Diamantbærende kimberlit og aillikit I det sydlige Vestgrønland. Regionale variationer og sammensætningen af kimberlitisk smelte
Yüklə 368,67 Kb. Pdf görüntüsü
|
18 · Geologisk Tidsskrift 2011 Troels Nielsen DGF Fig.09b 29-11-11
Troels Nielsen 29-02-12
DGF Fig.09 a,b,c,d Troels Nielsen DGF Fig.09a 29-11-11
A B C D Diamantbærende kimberlit og aillikit i det sydlige Vestgrønland · 19 Noduler Det grundfjeld, vi kender f.eks. fra Bornholm og i kontinentalområder, når ned i en dybde på 20-40 km og i nogle områder dybere. Under skorpens grundfjeld følger den lithosfæriske kappe. Den lithosfæriske kappe består af tunge, relativt kolde og ultramafiske bjergarter fæstnet til bunden af den kontinentale skorpe. De mange bjergartsfragmenter i kimberlittiske bjergarter er fragmenter af den kontinentale kappe. Kimberlittiske bjergarter er derfor ikke kun interes- sante for deres indhold af diamant, men også fordi de indeholder prøver fra de dele af jorden, vi ellers ikke har adgang til. Der er mange forskellige bjergartstyper i den lithosfæriske kappe, men de er altovervejende domineret af mineralet olivin. De øvrige væsentlige mineraler er orthopyroxen, klinopyroxen, granat og spinel. Grundlaget for navngivningen af kappe bjerg- arter er mængdeforholdet mellem disse mineraler (Le Maitre, 2002). Med et samlende navn kaldes bjergarter domineret af olivin, orthopyroxen og klinopyroxen for peridotitter. I kappebjergarter er mineralet spinel stabilt ned til dybder på 60-80 km afhængigt af temperaturen, her- under erstattes det af granat. Forekomst af spinel og granat i noduler giver derfor en indikation på den dybde en nodul stammer fra, og bruges som præfiks for kappebjergarterne. Bjergarter helt domineret af olivin kaldes dunit, bjergarter bestående af olivin og en mindre mængde orthopyroxen kaldes harzburgit (Fig. 9a), og bjergarter med olivin, orthopyroxen og klinopyroxen kaldes lherzolit (Fig. 9b). Alt efter deres indhold af spinel eller granat klassificeres noduler så som spinel- eller granatlherzolit, spinel- eller grana- tharzburgit, og så videre. Andre bjergarter helt domi- neret af pyroxen kaldes pyroxenitter, og bjergarter med meget phlogopit kaldes glimmerit (fig. 9c). De to sidstnævnte bergartstyper er begge resultatet af reak- Kimberlittiske bjergarter, hvad består de af? Kimberlittiske bjergarter er blandt de mest heterogene magmatiske produkter på jorden. Det umiddelbart mest karakteristiske for bjergartsgruppen er indholdet af bjergartsfragmenter fra jordens kappe, i fagsproget kaldet noduler. Der er også mange korn og krystaller af enkelt-mineraler. De kaldes xenokryster (Fig. 8a og b). Når de er meget store, kaldes de megakryster, og med aftagende størrelse benævnes de makrokryster og mikrokryster. De er alle fragmenter opsamlet i kildeområdet eller på den kimberlittiske smeltes vej op til de øvre dele af jordskorpen. Traditionelt er kim- berlittiske bjergarter identificeret og navngivet på netop deres indhold af noduler og xenokryster. Det er imidlertid i modstrid med de gældende internatio- nale IUGS-principper for klassifikation af magmatiske bjergarter (Le Maitre, 2002).
En magmatisk bjergart skal klassificeres med udgangspunkt i de mineraler, der er krystalliseret fra smelten i forekomsten. Kimberlittiske bjergarter er magmatiske bjergarter, fordi de er størknet fra en smelte, uanset at smelten har indeholdt mange noduler og xenokryster. Men klassifikationen af de meget heterogene kimberlittiske bjergarter er svær uden international enighed om principper for identifikation af smeltens krystallisati- onsprodukter versus tilfældigt opsamlet kappemate- riale. Her bruges indtil videre betegnelsen ”kimberlit- tiske bjergarter” og ikke bare kimberlit for forekom- sterne i Grønland, på grund af den manglende enig- hed. I det følgende illustreres kimberlittiske bjergarters heterogenitet, herunder noduler, mega- og makrokry- ster, mikrokryster og fenokryster (små velkrystallise- rede mineralkorn), og en ofte meget finkornet og kompleks grundmasse. Fig. 9. Noduler og inklusioner: a: Tyndslib (ca. 35x18 mm) af granat harzburgit og grundmasse fra Majuagaa kimberlitgangen, Maniitsoq i det sydlige Vestgrønland. De rødlige granatkorn er tydeligt afrundede og omgivet af en reaktionsrand. Resten af no- dulen betår at orthopyroxen i en masse af fine olivinkorn dannet ved mekanisk knusning. Nodulen siges at have en mylonitisk tekstur. Sammenlignet med grundmassen i bjergarter fra ”blow” ved Sarfartuup Nunaa Syd (Fig. 6) er grundmassen her uden brun phlogopit. b: Tyndslib (ca. 35x20 mm) af granat lherzolit nodule, Majuagaa gangen, Maniitsoq i det sydlige Vestgrønland. Hoved- mineralerne er olivin (klart og farveløst) og klinopyroxen (grønt). I slibet ses få små granatkorn og mindre orthopyroxenkorn. De sorte krystaller i nogle klinopyroxen korn er mineralet kromit. De uregelmæsssige grumsede området delvist omgivet af radiære sprækker er rige i dolomit, serpentin Ba- og Sr-karbonat, og et jern-rigt mineral – antagelivis magnesioferrit. Den mørke farve skyldes et stort antal blærerum. De uregelmæssige grumsede områder antages at være karbonatitisk smelte fra de nederste dele af den lithosfæriske kappe. c: Tyndslib (ca. 26x20 mm9 af glimmerit nodul i phlogopit-rig kimberlittisk bjergart fra ”blow” ved Sar- fartuup Nunaa Syd, det sydlige Sarfartoq område. Glimmerit nodulen udgør den højre side af tyndslibet. Kontakten til værtsbjerg- arten er skarp. Glimmerit nodulen er pyroxen-rig, i modsætning til værtsbjergarten. d: Eklogit nodul fra Majuagaa gangen, Mani- itsoq i det sydlige Vestgrønland. Målestokken er 2 cm. Nodulen består stærk grøn klinopyroxen og granat som de to helt domine- rende faser. Totalsammensætningen svarer til en basaltisk sammensætning rekrystalliseret under højt tryk dybt i den lithosfæriske kappe. Værtsbjergarten er kimberlit med megakryster af olivin, ilmenit, klinopyroxen og granat. Grundmassen er karbonatrig. Foto a-c: GEUS, d: Jakob Lautrup, GEUS.
Yüklə 368,67 Kb. Dostları ilə paylaş:
|