Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
94 
er han også nødt til at hjælpe hende? Det er for resten dumt, men det er jo nu for sent, 
at I ikke i efteråret fik fat i motortærskeværket, så kunne han bedre have fulgt med i 
vinter, og Mariane (være) bleven skånet. Hvordan er det egentlig gået med 
beslaglæggelsen af rugen og havre? Er de allerede færdig med at tærske, eller er 
myndighederne villig til at vente? Er en del af grisene ikke snart så svære, at de kan 
leveres? Det ville jo også lette en del for ham, om han blev af med dem og 
svinebesætningen til dels afskaffet.  
Jeg har det ellers godt. Det går som sædvanlig den ene dag i den anden dag ud af 
skyttegraven. I disse dage ligger vi dog lidt bag ved fronten i en kalifabrik i ro for at 
få vore sager lidt i orden. Gå nu blot ikke og vær urolig for min skyld. Endnu er det jo 
gået mig godt, og vi har vel lov til at håbe, at det må blive ved. 
Kærlig hilsen til eder alle 
eders 
Søren Schmidt 
 
 
 
Myhlhausen d. 18.2.15 
Kære bror! 
En hilsen sendes eder alle derhjemme her fra Myhlhausen, hvor jeg i dag er for at få 
gjort mit tandsæt i stand. Dejligt mildt forårsvejr er det, solen skinner så varmt, man 
uvilkårlig længes efter at få en spade i hånden og så af sted ud på sin egen mark. 
Ellers alt vel!  
Kærlig hilsen og tak til dig og Karen 
din bror Søren 

---

 
95 
 
Spandetgård d. 18. feb. 15 
Kære broder! 
I aften vil jeg så prøve at skrive et brev, skønt det er lettere og behageligere at skrive 
under almindelige forhold, når man kan gøre og lade, sige og skrive akkurat, hvad 
man vil. Vi har jo nu fået brev og kort fra dig. – Brevet var længe ventet, men vi 
vidste jo nok, at det var vanskelig at få tid til at skrive og endnu vanskeligere at få 
brevet sendt af sted. Godt er det også, at det går dig så godt, og at du finder dig så 
forholdsvis godt i de fremmede uvante forhold og omgivelser.  
Vi bønder, vi nordslesvigere vil jo helst leve i ro og fred – som du siger, lade hver 
passe sit eget. - - Men nu er I jo engang med i denne forfærdelige krig – og som du 
engang skrev: Livet må leves! Så er det jo godt for jer, om I kan tage forholdene med 
nogenlunde ro. Jeg tænker på jer hver aften, jeg lægger mig i min seng og undrer mig 
over, at I kan det, I kan. - - Nå, jeg vil ikke opholde mig længere ved skyggesiderne, 
åh, de er så lette at se, til tider ser man slet ikke andet.  
Men der må være andet, midt i alt dette tunge vil I sikkert opleve timer, det vil sætte 
spor i eders liv, timer I ikke vil undvære, fordi I føler igennem disse timer, gennem 
disse oplevelser blev vort liv rigere, sandere, bedre. 
Ja, Søren, jeg tror sikkert, at også du imellem føler noget i den retning. Og det skulle 
ikke undre mig, om du i en sådan stille time ud af en indre dyb oplevelse kunne 
nynne: ”Jeg undres stort, at mit lille strå, så ringe, svagt og bøjet, kan dryp af 
kærlighedsduggen få og lys ifra soleøjet.” For det er underligt, jo mere man trænger 
til, og jo mere man længes efter dryp af kærlighedsduggen og et solstrejf fra faderøjet, 
jo lettere kan det nå ind over ens liv. 
Ja, det er vel bare det, der skal til, og det er vel det største, der kan ske med et 
menneskehjerte, at det kan åbne sig og tage imod. Måtte så krigen føre dette med sig, 
måtte det være lyssiden ved alt det tunge og mørke, at mange hjerter må åbne sig, at 
du og jeg og mange med os må få opleve, at vi trænger til at få et dryp af kærligheds-
duggen til at læske vort tørre menneskeliv. 
Herhjemmefra hører du jo stadig – forhåbentlig vi venter da, at du får de fleste breve 
og pakker, og så kan du vel nok følge med i sådan, hvad der passerer under de 
dagligdags forhold. Jeg håber også, at Hejmdal og højskolebladene for det meste når 

---

 
96 
op til dig. Vi lever roligt herhjemme, for mange er det en stor og måske gavnlig 
forandring. Mange folk kunne jo ikke godt sidde hjemme en eneste aften. Klubber, 
besøg og foredrag tog hele fritiden. Sådan er det ikke i vinter, så vidt jeg ved intet 
kortklub, intet møde i forsamlingshuset og kun få og små besøg. 
Kan være at også mange er ved at komme i tanker om, at man vist skal til at spare lidt 
mere – alt er jo dyrt, og vi ved ikke, hvorledes det vil komme til at se ud, når krigen er 
forbi. – Heldigvis har mennesket en særlig tilpasningsevne. Ja, det kan I i skytte-
gravene snakke med om, uden denne evne måtte livet for jer synes uudholdelig. Men 
også i de små forhold kommer denne evne os til god nytte. Har vi nok, bruger vi 
meget, har vi lidt, så kan vi også spare. 
Du har vel allerede hørt, at Ville måtte af sted med på rejsen til Rusland? Bare han nu 
ejer denne evne i tilstrækkelig grad. Det vil ikke blive så let for ham, han vil også 
savne gode nordslesvigske kammerater.  
Vinteren er meget ustadig her, snart frostvejr et par dage, snart tø. Vi får ikke kørt 
megen mergel i vinter, men det kan også være det samme , vi har kun to karle og nok 
andet at bestille. I dag har jeg leveret 10 svin og skal levere 1 i næste uge. Nu koster 
de 70 Mark pr. 100 pund, når de vejer 200 pund. Moster på Hømlund er meget syg, 
lungebetændelse, så det er ikke sikkert, hun får krigens udfald at se. Ja, Søren, dermed 
vil jeg så slutte denne gang, og jeg kan af oprigtig hjerte tiltræde det ønske, du og 
næsten hver soldat slutter eders breve med: Måtte dog denne krig snart få ende. 
Så en hjertelig hilsen fra os alle. 
Din bror Peder 
 
 

---