Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
121 
 
Sørens brev fra 6. januar 1915 til sin far trykt i Hejmdal 
 
 
Onsdag d. 7. april 1915 
Kære bror Søren! 
Da jeg i aften eller i nat skal våge ved en ko, vil jeg bruge tiden til at sende dig et par 
ord. Jeg skriver og skriver og tænker dermed at gøre eder en lille tjeneste, men synes 
altid, at mine breve er så luftige, at der er for lidt indhold deri, men meningen er god. 

---

 
122 
Jeg tænker vel, hvert lille brev er en kærkommen afveksling for eder deroppe i 
skyttegravene.  
 
Jeg ville jo og gerne have svar, men som forholdene ligger, kan jeg let forstå, at det 
ikke kan lade sig gøre, og vi læser og alle dine breve, det er blot stadig så sært at 
skrive et brev hver uge og i grunden ikke at få at vide, om du får dem alle eller ej, 
men det gør du vel nok. Der kunne jo somme tider være noget, man ret ville skrive, 
men som man ikke brød sig om, at andre skulle have indblik i, og man ved sig vel 
aldrig sikker. 
Vi var ellers ved at være lidt ængstelig igen for dig, og det glædede os, at du stadig 
har det så godt og forholdsvis rolig. Efter beretningerne i bladene er der igen kæmpet 
hårdt om Hartmannsweilerkopf, og da du, efter hvad vi kan forstå, ligger lige tæt 
derved, kunne vi næsten ikke tænke andet end, at I og fik det at føle eller var med, 
men efter dit brev at dømme lader det til, at I har været helt uberørt deraf.  
Ville skriver for tiden hjem omtrent hver dag, de har og en rolig plads og har det 
rigtig godt. Han havde maven i uorden og lå nogle dage i sygestuen, men længtes 
efter kammeraterne, det blev ham for ensom og tiden for lang, og han var ikke ked af 
at komme i skyttegravene igen, så de må have det ret godt der.  
I dag er atter et hold fra sognet bleven indkaldt. Landstormmand Hans Skak, Hans og 
Jens Bennedsen, Laurids Callesen, Hans Tilgård, Johan Sørensen, Mathias Jensen og 
en bror til Jørg Jessen. Jeg var i aftes ved toget for at høre fra dem, og de var alle 
bleven i tøjet, kun Jørg Jessens bror kom hjem, han havde en dårlig hånd. Ja, hvem 
skulle have troet, at Hans Tilgård kunne bruges, han selv vel heller ikke. Ja, det 
svinder i folkene, og det er mange steder ikke let at forstå, hvordan de skal få 
forårsarbejdet gjort, som nu Hans Tilgård, hans gamle fader sidder der nu med kun et 
ben og så en kone med 2 små børn og ingen evne til at leje, om det kunne være mulig 
at få nogen, og de fleste er selv så hårdt spændt for, at de ikke kan hjælpe andre.  
Nu er det nået så vidt, at bror Peder står for tur, så snart den næste hold skal for, 
måske han nu får lov at blive hjemme til forårsarbejdet er ovre. Måtte nu vejret blot 
blive godt ligesom i efteråret, men indtil tiden har det kun været mådelig. Nu var 
jorden tørret godt af efter påsken, og nu skulle det rigtig gå løs, og siden har det igen 
regnet uafbrudt. 

---

 
123 
Du skrev om måske at komme hjem på orlov, jeg tænker ikke, det lader sig gøre, og 
jeg tror og, at det ville falde dig voldsomt svær at komme af sted igen. Af de soldater, 
vi nu har, er der mange, som er sårede, og af dem måtte en del af sted forleden, de var 
helt ude af dem selv, græd og var kort sagt helt ulykkelige, og det er endda rigtige 
tyskere, ja, krigen må være forfærdelig, værre end vi herhjemme aner og tror. Var der 
endda udsigt til fred, men jeg synes ingen vej, jeg kan se, for uden resultat er der vel 
ikke tale om, at nogen af dem vil holde op, i hvor satte
35
 de vel alle er. Blot det, der 
bliver tilbage endda ikke bliver det hårdeste endnu. I får såre lidt at vide, og vi får vel 
ikke ret (meget) mer, men store forskydninger er der ikke, det kan både I og vi blive 
klog på. Tiden går hen, og Europa forbløder sig, og hvad kommer der ud deraf, ja, det 
må fremtiden bringe, men for os småfolk at synes, kan det aldrig være de ofre værd, 
det koster.  
Vi længes nu efter sommer, efter at få kreaturerne på stald græs, for det trænges til. 
Jeg har nu foder nok, men da vi ingen kraftfoder har, taber køerne hulden, godt for 
roerne også i Arnum, og der er endnu ikke så få tilbage, så der kan nok blive lidt til 
svinene. 
Nu nok for denne gang, hav det rigtig godt. 
Mange hilsner fra os alle i præstegården 
din bror Hans. 
 
Skyttegraven Bobr. stillingen d. 7/4 15 
Kære broder! 
Ja, det er vist snart tid, at jeg engang gør alvor af at skrive brev til dig, jeg har længe 
truet dermed, men havde da kastet din adresse bort, og inden jeg fik den, gik tiden jo 
hen. 
Tiden går jo, jeg er nu allerede i Rusland i 7 uger, ligger fremdeles i samme stilling, 
som vi straks indtog kun noget længere frem mod floden. I sidste uge var vi en tur i 
Augnotov. Meningen var vel, at vi skulle tage del i kampen, som rasede der, vi blev 
befordret derhen i automobiler, men inden vi kom så vidt, må russen vel have trukket 
sig tilbage, vi lå der i 4 dage uden at gøre nogen nytte, og marcherede da tilbage i vor 
gamle stilling. Nu begynder livet i skyttegraven at blive mere behagelig. Foråret 
                                                        
35
 sat betyder mæt på sønderjysk 

---

 
124 
begynder nu at melde sig, vi har til tider også lidt meget af kulde, vi har haft over 20 
grader frost, og da vi stadig er gået fremad, har vi ingen kakkelovn haft før nu de 
sidste 14 dage.  
Stillingen her er ellers meget rolig og behagelig, vi har siden de første par dage ikke 
haft nogen kamp uden lidt patruljeringsskærmydsler og lignende, så vi håber jo kun at 
kunne blive her, til denne skrækkelige tid er til ende. 
Ja, det var rigtig nok at ønske nu, at der snart må komme en slutning på denne 
skrækkelige krig, og for dig som landmand må det jo først rigtig mærkes nu til den 
travle tid, da hver mand bruges hjemme, må længslen efter at komme hjem til den 
vante gerning jo træde dobbelt stærk frem. 
Hjemme lader det jo til, at alting går godt, det er jo en god trøst, når man skal være 
borte, jeg har temmelig regelmæssig post hjemmefra; men derimod går den største del 
af mine breve tabt, så vidt jeg kan skønne, eller de indkommer med alt for megen 
forsinkelse. Det sørgeligste for mig er næsten, at jeg er den eneste dansktalende ved 
kompagniet. Thomsen blev skilt fra mig ved inddelingen, det er knap nok, at jeg har 
set ham siden. Håber at du må modtage brevet ved god sundhed, sender dig de 
kærligste hilsner din bror 
Vilhelm 
 
Vogeserne d. 7.4.15, Feldpostkarte 
Kære Tinne! 
Tak for dit brev.  Jeg skulle vel egentlig også have skrevet brev, men har næsten 
hverken tid eller lyst dertil, så du får nøjes med dette kort. 
Vi er endnu her på samme sted, og jeg har det på en måde godt, er sund og rask, og 
dog er det ikke alt, som det skulle være. Jeg har nemlig for et par dage siden mistet en 
af de få virkelige kammerater, jeg har her. Lorentzen fra Haderslev er falden. Ja, han 
er vel nok den af de få nordslesvigere, som endnu er tilbage ved komp., som det vil 
blive hårdest at undvære.  
Nu har vi i fire måneder gået sammen, stået sammen ham, jeg og en kammerat mere, 
og nu pludselig blev han revet bort, først bagefter forstår man rigtig at værdsætte det, 
man har mistet. 
Kærlig hilsen 

---