Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
150 
tanker derude. Ikke tænkt, at det skulle blive for os til så tungt et minde. Men selv om 
det kom så helt anderledes, end vi havde håbet og tænkt, må vi dog være glade også 
for dette minde om Søren fra hans sidste alvorlige livsafsnit. 
Jeg skrev i middags til Ulrich – antog at han måtte have samme adr. som Søren. Selv 
om han ikke ved mere, end Finnemann har skrevet, er det dog muligt, at han kan søge 
nærmere klarhed, så vi gennem ham kan få vished om Sørens skæbne. Hvor havde I 
den første meddelelse fra? Far skrev alt så klart, og nu skriver du i dag, at ingen ved, 
hvordan det gik Søren på det sidste. – Jeg ville i aften også gerne skrive til Ville, 
derfor ikke begynde på noget brev til jer. Jeg skriver så igen på søndag. – Nu lige kom 
der til byen også et sorgens budskab. Fabrikken i G, sprængt – mange her fra byen 
iblandt de døde. – Håber så snart at høre hjemmefra. 
De kærligste hilsner til alle 
jeres Tinne 
 
Spandetgård, lørdag eftermid.  
Kære Tinne. 
Modtog i dag dit kort og vil med det samme skrive et par ord. Du beder om 
Finnemanns adr. for at få mere klarhed. Det er kun triste oplysninger, du vil få. Jeg 
kunne i mit sidste brev ikke nænne at skildre det så grufuldt. Men da du ønsker 
nærmere besked, vil jeg sende dig Finnemanns breve, vi har i dag igen modtaget et. 
Stakkels Søren, dog nu er han hos mor, som pastor Jørgensen skrev i sit brev til far. 
Hvis du skriver til Finnemann, vil du så ikke bede ham om oplysning om, hvorfra de 
sidste fotografier er, om de er fra Gebweiler, eller de har en med ved komp., som har 
lavet dem. Jeg ville gerne have en del flere. Louise har været her og flere har ønsket 
en, der var kun fem. 
Moos er kommen igen og mener at blive hjemme foreløbig. Vemann skrev straks en 
ansøgning for ham, det er vist nok af den grund, han kom, jeg ved ingen rigtig besked. 
For Ville er der også indsendt ansøgning om orlov, men det er jo vist vanskelig, den 
bliver bevilliget. Du skriver om at komme hjem. Nu er Moos her jo igen. Vi håber at 
beholde Peder herhjemme en tid endnu, så hvad arbejdet angår kan vi vist nok klare 
os. Toget er her straks. 
De kærligste hilsner fra os 

---

 
151 
Mariane 
 
Polen d. 3.5.15 
Kære Tinne! 
Modtog dit brev i går aftes, da jeg er meget glad for at høre lidt fra jer alle, vil jeg vise 
min taknemmelighed ved straks at sende dig et par linjer. Jeg har fået den bedste tid 
og lejlighed, vi ligger for en hel uge i ro her i en reservestilling, tjenesten her 
indskrænker sig til en times vagttjeneste hver anden dag, så vi har jo tid nok til at 
pleje vore egne bekvemmeligheder. 
For at begynde med mig selv kan jeg jo fortælle dig, at jeg har det rigtig godt, jeg er 
nu så sund og rask, som jeg i flere år ikke har følt mig, og nu siden foråret har holdt 
sit indtog, er livet her i gravene også til at udholde. Af krigsbegivenheder oplever vi 
heldigvis ikke nogen af betydning, så vi står ikke noget ud, når man medtager, at det 
falder os lidt tungt at være hjemmefra.  
Du har meget ret, Tinne, når du mener, at krigen også bringer noget godt med sig, 
først her lærer man rigtig at skatte og elske livet, som så mangen en, som går hjemme 
i sin daglige dont, kaster vrag på. Jeg for min part har ofte følt det hjemme, men 
aldrig i den grad som nu, hvor stor en lykke et godt samliv i familien er, (jeg) ved det 
er ubetinget den største gode, livet her på jorden kan byde os. Det gør mig også livet 
her så let, at Grethe bærer min fraværelse med så stor sjælsstyrke, før jeg kom hertil 
og også i den første tid her frygtede jeg langt mere for, at hun skulle bukke under og 
tabe modet, det ville have gjort mig livet her langt mere uudholdelig end krigens 
rædsler og fjendens kugler. Det er for resten mærkelig så hurtigt, man kan vænne sig 
til hele krigslivet. Angst har jeg aldrig følt, selv om kugler og granater falder nok så 
tæt, og der er heldigvis kun få soldater, der føler angst, de er også dårlig stillede, man 
besjæles tværtimod af den følelse, at kun Gud råder over liv og død og kan gå på de 
farligste poster med en tillidsfølelse, som jeg aldrig før har følt. 
Godt er det for Grethe, at hun har børnene at sysle med og ligeledes arbejdet i 
butikkerne og huset giver hende jo nok at gøre, så der bliver ikke nogen tid til overs 
til at henfalde i sørgmodige tanker. 
Når nu blot denne sørgelige krig snart kunne få en ende, men der er vel desværre den 
største udsigt til, at vi må holde ud en tid lang endnu, før vi kan vente en afslutning. 

---

 
152 
Du kan jo nu prøve på, om du kan forestille dig mig som kriger, mens jeg nu skriver, 
ligger jeg som sædvanlig langs på jorden, siddepladser er knappe, som skrivepult 
bruger jeg en russisk sukkerhat, som vi kalder hans 305 cm granater, dem får vi 
rigelig af, men heldigvis har vi sjælden nogen betydelige tab. 
Du får tak for læsestoffet, du sender mig, jeg har jo en mængde tid til rådighed, jeg 
har jo nok Hejmdal, men den kommer ofte uregelmæssig, så jeg mangler ofte noget til 
tidsfordriv. 
Nu blot en kærlig hilsen 
din bror  
Vilhelm 
 
Vilhelm og Margrethe Schmidt 
 
Noyon den 4. maj 1915 
Kære hr. Schmidt 
Allerede for et par dage (siden) burde jeg have skrevet, men jeg har ikke kunnet få 
mig til det, og dog, det må jo gøres. Med et tungt hjerte må jeg meddele, at din søn er 
død. – Det håb, jeg menede (at have), at han var taget til fange af franskmændene, er 
ikke gået i opfyldelse. 
Efter stormen den 19. april, som mislykkedes, blev der gjort anstrengelser for at få de 
døde bjerget ned bag ved fronten. Det var ikke nogen let sag. De lå jo imellem 
skyttelinjerne og blev bjerget ned af patruljen i reglen om natten.  
Din søn blev hentet ned af saniteten fra 8 comp. De måtte to gange frem for at få ham 
ned, begge gange fik de ham 5 – 6 m med tilbage, og hver gang blev de beskudt af 
franskmændene. Det lykkedes dem dog at få ham med. Han ligger begravet på 

---