Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
51 
videre uden større ophold. I Hamborg blev vi beværtet af (Røde Kors) og lidt forbi 
Hamborg, jeg tror stationen hed Bagholz, fik vi et vist nok blot til det brug indrettet 
kødben (og) varm mad (ærter), og i Mynster fik vi vor morgenkaffe. Søvn har det ikke 
givet meget af i nat, dertil er her for uroligt. De frivillige, som der er mange af med, 
hujer og synger næsten hele tiden. Det er ikke at mærke på dem, at det er en meget 
alvorlig rejse, vi gør, at vi ikke alle kommer tilbage. 
Godt er det dog, at det ikke er blot den slags folk, der er med. Halvdelen er vel nok 
Ersatz Reserve som jeg og deraf de fleste hjemmefra. 
Adser Skov slap for at komme med. Han var ellers udtaget, men slap ved at melde sig 
syg, det ene knæ var lidt dårlig. Her hvor vi nu kører i Vestfalen, er der byer og 
fabrikker næsten over det hele og ikke stort andet at se. Ja, kommer jeg godt fra det, 
vil jeg få meget at se, opleve meget på denne rejse. 
Hvor er vi mennesker underlige, for hvor gerne jeg ville have været fritaget for at 
være med her, givet meget for at slippe, så drages man alligevel deraf. Det er vel 
trangen til oplevelse, til at se det store grufulde på nært hold, der gør sig gældende; 
men jeg skal snart blive kureret. 
Kærlig hilsen til eder alle 
eders 
Søren Smidt 
I kan vel læse det, skønt skriften er meget utydelig. Jeg sidder og skriver, alt som vi 
kører.  
 

---

 
52 
 
udateret postkort med Aachen Dom, Krönungsstuhl 
Kære søster! 
Det var ikke på denne måde, jeg ønskede at komme herop og se Rhinlandets 
herligheder; men nu er jeg her på vej mod, ja, hvem ved hvad. Jeg er endnu ved 
temmelig godt mod, skønt vi nu nærmer os det grufulde, krigen. 
Er for øjeblikket tæt ved Belgiens grænse. 
Kærlig hilsen 
S.S. 
 

---

 
53 
 
Tinne i midten med vandkande omgivet af tyske veninder 
 
udateret brev fra Tinne: 
Kære Søren, 
jeg har nu længe ikke hørt fra dig, hvad ligger det vel i, forhåbentlig ikke i, at du har 
byttet opholdssted. 
Jeg havde kort fra Ville sidste torsdag, da vidste han det i hvert fald ikke. Jeg kan 
foreløbig ikke tænke mig den mulighed, at du kommer til fronten. Nu er det søndag 
igen, ”Totensonntag”
18
 på tysk, men i år er deres tal større end nogensinde, der sørger 
for deres døde.  Jeg lægger her et lille blad i, en af Traubs Eiserne Blätter. Min 
mening om Traub kender du jo, også de tanker, som nu kommer til orde i disse 
småblade. Hvis dette tiltaler dig, vil jeg gerne sende dig dem alle, skriv mig lidt 
derom i næste brev. Traub har sådan en egen måde at tiltale mig på, som jeg skatter så 
meget, men jeg ved ikke, hvorvidt du er med det tyske sprog, for ret at fatte sligt må 
man jo være fortrolig med sproget. 
                                                        
18
 Totensonntag er sidste søndag før advent, hvor man i det protestantiske Tyskland 
mindes de døde 

---

 
54 
Det er det jo i det hele taget for at gøre sig fortrolig med et folk, lære det at kende, 
lære det at kende på første, på egen, hånd og ikke gennem andres udtalelser og 
bedømmelser. Deri vil du sikkert give mig ret, Søren. Bortset fra alt det andet, som 
skiller, er dette også en vigtig grund til, at en forståelse mellem Tyskland, tyske og 
danske mennesker er udelukket. Det for det første, for det andet det endnu vigtigere, 
som Grundtvig så mesterligt har givet udtryk. Den har aldrig levet, som klog på det er 
blevet, han først ej havde kær. At man skal kunne forstå mennesker, man så at sige 
hader, det er for meget forlangt.  
I går aften måtte jeg bryde af for at gå med frk. Huttenhoff
19
 til banegården. Nu er 
atter en dag borte, og det er mandag aften. Endnu intet brev fra dig. 
Jeg har på fornemmelsen, at du ikke har været rigtig tilfreds med mit sidste brev, at 
det ikke gav dig noget tilfredsstillende svar. Det er ikke let i dette tilfælde, Søren, 
fordi vore anskuelse på visse punkter er afvigende. Jeg forstår til fulde din anskuelse, 
du derimod ikke min, og det er mig også begribelig. 
Jeg forlanger heller ikke, at nogen skal forstå mig og anser al forsøg på at bringe det 
dertil for frugtesløs. – Mindre forstår jeg, at du ikke kan forstå, at jeg gik til Remagen 
igen. Husker du, hvad du selv den sidste søndag, du var hjemme, sagde: ”Det er jo 
nærved, man går og længes efter at kunne træde det store historiske drama nærmere”. 
Jeg kunne forstå denne udtalelse, fordi jeg selv følte det samme. Jeg havde overværet 
første akt, og nu kan du vel nok forstå, at min higende natur længtes efter mere. Der 
kom så tit en underlig udve over mig derhjemme. Nu forstår du måske ikke, at noget 
så grufuldt kan drage en, jeg forstår det heller ikke altid, følte det blot. Jeg har jo 
heller ikke oplevet noget af krigens gru, men dog har jeg oplevet ting, som greb så 
dybt i sindet, og det skader ikke, tværtimod. I mit lidt urolige hjerte var 
oplevelsestrangen længe vågen. Den drog mig i sin tid væk fra barnehjemmet mod 
fremmede egne til  helt fremmede mennesker. Og endnu siger jeg med L. Nielsen: 
”Dybe udves morgensol, hold dig frisk på mine veje; skift ej med hin døde fred, der er 
mætte sjæles eje.” Min sjæl er ikke mæt, jeg har endnu trang til livet og mod på livet. 
Tit klang det i min sjæl med Blicher-Clausens ord: ”Skriv, skriv du dejlige liv, ondt 
eller godt, stort eller småt, skriv hvad du vil, jeg byder mig til, for det tunge, det 
glade, blot ikke de tomme hvide blade”.  
                                                        
19
 en af Tinnes veninder i Tyskland 

---