Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
55 
Jeg behøver ikke citere det hele, du husker sikkert og hvorledes dagene som kom, de 
stærke varme solrige dage, og der kom andre af angst beskrevet, af sorg, lidelse 
sønderrevet, men alle, alle var de levet, og det var jo det, man ville, det er jo det, der 
bygger livet og giver det indhold, fylde og kraft. De tomme blade, de indholdsløse 
dage bringer inden udvikling, og er det ikke det, vi stræber efter, du sikkert også bror 
Søren.  
Men nu må vi heller ikke trække os tilbage, selv om det kommer så vidt som nu, hvor 
livet skrives, skrev med farver der stod så røde som blod. Nu er verden og det enkelte 
menneske sat på en styrkeprøve som aldrig før. De, som nu er stærke nok, de modnes, 
den enkelte såvel som de forskellige folk, nationer. De svage, de vege, de bøjer af, 
brister, brydes eller visner. Hvor mange står nu ikke over for livets største oplevelser, 
sjælens største modenhedsprøve, som er dette at kunne gå døden i møde uden frygt, 
give livet hen som den højeste indsats for det, man elsker og tror på. – Det folk, som 
vi tilhører, står ikke over for dette, men jeg lever nu for øjeblikket i et folk, som står 
over for denne opgave. Det gjorde Belgien, det gør Frankrig, og det gør Tyskland. Vi 
kan ikke afgøre, hvem der har ret eller uret, der gives for tiden, som Naumann
20
 siger, 
to slags sandheder i verden, ingen kan tvinges til at tro denne eller hin, enhver tror, 
hvad han vil, og ethvert af de kæmpende folk tror på sit lands ret og ofrer sig for det.  
Og dette er noget stort, selv om man på sin vis står udenfor, så dog at opleve dette, 
føle den store, stærke stemnings magt, som løfter den enkelte, løfter hele folket. 
Før hed det så ofte med rette, enhver kun tænker på sig selv, den sandhed er opgivet. 
Du ved, hvad der står i næste linje, det lyder jo næsten som en hån at sige det nu, hvor 
verden er fuld af had og rædselsgerninger. Og dog ved siden af går der vel nu gennem 
de enkelte folk en kærlighedsstrøm så stærk som aldrig før.  
Derude på den blodige val er de enkelte nu kun et led i kæden, den enkelte ofrer sig 
for det fælles, står eller falder med sit folk, lider med det, giver sig hen for det tro til 
prøvens sidste slutning. 
Dette oplever man her i langt højere grad end hjemme, og jeg har ikke fortrudt, at jeg 
trådte dette nærmere, - Ja Søren, jeg ved ikke, om du nu har forstået mig, i al fald 
kommer jeg til at slutte. 
                                                        
20
 Naumann samarbejdede med Traub omkring tidsskriftet Die Hilfe 

---

 
56 
Nu sender jeg for en sikkerheds skyld brevet til Ville, da jeg så længe ikke fik din adr. 
, kunne den jo være ændret, men Ville ved den jo nok og besørger brevet videre. 
Så de kærligste hilsner 
og bedste ønsker din s. T. 
Skriv nu snart. 
 
Frankrig d.1.12.14 
Kære bror! 
Denne gang må det hellere blive dig, jeg sender brevet til, skønt det jo snart kan være 
ligegyldig. 
Vi er nu nået til vort foreløbige bestemmelsessted. Det var en lang køretur for mig, 
der ikke er vant til at færdes så langt borte fra hjemmet. Fra fredag middag til søndag 
aften kørte vi sådan omtrent uafbrudt. I førstningen gik det med temmelig god fart. 
Der blev kun gjort holdt, for at vi kunne få noget at spise engang imellem. Noget 
langsommere gik det, så snart vi havde nået den belgiske grænse, og jo nærmere vi 
kom målet, desto langsommere gik det.  
I Noyon, vel nok det sted, hvor tyskerne er længst inde i Frankrig, blev der gjort 
holdt, og vi måtte gå resten af vejen til fods. 
Det var en stram tur, vi havde den søndag aften. Det var just ikke så langt, vi 
marcherede vel ca. 3 til 3½  mil. Men det var jo med fuld oppakning, noget som vi 
slet ikke er vant til, så vi var dødtrætte, da vi nåede målet, en landsby (Vespillieres), 
som jeg antager ligger i nordvestlig retning fra Noyon.  
En del af os, vi var ca. 810 mand, kom til vort eget regiment 84, og vist nok hele 
resten (de fleste) og deriblandt jeg er bleven (sendt) til det reserveregiment nr. 75, så 
vidt jeg husker det samme, som Hans har tjent ved. Så vidt jeg kender vore 
kammerater, så er det ældre fornuftige folk, som vi er kommen sammen med, mest 
hamborgere og bremener. Jeg ville nu have foretrukket at komme til 84, som for en 
stor del er folk hjemmefra, men (det) lykkedes ikke. Jeg tror ellers nok, jeg har været 
heldig og er kommen hen et sted, hvor der er temmelig rolig.  
Vore folk ligger i stillinger, som de har haft siden midten af september. I går aften 
blev vi ført ud til det komp., som vi er bleven tildelt. De lå ude i løbegravene. Der 
ligger de i 8 dage og bliver så trukket tilbage til en landsby (Amy) ca. 4 km herfra for 

---

 
57 
at ligge der i 4 dage i ro. At de tyske soldater forstår at gøre sig det gemytligt, kender 
I jo andet steds fra, så det kan være unyttig at fortælle derom.  
Man må undres over, at 2 fjendtlige hære kan komme så tæt ind på hinanden og så 
ligge der så længe uden at slås af betydning. 
Franskmændene ligger nok og skyder lidt småt hele tiden, og vore folk vel også lidt, 
men om stormangreb fra nogen af siderne er der ikke tale. Mellem skyttegravene er 
der kun en afstand af 300 – 400 meter og enkelte steder kun 30 – 40 meter. 
Befalingsmændene er, så vidt jeg har lært dem at kende, meget flinke. Her er der ikke 
noget, der hedder (Knochen zusammen)
21
 og sligt, og de går og er ligeså snavsede 
som os. 
Jeg er glad ved, at jeg ikke kom op på ”højre fløj”, for der er der vist ikke rart at være. 
Det er for resten underligt, at man kan gå her og være så rolig (jeg kan ikke tale om 
kanonfeber), for det er ikke sjældent, at der kommer en kugle i en betænkelig nærhed. 
Egnen her omkring ser sørgelig ud. Al krigsbegejstring er som blæst bort, når man ser 
denne frugtbare kønne egn forvandlet til en ruinhob. I tre store landsbyer her tæt ved 
hinanden har jeg været (den største Amy vel så stor som Toftlund), og i dem alle tre 
(er) vel ikke et hus ubeskadiget, mange af dem er brændt, andre taget nedrevet og 
gennemhullet af kugler, murene væltet osv. Beboerne er næsten alle flygtede, kun ses 
der enkelte kvinder og børn vandre rundt i dette øde. Hvor må det være hårdt for de 
stakkels mennesker sådan at se deres hjem og egn ødelagt. Ja, vi har rigtig nok grund 
til at være glade og takke for, at vor hjemegn er bleven forskånet for krigens rædsler. 
Slemt nok er det, når landets børn skal drage bort fra hjemmet med i krigen, men dette 
er dog langt værre. Ja, måtte dog blot denne skrækkelige krig snart få ende og få en 
god ende. 
Kærlig hilsen til eder alle 
din bror 
Søren Smidt. 
Min adresse er: Ersatz Reservist S.S. 
 
 
    3. komp. 1. bataljon 
 
 
     Reserve Inf. Regiment nr. 75 
 
 
     17 reserve division 
                                                        
21
 at gøre honnør for overordnede 

---