet nogensinde blev sendt til Erik 14.⁶⁷ Uanset at Herluf Trolle altså skrev brevet i sin egenskab af statsansat officer, er det meste af brevet faktisk formuleret som om, Herluf Trolle handler på egne vegne ud fra et næsten personligt hævnmotiv. En anden interessant ting ved brevet er, at det opererer med en forestilling om, at krigen mellem Danmark og Sverige kan føres på forskellige eskaleringsniveauer. Svenskerne har med deres massakre brudt reglerne gældende for det niveau, krigen hidtil har været ført på, og Herluf Trolle føler sig derfor berettiget til at optrappe konflikten. Skulle dette medføre, at Herluf Trolle fremover bryder almindelig ”krigsbrug”, er det den svenske konges skyld. Denne legitimeringsform er naturligvis hentet i idéen om retfærdig krig. At krige kunne føres på forskellige eskaleringsniveauer gik også tilbage til middelalderen (se ovenfor).

Som det var tilfældet med Herluf Trolles breve til Øland, dækkede den idealiserede propaganda i brevet til Erik 14. over en mere kompleks virkelighed. I et lukket brev til kongen skriver Herluf Trolle, at det var den lybske admiral, der havde overtalt ham til at skrive til Erik 14. og bede ham behandle sine fanger ordentligt, hvilket Herluf Trolle egentlig mente var utilbørligt. Selv havde Herluf Trolle fundet det mere passende blot at skrive, at man ”ville betale dem det samme igen”, dvs. uden nogen imødekommenhed eller bøn om nedtrapning af krigen.⁶⁸ Herluf Trolles løfte til Erik 14. om at afvente hans svar og foreløbig behandle de svenske fanger godt var således resultat af lybsk tilbageholdhed, der at dømme efter Herluf Trolles andre breve fra denne tid hang sammen med, at den lybske krigsmoral generelt var lav. Bag brevet til Erik 14. lå der således ikke nogen ædel hensigt om at åbne op for forhandlinger eller give ærligt varsel om fjendtlige handlinger, og næppe heller nogen oprigtig hævnfølelse fra Herluf Trolles side.⁶⁹ Baggrunden var mere et politisk hensyn til alliancepartneren kombineret med et behov for at legitimere en optrapning, som Herluf Trolle åbenbart ønskede.

Vi forlader nu Herluf Trolle og afslutter undersøgelsen af forholdet mellem militær og civil under Syvårskrigen ved at se på en af krigens andre blodige begivenheder, nemlig den svenske hærs massakre på købstaden Rønneby. Begivenheden fandt sted under et svensk fremstød sommeren 1564 i den danske provins Blekinge, der grænser op til det sydlige Sverige. Lederen af felttoget var på forhånd blevet udstyret med en kongelig instruks om, hvordan den svenske hær skulle forholde sig til de danske bønder og borgere. Man skulle til at begynde med behandle dem godt og prøve at overtale dem til at sværge troskab mod den svenske konge. Lykkedes dette, skulle alle upålidelige danskere senere deporteres til Sverige og erstattes med tro svenskere, altså en form for etnisk udrensning. Mislykkedes det at få danskerne til at underkaste sig den svenske konge, skulle de straffes hårdt og slås ihjel til sidste mand og kvinde.⁷⁰ Med disse instrukser gik den svenske hær ind i Blekinge i august. Hurtigt overgav besætningen på slottet Lykå sig, og på herredstingene svor Blekinges bønder troskab mod Erik 14. Borgerne i Rønneby afslog imidlertid to gange de svenske opfordringer til at overgive sig, idet de håbede på undsætning fra en dansk styrke, der befandt sig i området. Undsætningen udeblev imidlertid. Den 4. september stormede de svenske tropper Rønneby og gennemtrængte hurtigt byens svage forsvarsværker. Da al modstand var nedkæmpet, massakrerede de en stor del af byens indbyggere. Kort tid efter trak den svenske hær sig tilbage fra Blekinge, fordi et stort dansk angreb på det sydlige Sverige truede i horisonten. Planerne om at kolonisere Blekinge med trofaste svenskere blev således skrinlagt.⁷¹

Om massakren på Rønneby blev der omkring 1570 fra danske side forfattet en historisk skildring,⁷² der i sin anti-svenske gengivelse af begivenhederne spiller på de gængse normer for krigeres behandling af ikke-krigere. Det berettes, hvordan de svenske soldater straks efter erobringen af byen nådesløst begynder at dræbe indbyggerne. Svenskerne ”gjorde der så stort et mord både på mænd og kvinder, piger og børn, og sparede ingen hverken unge eller gamle, tilmed sognepræsten, hvilken de slog ihjel midt i kirkedøren. Og kvinderne, som de løb på gaderne og havde deres spæde børn på armene, og de, som lå udi barselsseng, fratog de svenske børnene og kastede dem på ilden, og kvinderne slog de ihjel”. De tyske lejetropper, der deltager i stormen på svensk side, forfærdes over de svenske soldaters fremfærd og går straks til feltøversten for at klage. De ellers så hærdede tyske landsknægte gør feltøversten opmærksom på, at ”de tilforn havde været udi mange krige, både hos hedninge og kristne, og aldrig set så ukristeligt et mord, som der da skete”. De svenske soldater får derfor ordre om at spare kvinder og børn. I stedet plyndres byen og brændes ned til grunden, og næsten alle mandlige borgere slås ihjel, bortset fra nogle få, som bortføres til Sverige og senere dræbes og sættes på stejle udenfor den svenske stad Kalmar. De mange døde danskere i det brændende Rønneby lader svenskerne ligge ubegravet, eller også kaster de dem på ilden.

Efter at byen er plyndret og brændt føres alle overlevende kvinder, piger og børn til den svenske feltlejr. Da det rygtes, at fangerne skal aflives, går nogle svenske rigsråder i forbøn hos kong Erik, der selv opholder sig i lejren. Fangerne benådes på livet, og kongen giver ordre til, at soldaterne skal afholde sig fra at begå voldtægt. I stedet skal kvinderne og børnene føres til Sverige for at trælle og tjene resten af deres liv. De deles nu op i to grupper, som hver skal overvåges af en profos. Den ene gruppe består af piger og unge kvinder, den anden af gamle og sygelige. Den første gruppe sendes afsted mod Sverige, ”men på vejen tog de svenske ryttere mesteparten alle pigerne og de unge kvinder, som de behagede, op på deres heste og førte dem ihvor de lystede, efter deres vilje, og somme af de unge kvinders børn kastede de på marken og lod dem der ligge”. Da profossen for den anden gruppe ser dette, og samtidig hører, hvordan kvinderne og børnene i hans egen gruppe sulter og tørster, lader han dem flygte ind i skoven. ”For hvis sags skyld kong Erik blev da meget vred og ville da siden lade henrette samme profos”.

Skildringen er naturligvis stærkt tendentiøs i sin fremstilling af de svenske soldaters brutalitet og kong Eriks ondskab, der kontrasteres med den mere medmenneskelige indstilling hos de tyske landsknægte, de svenske rådgivere og profossen. Hver gang de civile benådes, skyldes det deres aktive indsats, ikke den svenske konge eller flertallet af de svenske soldater. Fortællingens ledemotiv udgøres af svenskernes gentagne brud på idealer og regler om behandling af civilbefolkningen. Der opereres her med den samme gradbøjning af krigsforbrydelser, som vi kender både fra det middelalderlige og det efter-reformatoriske moralkodeks. Værst er drab og andre overgreb på spædbørn, børn, højgravide kvinder og præster. Bortførelse og voldtægt af kvinder er relativt set mindre alvorlige forbrydelser. Massedrab på mandlige borgere fordømmes stærkt, men ikke lige så stærkt som de andre forbrydelser. Beretningen indikerer, at svenskerne (trods alt) agerer efter samme gradbøjning.

Det er naturligvis normer med baggrund i middelalderens Pax Dei og bellum iustum, der her kommer til udtryk, men Rønnebys befolkning beskrives ikke som helt værgeløse og uskyldige. Det fortælles således, at byens borgere sammen med en beskeden besætning danske soldater⁷³ afværger tre svenske stormangreb, og at den fjerde svenske storm, der fører til byens undergang, foregriber et planlagt udfald mod den svenske lejr. Under det afgørende slag om Rønneby dræbes angiveligt over 500 svenske soldater, som de ugudelige svenskere ikke orker at begrave, men i stedet kaster i åen, ”så man ikke kunne se vandet for døde kroppe”. Fortællerens behov for at fremhæve de civile Rønnebyborgeres heltemod og patriotisme prioriteres således højere end en potentielt karakteristik af dem som uskyldige, arbejdende, uadelige undersåtter. Den middelalderlige stænderideologi, ifølge hvilken bestemte samfundsgrupper skal skånes i krig, kommer højst til udtryk i beretningen om drabet på sognepræsten i kirkedøren, som lige så godt kan være en reference til middelalderlig Gudsfred eller reformatorisk gudfrygtighed.

Mens det ikke kan overraske, at den danske skildring af begivenhederne får så meget som muligt ud af de svenske overgreb, og måske mere til, er det straks mere usædvanligt, at en svensk beretning udpensler massakren og fremstiller den som noget positivt. Et par uger efter massakren udsender Erik 14. en sejrsbulletin adresseret til hele det svenske folk, hvor angrebet beskrives som en stor militær triumf for den svenske hær, anført af krigerkongen Erik. I bloddryppende vendinger fortælles det, hvordan de danske krigsfolk blev slået på flugt, hvorefter svenskerne dræbte 600 Rønnebyborgere, der forsvarede byen, ”så vandet i elven var rødt som blod af de døde kroppe, foruden hvad som i staden blev nedlagt. Og var fjenden så skræmte, at man føje umage havde for dem, men man stak udi dem som i en hob vildsvin og skånede man ingen, men slog ihjel alle våbenføre, så at (man) i staden blev mere end to tusinde mand om halsen, foruden nogle kvinder og børn, som de afmægtige finner slog ihjel”.⁷⁴

Formålet med Erik 14.s sejrsbulletin var at højne moralen blandt den svenske befolkning og hær. Det er bemærkelsesværdigt, at beretningen betoner, hvor værgeløse Rønnebys borgere er (bulletinen angiver de svenske tab til kun 30 mand), i stedet for at lægge vægt på deres modstandskraft, hvilket ellers kunne have understreget de svenske soldaters tapperhed og Erik 14.s dygtighed som feltherre. Forfatteren forventer åbenbart, at bulletinens målgruppe ikke vil forarges, men snarere fryde sig, over de svenske soldaters overlegenhed. Dog er der grænser for, hvor langt bulletinen går i sin begejstring over massakren. Det understreges, at ofrene for de svenske soldater er våbenføre mænd, mens det er de finske soldater, der slår kvinder og børn ihjel. Det gør de angiveligt i frustration over at være blevet snydt for krigsbytte af svenskerne (heraf formentlig beskrivelsen af finnerne som ”afmægtige”). I det hele taget nedtones drabene på kvinder og børn betydeligt i sammenligning med den danske beretning. Alligevel er det interessant, at den svenske beretning ikke helt fortier disse drab. Man har åbenbart vurderet, at den svenske hær og offentlighed ville juble over dem.

Lars-Olof Larsson, hvis gengivelse af begivenhedsforløbet og den svenske sejrsbulletin danner grundlag for nærværende redegørelse, mener, at eftertiden har overdrevet, hvor enestående massakren på Rønneby var. Ifølge Larsson var den slags massakrer helt normale. Der var tale om en ”urgammal, i sig logisk praxis: en stormad stad var hemfallen åt segraren. Skeendet säger strängt taget ingenting om någon exceptionell grymhet, från väre sig Erik XIV:s eller de svenska trupperna; en stormad stad drabbedes alltid av ett blodigt inferno”. Grunden til, at eftertiden har set massakren som noget exceptionelt, er ifølge Larsson den svenske konges ordvalg i sejrsbulletinen, som Larsson påpeger var helt usædvanlig, samt at eftertidens syn på Erik 14. generelt er formet af hans fjender.⁷⁵ Imidlertid er det tvivlsomt, om Larsson har ret i, at udslettelse af hele befolkningen i en stormet stad var en normal endsige urgammel praksis. Larssons dokumentation (svenske massakrer i Varberg 1565 og Narva 1581) er i hvert fald utilstrækkelig og peger snarere på, at større massakrer på civile var tiltagende i anden halvdel af 1500-tallet. Hvorom alting er: Erik 14.s sejrsbulletin var helt usædvanlig, det påpeger Larsson også. At fremstille nedslagtningen af en hel købstads befolkning, inklusive kvinder og børn, som en hædersgerning, ville have været så godt som utænkeligt i middelalderen.⁷⁶ Bulletinen synes derfor at vidne om et skred i normerne for behandling af civile. Det samme kan siges om Erik 14.s instrukser forud for Blekingekampagnen såvel som lignende instrukser forud for andre svenske togter under Syvårskrigen. En lignende forskydning i normerne i forbindelse med Syvårskrigen er i denne artikel konstateret på dansk side, i krigsordinansen og i Herluf Trolles forslag om en kolonisering af Sverige med danske bønder. En interessant mulighed for fremtidig forskning kunne være at undersøge krigens praksis i senmiddelalderen og tidligt moderne tid med henblik på, om denne normforskydning hang sammen med en real ændring i behandlingen af civile i forbindelse med 1500-tallets militære og statslige udvikling.