Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

1 dvs. en betoning, der er modsat begærbetoningen; kan også kaldes anstrengelsesbetoning. En forestilling, der er tæringebetonet, kvæles af andre samtidige bevægelser, berøves opmærksomhed, berøves næring.

1 Henvisning til det tvungne valg mellem to onder, handlingstvang (op. cit. Pag. 131-182) vil i disse tilfælde ikke kunne nytte.

1 Om retmæssigt eje se Kap. 9.

2 Afgørelsen af, om den menneskelige sociale samvirken oprindelig hviler på et følelsesgrundlag eller fornuftgrundlag har intet med dette spørgsmål at skaffe. Antagelsen af medfødte sociale følelser kan vel lette os forståelsen af mange overenskomsters indgåelse, men fører os ikke til at forstå hvorfra man har erkendelsen af, at de skal overholdes. Om intelligensen derfor alene er samfundsstiftende eller ej, er et spørgsmål, som vi lader ligge som de moralske hovedproblemer uvedkommende.

1 Se Jul. Lassen: Håndbog i Obligationsrettens almindelige Del. København 1892.

1 Det tekniske udtryk for sådanne i retsforhold normale pligter er naturalia negotii.

1 B. Høffding: Etiske undersøgelser. Kbh. 1891.

1 Scheel, der iøvrigt er talsmand for erstatning af ikke-økonomisk skade gør sagen ufornødent indviklet ved også at foreslå erstatningssummen rettet efter forbryderens formuesvilkår, med det argument at dette vil virke korrigerende. Med denne individualisering går han statens privatærinde. Moralsk skyld kan i hvert fald ikke vejes efter dette hensyn, den skyldiges korrektion.

1 Heller ikke frugttræet er tilgængeligt for psykisk påvirkning (Kromans eksempel), og hvad tigeren angår, kan den nok påvirkes, men dens forestillingskreds er for snæver til at rumme begreber som kompensation – den mangler altså forudsætninger for et gensidighedsforhold, skyldanvendelsens nødvendige basis. Derfor kræver vi den netop ikke til regnskab.

1 Chr. Geill: Den moralsk afsindige og den fødte forbryder. Ugeskrift for Læger 1894.

1 Samme.

1 Lassen (Håndbog i obligationsrettens alm. del Kbh. 1892): "Der er ingen grund til at kræve de samme psykologiske forudsætninger for erstatningsansvar som for strafansvar."

1 Derfor kan man heller ikke fødes med moralsk skyld. Arvesynden er et forståeligt begreb, hvis man derved nøjes med at fastslå, at man ikke fødes fuldkommen, men det er meningsløst, i fald det går ud på, at man fødes med moralske forpligtelser.

1 Det sædelige betragter vi som i sidste instans hvilende på en bevidst antagelse af en ad empirisk vej vunden maksime, der tyder: opfyld din skyldighed, træd ingens rettigheder for nær! den har intet andet at støtte sig på end den handlendes fri og tænksomme tolkning af det erfaringsstof, der foreligger om disse skyldighedsforhold.

1 Selve formålets stilling beskæftiger vi os altså foreløbig ikke med.

2 Slige forskrifter fremsættes i reglen under den prætentiøse form: du bør eller man bør! hvor det korrekt burde hedde: hvis du tilfældig interesserer dig for de flest mulige menneskers velfærd, skal du i dette tilfælde gøre så og så, eller hvis du vil samfundets vel, skal du gøre dette; vil du derimod opnå størst mulig lykkefølelse, skal du gøre hint osv. Hypotetiske sætninger som disse, der støtter sig på særinteresser, der for vedkommende individ er hovedsagen, udslynges ofte ugenert på ganske ubetinget måde, som: du bør! Intet under, at disse sætninger kan komme til at indeholde de mest forbavsende detaljer: man bør ikke duellere, bør ikke begå selvmord, osv., (se kap, om deduktioner).

1 H. Th. Buckle: Civilisationens historie i England.

1 Der er (f.eks. af S. Hansen: Etikens begrundelse, 1903) anket over, at man har kaldt etikken en praktisk videnskab, da dog, siger han, etikken som enhver anden videnskab har både en teoretisk og en praktisk side. Han har da ikke indset, at det, til trods for denne ubestridelige sandhed, just er af praktiske grunde, at man gør denne sondring og finder det formålstjenligt at kalde den praktisk videnskab, fordi den overvejende beskæftiger sig med menneskers praksis. Som vi senere skal se stiller der sig måske særlige hindringer i vejen for at kalde S. Hansens etik »praktisk« videnskab).

1 For at være et videnskabeligt emne fordres blot, at objektet skal være af interesse for det hele og derigennem for enhver enkelt, det kræves ikke, at hver enkelt skal gøre det til et hovedformål. Således er andre videnskabelige emner stillede, og hvorfor stille større krav til det etiske?

1 Stifteren Zenon fra Kittion hældede med hovedet til den ene side, var tynd af krop, havde et svagt legeme og få kræfter; han holdt sig fra gæstebud, var en sur vegetarianer (spiste friske figner, honning og brød ligesom Johannes den døber), elskede kun 1 à 2 gange en slavinde og kun for ikke at anses for at være en hader af kønnet. Epikuros derimod døde af sten (var altså formodentlig kødspiser). – Hvor meget lys kaster ikke Diogenes Laërtios med disse nøgterne facta over oprindelsen til de to filosoffers systemer!

1 Det er her stedet til at berøre den ,,moderne stoicisme”, der har set lyset i vor egen nyere litteratur, et fænomen, der endnu langt fra har vakt den opmærksomhed, det fortjener. Ved fysiske analogier og ved psykologisk selviagttagelse, altså ved naturiagttagelse i videste forstand, søger den at udfinde regler for den livsførelse, der giver det største udbytte, og går i så henseende grundigere til værks end alle forgængere. Hos Ludv. Feilberg findes "naturen" omtalt næsten på hvert blad: opgaven er "at give plads for naturviljen … at tage part i naturarbejdet". (Natur A. B. C. Tidskr. f. Åndskultur 1903). Men opgaven er fremdeles at finde en værdimålestok, "der skal vokse sig frem af sig selv gennem iagttagelser og kendsgerninger", thi når det, jeg kalder sjælelig lavt, kan stilles som det højeste af min nabo, uden at jeg har ret til at modsige ham, synes alt at høre op". Om det er lykkedes Feilberg at uddrage virkelig objektive naturlove og derpå byggede praktisk brugbare leveregler kan ikke her diskuteres; hovedsagen for os her er at fastslå, at etik er det ikke han har bygget. – I begrebet "sjælelig fylde" finder C. Lambek udtryk for den sjælelige grunddrift; hans litterære bestræbelser lader sig kortelig udtrykke i følgende linier (om sjæleligt arbejde og sjælelig bygning 1906): "Den sjælelige økonomi går ud på at give oplysning om, hvorledes menneskene skal få den størst mulige sjælelige fylde ud af de energier, der produceres i dem, hvorledes de med givne energimængder og under givne forhold skal opnå den største aktuelle sjælelige bevægelsesmængde". At disse påvisninger intet har med etik at gøre står ham selv ganske klart. (se 1. c. kap. Etisk begrundelse).

1 Forøvrigt er det mig ikke muligt at finde nogen konsekvent sammenhæng i Prof. Høffdings udtalelser om dette punkt. Pag. 88 siger han i modsætning til ovenstående, at der dog "gives højere standpunkter end individualismen". Hvorledes kan dette godtgøres uden ved ræsonnement? Hvorledes – uden ved ræsonnement – kan det endvidere godtgøres, "at den ikke kan gennemføres" eller vises "med hvor liden ret individualisten betragter sig som et isoleret og enestående væsen".

1 1, c.

2 Udhævet af mig.

1 1, c.

1 Det "rette" og det, der tilsigter samtlige følende væsners vel, er dog allerede to væsensforskellige og delvis uforenelige tendenser.

1 Denne udvej vælger han mere konsekvent et andet sted, hvor han omtaler italienske røvere, der nedskyder deres medmennesker. De handler virkelig i overensstemmelse med deres centrale væsen, siger han, de har retfærdighed og pligtfølelse (kun at pligten hos dem har den lidt ejendommelige form at den dikterer at nedskyde sine medmennesker). Dette klarer dog ikke vanskeligheden, for vi får da det særsyn, at vi for at redde det "ensartede" centrum må lade pligt og retfærdighed betyde alt hvad det skal være! bl.a. mindre pinlig "omsorg for samtlige følende væsners vel."

1 Skønt han også tror på en fælles væsensvillen, der går ud på samtlige følende væsners vel, slægtshævdelsen o. lign.

1 Denne indvending gælder kun udtrykket fortjene, hvis det skal tages bogstaveligt. Iøvrigt tyder pag. 379 på at Starcke, når han taler om de handlinger, der fortjener agtelse, i grunden har for øje det samme som vi satte som opgave at finde: det, man erkender efter sin natur at være skikket til at afvinde andre agtelse.

1 C. Rosenberg: Nordboernes åndsliv. Kbh. 1878.

1 E. Jessen: Religiøse illusioners historie. Kbh. 1904.

2 Ordsprog. Af Peder Laales samling.

1 Om dette problem handler kap. 10.

1 "Bevidstheden er et flygtigt fænomen, nervevirksomheden består; der eksisterer resultater af mangt et hjernearbejde, hvor dette fuldstændig har unddraget sig bevidstheden." (Ribot: Sjælsevnernes arvelighed).

1 En handling er, som ethvert udsnit af en bevægelse, kun en begrænset del af en uendelig årsagskæde, blot med den ejendommelighed, at den på et givet tidspunkt passerer en bevidst psykisk virksomhed (vilje). Handlingens begyndelse sættes naturligst der hvor aktionen atter er i retning udad fra organismen; grænsen må derfor sættes, ikke mellem det psykiske og fysiologiske, men midt i det psykiske, således at psykiske motiver falder på den ene side af grænselinien, forsætbelastede forestillinger på den anden side, handlingssiden. Alene denne del af den sjælelige funktion kommer derfor i betragtning som objekt for etisk vurdering af en handling.

1 Figuren ville ikke med. Beklager/pma

1 At formål, der overskues, kan fungere som motiver er ingen grund til at underkaste motiverne (ydre) etisk vurdering; vel er de kausalt sammenhængende med formålene, men der er intetsomhelst til hinder for at lade vurderingen slutte af på det sted, hvor det objektive formål drejer om og fortsætter sig i et subjektivt indre anliggende.

1 Helvetius: De l’esprit. London 1758.

1 I modsætning til den her fremstillede mening, at det påhviler den, der tillægger en en pligt, at motivere sit særlige krav.

I modsætning til den her fremstillede mening, at det påhviler den, der tillægger en en pligt, at motivere sit særlige krav.

1 pligtopfyldelse udfolder sig i meget fuldkomne former mellem modstandere, ja dødsfjender, når de blot respekterer hinanden. Således overholdes på det nøjagtigste i den Peloponnesiske krig aftaler og lejder mellem de krigsførende. Thukydides siger V, 89: "det ved vi jo godt … at om retfærdighed som rettesnor ved afgørelsen er der ved forhandling mellem mennesker kun tale, når begge parter kan øve lige stærk tvang."

1 Udhævelserne er af mig.

1 Snart nærmere betegnet som forholdsfølelse, snart som pligtfølelse, retfærdighedsfølelse eller hengivelse.

1 Præcisere udtrykt: interessen for den teknisk fuldkomne sociale funktion; et sidste formål, der vel har rapport til alles interesse, men som ikke intellektuelt lader sig fastslå som hovedformål for alle.

1 Det græske syneidesis betyder først selvbevidsthed. Det tyske Gewissen (Mitwissen) har ligeledes først haft almindelig teoretisk betydning. Det nedertyske samwitticheit (overs. af conscientia) betyder bevidsthed foruden samvittighed. Oldhøjtysk gewissen eller gewizsida (viden, erkendelse, først senere bevidsthed og samvittighed). Cit. efter Høffding: Etik. Nach bestem wissen und gewissen, efter bedste vidende (Mohr og Nissens ordbog).

1 Emnet, "De percussione fenestrarum" (om at slå vinduer ind) kan således, skønt det i et tidligere århundrede er benyttet til opnåelsen af en videnskabelig grad, ikke kaldes videnskabeligt, selv om teknikken fuldtud kom til sin ret i afhandlingen. Det samme ville gælde en gymnastikteori skrevet ud fra den forudsætning, at det menneskelige legeme intet skelet havde. (Ruskin: Unto this last).

1 Ellers måtte, som Dr. Bang siger, en fuldstændig sund kvindes diegivning være en mere moralsk handling end en svagelig kvindes, der kun opretholdes under store ofre.

1 Desuden er det uheldigt og i længden umuligt at lægge vurderingen og målestokken et sted, og håndbævelsen af den etiske lov et andet sted. Og man kan dog ikke for alvor påstå, at den offentlige mening håndhæver eller kan håndhæve de etiske love. Nej, bliver jeg bagtalt eller snydt, er der i 99 af 100 tilfælde ingen anden end mig selv, der kan eller vil tage affære; hvad skulle da bevæge mig til at lægge målestokken for forseelsen andre steder end i mig selv. Hvad bryder samfundet sig om at der bliver løjet overfor mig? Jeg må nok selv være på min post; det eneste, samfundet passer på, er at jeg ikke kalder vedkommende for en løgnhals_, selv om det ganske evident er det eneste adækvate udtryk.

1 Hvorledes almenheden ræsonnerer eller må ræsonnere om sit totale vel er dog et problem, den første den bedste ikke er kaldet til at løse.

1 Hvorvel det rigtignok forudsætter en pålidelig løsning af disse vanskeligheder, f.eks. om 10.000 mætte mavers lykke opvejer smerten ved de 300 formuehalveringer.

1 Er det forøvrigt en given ting?

1 Medens der iøvrigt kan henvises til "Vor ungdom" (1902, pag. 305), hvor jeg i en artikel: "Mora1begrebets afgrænsning" udførligere har søgt at imødegå denne udvidelse af moralbegrebet.

1 Det bør fremhæves, at Hobbes ganske klart har understreget denne distinktion: en retfærdig handling behøver ikke at hidrøre fra et retfærdigt sindelag; handlingen kan være just, men personen blot guiltess.

1 Udhævelsen af mig.

1 Udhævet af mig.

1 Udhævet at mig.

1 Fr. Paulsen: System der Ethik.

1 Og det gør ingenlunde sagen enklere, at Kant har flere ret forskellige varianter af sin maksime.

1 Forøvrigt er begrebet positiv moralitet, der ofte anvendes, egentlig meningsløst. Umoralitet er en negativ værdi – for den det går ud over. Moralitet består i ophævelsen af negatianen, hvorved resultatet højst bliver 0, altså ingenlunde positivt. Dyder derimod kan være positive i deres udslag.

1 Som korrektere må kaldes en »moralsk kollision« thi der foreligger ingen kollision mellem to pligter (som i det andet tilfælde), men jeg har valget mellem en pligtforsømmelse og et overgreb.

1 At bryde en kontrakt er eksempel på den første gruppe; at stjæle på den sidste. Hvor hører det hen at indgå en kontrakt i den hensigt at bryde den? Da det endelige formål er det afgørende, falder eksemplet ind under sidste gruppe; kontraktdannelsen indgår som middel.

2 Disse sidste træder dog tilbage i samme forhold som man betragter ægteskabet som ren kontraktmæssig overenskomst.

1 Forbud mod konsangvine forbindelser går ofte over i exogami c: forbud mod at gifte sig med medlemmer af samme stamme eller klan (Westermark).

1 Det bør dog fremhæves, at de ingenlunde er universelle. De gamle persiske og ægyptiske love tillod ægteskab selv mellem de nærmest-beslægtede. I Syrien var de også almindelige; ligeså hos adskillige vilde folkeslag.

1 Det er allerede ovenfor sagt, at vi betragter "utroskab" i et monogami for usædeligt, når en af parterne derved reelt bedrages (det, man plejer at kalde bedrage i ægteskab, har betegnende nok ofte intetsomhelst med bedrageri at gøre) – men ellers ikke! På samme måde betragter vi bigami, der finder sted uden den anden parts vidende eller vilje.

1 Noget anderledes udtrykker Goethe sig (Gespriche mit Eckermann): Som om kærligheden havde noget med forstanden at gøre! Vi elsker hos en kvinde ganske andre ting end forstanden … den kan være god til at fængsle os, når vi allerede elsker, men forstanden er ikke det, der er i stand til at stikke ild og vække en lidenskab.

1 Starcke hylder den mærkelige opfattelse, at der i kvindernes vurdering af mændenes skønhed i ringere grad indgår sanselige elementer.

1 Udhævet af mig.

1 Wilda: Das Strafrecht der Germanen. Haile 1842.

1 Da Barde satte sig på sin ihjelslagne broder Hallr's plads, gav moderen Thuride ham et ørefigen og forbød ham at sætte sig der, indtil han havde hævnet sin broder. Da han tøvede med hævnen, satte hun for ham og hans anden broder stene istedet for brød: "I fortjener ikke andet end stene, da I ikke hævner eders broders død men gør eders slægt skam". Islandske sagaer.

1 Gunnar, hvem det var overladt at bestemme erstatningen for sin under særlige omstændigheder ihjelslagne frænde Brynjolf, kræver kun 1 Sølvhundrede, da "omendskønt han var en fri, hans død kun var et ringe tab". Hallgerda er utilfreds og siger: »Ikke meget glædelig for mig er det Sølvhundrede, du har taget for min slægtning B., og jeg skal vide at hævne ham." Njals saga.

2 Kolderup-Rosenvinge: Grundrids at den danske retshistorie. Kbh. 1882.

1 Amund, en dræbt mands blinde og uægte søn, kommer til sin faders morder og siger til ham: "jeg gad vide hvilken sum penge du vil betale mig for min fader? Jeg er uægte født og har ingen penge fået" Hin svarer: "jeg har betalt den fulde pris for din faders død, hans brødre tog pengene". "Det angår ikke mig", svarer Amund, "at du har betalt til dem. Jeg ved, at I nu er venner. Men jeg spørger, hvad du vil betale mig?" (Njals Saga).

1 eller dog numeriske vurdering med andre enere. Før der var penge anvendtes mange forskellige objekter. I Norden således kør og får samt 1 alen vadmel = 1 unze. 8 unzer = 1 mark. 1 ko = 100 vadmel.

1 Stemann: Den danske retshistorie indtil Chr. V's lov. Kbh. 1871.

1 "Et sådant slag kan manden hævne, sålænge det er spor deraf, desligeste hans ledsagere; også kan andre folk hævne ham til næste dag". (Grågås). En forordning af Hakon Hakonsen begynder med ordene: "det er tilstrækkelig bekendt for de fleste, hvor stor og mangfoldig skade de fleste familier her i landet har lidt ved drab og nederlag af deres bedste mænd" … og dette tilskrives den uskik, at når nogen er bleven dræbt, slår man den bedste mand af den anden slægt ihjel, selv om dåden er sket ganske uden hans viden, vilje og begunstigelse.

2 Taksterne for allehånde krænkelser og beskadigelser fastsattes efter sædvaneregler fra analoge tilfælde. Senere, da statsmagten skulle fiksere dem, matte lovene for at kunne ramme så mange generiske bestemmelser som mulig blive sande priskuranter f.eks.: Når man gennemstikker låret, koster hvert stik 6 Schilling; når det er over 1 tomme: 1 Sch., 2 tommer: 2 Sch., over 3 tommer: 3 Schilling. (Kong Aethelbirths lov). Eller Gutal. XXVI § 10: Griber du en kvinde ved håndleddet, bødes ½ mark, hvis hun vil klage. § 11: Griber du ved albuen, bødes 8 oertug. § 12: … ved skuldrene, bødes 8 oertug. § 13: Beføler du hendes bryster, bødes 1 (?) oertug. § 14: Beføler du hendes lænder, bødes 8 oertug § 15: Griber du over knæerne, bødes 5 oertug etc.,

1 II, 49.

1 Haderslev Stadsret.

2 Ribe Stadsret var som bekendt den mest drakoniske.

1 H.C.V. Schau: Om straffens begrundelse og formål. Kbh. 1859.

1 Goll i Dansk Kriminalistforenings årbog 1906: "Alle er enige om, at meget lange cellestraffe er uheldige for individerne, at de virker svækkende".

1 C. Torp; Om den såkaldte formindskede Tilregnelighed. Kbh. 1906.

Af andre forhold, der peger bort fra retfærdighedsideen, kan nævnes forældelse c) den forbryder, hvis forbrydelse straks opdages, idømmes straf, medens den, hvis forbrydelse først efter en længere årrække kommer frem for dagen, fritages for straf. Endvidere individualiserende foranstaltninger som benådning, betingede straffedomme etc.

1 Ifølge Stemann kom dette 3-dobbelte hensyn til sin ret i ældre dansk lovgivning på følgende måde: når det stjålne ikke udgjorde ½ mark, skulle tyven udrede 1) "Igield" c: det stjålne eller dets værdi, samt "Tvigield" c: dobbelt erstatning til den bestjålne, 2) 3 mark til kongen og 3) brændemærkes.

1 Goos (Forelæsning over den alm. retslære.) skelner mellem 4 væsensforskellige sociale dannelser: 1) De på blodets bånd grundede (familien). 2) Associationen, den frivillige sammenslutning. 3) Det borgerlige samfund, et naturbestemt, objektivt givet, af personernes vilje uafhængigt fællesskab; det er forskelligt fra staten, fordi det er ældre og udgør dens historiske og faktiske forudsætning, og fordi dets livsforhold sondrer sig fra de af statens eksistens betingede livsforhold. 4) Staten, samfundets magtorganisation. Det suveræne politiske samfund er det til styrelse organiserede samfund, der som indehaver af samfundsmagt råder uafhængigt over sin kompetence til styrelse og magtanvendelse. Samfundets eksistens derimod har kun tendens til organisation men er ikke uadskillelig forbundet dermed.

1 Ihering: Der Zweck im Recht. 3te Auflage. Leipzig 1893.

1 Man kan nok tage ophold udenfor en bestemt stat, men ikke udenfor staten. Man vil overalt sluges uden vilkår og betingelser. Sokrates indbildte sig jo heller ikke, at han ved at landsforvises fra Athen nogensinde skulle komme til at leve efter sit hoved: "Det ville jo blive et dejligt liv for mig, når jeg, efter at være gået i landflygtighed i min høje alderdom, måtte leve under en stadig flytten om fra by til by og idelig blive jaget bort." Også hos os er statsborgerret noget, fremmede kun kan opnå ved en særlig nådesakt, og bosatte fremmede kan ifølge lov af 15/5 75 efter justitsministerens befaling udsendes eller udvises af riget, når deres forhold dertil måtte give anledning, forsåvidt de ikke har været her stadig i 2 år. Iherings forslag, at de partikularistisk sindede kan trække sig tilbage til urskoven, er derfor kun en dårlig vittighed.