Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
103 
rughalmen om aftenen og havre om morgenen. Hø er der kan de ikke få meget af, for i 
den måned, jeg var hjemme, fik de to gange hø daglig, men det hjælper jo, der er 
mange roer. Her er en 9 læs kålrabi og så runkelroerne hjemme fra ved gården.  
Nu vil jeg slutte denne gang. 
En venlig hilsen fra Ingemann 
 
 
Mylhausen d.1.3.15 
Kære far! 
Tak for dit brev af 22, som jeg modtog i går. 
Maren snart din eneste søster også død og borte nu. Ja, de gamle skal dø, og de unge 
næsten også nu. Det tynder ud i de gamle, som når man tænker på vore bedste 
barndomsminder, indtages førstepladsen der. Borte er de - oldemor, mor, Jendre, 
morbror Hans, moster Maren; men i mindet har vi dem endnu hos os og vil beholde 
dem. 
Ja, de svandt, de svandt de blide barndomsdage, udviklingen, verden går sin gang. Ja, 
det er underligt vemodigt at tænke på, at vi, som dengang, da de var i deres fulde 
kraft, var børn, nu skal til at tage arven, opfylde pladsen efter dem. Kan vi det, 
spørger man ofte sig selv. Det vil vist ikke blive let. Verden er så urolig nu, så 
jagende. Det gamle grundsolide, som var legemliggjort i dem, svinder, os det nye 
slægtled kunne vist lære meget der. 
Alle gode gaver ere tre gange. Jeg er i dag for sidste gang her i Mylhausen for at  få 
mine tænder i orden. Jeg har det efter forholdene udmærket. Vort batt. ligger i disse 
dage igen i Staffelfelden i ro. Man kan vist ikke, når man skal være med i krig, have 
det stort bedre, end vi har haft det i den sidste tid. Jeg spørger ofte mig selv, kan det 
blive ved, for jeg synes, at vore kammerater andre steder har det meget værre. Vi 
venter og længes dog stadig efter fred, vi snakker ofte om den dag, da det går hjemad. 
Jeg har i den sidste tid også i nat i modsætning til før ofte i drømme været hjemme 
hos jer, måtte det være et godt tegn.  
Jeg har i dag på res. lazarettet spurgt efter Th. Fog, man kunne desværre ingen 
oplysninger få om ham. Det er jo også en meget vanskelig sag, da der er så mange 
lazaretter her og i omegnen. Hans familie har vel allerede forespurgt hos komp., det er 

---

 
104 
jo i hvert fald det sted, hvor de bedst kan få oplysninger om ham. Der er vel også stor 
sandsynlighed for, at han er i fangenskab, 
Ja, så vil jeg slutte for denne gang. Kærlig hilsen til eder alle og tak 
din heng. søn 
Søren Schmidt 
 
Staffelfelden d.2.3.15 
Kære bror! 
Først mange tak for brevet!. Ja, mange tak til alle sammen, fordi I er så flinke til at 
skrive og sende både det ene og det andet. 
Ja, I kan tro, det liver op i en, når posten bliver fordelt, og der så er brev eller et blad, 
særlig Højskolebladet er jeg glad ved og Kirkesagen. Hejmdal kommer jo også 
regelmæssig, og den er selvfølgelig meget velkommen, den bringer jo altid noget nyt, 
med derudover som alle andre blade herovre for lidt.  
Du lader dig i dit brev forstå med, at du ikke holder af at skrive brev under disse 
forhold. Det er dog meget værre for os end for jer. Vi er underkastet streng censur, I 
ikke. I vil vel nok have lagt mærke til, at jeg i den sidste tid ikke har fortalt stort om 
livet her; det kan nemlig ikke tillades. Egentlig måtte vi vist heller ikke skrive dansk 
hjem, fjerde komp. f.eks. må ikke, det er vist vore nærmeste foresatte, vi kan takke for 
at det går. En af vore løjtnanter skal nemlig kunne dansk, måske han så underkaster 
brevene det nødvendige eftersyn. 
Jeg kunne jo for en gangs skyld, jeg har vist ikke gjort det før, efter fattig evne 
fortælle lidt om egnen her. Egnen er, når bjergene, som for det meste temmelig brat 
skyder sig i vejret, undtages, meget flad. Jorden er vist nok kun lidet frugtbar, da den 
vel næsten overalt er forfærdelig stenrig, gruset, dertil kommer at der hele vinteren 
igennem rundt om på markerne har stået sjapvand; det er vel også en følge af, at 
jorden er så flad. Det er da også kun en ringe del af jorden, der benyttes som 
agermark, det meste ligger som eng. En del skov findes der også, men det er kun 
tarveligt, kun få ordentlige træer, intet i sammenligning med en dansk bøgeskov. 
Husene i landsbyerne har ligget klumpet sammen akkurat som i en lille købstad 
hjemme. Man har i de fleste tilfælde vanskeligt ved at se, hvor bygningerne til den 
ene gård holder op, og den anden begynder. Bygningerne er, synes mig, kun lidet 

---

 
105 
praktisk indrettede. Se en smuk praktisk indrettet bondegård som hjemme, det gør 
man her ikke. Mellem de så tæt sammenknebne byer ses kun sjældent en menneskelig 
bolig, det er lige som i gamle dage hjemme, da folk også der søgte sammen i byerne.  
I disse dage ligger vi igen her i Staffelfelden lidt bag ved fronten i ro, i ly ved og 
passiarer med nabokonen. En del ældre mænd og halvvoksne knøse går også og driver 
rundt uden nogen særlig beskæftigelse. Lidt værre er det måske også nok i denne tid, 
da fabrikkerne, hvorpå de arbejder, helt eller delvis må holde stille på grund af krigen.  
Resultatet, man ved sammenligningen kommer til, er: ”ude i øst, ude i vest, hjemme 
er bedst”. Ja, hjemme er bedst. Kunne dette menneskeslagteri blot snart få ende, så vi 
kunne komme hjem til vort arbejde der. Her går vi jo og har det godt, og dog længes 
jeg næsten efter at flytte. Forfærdelig letlevende er befolkningen i sig selv, og når der 
så kommer så mange soldater til byen, så bliver det selvfølgelig først rent galt. 
I går fik jeg endelig brev fra Ville, han lader jo også til at have det godt. Der blev i går 
fortalt, at regimentet, som han er ved, var kommen her til egnen, op på bjerget hvor 
det altid går så varmt til, men det tror jeg nu ikke passer, der sender de ikke dem hen. 
Ja, så ikke mere denne gang. 
Kærlig hilsen til eder alle 
din bror 
Søren Schmidt 
 
 
Vilhelm Smidts aftægtshus ved Spandetgård 
 
Spandetgård d. 2. marts 19…….  
Kære Søren! 

---