Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
157 
mange hilsner fra os alle  
Hans. 
 
Spandet d. 15. maj 1915 
Kære Tinne! 
Mariane og fader var her i går, og da jeg viste dem Ulrichs brev, ville Mariane, at jeg 
skulle sende dig den. Jeg skrev nemlig straks til Ulrich og bad om nærmere 
underretning.  
Efter Ulrichs brev, som lyder ret troværdig, har bror Søren ikke ligget længe, efter at 
han blev såret og må straks have været hårdt såret, siden han ikke har kunnet svare. 
Finnemanns brev gjorde os alle så bedrøvet, for vel er det svært at tænke, at vi aldrig 
mere får Søren hjem til os igen, men en trøst var det dog at vide, om han havde fået en 
let død.  
Margrethe havde i går brev fra Ville, han havde det godt i alle måder, men man ved 
ikke hvor længe. Jeg havde brev fra Søren, som jeg først modtog, efter at han var 
falden, og deri var han rigtig munter og tilfreds. Hvordan vil dog krigen ende og 
hvornår, herhjemme er det ved at blive strengt, rekrutterne løber over, og stadig 
hentes der mer folk ind, vil krigen vare sommeren igennem, så har vi næsten ingen 
folk herhjemme. I dag har vi frygtelig kulde, sommeren vil slet ikke komme i år. 
Venlig hilsen fra os alle  
Hans  
Ulrichs brev opbevarer du vel nok!   
 
 
 
 
 
 
 
Hans Smidt 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lauconut, Frankrig den 21. maj 1915 
Kære frk. Schmidt! 
Hjertens gerne er den personlige tiltale tilladt, og lad mig 
tilføje en til; lad os sige du til hinanden, vi er jo begge 
bønderbørn fra Nordslesvig, og det falder mig i øjeblikket 
naturligt, og jeg tør næsten vove at sige dig også, ikke sandt? – 
Jeg skal besvare dine spørgsmål alle, så godt jeg kan, og det er 

---

 
158 
mig en glæde at vide, at jeg så godt som nogen, endskønt jeg ikke var med din bror på 
den sidste tunge gang, er i stand til dette. Kun på et punkt må jeg med hensyn til 
oplysninger erklære mig fallit, desværre nemlig hans sidste øjeblikke. Videre 
efterforskninger efter dette vil være overflødige, ingen var hos ham. Det er særlig 
dette, du ville vide, jeg forstår det så godt, men jeg kan til dette punkt kun sige min 
mening. Oplevelsen har hverken jeg eller nogen anden. 
Heller ikke for mig har døden noget afskrækkende, den er kun en overgang til et 
bedre liv, så sandt vi er Guds børn, kun ved tanken på mine kære, særlig min gamle 
far og mor bliver jeg vemodig stemt. Hårdest er det for dem, om jeg ikke kommer 
tilbage, og derfor falder det mig tungt at skrive til din fader; men jeg syntes, det var 
min pligt, noget som jeg skulle have gjort eller rettere måtte have gjort. Det ville være 
tungt, uendelig tungt for mine forældre og søskende at modtage budskabet om min 
død, og samme forhold gør sig gældende for andre, så jeg forstår dig så godt. – Når 
man vil have en mening om andres tanker og følelser, så gør man altid bedst i 
samtidig at huske sig selv og sine egne forhold i deres sted, først da forstår man det 
ret. 
I forgårs modtog jeg dit brev, i går var jeg på feltvagt ude foran fronten, ellers havde 
jeg skrevet i går, i dag modtog jeg dit kort. Du skal som sagt få alle oplysninger, som 
jeg kan give, en sammenhængende og en i de mindste enkeltheder stemmende 
beretning om, hvordan det gik til fra først til sidst. Men på en betingelse, nemlig at 
Ulrich ikke ved noget om denne, og jeg kunne have lyst til at tilføje, at din fader 
heller ikke vidste noget om denne. Det må du nu selv vide, men du ville i hvert fald 
gøre mig en stor tjeneste, hvis han ikke vidste det. – Da jeg læste dit brev til Ulrich, 
hvor du ville have klarhed, om end nok så sørgeligt, slog det mig, at det i grunden var 
forkert ikke at beskrive det hele, som det var gået til. Ulrich havde skrevet til din 
broder, og jeg kunne ikke uden videre derefter berette, at det ikke passede. Jeg vil 
betegne Ulrichs fremstilling som skånsom, han er en god kammerat og har ment det 
godt. Når jeg læser dine breve, så er det ligesom jeg kan læse imellem linjerne, at du 
har en anelse om, at der må være noget endnu, som du må vide, og jeg bebrejder mig 
da, at jeg ikke har skrevet alt, hvad jeg vidste, tilmed da jeg indser, at du foretrækker 
at have klarhed, om end nok så sørgeligt, frem for uvished. Derfor tilgiv mig, hvis jeg 
atter river op i såret, jeg synes, det er min pligt. Jeg kunne jo nok og engang, når jeg 

---

 
159 
var vendt tilbage, fortælle det hele, som det var gået til, men det er jo slet ikke givet, 
at jeg atter ser min hjemstavn, og det slør, som lå over din brors død, ville aldrig være 
løftet. – Allerhelst vil jeg, at du beholder disse oplysninger for dig selv i hvert fald 
foreløbig. 
Efter at have ligget et par dage i ro i Gebweiler, hvor vi havde det meget rart, blev vi 
den 18. april om aftenen kommanderet til storm på Hartmannsweiler den næste dag. 
Vi marcherede ud om natten mellem 1 og 2 og kom til bjergets fod ved daggry, lå der 
i skoven til kl. 10, blev forplejede, og så begyndte opstigningen. Undervejs fik vi en 
forklaring på, hvordan det hele skulle gå til. I bat. på højre fløj, II i midten og III til 
venstre, 5. og 6. kompagni først frem og derpå højre og venstre fløj. Kl. 2½ stod vi i 
graven, hvorfra der skulle stormes. Først en rasende artilleriild på de franske stillinger 
i 2 timer, som imidlertid forfejlede sin virkning, da de skød for langt frem. Ligesom 
her er (beskrevet) gik nogle få mand ud af graven lidt over kl. 5 her 3. komp. 
Deriblandt var din bror. Pionererne med håndbomber foran og infanteristerne 
bagefter. Stadig opad indtil efter Ulrichs udsagn 30 m foran den franske skyttegrav. 
Her kastede de sig ned og – det dummeste de kunne gøre – begyndte at skyde. Selv 
om man bliver beskudt, kan man sige sig selv, at de først bliver opmærksomme på 
angriberne. Først og fremmest må man søge en sikring, et hul, en lavning, et stykke 
træ el. lign. En halv snes mand af 6. komp. lå i den samme stilling, var godt dukket, 
maskingeværerne kunne ikke nå dem, med geværet klar til skud, for så snart der viste 
sig en franskmand  at krybe frem til fjeldkanten for at skyde ham ned. De blev 
liggende, til det blev mørkt og kom godt ned igen. 
Tilbage til 3. komp. I førstningen har din broder holdt sig tilbage. Ulrich, som var 
foran, kastede sig ned i en lavning, hvor kuglerne ikke kunne nå ham, og nu kommer 
det, som jeg ikke kan forstå: Din broder løb forbi ham og kastede sig ned foran 
lavningen. Nu ved jeg jo meget godt, at det kan være vanskeligt at holde tankerne 
samlet i et sådant øjeblik, men vi havde da været 5 måneder i krig, havde hørt mange 
kugler fløjte os om ørerne. At han her blev såret, var jo ikke så mærkeligt. Hvor han 
er bleven truffen, ved jeg ikke, men det vigtige er, at han har levet længe. At han er 
blevet ramt i hovedet, som kompagniet skrev, er ikke sandt. Jeg har ikke set ham, men 
de, som har fundet ham, siger sådan. De døde bliver naturligvis ikke undersøgt, hvor 
de er truffen, men hurtigst muligt begravet. Kl. 11 har man hørt ham råbe om hjælp, 

---