Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
141 
det næsten ikke har været muligt at plante her, hvor der er så lidt ly. Jeg skal også i 
dag have sået bede, da hønsene har taget første omgang. De flyver over og er slet ikke 
til at holde i plantagen. Desuden venter jeg i dag indkvartering og store herrer fra 
østkanten til sparekassen, så jeg har meget at lave. Bønnerne, du skrev om, er endnu 
ikke kommen, men det er jo også tidlig nok, særlig i sådan kulde, som vi har haft i de 
sidste dage. Nu blot en kærlig hilsen fra os alle, at du må fatte mod og trøst 
din trofaste søster Mariane 
 
Spandetgård tirsdag morgen  
Kære Tinne! 
Tak for dit brev, som vi modtog i går. Ja tak at du kan skrive så fortrøstningsfuldt, det 
er ikke let i denne tunge tid. Vi, som var så visse på, og som så ofte sagde til 
hinanden, at Søren nok fik lov at vende hjem. Måtte hans død blive os til velsignelse, 
og vi alle måtte lære at søge trøsten, hvor den er at finde. Søren har forstået det, 
derom vidner jo hans breve og særlig hans dagbog, som vi modtog sendt fra 
kompagniet et par dage efter meddelelsen om hans død. Vi har modtaget to pakker. 
Den først med dagbogen og nogle få breve herhjemme fra og fra dig. Den anden med 
hans ny testamente, som han skrev efter engang nu i foråret. Det er jo noget, han har 
haft med sig, da han er bleven ramt. Ur, pung eller på den måde værdigenstande er der 
ikke kommen noget af, det har andre måske kunnet bruge, det siger heller ikke stort. 
Glad er jeg for hans dagbog, hvori han har nedskrevet sine tanker og følelser. Jeg skal 
senere sende dig den. Torsdag havde vi brev fra Finnemann, hvori han skriver, at 
Søren vor gode kammerat er ikke mere iblandt os. Han håber dog ikke, at han er død, 
men måske taget til fange af franskmændene. Efter en rasende artilleriild på de 
franske stillinger blev Søren sammen med flere i alt 14 mand sendt frem for at tage en 
fransk skyttegrav, efter at være kommen så nær, at franskmændene har set dem, 
kastede de sig til jorden. Hvor han var truffen, vidste kammeraterne ikke, den, som lå 
ham nærmest, var såret og ført til et lazaret. Ulrich, hans bedste kammerat, som han 
kaldte ham efter Lorentzens død, lå lidt bag ved ham i en lavning. Finnemann var jo 
ikke med der, da han jo slås ved et andet kompagni, men skriver således, som Ulrich 
har skildret det. Ulrich er fra Bov og kan måske ikke skrive dansk.  

---

 
142 
Jeg sender dig et billede, som Finnemann har sendt nu senere. Jeg tænker, det er taget 
i Gebweiler i den tid, de lå der i ro. Hvor længe skal dog dette frygtelige vare, der er 
slet ingen ende at se på al denne elendighed.  
Rekrutterne er nu også  bleven indkaldt. Moos rejste i går, og Margrethe står nu ene 
med alt. Hans og Peder har lovet at hjælpe til, så godt de kan, men det er jo  alligevel 
ikke let og særlig i denne tid, da det kniber med at tage sig sammen til arbejdet. 
Andreas er jo også borte, hvor længe vi får lov at beholde Peder er ikke godt at vide, 
vel sagtens ikke ret længe. Hanni kom i går og bliver hos Margrethe foreløbig. Vi 
hører jo dog stadigvæk fra Ville endnu, måtte det gå ham godt og ikke blive alt for 
strengt for ham nu efter Sørens død.  
Vagten er nu bleven forstærket med 12 mand, så nu får vi indkvartering i det mindste 
i den halve tid. 
Nu vil jeg slutte med en kærlig hilsen til dig fra os alle, og vi vil håbe, at vi må have 
det så godt, som det nogenlunde er muligt i denne prøvelsens tid, 
din trofaste søster 
Mariane 
 
Sparekassen for Nyböl Godser med Omegn 
Gesellschaft mit beschränkter Haftung 
GRAMBY 
30. april 1915 
Kære svoger Vilhelm og alle kære i Spandetgård og Spandet! 
Herved ønsker jeg (at) oplade vor sorg i anledning af Søren Schmidts død i fremmed 
land. Det gør mig ondt for eder og for ham selv, Søren havde sin særegne natur, men 
der boede interesser og energi i ham med muligheder, og jeg havde glædet mig til 
noget oftere at besøge Søren og se udviklingen af ham selv og det, han havde under 
arbejde; der blev nu sat punktum, og det er hårdt, så det gør os ondt. På en måde kan 
det vel være bedre at få en hurtig død end at blive hårdt såret, ligge, lide og dog dø, 
men det er svært, når de, vi elsker og har sat vort håb til, skulle tages fra os. Ser vi på 
det hele, og tænker vi på alle dem, unge og kraftige, der må lade deres liv i denne 
krig, da kan der anstilles mange betragtninger, men det sker bedre i en samtale. 
Hvor er Ville? Hvordan går det ham? 

---

 
143 
Hilsen fra hus til hus. 
Eders hengivne 
Lars Nørgård 
 
Ribe i maj 1915 
Kære svoger! 
Med inderlig deltagelse modtog vi den sørgelige efterretning om, at din kære 
Søren er falden på slagmarken. 
Gud trøste og styrke dig og dine kære at bære denne tunge sorg. Gud bevare Ville. 
Din hengivne svoger 
Niels Nørgård 
 
Ribe 2. maj 1915 
Kære Vilhelm Schmidt! 
Det sørgelige budskab, at Deres Søren var falden ved Hartmannsweilerkopf hørte 
vi allerede dagen før, De selv meldte os det. Vor inderligste deltagelse i Deres dybe 
sorg behøver vi vist ikke forsikre Dem, det ved De jo godt. Vore tanker for i den 
første tid ofte (?) derude i (?) for Deres søn, og hver gang vi læste om de blodige 
kampe derude, tænkte vi om Søren, om Søren den ene gang efter den anden skulle 
have undgået det dræbende bly. Nu har det jo omsider ramt Søren med (?), mange, 
mange andre, og med dem hviler Søren jo nu i fremmed jord langt borte fra sit hjem. 
Hans kød hvile i fred, hans sjæl til salig opstandelse! 
Vi holder Søren i Deres og vores minde som den unge livskraftige og livsmodige 
mand, som munter fik gjort endnu et godt arbejde i sin livsgerning, hvis Gud havde 
forundt Søren at få  (?) (?) endnu en række år at leve i. Men det skal være os alle en 
om end ringe trøst, at Søren har funden en brat død og ikke efter et langt forblødt 
sygeleje er tæret og derimod (?) som dødens sikre bytte. Nu må De (?) mindes Søren i 
hans ungdoms kraft og fylde, som blomsten der (?) (?) (?) (?) savn (?) (?) (?) den.  
(?) (?) (?) ville vor Herre (?) frem for sig og ikke først, når Søren var gammel og grå 
som vi, der øjensynlig kun har den mindste del af vor livsgerning og livsløb tilbage. 
Må Gud give Dem (?) , sin salige ånd han række, skænke trøst i Deres store sorg! 
Det ønskes Dem af hjertet  

---