Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
131 
man synes. Folkene vi er indkvarterede hos, er meget flinke, en ordentlig stue og en 
god seng står til vores rådighed. Det er jo at have det flot, efter hvad vi er vant til. 
Mænd ser vi ikke mange af, de er vel alle sammen indkaldte, det meste er kvinder og 
børn. Beboerne fører, så vidt vi kan se, en meget sorgløs tilværelse, er ikke fri for at 
være lidt dovne, grinende, går og driver. Hjemmene er her meget tarveligt udstyrede, 
særlig når man kommer ud i køkkenet. Lidt snavset uappetitligt ser det ud der. De 
lever vi nok i bogstavelig forstand fra hånden i munden og meget tarveligt. I stedet for 
at gøre rent i huset, pudse og stadse i køkkenet, så tager kvinderne her hellere en stol 
med ud i gården og sidder der og soler sig skidden måske lidt. Her er civil-
befolkningen, og arbejdet går vel nok noget nær sin sædvanlige gang. Forleden aften 
var jeg sammen med et par kammerater på en bondegård her tæt ved for at købe 
mælk. Vi havde da lejlighed til at se stalden og kreaturbesætningen. Der var en dejlig 
kobesætning ca. 30 stk. (simmenthalere) store nydelige køer. I kan tro, det er en 
nydelse for os, som nu næsten ikke er vant til andet end ærter og bønner at få fat i 
noget nymalket mælk. En pakke med tvebakker hjemmefra kom netop tilpas, så jeg i 
disse dage har kunnet spise mælk og tvebakker, næsten en udsøgt nydelse under disse 
forhold. 
Mellem bjergene og det flade land er der de fleste steder et meget skarp skel, det vil 
sige på en gang går det temmelig stejlt opad. Her omkring har de en højde fra et par  
hundrede til tusinde meter. Opad skråningerne har vi så de dejligste vinhaver, og der 
tværs gennem dem går så skyttegravene(, og der) raser kampen. 
Det er for resten kønt deroppe, særlig om morgenen, når solen stiger i øst og ligesom 
opvarmer (og) forgylder landskabet nedenunder. Men det er desværre ikke hver dag, 
solen er så nådig, det er jo endnu ikke sommer. Vejret har også her særlig i de sidste 
dage været ustadigt. En nat frøs det så hårdt som vel aldrig før i vinter, og nu har 
jorden 2 gange siden været hvid af sne. Nu da vi kan begynde på marts måned, varer 
det vel ikke ret længe, førend foråret for alvor begynder. 
Ja, foråret, varmen og den dermed forhåbentlig følgende fred længes vi alle sammen 
efter. Jeg for mit vedkommende tvivler imidlertid meget om, at freden kommer så 
snart, der kan vist let gå et halvt år hen, uden den kommer, udsigterne til fred er, synes 
mig, kun små. 

---

 
132 
Hvordan mon det går Ville? Har i flere dage ventet efter at høre fra ham, men det 
bliver borte. Det vil sikkert ikke blive let for ham, skal han gøre de strabadser med, 
som soldaterne har måttet døje i Østprøjsen og Polen i vinter. Måtte det nu blot ikke 
falde ham alt for svært! 
Jeg vil nu slutte for denne gang. 
Kærlig hilsen til eder alle 
din bror 
Søren Schmidt 
NB.: Hils pigerne at jeg i dag igen har fået ½ pund smør fra Arnum mejeri. Da det 
lader til, at det kommer en gang hver uge, bedes de ikke efterkomme min opfordring 
om at sende lidt margarine i hvert fald ikke foreløbig, da jeg så har mere end nok. 
 
 
Udsnit af Gebweiler panorama 
 
Spandetgård den 18. apr. 1915 
Kære Tinne! 
Tak for de billeder, du har sendt os – jeg synes nok, de er kønne. Der er jo områder 
heldigvis – hvor mennesker kan forstå hinanden vel også glæde hinanden, enten de er 
danskere, tyskere, franskmænd eller englændere. 
Du har skrevet om kartofler, men du har ikke skrevet frk. Levits` adr. Jeg har derfor 
sendt 100 pund under din adr. Hvis det havde været meget ønsket, kunne jeg godt 
have sendt 200 pund. Vi har fået vores op af kælderen – fået dem sorteret, taget fra til 
egen brug og lagt i mark og have og har så beholdt en lille god rest til overs! Men der 

---

 
133 
er jo også nok på hjemegnen, som mangler kartofler. Thi det er som v. Gerlach skrev i 
en artikel forleden: ”Alt og alle falder tilbage på kartoflerne og stoler på kartoflerne! 
Svin – først og fremmest svin – heste, kreaturer og mennesker!” Så det er såmænd 
ikke så underligt, om det bliver lidt knap med dem, og om de bliver lidt dyre. Pengene 
kan du jo beholde – jeg skylder dig jo dog renter til maj. Så kan du jo skrive, om jeg 
skal sende dig nogle flere penge og hvor mange, resten skal vel i sparekassen.  
Jeg har solgt marsken og fået et par tusinde kr. – Jeg kan tænke mig, at du engang 
med det første får brug for de penge, jeg skylder dig. Så kan det måske være lige så 
rigtig, at jeg sætter dem i sparekassen, så de kan være disponible, når du ønsker. 
Vil du besørge os noget græsfrø til haven (mellem de gamle æbletræer), vi talte om 
det engang, men jeg ved ikke, om du husker det, og om du retter dig efter det. Hvor 
mange pund der skal til, kender du jo bedre end jeg – jeg ville antage, at en snes pund 
kunne passe. 
Herhjemme går ellers alt ved det gamle – vi har nylig hørt fra Ville og Søren. De har 
det endnu godt begge to Gud ske lov. I går var vi i Vodder til mindegudstjeneste for 
Peder Kjær. Det er nu blevet til en sørgelig vished for Abeline og hans øvrige nær 
pårørende, at han er falden. Han er død dagen efter, at han er bleven indlagt på 
lazarettet. Det er et hårdt slag  for Abeline – Ja, hvor fører krigen dog uendelig megen 
sorg og lidelse med sig. Hvor mange, mange hjem må ikke ofre deres mand og far. 
I den sidste uge er der atter bleven mange indkaldt her fra egnen – her fra sognet 8, 
hvoraf dog 4 kom tilbage. 4 måtte i trøjen: begge Bennedsener, Laurids Callesen og 
Mathias Jensen. 
Jeg havde endnu held denne gang. Indkaldelsen gjaldt kun dem, der var født efter 1ste 
jan. 1880. Det er ikke første gang, at det med hensyn til militærtjenesten er godt at 
være født før nævnte dato.  
Min tur kommer vel nok, men det er godt for hver uge, man kan få lov at blive 
hjemme. Hvis ellers vi får fred, så må hver uge jo bringe os 7 dage nærmere til denne 
store længselsfuldt ventede dag. Ja, i år mere end nogensinde tidligere: ”venter verden 
vide på, hvad somren vil!”  Vi synes alle, at den må bringe store afgørelser, og mange 
venter vel, at den skal bringe ”bod for bitter savn”. Mange, måske alle, knytter nok et 
håb til den store, ukendte truende fremtid. 

---