Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
115 
De kærligste hilsener 
eders 
Søren Schmidt 
Alt vel. 
 
Remagen am Rhein, Alte Strasse 26. langfredag 1915 
Kære Søren. Nu har vi altså påske igen. Jeg mindes sidste påske, da rejste jeg 
langfredag sydpå. Skærtorsdag var vi endnu alle samlede hos Villes, da lille Margit 
havde været i kirke. Da var det, du sagde, at du i somrens tid ville besøge mig ved 
Rhinen. En så uskyldig udtalelse, og nu mindes man den så tit. Lidet anede jeg 
dengang, at jeg i år igen i påsken skulle sidde her i Remagen igen. Endnu mindre 
anede vi, at du skulle ligge i en skyttegrav eller noget andet oppe i Vogeserne. Mange 
har fejret julen derude, skal nu også fejre påsken. Det sidste falder vel ikke så svært 
som det første. Jeg kunne tænke mig, at du Søren i dag har følt en langfredags-
stemning som aldrig før. Ellers synes man tit, når man er ung og glad og sund, at det 
kan være svært at få fat på den rette langfredagsstemning. Jeg mindes et lille digt i 
L.N. Klokkespil ”Langfredag”. Du kender det sikkert også. Det begynder også med at 
spørge, om man fatter og forstår dagen ret. Kan du fatte dagens gåde? Kampen på hin 
fjerne val? Kan du fatte dagens nåde, købt ved blod og dødens kval? Mon ikke 
mangen en derude på nuets fjerne val har lettere ved at fatte langfredagsgåden end 
folk derhjemme under lykkeligere forhold? Jeg kan ikke svare derpå Søren, du bedre, 
måske bringer du mig engang svar. Men jeg forstår Traub, når han siger: 
”Menneskehedens dybeste sjælejammer ligger denne langfredag på slagmarken 
derude.” Og før man kan gribe frelsen, må man vel kende sjælenøden. Og da denne 
nu er mere åbenbar end nogensinde, tror jeg også, at der er en større higen efter frelse 
nu end før, en stærkere griben efter et holdepunkt eller hvilepunkt. Det er det, jeg tror 
Søren, og jeg har også erfaret noget af dette. Og mange af dem, som kender mere til 
sjælelivet end jeg og arbejder med sjælens frelse, vidner det samme. Jeg mindes igen 
et lille digt, som jeg læste de første dage i august skrevet af en tysk præst lørdagsaften 
1. august. Det begyndte: ”Ein solcher Samstagsabend kam uns Pfarrern wohnlich 
selten.” Han kunne sikkert ligeså godt have sagt aldrig. Aldrig før havde alle de tyske 
præster mødt en modtagelighed som på hin skæbnesvangre lørdagaften. Og det blev 

---

 
116 
ikke ved denne ene gang, at kirkerne fyldtes. Nu er der vel mange, der mener, at den 
slags kristendom ikke er meget værd, jeg kan ikke dømme i sligt. Jeg tror blot, at hvis 
du havde set det samme som jeg, ville du dømme anderledes, Søren. Så længe man 
lever derhjemme under lykkeligere kår som vi, i et arbejdende, jævnt, alvorligt 
folkefærd, da kan man jo sagtens synes, at alt er såre vel. Men får man først en smule 
indblik i de forfinede, forfladigede og letfærdige forhold, som man møder mange 
steder derude, da kommer man let på andre tanker. Når jeg sidste år så på folk her på 
Rhinpromenaden, verdenspromenaden kaldte Bruchdorf den – og vel med rette. Altså 
ikke blot tyskere, men et internationalt selskab var her undervejs, da rejste sig tit i mig 
det spørgsmål, hvordan mon disse folk igen kan gøres til mennesker? Der var for mig 
noget så unaturligt, så skabagtigt over deres hele færd, at jeg ikke kunne lade være at 
kalde det umenneskeligt. Og mange af dem, jeg har levet iblandt, var tilbøjelige til det 
samme, selv om de måske er mildere dømmende i deres dom.  
Ja, Søren forstår du, at man da kan komme til at tænke, mon ikke denne operation var 
nødvendig, selv om den foreløbig synes os ubrugelig og grusom. Kunne det ikke dog 
hænde, at det blev en lidelse til sundhed. Hvor tit gik det ikke sådan i det enkelte 
menneskeliv både på det fysiske og sjælelige område? Hvad det første angår, behøver 
vi jo blot at tænke på en vanskelig operation, hvor det gælder liv eller død. Der er det 
vel også tit svært for mennesker at fatte, hvorfor dette pinefulde skal til, hvorved ikke 
blot det syge skal fjernes, men der også tit må skæres gennem sunde legemsdele. Eller 
vi tænker på en sjælelidelse, som vel er endnu værre. Hvilket menneske forstod vel, 
mens lidelsen stod på, hvorfor det var nødvendigt? Men hvor mangen en erfarede ikke 
bagefter, at det var en ”lidelse til sundhed”. 
Ja Søren, jeg ved ikke, om du forstår mig, jeg vil næste gang sende dig nogle 
brudstykker af de ”Christliche Freiheit”, som berører disse spørgsmål. Med så ringe 
livserfaring, som jeg (har), skulle man måske ikke tillade sig at behandle slige 
spørgsmål. 
Nu er det også sengetid, og jeg får holde op. Får jeg tid en af påskedagene, skriver jeg 
måske igen. Nu er der rigtig nok tale om en fodtur: bjergene, hvis vejret bliver godt, 
nu får vi se. – 
Sender de kærligste hilsner og bedste ønsker 
din søster Tinne 

---

 
117 
 
Ubeskrevet postkort fra Remagen 
Langfredag den 2.-4.-15 
Det er et fint vejr i dag. Solen skinner så varmt, gør den også det hos dig? 
Kære Søren! 
Tak for brevet, som jeg fik for nogen (tid) siden. Du har vel hørt, at Asbjørn har kastet 
tvillinger? Det var søndag den 14.13.tende, men det var ikke det værste, for den skød 
også børen ud. Det var søndag den 14., jeg havde været hjemme om aftenen. Da 
klokken var 10, kom jeg hjem igen. Maria hun var gået i seng. Jeg røgtede først 
hestene af, og så gik jeg over i båsen for at se til Asbjørn. Den lå ned, da jeg kom. 
Efterbyrden var ikke kommen videre som om morgenen, når den stod op, nåede det 
helt ned på gulvet. Jeg stod lidt i båsen den aften, og lidt efter begyndte den at førre
32
 
på, jeg troede så, at nu skulle den nok blive ren. Jeg blev ikke så lidt forbavset, da jeg 
så, der kom mere som efterbyrden. Jeg løb ind og råbte til Maria, at hun skulle 
komme ud med et lagen. Jeg fik så lagenet lagdt godt under og holdt for alt, var jeg 
kunne, men jeg kunne ikke holde det inde. Mari var over hos Søren, men han var ikke 
hjemme, han var oppe hos Ole, det varede derfor længe, ingen de kom. Jeg var så træt 
i armene, at jeg ikke kunne holde for længere, omsider var det hele ude. Søren og jeg 
stod og hold det i lagenet. Ole var hjemme efter petroleom, for vi havde ikke andet 
endt lys. Maria var nede efter Niels Andersen. Koen stod op, men da han skulle til at 
sætte det ind, fald den om, men den skulle jo op at stå, men det var udmuligt, for den 
var træt. Da den havde liget i en tid, kom den til kræfter igen. Niels Andersen fik så 
efterbyrden fjernet, og så begyndte han at trykke den ind. Jeg løb så op til Kristian 
                                                        
32
 brøle 

---