Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

1 H. Spencer: The man versus the state. London 1886.

2 W. v. Humboldt: Ideen zu einem Versuch die Grenzen der Wirksamkeit des Staates zu bestimmen. Berlin 1858.

1 Sml. Aristoteles (Statslære): "Når f.eks. den ubemidlede masse trykker og foruretter de rige, så er den som regerende magt i sin gode ret; den gør det jo med politisk beføjelse i den forfatningsmæssige form. Men på den anden side er det dog åbenbar uret og fører til statens fordærvelse. Det politisk lovlige og retmæssige viser sig altså som uretfærdigt."

2 Heller ikke tror jeg, at den grænse, Stuart Mill i sin berømte bog om friheden drager for samfundets indblanding, mellem den del af et menneskes liv, der angår ham selv og den, der angår andre, i praksis kan bestemmes. En herskende statsmagt vil stedse være altfor tilbøjelig til at mene, at alting angår staten.

1 Oversættelse al M. A. Gertz.

1 Ahrens: Naturrecht oder rechtsphilosophie. 1870-71.

1 Vi støtter os i denne fremstilling især på Voigt: Das jus naturale æquum et bonuin und jus gentium der Römer, og Cicero: Om pligterne. Overs. af Stockholm.

2 At man ingen fornærmer, medmindre man ægges ved fornærmelser, og: at man benytter det offentlige som offentligt, det private som sit eget.

1 "Naturretten er noget, som naturen har lært alle levende væsener thi denne ret gælder ikke særlig for den menneskelige slægt, men er fælles; for alle de dyr, som fødes på jorden og i havet, ja endog for fuglene. Heraf kommer den forening af mand og kvinde, vi kalder ægteskabet, heraf kommer avlingen af børn og opdragelsen."

2 Intet er så naturligt som at løse hvadsomhelst på den måde, hvorpå det er bundet.

1 Det er overensstemmende med naturen, at fordelene ved enhver ting følger ham, hvem ulemperne følger.

1 M. T. Cicero: Om pligterne.

1 Jus Crassus urgebat … æquitatem Antonius.

1 I de tolv tavlers love fandtes fikserede erstatninger f.eks. 26 asser for et fældet træ, af senere dato er de relative bestemmelser.

1 Lovgivningen opstiller ikke nogen alm. fordring om at ydelsen i gensidige kontrakter skal stå i ligeligt værdiforhold til hinanden. Ubillig fordel i køb og salg nævnes netop i D.L. som noget, retsordenen ikke kan undertrykke. (Dog faste takster f.eks. for apothekervarer, forbud mod åger, hasard og dobbel).

1 Indskrift på SC's gravsten på Gentofte Kirkegård. /PMA. Ifølge ukendt annotation i mit eksemplar af bogen.

2 Politiken 25/9 05. Artikel af Oscar Johansen.

1 Skønt den legale ejendomsret ofte motiveres således, at uden denne ville sansen for værdiernes bevaring sløves, betænker staten sig ikke på, hvis den direkte skulde føre til det modsatte, resolut at slå en streg over den: Lovene forbyder tilintetgørelse af værdier. Overfor en ødsel familiefader kan staten gribe ind.

1 Emile de Laveleye: Om ejendomsretten.

1 J. A. Jørgensen: Bornholms Historie.

1 I Discours etc. hedder det: "thi af naturen er alle mennesker så lige som dyrene var, før der også mellem dem på grund af fysiske årsager indsneg sig forskelligheder"; han må altså helt tilbage til palæontologiske dyreformer for at finde den påståede lighedstilstand.

1 Hildebrand: Recht und Sitte auf. d. verschiedenen wirtschaftl. Kulturstufen. Jena 1896.

1 Sml. Axel Dam: Om opdragelsen af de formelle sjæleevner. (Vor ungdom 1898): "Individets tænkning på eet område kan komme ham til gode på et andet; men herfra at slutte, at den ubetinget vil gøre det, går åbenbart ikke an. Thi beror den formelle tænkeevnes øvelse på analogianvendelse af indøvede former, er den selvfølgelig indskrænket til de områder, hvor de netop indøvede former lade sig anvende".

1 Kant opfordrer til at sondre skarpt mellem det, der blot giver en grund til forbindtlighed og det, der i virkeligheden er forbindende (leges obligandi a legibus obligantibus), det, menneskene har behov at kræve, fra det, de har ret til at kræve, det første kalder han ausserwesentliche pflichten, det sidste wesentliche pflichten.

1 Punkt 17 i den berømte Déclaration de l'assemblée constituante lyder: "La propriété étant un droit inviolable et sacré, nul ne peut en être privé, si ce n'est … sous la conditi on d'une juste et préalable indemnité."

1 Som eksempel på hvorledes denne art opførsel virkede på renaissancens mennesker kan anføres følgende: En fornem mand fra Ravenna havde samlet alle sine fjender i et tårn og kunne ladet dem opbrænde, men i stedet for lod han dem komme ud, modtog dem med favntag og gav dem en kostelig beværtning, hvilket føltes af dem som en så brændende forsmædelse, at de nu først for alvor sammensvor sig imod ham.

1 Sml. Frederik II's bestemmelse om at drab i tvekamp er tilladt. "Thi kom han ej ud til den, som vil skade ham, da var det hans ære for nær".

1 Se Matzen: Den danske panterets historie. Kbh. 1869.

1 C. L. D. Stemann: Den danske retshistorie indtil Chr. V's lov, København 1871.

2 Stemann: 1. c.

1 Stemann. 1. c.

1 Den kanoniske ret udøvede indirekte indflydelse på panteforholdet ved sit forbud mod renten ("mutuum date, nil inde sperantes," Lucas 6,35). Formelt overholdtes dette forbud strengt, men ikke reelt; thi da matte også brugeligt pant med ret til frugtoppebørsel have været erkendt ugyldigt. De Økonomiske livsforholds nødvendige krav kunne end ikke pavens mægtige bud betvinge. "Selv bisper, kapitler og klostre tilsidesatte i videste omfang det kirkelige bud for det økonomiske." Men det er morsomt at se, hvor snildt gejstligheden forstår at bringe harmoni tilveje mellem de modstridende pligter. Frugterne oppebæres ikke som rente – på ingen måde! Nej, de skænkes al debitor som sjælegaver for begravelsessted i klosteret f.eks.

1 Der synes at være enighed blandt retshistorikerne om at en sådan udvikling henimod større respekt for det givne ord virkelig indenfor en vis tid har fundet sted. Mundtlige tilsagn afgivne udenfor tinge var ikke bindende, selv om de var vidnefaste, før Chr. V. Det viser også hin tids adels mangel på begreb om tro og love i kontraktsforhold, når det at beskadige pantet, (nedbryde bygninger på pantsatte fæstegårde etc.) og pantsætning af det, der engang or pantsat ikke lå udenfor det, "som een Riddersmand oprichtigen egner og bør" (Matzen: Den danske panterets historie).