131
man synes. Folkene vi
er indkvarterede hos, er meget flinke, en ordentlig stue og en
god seng står til vores rådighed. Det er jo at have det flot, efter hvad vi er vant til.
Mænd ser vi ikke mange af, de er vel alle sammen indkaldte, det meste er kvinder og
børn. Beboerne fører, så vidt vi kan se, en meget sorgløs tilværelse,
er ikke fri for at
være lidt dovne, grinende, går og driver. Hjemmene er her meget tarveligt udstyrede,
særlig når man kommer ud i køkkenet. Lidt snavset uappetitligt ser det ud der. De
lever vi nok i bogstavelig forstand fra hånden i munden og meget tarveligt. I stedet for
at gøre rent i huset, pudse og stadse i køkkenet, så tager kvinderne her hellere en stol
med ud i gården og sidder der og soler sig skidden måske lidt. Her er civil-
befolkningen, og arbejdet går vel nok noget nær sin sædvanlige gang. Forleden aften
var jeg sammen med et par kammerater på en bondegård her tæt ved for at købe
mælk. Vi havde da lejlighed til at se stalden og kreaturbesætningen. Der var en dejlig
kobesætning ca. 30 stk. (simmenthalere) store nydelige køer. I kan tro, det er en
nydelse for os, som nu næsten ikke er vant til andet end ærter og bønner at få fat i
noget nymalket mælk. En pakke med tvebakker
hjemmefra kom netop tilpas, så jeg i
disse dage har kunnet spise mælk og tvebakker, næsten en udsøgt nydelse under disse
forhold.
Mellem bjergene og det flade land er der de fleste steder et meget skarp skel, det vil
sige på en gang går det temmelig stejlt opad. Her omkring har de en højde fra et par
hundrede til tusinde meter. Opad skråningerne har vi så de dejligste vinhaver, og der
tværs gennem dem går så skyttegravene
(, og der) raser kampen.
Det er for resten kønt deroppe, særlig om morgenen, når solen stiger i øst og ligesom
opvarmer
(og) forgylder landskabet nedenunder. Men det er desværre ikke hver dag,
solen er så nådig, det er jo endnu ikke sommer. Vejret har også her særlig i de sidste
dage været ustadigt. En nat frøs det så hårdt som vel aldrig før i vinter,
og nu har
jorden 2 gange siden været hvid af sne. Nu da vi kan begynde på marts måned, varer
det vel ikke ret længe, førend foråret for alvor begynder.
Ja, foråret, varmen og den dermed forhåbentlig følgende fred længes vi alle sammen
efter. Jeg for mit vedkommende tvivler imidlertid meget om, at freden kommer så
snart, der kan vist let gå et halvt år hen, uden den kommer, udsigterne til fred er, synes
mig, kun små.
132
Hvordan mon det går Ville? Har i flere dage ventet efter at høre fra ham, men det
bliver borte. Det vil sikkert ikke blive let for ham, skal han gøre de strabadser med,
som soldaterne har måttet døje i Østprøjsen og Polen i vinter. Måtte det nu blot ikke
falde ham alt for svært!
Jeg vil nu slutte for denne gang.
Kærlig hilsen
til eder alle
din bror
Søren Schmidt
NB.: Hils pigerne at jeg i dag igen har fået ½ pund smør fra Arnum mejeri. Da det
lader til, at det kommer en gang hver uge, bedes de ikke efterkomme min opfordring
om at sende lidt margarine i hvert fald ikke foreløbig, da jeg så har mere end nok.
Udsnit af Gebweiler panorama
Spandetgård den 18. apr. 1915
Kære Tinne!
Tak for de billeder, du har sendt os – jeg synes nok, de er kønne. Der er jo områder
heldigvis – hvor mennesker kan forstå hinanden vel også glæde hinanden, enten de er
danskere, tyskere, franskmænd eller englændere.
Du har skrevet om kartofler, men du har ikke skrevet frk. Levits` adr.
Jeg har derfor
sendt 100 pund under din adr. Hvis det havde været meget ønsket, kunne jeg godt
have sendt 200 pund. Vi har fået vores op af kælderen – fået dem sorteret, taget fra til
egen brug og lagt i mark og have og har så beholdt en lille god rest til overs! Men der
133
er jo også nok på hjemegnen, som mangler kartofler. Thi det er som v. Gerlach skrev i
en artikel forleden: ”Alt og alle falder tilbage på kartoflerne og stoler på kartoflerne!
Svin – først og fremmest svin – heste, kreaturer og mennesker!” Så det er såmænd
ikke så underligt, om det bliver lidt knap med dem, og om de bliver lidt dyre. Pengene
kan du jo beholde – jeg skylder dig jo dog renter til maj. Så kan
du jo skrive, om jeg
skal sende dig nogle flere penge og hvor mange, resten skal vel i sparekassen.
Jeg har solgt marsken og fået et par tusinde kr. – Jeg kan tænke mig, at du engang
med det første får brug for de penge, jeg skylder dig. Så kan det måske være lige så
rigtig, at jeg sætter dem i sparekassen, så de kan være disponible, når du ønsker.
Vil du besørge os noget græsfrø til haven (mellem de gamle æbletræer), vi talte om
det engang,
men jeg ved ikke, om du husker det, og om du retter dig efter det. Hvor
mange pund der skal til, kender du jo bedre end jeg – jeg ville antage, at en snes pund
kunne passe.
Herhjemme går ellers alt ved det gamle – vi har nylig hørt fra Ville og Søren. De har
det endnu godt begge to Gud ske lov. I går var vi i Vodder til mindegudstjeneste for
Peder Kjær. Det er nu blevet til en sørgelig vished for Abeline og hans øvrige nær
pårørende, at han er falden. Han er død dagen efter, at han er bleven indlagt på
lazarettet. Det er et hårdt slag for Abeline – Ja, hvor fører krigen dog uendelig megen
sorg og lidelse med sig. Hvor mange, mange hjem må ikke ofre deres mand og far.
I den sidste uge er der atter bleven mange indkaldt her fra egnen – her fra sognet 8,
hvoraf dog 4 kom tilbage. 4 måtte i trøjen:
begge Bennedsener, Laurids Callesen og
Mathias Jensen.
Jeg havde endnu held denne gang. Indkaldelsen gjaldt kun dem, der var født efter 1ste
jan. 1880. Det er ikke første gang, at det med hensyn til militærtjenesten er godt at
være født før nævnte dato.
Min tur kommer vel nok, men det er godt for hver uge, man kan få lov at blive
hjemme. Hvis ellers vi får fred, så må hver uge jo bringe os 7 dage nærmere til denne
store længselsfuldt ventede dag. Ja, i år mere end nogensinde tidligere: ”venter verden
vide på, hvad somren vil!” Vi synes alle, at den må bringe store afgørelser, og mange
venter vel, at den skal bringe ”bod for bitter savn”. Mange, måske alle,
knytter nok et
håb til den store, ukendte truende fremtid.