Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
85 
blot ikke fryser for meget, så er det vel nok at foretrække. Men alt for megen kulde, så 
foretrækker jeg lidt regn og rusk.  
Af jeres breve og Hejmdal ser jeg, at igen en af Spandet sogns unge mænd er falden, 
og næsten hver gang man får Hejmdal i hånden, er der en enten falden, såret eller 
forsvunden. Ja, det er hårdt, og det vil endnu gå mange sådan. Der vil endnu blive 
fældet mange tårer, inden dette store opgør er til ende. 
Nå, ikke mere denne gang og (vær) så blot ikke for urolig for min skyld. 
Kærlig hilsen til eder alle 
din bror 
Søren Smidt 
Lidt (Fenschelöl) skal være godt mod utøj, (det) må I gerne sende mig, hvis I kan. 
Ikke fordi jeg mangler det nu; men det kan jo gerne komme så vidt.  
 
 
 
Spandetgård d. 25. januar 1915  
Kære Søren! 
Jeg har nok denne gang været noget efterladende, det er allerede længere tid, siden jeg 
skrev sidst, og det har nærmest haft sin grund deri, at jeg har ment ikke at have haft 
stof. Herhjemme forekommer ikke store forandringer, og der er jo mange til at skrive 
sammen med dig; men alligevel vil du nok gerne have brev fra mig, om end indholdet 
bliver noget fattig og tørt.  

---

 
86 
Jeg vil nu begynde med, at jeg allerede to gange har modtaget en regning fra Niels H. 
Nielsen i O. Jerstal, der lyder på saldo Mark 3.10, jeg vil derfor forespørge, om det 
har sin rigtighed, om jeg skal betale. Hvad erstatningen fra mergelselskabet angår, så 
nægter vedkommende først at betale mere end for sin egen jord, for det købte nægter 
han at betale, og af resten vil han ikke betale længere end til august, da arbejdet 
sluttede, den tid det blev liggende længere, var ikke selskabet skyld, men det 
forårsagedes af krigen. Jeg har nu talt med Peder og Hans derom, og vi mener alle, at 
det er bedst at tage det, der kan fås, at føre proces nytter vist ikke. For resten står dit 
regnskab temmelig godt, jeg kan nok holde det gående, men vil ikke her aflægge 
regnskab, men vente til du kommer hjem. 
Endnu går det temmelig godt for Ingemann og Marie, de kan godt forestå det 
nødvendige, men derudover kommer de jo heller ikke, men hvorledes det kan gå, når 
forårsarbejdet kommer og sommeren med, det kan jeg ikke forudse, hjælp tror jeg 
ikke, der kan skaffes, der er ingen folk at tage; men det ved du jo nok, der vil blive 
gjort, hvad der kan for dig, mens du er borte. 
Af andre nyheder har jeg for resten ingen, er der noget, er det dig vist meldt, jeg 
slutter derfor med de bedste ønsker for din fremtid. 
Din fader 
Vilhelm Schmidt 
 
Udateret brev fra Spandetgård 
Kære Søren,  
jeg synes lidt, vi skriver for lidt til dig, men alligevel skubbes også lidt mit skriveri 
ud. Man skulle jo ellers synes, at vi måtte have tid nok herhjemme, men dog går det 
som sædvanlig, at den knap nok kan slå til. Jeg har som altid en hel del udearbejde, og 
det går som regel ikke rigtig fra hånden om vinteren. Vejret volder stadigvæk 
vanskeligheder. Nå, man kan jo heller ikke forlange store ting i januar. Det er blot det 
i år, at vi ingen rigtig vinter har, så synes man tit, nu i morgen må det kunne gå løs. 
Men når man så kommer op om morgenen, så er det lidt frostvejr, en evig skiften, 
næsten aldrig to dage det samme. – Hvad det angår med vejr og klima, da har du 
sikkert truffet det heldigt, Søren, selv om det, hvor du er, også lader noget tilbage at 

---

 
87 
ønske. Men den østlige kulde, den kender jeg, og den er ikke til at spøge med; nu i år 
har de jo heldigvis en undtagelsesvinter østpå, mild som næsten aldrig. 
Så i Belgien den megen regn, de har haft, det har nok også været svært at holde ud til 
tider. I har vel også haft det vådt i Frankrig, men dog vel ikke så slemt. Og nu i 
Elsass, det vil ikke vare længe, før foråret der så småt begynder at melde sig. 
I dag har vi den 27. S. M. fødselsdag. Er vi først inde i februar, så synes jeg altid, man 
begynder at få forårsfornemmelser. 
Frk. Huttenhoff har begyndt at spørge, om jeg ikke vil komme til Remagen igen. Jeg 
ved næsten ikke , hvad man skal gribe til; men jeg ved, at jeg har svært ved at sige nej 
til frk. Huttenhoff, ja, jeg har allerede som helst sagt ja! Der kunne jo nu findes 
arbejde nok herhjemme, dog ikke som gartner, og det er jo nu engang det, der drager 
mig. Herhjemme hos far og Mariane er der jo i grunden også for lidt til mig. Nu alt 
bliver så dyrt, ved man knap, om man kan tjene føden. Og det skulle man dog gerne 
kunne ved min alder og mine kræfter.  
Skulle jeg igen komme til Remagen og du blive i Elsass, er vi ikke så ret langt fra 
hinanden, men dog kan vi vel ikke mødes. Du ville sidste sommer besøge mig. Ja 
Søren, da vidste vi ikke, at du næste sommer skulle opholde dig endnu sydligere end 
jeg. 
Det blev desværre en anden udflugt. Oplevelser af en anden art end på en fornøjelses-
rejse. Dog hvem ved, om ikke disse er lige så frugtbare. Og en del får I vel også at se, 
og hvad det angår, synes jeg også, du har truffet det heldigt. Du kommer dog gennem 
rige og skiftende egne, ser også lidt af byernes pragt, selv om det nu vel lidt er en 
hærget herlighed. Men hvad ser de på de endeløse polske stepper? Eller i det hærgede, 
forladte Østprøjsen? – 
Du skrev i sidste brev om knævarmere, forhåbentlig har du nu modtaget dem, jeg for 
lang tid siden sendte dig, ellers har jeg igen et par under arbejde, som du kan få. Men 
du skriver nok, når du har fået de andre. 
Nu fra 1. febr. må der igen sendes pundspakker. Jeg fyldte i dag honning i en 
blikdåse, men den blev også for svær til ½ pund, og så må den vente et par dage. Har 
du fået honning, som jeg sendte for en tid siden? 
Jeg har også engang bestilt Die Hilfe til dig, den sendes nemlig frit i felten, når man 
ønsker det. Jeg ved nu ikke, om du bryder dig om den, men ellers kan du jo blot lade 

---