67
Det er vel naturligt, jeg har i hvert fald selv følt det samme, at når man står i fare for
at miste noget af det, man holder af, så først vågner kærligheden rigtig dertil. Man
synes, man før har forsømt så meget og vil gerne nu, før end det er for silde, indhente
det forsømte. Mylius Erichsen har, synes mig, så smukt givet samme følelse udtryk i
et lille vers, som han har skrevet oppe på Grønlands ismarker:
”Kære far! Jeg ber dig blot
vær i live, når jeg kommer.
Byd ham trods, den strenge dommer,
dødningemanden.
Vi endnu så meget godt
har at sige til hverandre.
Af mit liv jeg år vil give,
når blot du er i live.”
Ja, jeg har al grund til at være glad og taknemmelig. I de sidste dage er der strømmet
ind med breve og pakker i masser. Alle vil I gerne så vidt muligt sprede lidt lys i dette
mørke.
Ja, det blev ikke, som jeg havde ventet, i skyttegravene, jeg kom til at fejre juleaften.
Vort regiment blev et par dage før jul helt uventet afløst og flyttet her til Noyon, hvor
vi foreløbig bliver liggende i reserve, hvis ellers alt går efter bestemmelsen.
Ja, vi er, som I nok kan tænke jer, alle sammen glade ved dette bytte. Her er vi dog
ikke som i skyttegravene direkte i livsfare, for selv om man også der vidste og
regnede med, at kun en lille procentdel af kuglerne træffer, så kunne det dog hænde,
og gjorde det også.
Ja, juleaften her var selvfølgelig fattig ved siden af, hvad vi er vant til, men dog hvad
det ydre angår langt bedre end for vore kammerater, der for en stor del har måttet fejre
den i en skyttegrav. Vi havde lejlighed til at deltage i en gudstjeneste i Noyon
katedral, et mægtigt kirkerum, som var fyldt af vel flere tusinde soldater. Ja, der er
noget stemningsfuldt over en sådan gudstjeneste, selv om det var på et fremmedsprog.
Ja, da de kendte toner ”Stille Nacht, heillige Nacht” tonede gennem rummet, følte
man sig næsten som hjemme. Mere trist var resten af aftenen, da man hårdt savnede
det gamle hjem. Juleaftensnadver i egentlig forstand var der selvfølgelig ikke tale om.
Et stykke smørrebrød var hele herligheden og så bagefter småkager og rødvin, som
68
mine kammerater kunne traktere med. Kagerne kan jeg endda være med til, men
vinen skal jeg ikke gøre stor skade. I eftermiddag kan jeg nu gøre gengæld, da jeg har
modtaget din pakke i middags.
Du spørger i dine breve, om jeg er ene, eller om vi flere kammerater er blevne
sammen. Ja, vi er vel nok en halv snes danskere her ved samme komp. Og deraf er vi
tre, som var godt kendte fra Slesvig. Og selv om det ikke var dem, jeg helst ville have
bleven sammen med, så er det dog gode kammerater, som jeg stadig lærer at sætte
større og større pris på. Det er for resten vist nok vor egen skyld, at vi blev skilt ad. Vi
har ikke passet godt nok på.
Her i Noyon er der så fuld af soldater og en trafik uden lige. Jeg overdriver ikke ret
meget, når jeg mener, at de 99% af de folk, man møder på gaden, er soldater. Det er
vist nok kun den fattigste del af befolkningen, der er bleven her, stort andet ses i hvert
fald ikke. Det må også være hårdt at egnens folk, hvis der da i den er spor
fædrelandskærlighed, nationalfølelse, må se deres by og egn så overfyldt med fjender,
se deres kirker taget i brug af dem, så de selv næsten er nødt til at stå udenfor.
Du beder mig udtrykke mine ønsker med hensyn til pakker. Foreløbig mangler jeg
ikke noget. Det skulle da være lys og lidt læsning. I må ikke overdrive det med
fødevarer, da det ingen mening er i, at jeg frådser, der kan være nok i denne tid, der
sulter.
Nu vil jeg slutte for denne gang.
Kærlig hilsen og et godt nytår ønskes eder alle
din bror
Søren Smidt.
Det kan gerne være, jeg kommer til at mangle et par strømper engang med det første,
men I skal ikke sende dem, før end jeg skriver, da jeg har nok at bære på endda, når vi
flytter.
Noyon d.28.12.14
Kære far!
Hermed sender jeg den ønskede regning. Om selskabet vil tage den for gode varer,
kan vel være tvivlsomt, dels fordi jeg af mangel på bedre har måttet bruge blyant, og
dels fordi jeg ikke her nærmere kan betegne markerne med nr. og sligt. De vil måske
69
også vægre sig ved at betale for skaden på marken fra Oblings gård, da vi der ingen
aftale har truffet. Jeg synes ikke, at jeg har takseret skaderne for højt, og det er jo
klart, at jeg ikke kan have skinnerne liggende der i årevis uden godtgørelse. De holdt
op med kørslen omkring 1. maj, men i den første måned mener jeg ikke at kunne gøre
krav på godtgørelse.
Måske også I vil kassere den, men så står det jer frit for at lave en anden og bedre. Vil
du ikke også gøre forsøg på at få dem til at tage skinnerne bort, da jeg nødig vil have
dem liggende der til foråret.
Endnu er vi her i Noyon, og jeg har det efter forholdene udmærket. Vi håber endnu
nogen tid at få lov til at blive her. Nu er julen så forbi for denne gang. Ud over det at
kunne være med til gudstjeneste juleaften og så næsten hver dag modtage julehilsner
og en mængde pakker hjemmefra har vi ikke mærket stort til julen.
Krigen går sin travle rastløse gang, der er ingen tid til standsning. Første juledag var
vi dog helt fri; men anden juledag måtte vi ud at eksercere. Og i går og i dag har vi
været ude at grave løbegrave 1 mils vej vest for byen noget bag ved skyttelinjen.
Et andet komp., der var ude i samme ærinde som os, blev for resten meget
ubehageligt mindet om, at der er krig. Det franske artilleri havde nemlig opdaget dem
og sendte straks en granat over og dræbte en, en Ersatz Reservist som kom 2 dage før
jul, og sårede 6 – 7 stykker.
Ja, sådan bliver man gang på gang mindet om, at man er med i krig, hvor det går løs
på liv og død. Dette er selvfølgelig kun småting ved siden af de mange andre tider og
steder. Men det er altid sådan, jo nærmere det kommer en, desto større indtryk det
gør.
Det gør meget større indtryk, når der fældes en i ens nærhed end hundrede nogle mil
borte.
Hvor er det ellers en henrivende køn egn her ved Noyon. Selve byen er der just ikke
stor stads ved undtagen katedralen, der er så stilfuld og smuk. Men omegnen selv nu
midt om vinteren er så køn. Meget takket er egnen. På skråningerne og toppene
megen skov, og i dalen ligger så byerne med deres røde tage. På markerne næsten
overalt frugttræer. Det er sjælden at se store stykker uden træer. Der bliver så pløjet
mellem træerne, som står rundt i roe- og kornmarkerne. På sin måde ser det jo
Dostları ilə paylaş: |