Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
97 
Øvre Elsass d. 20.2.15 
Kære søster!  
Mit sidste brev, hvor jeg var ved at gøre lidt op med dig, blev jeg egentlig ikke rigtig 
færdig med, jeg vil derfor fortsætte lidt nu: 
Forsidebilledet og Poul Hedemanns digt i H.B. julenummer syntes jeg så godt om, du 
husker vist nok begge dele. Det er et meget træffende billede, han giver af tiden, vi 
lever i, når han skriver: 
”Natten suser –  
mørket vælder,  
frem af dybets sorte sluser. - - - - - 
Askehobe, brændte stæder,  
alle marker hærget øde,  
alle floder blodigrøde, 
menneskekroppe sønderflængte –  
dræbte – pinte – indestængte.  
Ingen kvinder, som ej græder. –  
Nattens vinterstorme tude;  
nu er ådselsgribbe ude! 
Mulmet vælder, natten skrider, 
kommer snart ej dagningstider??” 
Ja, med det spørgsmål ender vel alle, der tænker og føler lidt med den lidende 
menneskehed. 
Ja, når man hver dag går og ser på dette trøstesløse øde, så gør det godt som her i 
samme digt at blive hjulpet til at vende øjnene en anden vej, at spejde fremad mod 
den unge dag, ej blinde synets evne med nattemørket bag, ej stirre blot på mulmet og 
krigens flammeild, men bie ganske stille, til dagen stunder til.  
Men dette sidste kniber det så ofte med, selv om man ved og føler, at det altid dages, 
hvor man har ham (verdens frelser, som bringer fred på jord) i favn, trods ragnarok 
derude er freden i hans navn.  
Men hvor mange kommer så vidt? Min mening kender du jo fra sidste brev, skønt jeg 
hverken vil eller har ret til at dømme nogen; men at der er andre, der er af samme 

---

 
98 
mening, beviste en udtalelse af en feltpræst, som talte for os netop morgenen, efter at 
jeg havde skrevet til dig. Han udtalte omtrent følgende:  
”Jeg tror, at de fleste af dem, der kommer hertil uden at have noget med Gud at gøre, 
også vil drage hjem uden.”  
At man ikke, som du engang skrev, når man tror på en højere styrelse, kan tænke sig 
så store verdensbegivenheder ske uden i forbindelse med samme, deri er jeg vel nok 
enig med dig. Men derfra og til at tro, at krigen er fremkaldt af Gud, for at han 
derigennem kan komme til at kalde på os mennesker, er der dog et stort spring. 
Han ville vel nok finde andre veje og måder at kalde på den enkelte og de mange, veje 
og midler som bedre kunne stemme over ens med den kristne kærlighedslære. 
Nej, krigen er, og betragter jeg som, menneskeværk, og jeg finder det rigtigst ikke at 
blande Guds navn alt for meget der ind i. Jeg finder også, at det er en skam for det 
såkaldte kristne Europa, at en sådan krig i det hele taget kan finde sted. Og den 
beviser vel mere end noget andet, at der er  hvor meget lidt vi mennesker har lært at 
følge i vor store mesters fodspor.  
Af jeres breve og også af et kort fra ham selv, ser jeg, at det, som jeg længe har 
frygtet, ville ske, nu er virkelighed, Ville er på rejse. Ja, det vil sikkert ikke blive en 
let tur for ham, noget hjælper det vel dog, at han er bleven vænnet til i Slesvig. Han er 
ligesom jeg kommen i det lidt på lang, så føles det ikke så svært, som hvis man var 
revet bort hjemmefra og midt ud i det straks. Ja, at det skulle komme så vidt, havde 
han sagtens ikke ventet; måtte det nu ikke falde ham alt for svært, og han få lov til at 
vende sund og rask hjem igen. For Margrethe er det heller ikke let, hun sidder nu ene 
tilbage med forretningen og to små børn. Betænk nu hellere ham med pakker og spar 
kun lidt ved mig, jeg kan så godt klare mig med noget mindre.  
Ja, jeg kan, som jeg også har skrevet før, slet ikke følge med og få alle de gode sager 
spist. I går aften modtog jeg den store julepakke, som I skal have mange tak for. 
Særlig blev jeg glad ved æblerne og så den dejlige (?) honning. Der stod Hømlund på 
låget, så jeg anslår, den stammer derfra. Passer det for mig, så bedes du hilse og takke 
mange gange der. Osten og den dejlige skinke bliver jeg nok nødt til at forære bort, da 
jeg har så meget, så jeg ikke i lang tid selv kan få det spist. I min tornyster har jeg 
endnu pølse, ost, skinke, som jeg har modtaget fra Gramby for 1 måneds tid siden, så 
du vil kunne forstå, at jeg altid har en velfyldt spisekammer. Jeg spiser da heller ikke 

---

 
99 
ret meget og særlig af den slags ting, men kan alligevel nok holde huldet. Jeg fik mig 
vejet for nogen tid siden og vejede omtrent 150 pund. Vi bestiller jo da heller ikke ret 
meget, det er jo, hvad arbejdet angår, et rent driverliv, vi fører. Vi får da også næsten 
hver anden dag 
(Liebesgaben) lidt ost, pølse, cigarer eller lignende, som bliver fordelt af kompagniet, 
så jeg burde strengt taget klare mig uden tilskud hjemmefra. Pakken med de dejlige 
kiks, som smagte fortrinligt og chokoladen har jeg også modtaget. Lusolie, som jeg 
skrev om for nogen tid siden, tør I ikke bryde jer om, da jeg fik forleden dag, da jeg 
var i Mylhausen. 
Ja, nu varer det vel ikke ret længe, førend foråret for alvor begynder her. Stæren har 
fløjtet lystig i de sidste dage. På en måde er det jo godt, jeg er blot bange for, at 
længslen efter fred og hjemmet så vil blive endnu stærkere. Nu må jeg hellere slutte 
for denne gang. Kærlig hilsen til eder alle og tak 
din bror 
Søren Schmidt 
 
 
Spandetgård i tidlig forårssol 
 
 
Onsdag den 24.2.15 
Kære søster! 
Blot et par ord endnu. Jeg modtog i går aften brev fra Peder og så ikke mindre end 4 
pakker. En fra Arnum mejeri med smør, det kan jeg vel altid få spist. Værre er det 

---