Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
70 
sørgeligt ud på markerne, kornet står endnu på marken og roerne ligeledes, ellers ses 
det ikke meget, at krigen har raset også her.  
Vil du hilse i Spandet, Spandetgård og ikke mindst Mariane og Tinne og sige tak for  
pakkerne. De overdriver det næsten, jeg kan ikke følge med at få det spist, har endnu 
lidt pølse, som jeg har haft med fra Slesvig. 
Nu får jeg slutte. I får undskylde, at der mangen gang er så lidt sammenhæng i det, jeg 
skriver, men her er næsten altid spektakel og uro. Vi ligger også 11 mand i en ikke ret 
stor stue.  
Kærlig hilsen til eder alle 
eders 
Søren Smidt 
Hils Peder og sig, at jeg vil være meget glad ved at få Højskolebladet herop. Måske 
vil det være lige så rigtigt at lade den gå uden om Stenholt, putte den i tøjet, her er der 
ikke noget i vejen. 
 
Ved årsskiftet 1914 – 1915 sendte Sørens bror Peder en artikel Hejmdal, som kredser 
om nogle af de samme tunge tanker om død, som blev udvekslet mellem hans søskende 
tidligere. 
 
En bedre tone! 
I en fortælling 
forekommer følgende: To 
unge lykkelige mennesker 
sidder stille og taler 
sammen. Pludselig siger 
hun: ”Hvorledes ville det 
gå os, hvorledes kunne vi 
tage det, om en stor ulykke 
væltede ind over os, om 
vi fik opleve dette – det 
tungeste – at døden kom, 
og en blev kaldt bort, men 
en blev tilbage?” Han sad 
stille en tid, så svarede han: 
”Jeg ville gerne, at det 
måtte gå os, som det går 
med violinen 
”der sønderbrudt, men 
atter sammenføjet 
en bedre tone gi`r, men 
svagere klang!” 
I denne tid er der mange 
også herhjemme, der får 

---

 
71 
opleve dette – det tungeste: en kaldes bort, en bliver tilbage. 
Nu begynder det nye år. De fleste af os begynder det med alvorligere tanker, end vi 
plejer ved et årsskifte. Mange vil sikkert føle en underlig længsel efter at få en bedre 
og dybere tone til at klinge. En eller anden tør måske sige: ”Ja, kunne det nås, så var 
det største offer ikke for stort.” 
Også som folk får vi opleve dette – det tungeste. Måtte det så gå os som violinen, 
”der sønderbrudt, men atter sammenføjet 
en bedre tone gi`r, men svagere klang”. 
Nytår 1915 
Peder Smidt 
Jeg håber, De vedbliver at sende Hejmdal til min broder, som er i felten.  
Hvis der forandres ved adr., skal jeg straks lade Dem det vide. – P.S. 
 
Spandetgård, nytårsdag 1915 
Kære bror! 
I dag vil jeg skrive et brev til dig – jeg har god tid og ingen til at forstyrre, thi Karen 
og vor lille Margrethe er i disse dage i Fæsted. Jeg har i dag været røgter, og foruden 
mig har der kun været en pige til mellemmad, en lille husholdning til så stor en gård.  
Hvordan går det ellers Søren? Ja, vi synes, det må være forfærdelig strengt for jer. Jeg 
tænker mest på dig – på jer – når jeg lægger mig i min seng om aftenen. Jeg synes, 
hvis I endda havde haft husly og en god seng at hvile i engang imellem, så måtte det 
bedre kunne gå for jer. Åh, hvor det vil blive en streng vinter for dig og for så mange. 
Du vil dog sikkert have et fortrin for mange, du er vant til at tage fat – vant til at prøve 
lidt af hvert og sidst, men ikke mindst den måde, du kan se døden i møde på. Vi 
herhjemme, der efter menneskelig beregning har denne død lidt længere fra livet, 
glæder os inderlig over, at du med den for øje kan skrive: at du er fortrolig med 
tanken om, at du måske skal blive derude, og at du ved, han, der har skænket dig livet, 
han kan også kræve livet tilbage! Jeg synes ikke, at jeg kunne skrive så rolig, så 
givende mig hen i det, der skal komme, som du har gjort. Men Gud ske lov og tak, 
Søren, at du kan, og at du også har ladet os få så stort eller så lille et indblik i det, der 
rører sig inde bag vesten.  

---

 
72 
Du kan tro, det vil også være den bedste trøst for os, hvis der skulle gå lang tid hen, 
uden at vi fik noget at høre fra dig, eller hvis der en dag skulle komme bud til os om, 
at Søren er ikke mere, - en underlig tanke. Jeg kan så godt forstå, at mange kvinder 
slet ikke kan fæste lid til det bud, der siger: Din mand er ikke mere blandt de levende. 
Ja, det er en streng tid for mange. Lyckes i Rødding har modtaget dette budskab: en 
søn savnet, den anden falden. M. Schulz, Markskelbæk, ligeså. I går hørte vi også, at  
Johan Clausen, Brøstrupgård og Laurids Beck, Fjersted, der en tid var sammen i 
Bremen, men nu begge var sendt op til fronten, skulle være faldne begge to. – Jeg 
håber, du får Hejmdal, og at du derigennem kan følge lidt med.  
Nu er julen jo forbi – det har været en rolig jul – ikke megen gæstereren, kortspil eller 
sligt. De fleste bliver for det meste hjemme, og det er der sikkert mange, der har godt 
af. Før gik manges interesser for meget ud på dette ”at komme ud”, bort fra stilheden, 
bort fra tankerne. 
Men så kan det gå sådan, at vi mennesker kan tvinges ind i stilheden, og så kan vi 
komme til at opleve nogle af vore bedste timer der. -  Det ny år har begyndt, og de 
fleste af os – måske alle – kan ikke lade være med en vis ængstelse at spørge, hvad 
året skal bringe? Godt at det ligger skjult for os, og godt at vi kan begynde med 
forvisning om, ”at lykkens lunefulde spil leged ej med sjæle; alting føjes som Gud vil, 
her er trygt at dvæle!” – Så får vi gå vor vej og gøre vor pligt, så får vi vel også tro på 
fortsættelsen: ”Lad ved dag kun op og ned, lykkens terning rulle; fandt ved kvæld kun 
sjælen fred, gik det som det skulle.” –  
Ja, Søren, det skal så være mit nytårsønske for dig, for mig og alle, der står os nær, at 
vor sjæl under livets forskellige tilskikkelser må nå frem mod freden – den fred, der 
overgår alt, hvad vi kan forstå, men som kan bevare hjerter og tanker hos Kristus 
Jesus Vorherre.  
Måske andre allerede har fortalt dig, at morbror Hans er død på sygehuset i Ribe. Han 
skal begraves i morgen; men vi har ikke fået vort pas i orden, og så er det ikke let at 
komme derover.
24
 Han nåede så ikke at se denne forfærdelige krigs afslutning. – Hvor 
dog alle længes efter fred, men ingen øjner, hvornår eller hvordan den skal komme. 
Der vil vist gå meget til grunde endnu, inden vi når så vidt. Du har vel hørt, at jeg på 
                                                        
24
  grænseskellet mellem Danmark og Tyskland gik mellem 1864 og 1920 ved 
Hømlund, hvilket skilte Spandet fra Høm, hvor moren stammede fra, og Ribe. 

---