Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
73 
sessionen før jul blev taget til infanterist. Men hvornår vi skal ind at lære, ved ingen 
noget om. Omtrent alle blev taget, men selvfølgelig skal vi underkastes et skrappere 
lægeeftersyn, før vi kommer i trøjen.  
Vi har det ellers godt herhjemme alle sammen. Ville også, han var hjemme et par 
dage i julen. Han mener jo ikke, at han kommer med til fronten, men bare det er til at 
stole på. – 
Så vil jeg slutte med en kærlig hilsen og et  
glædeligt velsignet nytår! 
Din bror Peder. 
 
Noyon d.2.1.15 
Kære bror! 
Mange tak til dig og Karen for julehilsen og julepakkerne. Det har alt sammen fundet 
mig sund og rask og ved godt humør. Jeg har jo været meget heldig, havde ikke ventet 
at kunne fejre så fredelig og god en jul. 
Ja, jeg har al grund til at være glad og taknemmelig over at være bleven forskånet for 
at komme hen på et af de steder f.eks. Flandern eller Polen, hvor det sikkert går langt 
værre til. 
Endnu er vi jo her i Noyon og bliver her vist nok foreløbig, hvis der da ikke kommer 
noget større slag i gang i nærheden, så vi skal derhen at hjælpe. I går aften fik vi for 
resten en lille forskrækkelse i kroppen og blev ubehageligt mindet om, at vi er med i 
krigen. Hele regimentet blev nemlig alarmeret, skulle som ordren lød stille 
feltmarchmæssig ude på gaden. Det kan nok være, at vi fik travlt med at samle vore 
pakkenelliker sammen; men der var alligevel enkelte syndere, som ikke kunne blive 
hurtig nok færdig, og over dem regnede der så en strøm af skældsord fra vores 
Feldwebel, som kom for at hente dem ud. Ja, man ved under sådanne forhold næsten 
ikke, om man skal le eller græde, for den slags folk kan tage på vej, som om himmel 
og jord skulle forgå.  
Nå, det hele endte da med, at vi, da alle var bleven samlede, måtte gå til vort kvarter 
igen. Om der virkelig var noget alvorligt på færde, eller det blot var øvelse, vides 
ikke. 

---

 
74 
Hvordan gik det dig på sessionen? Du slipper vel heller ikke for at komme i den 
prøjsiske militærtrøje. Ja, det vil ikke være rart og let for dig nu at komme bort fra 
hjemmet og arbejdet der for at spille soldat. Men et gode er der dog derved for jert 
vedkommende. Man kan dog ikke tænke sig, at I kan komme med i krigen. I vil vel 
nærmest, hvis ikke krigen er forbi, inden I er bleven uddannet, blive brugt til 
vagttjeneste eller lignende. Ja, vor lykke er det nærmest, at vi ikke inden var blevet 
prøjsiske borgere, for så havde vi næsten alle fire været kommen med fra 
begyndelsen. Ja, det ville have været hårdt særlig for jer familie og for far.  
Ja, nu fik det gamle år ende, det vil huskes længe. Gråt og trist, som det har været, 
endte det her. Ja, hvilken sum af ulykke og lidelse har det ikke bragt over det gamle 
Europa. Det vil tage lang tid, før end alle de sår er lægte.  
Hvad vil det nye år bringe, er vel nok det store spørgsmål, som alle, der virkelig 
tænker alvorligt, stiller sig selv i disse dage. At det vil bringe fred, tør der vel ikke 
tvivles om. Men hvordan vil freden blive? Vil du få lov at opleve den dag? Og mange 
andre spørgsmål trænger sig frem i ens tanker. Ingen ved det! Man kan blot håbe, 
håbe at der dog må komme noget godt ud af denne forfærdelige krig.  
Nu har krigen varet i fem måneder, og der er endnu ingen udsigt til fred. Jeg troede 
dengang ikke, den havde varet så længe, men nu er jeg tilbøjelig til at tro, at den gerne 
kan vare fem til. Der er endnu så liden udsigt til fred, og dog den må jo dog komme 
engang. Salmelinjen, ”aldrig har der været en nat så sort, at dagen jo dog var i vente”, 
passer vist godt nok også her. Ja, vi længes alle sammen efter, at det snart må gå 
hjemad, og det er vort håb til det nye år, at det snart må ske. 
Kærlig hilsen og tak 
Søren Smidt. 
 
Spandetgård d. 3. januar 1915 
Kære Søren 
Det er lørdag aften, jeg er for øjeblikket ene hjemme. Far er gået til Spandet, Mariane 
over til Villes, jeg lovede at komme, men ville først skrive et par ord til dig. – Mens 
jeg var i Remagen, tænkte jeg altid, når først jeg kom hjem, havde jeg rigtig tid til at 
skrive, men jeg ved ikke, hvordan det går. Tiden er som sædvanlig så optaget, så jeg 
endnu ikke fik tid til at skrive dig et ordentligt brev, og dette bliver også kun et 

---

 
75 
hastværks, da det snart er sengetid. Og det er ulykken i år, at man ikke, som jeg før 
altid gjorde, kan strække aftenen ud, så længe man ønsker. Vi har det så knapt med 
petroleum, at vi helst skal gå i byen hver aften og leve på andres belysning. Da vi nu i 
eftermiddag skulle ned til Marie Skovgård, betingede jeg mig, at så ville jeg i hvert 
fald blive hjemme så længe i aften, at jeg kunne få skrevet et brev til dig. Når 
forårsvejret, vi nu har, holder ved, skal jeg nemlig for alvor i gang med at plante 
frugttræer. 
M. Skovgård havde i julen været oppe at se til Jeppe, han ligger stadigvæk i 
Rendsborg, kører for det meste over broen som vagt, har det efter min mening så 
godt, som en landstormer
25
 kan ønske sig det, men alligevel er det hårdt for Marie at 
undvære ham. Mads Smidt, Enemark og alle dem herhjemme fra, som sammen med 
dem ligger i østprøjsiske skyttegrave, har det endnu godt. Der siges, at Laurids Bak, 
Fjersted og Johan Clausen, Brøstrupgård, er faldne, men måske er det kun rygter, i 
hvert fald lå de sammen.  
I går fik Nohns dit kort, og vi et brev skrevet den 28., men først i dag fik jeg dit brev 
skrevet juledag. Lidt uregelmæssig går det, men nu har vi da i hvert fald 
efterretninger, endda så gode, som man kan ønske sig og har grund til at være glade 
og taknemmelig for så vidt. Ja, Søren, og vi håber, at det fremdeles må gå dig godt, 
skriv nu ret ofte, vi venter altid, et par ord er jo nok, når du ikke har tid til mere. 
Gør dig nu endelig ingen skrupler over, at vi gør for meget for dig, snarere alt for lidt 
efter min mening. I morgen skal  jeg nok sende dig er par blade Højskolebl., jeg 
ærgrer mig over, at du ingen julelæsning fik sendt, jeg troede bestemt, at de 
herhjemme havde sørget for det, men det er jo lidt vanskelig i år, til Ribe kommer  
ingen, knap nok andre steder, hvor der er en boghandel. Peder har dog fået 
Julestjernen, den er nede hos Clausen, men jeg skal nok sende den en af dagene. 
Ønsker du mere af Eiserne Blätter, så vil jeg besørge dem, og Die Hilfes krigskronik 
for nov. og dec. Har du nogensinde modtaget oktoberhæftet? Det er jo tysk, men 
ellers en troværdig saglig beretning om krigen og tilstandene i Tyskland, og Naumann 
bedømmer vel så objektivt, sundt og sandt, som man kan ønske sig.  
Du skriver aldrig, om du får Hejmdal. –  
                                                        
25
 landstormere var uuddannede og ofte ældre mænd, der som regel brugtes som 
vagter bag fronten 

---