Diamantbærende kimberlit og aillikit I det sydlige Vestgrønland. Regionale variationer og sammensætningen af kimberlitisk smelte

20     ·     Geologisk Tidsskrift 2011

meget stor værdi (Fig. 10). Diamant består af kulstof 

og naturlige diamanter dannes først ved et tryk sva-

rende til en dybde på ca.150 km i den lithosfæriske 

kappe. Fra 150 km´s dybde til bunden af den relativt 

kolde lithosfæriske kappe i måske 200-230 km´s 

dybde kan diamant dannes. Dybdeintervallet kaldes 

”diamant-vinduet”.

Mikrokryster og fenokryster

Små korn af olivin, og andre mineraler kaldes mikro-

kryster. Hvis de er velkrystalliserede betegnes de fe-

nokryster. Fenokrysternes rande antages som et mi-

nimum at være krystalliseret fra værtsbjergartens 

smelte (Fig. 11a). Udover olivin findes en række af 

andre velkrystalliserede mineraler der alle anses for 

at være krystalliseret fra den kimberlittiske smelte. 

Nemmest at genkende er phlogopit der viser lyse 

rande i BSE-billeder (back scatter electron) som følge 

af højt bariumindhold, d.v.s., høj gennemsnits atom-

masse (Fig. 11b). Andre almindelige faser er spinel 

(titan-rig magnetit, de lyse kasseformede krystaller i 

fig. 11b), kromit, ilmenit, perovskit og apatit, der alle 

skal findes under mikroskopet. Mange andre minera-

ler er registreret i kimberlittiske bjergarter, men det 

ville føre for vidt her at gennemgå dem alle (se f. eks. 

Mitchell, 1986).

Grundmassen

Kimberlittiske bjergarter er rige på volatiler, især H

2

O 

og CO

2

. Derudover indeholder kimberlitter varieren-

de mængder af, f.eks. S, Cl, F. Følgen heraf er, at 

mange kimberlitter er stærkt påvirket af intern omdan-

nelse. I indledningen brugtes betegnelserne ”yellow 

ground” og ”blue ground” om omdannelsesbjergar-

terne over de kimberlittiske breccier i eksplosionskra-

tere 

Den gule farve skyldes rustfarvning fra jern og den 

blålige farve skyldes farven på magnesium-rige se-

pentinmineraler. I frisk kimberlit er grundmassen 

domineret af kalkspat, dolomit og serpentinmineraler. 

Grundmassen er en tæt masse (Fig.11b), mere eller 

mindre rig på serpentin og ofte mange uregelmæssige 

og mikroskopiske fragmenter af olivin, her kaldet 

”olivinmel”. I nogle kimberlittiske bjergarter ses også 

klinopyroxen og phlogopit sammen med en meget 

lang række andre mineraler i ofte ganske små eller 

større korn vokset omkring andre faser. Der er her tale 

om f.eks., apatit, baryt og djerfisherit (K, Mg, Fe sulfid). 

Grundmassen er rig på serpentinmineraler og karbo-

nat mineraler (kalkspat og dolomit) og i nogle typer 

også phlogopit, men p.gr.a. højt volatil indhold og 

udbredt reaktion er det vanskeligt at give en generel 

beskrivelse af kimberlittisk grundmasse. 

tion mellem peridotitiske bjergarter og smelte og/

eller volatiler dybt i den lithosfæriske kappe. Pyrox-

enitter og glimmeritter siges at have været udsat for 

metasomatose. En sidste, men i en del sammenhænge 

vigtig gruppe af kappebjergarter er eklogit. Det er en 

bjergart karakteriseret af ofte stærk grøn klinopyro-

xen og en rød til orange granat (Fig. 9d). Eklogit er 

oprindelig en bjergart af basaltisk sammensætning 

(plagioklas, pyroxen, magnetit, ilmenit, olivin), der 

under højt tryk og temperatur i kappen er re-krystal-

liseret til eklogit.

Mega- og makrokryster

Mega- og makrokryster er enkeltmineral korn af de 

mineraler, der også findes i noduler. De er ofte smuk-

ke, især rød, orange eller næste lilla granat og græs-

grøn klinopyroxen (Fig. 8a og b, Fig. 13). De er nemme 

at genkende og er derfor vigtige i mineralefterforsk-

ningen. De øvrige almindelige mega- og makrokryster 

er olivin, orthopyroxen, spinel (varieteten kromit), 

phlogopit (magnesium-rig glimmer), og mineralet 

ilmenit. Er mega- og makrokryster store krystaller 

vokset fra kimberlittens smelte, eller er de fragmenter 

samlet op i kildeområdet eller på kimberlittens vej op 

gennem den kontinentale lithosfære? Uenigheden er 

stor. Men det er i første omgang lige meget. Makro-

krystselskabet er meget karakteristisk for kimberlit-

tiske bjergarter, og det er helt forståeligt, at det tidli-

gere har været grundlag for klassifikationen af kim-

berlittiske bjergarter.

Diamanter er også makokryster bragt med op fra 

jordens dyb, i sjældne tilfælde også megakryster af 

Fig. 10: Rå diamant på 507 karat fra Cullinan minen i Sydafrika. 

Diamanten måler ca. 10 cm på længste led. Store diamanter har 

egne navne og denne hedder ”Cullinan Heritage”. Den blev 

solg for ca. 35 millioner amerikanske dollar. © Petra Diamonds

---

Diamantbærende kimberlit og aillikit i det sydlige Vestgrønland     ·     21

overfladeaflejringer (Steenfelt, 2009). Én metode fo-

kuserer på koncentration og kemisk sammensætning 

af især granat, pyroxen, chromit, ilmenit, olivin med 

mulig oprindelse i diamantførende kimberlittiske 

bjergarter og en anden på geokemisk kortlægning. 

Begge metoder bruges som opfølgning til de geofysi-

ske metoder.

De mineralogiske og kemiske metoder kræver de-

taljerede oplysninger om de enkelte mineralers kemi-

ske sammensætning og overfladeaflejringernes ind-

hold af mange sporelementer, d.v.s. grundstoffer, der 

findes i meget små mængder. I det grønlandske efter-

forskningarbejde viste det sig at f.eks. indholdet af 

niobium (Nb) var højt på lokaliteter med kendte 

kimberlittiske forekomster (Steenfelt et al., 2009). Med 

andre ord, et i forhold til det omgivende terræn højt 

indhold af niobium i analyser af overfladeaflejringer 

kunne tyde på en kimberlittiske forekomst i nærom-

rådet (Fig. 12). Opkoncentration af Nb forekommer 

også i karbonatitiske bjergarter og en Nb-anomali er 

ikke i sig selv et entydigt tegn på forekomst af kim-

berlittiske bjergart, men en indikation der bør følges 

op. 

Mange steder på Jorden er undersøgelser af over-

fladeaflejringer for mineraler karakteristiske for kim-

berlittiske bjergarter den mest effektive måde at find 

forekomster på. I efterforskningsindustrien kaldes 

mineraler, der entydigt stammer fra diamantførende 

kimberlittiske bjergarter, for ”indikatormineraler” 

(Fig. 13). Overfladeaflejringer kan være transporteret 

Diamantefterforskning i Grønland

Jagten på kimberlittiske forekomster i Grønland

Indholdet af diamant i selv gode forekomster er 

uhyre lille. Måske ½ gram per ton bjergart. Mange 

diamanter er meget små (under ½ mm; også kaldet 

mikrodiamanter), og dem er det ikke lønsomt direkte 

at lede efter. Kimberlittiske forekomster kan man 

derimod lede efter, selv om de heller ikke er nemme 

at finde. Diamantefterforskning består således i efter-

søgning af kimberlittiske forekomster efterfulgt af test 

af diamant indhold. Alt efter forholdene i det geolo-

giske terræn, man vil undersøge, kan man benytte 

flere forskellige metoder. I områder med megen vege-

tation, dækkende jordlag, eller i snedækkede egne ses 

kimberlittiske forekomster ikke, og f.eks. i Northwest 

Territories i Canada er geofysiske undersøgelser brugt 

i udstrakt grad. Kimberlittiske bjergarter er meget 

tunge og kan findes med tyngdemålinger og flere 

typer af magnetiske og elektromagnetiske metoder, 

såfremt den fysiske kontrast mellem forekomst og 

værtsbjergarter er tilstrækkelig stor. Er bjergarterne i 

dagen kan de også søges i flyfoto eller mere avanceret 

ved brug af hyperspektrale metoder (Tukiainen og 

Thorning, 2004). I jagten på kimberlittiske kraterrør 

ledes efter mere eller mindre runde anomalier, gerne 

under søer. De kunne fylde lavninger i forvitrede og 

nederoderede kraterrør – meget lig de lerfyldte ”pans” 

i Kimberley området i Sydafrika (se indledningen). 

Andre metoder baserer sig på systematisk indsamlede 

30 um

Fig.11a + b

DGF

Troels Nielsen 

28-11-2011

A

B

30 um

Fig. 11. Detaljer af Majuagaa gangens grundmassemineralogi vist som backscatter billeder fra elekton mikrosonde. Desto lysere 

mineralkornene er, desto større er deres gennemsnitlige atomvægt a: Billede af fragmenteret olivin makrokryst og olivin fenokryst 

med uregelmæssig kerne. Rande er tonet grå, p.gr.a. lavere atommasse som følge af højere forsterit. Den uregelmæssige kerne i 

fenokrysten viser også zonering fra fra mørkere til lysere svarende til et højere forsterit indhold i kernen. Målestok (10 µm) i neder-

ste højre hjørne. Majuagaa gangen, Maniitsoq regionen. b: Detalje af grundmasse visende op til 100 µm store phlogopitkrystaller i 

grundmasse fra Maniitsoq type kimberlit. De hvide rande skyldes højre gennemsnits atommasse som følge af berigelse i bariun. 

De karakteristiske lyse mineralkorn er velkrystalliseret Ti- og Mg-rig spinel. Krystaller uden midte kaldes atoll spinel, der er ka-

rakteristisk for kimberlit (sensu strictu). Majuagaa gangen, Maniitsoq regionen (Nielsen & Sand, 2008).

---