Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
64 
Hvordan går det med de andre derhjemme fra sognet, som er med i felten? Hører de i 
mellem fra Mads Schmidt, P. Kjær m.fl., som rejste fra Slesvig til den russiske grænse 
en 14 dages tid, før vi kom hertil? 
Nu nærmer julen, hjemmets, fredens og glædens fest sig med stærke skridt. Før dette 
brev når hjem til jer, har kirkeklokkerne måske kimet julen ind. Hvem af os har vel 
anet det sidste jul, at vi i år skal holde jul i en skyttegrav i fremmed land. Ja, hvor 
kortsynede er vi mennesker ikke, det mærker man først rigtig i denne tid. 
Hvilken underlig skærende misforhold er der ikke mellem julebudskabet om fred på 
jorden og så denne forfærdelige krig. Man skulle synes, at det for os vil være umuligt 
at fejre jul under slige forhold, og dog hvem ved måske det for mange af os bliver den 
dybeste og rigeste jul, vi har oplevet. Mange har sikkert allerede fornemmet, at 
lidelsen er en livsværdi lige såvel som lykken.  
Jeg sidder vel nu her og skriver, som om det kun og i første linje er os, som er borte 
fra hjemmet, julen vil blive fattig for, men det er det sikkert ikke. Langt værre vil det 
vel nok være for mange af de millioner af hjem landene over, hvor enten far, storebror 
eller en anden mangler, og det står i det uvisse, om han kommer hjem igen. Måske 
døden allerede har gjort sin høst. 
Hvordan mon det egentlig står sig med krigen? Her hører man så lidt. I eftermiddag 
fortalte vor Feldwebel, at russerne var slået afgjort tilbage, hele hæren på flugt. Mon 
det passer? Noget lignende fortaltes nede i skyttegravene, og det viste sig at være 
forkert. Soldaterne her er snart trætte af krig og snakker stadig om fred. Når sådan et 
rygte kommer, så går det løs: i morgen får vi fred, hjem til jul. Det er heller ikke til at 
undres over. De er næsten alle sammen fædre, har kone og børn hjemme, og nu har de 
ligget her i skyttegravene i flere måneder. Længslen deles sikkert også af vore 
modstandere. Nu ikke mere denne gang. 
Til slut en kærlig hilsen og en rigtig glædelig jul ønskes eder alle. I påsken kan vi jo 
og vil sikkert også samles. Hvor er det meget værd i lange triste timer, alt synes gråt i 
gråt, at mindes, at der hjemme er nogle, der tænker på og beder for en. 
Kærlig hilsen og glædelig jul eders 
Søren Smidt 
Mariane vil måske også tænke lidt på lys, når hun sender mig en af de ønskede 
pakker. 

---

 
65 
Afgørelsen med mergelforbundet er jeg godt nok tilfreds med.  
 
Barmen hos Huttenhoff 17 dec. 
Kære Søren, 
så er jeg da igen undervejs, denne gang under mere rolige forhold end sidst. Nu sidder 
jeg atter her i Barmen, skulle absolut med frk. Huttenhoff hjem, før jeg fik lov at rejse 
videre. 
Vi rejste til Remagen tirsdag eftermiddag, overnattede i Opladen, hvor vi besøgte en 
bekendt og om aftenen havde lejlighed til at høre Traub holde foredrag. Et længe 
næret ønske gik herved nu til slut for mig i opfyldelse. Du ved, jeg skatter Traub højt, 
lad også være han er en tysker, men han kan nu netop tale en til hjertet, sige det man 
trænger til at høre, nu indser jeg ikke, hvorfor man ikke skulle have lov at tage imod. 
Også nu hans foredrag, hvor var det udmærket, hvilken tankefylde, hvilken 
indholdsdybde og dog så let at fatte. 
Jeg sendte dig hans Eiserne Blätter, der er også mange gode tanker deri, selvfølgelig 
også meget, som en dansker ikke kan fatte og sympatisere med. 
Forhåbentlig tænker de nu hjemme på at sende dig julelæsning. Når jeg kommer 
hjem, er det for sent, og tysk sætter du vel ingen pris på, netop i julen trænger man til 
modersmålet, i det hele taget kan man tænke sig, at I danske derude vil længes efter 
lidt dansk jul, som måske hjemlige toner i en julebog kan bringe jer lidt af. 
Jul, Søren, det bliver vel nok den tungeste julefest, du endnu har oplevet, og dog man 
ved det ikke, netop til at fejre jul hører jo et bestemt sindelag, hvem der har det, kan 
måske også fejre en på sin vis lykkelig jul i en skyttegrav. 
Og har man det ikke, får man heller ikke hjemme, selv under de lykkeligste forhold, 
fat på den rigtige juleglæde. 
Brorson har vel ret, når han synger ”Når hjertet sidder mest beklemt, da bliver frydens 
harpe stemt, at den kan bedre klinge, og knuste hjerter føle bedst, hvad denne store 
frydefest for glæde har at bringe.” 
Hvor mange, mange derude kender ikke noget til denne dybe glæde, for dem er det 
værre. – Og for os herhjemme er det så meget lettere at vide dig derude, nu da vi ved 
med hvilken fortrøstning, du gik bort, vi ved, at du har dette indre holdepunkt, som 
giver støtte i de tunge tider, som hjælper frem over savn og farer. Jeg mindes den lille 

---

 
66 
sang, som begynder med verset: ”Gud giv mig barnekår, Gud lær mig Fadervor. Lær 
mig som barn hos dig at drage ånde! Lær mig i sorg og savn at nynne på dit navn, der 
bærer frelst igennem ve og vånde.” 
Ja Søren, vi herhjemme ved ikke, hvor svært det kan være derude, men jeg har den 
faste fortrøstning, at du har sluttet pagt med hin stærke magt, der kan bære frelst 
gennem ve og vånde og gennem skyttegravens triste øde. – 
Ja, kære bror Søren, så ønsker jeg da for dig, at du også må finde noget af en 
juleglæde i år derude i det fremmede land under de underlige forhold. 
Jeg sender dig herfra et par små pakker, forhåbentlig får du ret mange hjemmefra, når 
jeg kommer hjem, sender jeg mere, det er bedst først at se, hvad de har sendt, ellers 
bliver det let det samme. I går sendte jeg en dåse kondenseret mælk, jeg ved ikke, om 
du kan få vand der, eller du drikker kaffe, men i begge tilfælde gør en tilsætning af 
mælk eller fløde sikkert godt. Du har vel nok en teske eller andet, behøver så blot at 
tage et vist kvantum og røre ud i vand eller kaffe. Synes du om det, så skriv blot, så 
sender jeg dig mere, når jeg kommer hjem. – I dag sendte jeg to tuber 
æblemarmelade, som du kan smøre på brødet i mangel af smør. I dag lidt af fru 
Huttenhofs bagværk.  
Jeg lægger igen et par postkort i og beder dig benytte dem flittigt. Du har vel ikke 
altid tid eller stemning til at skrive breve, men husk vi derhjemme er også glad for den 
mindste hilsen og efterretning. 
Frk. Huttenhoff sidder og venter på, at jeg skal blive færdig. Så får jeg da slutte med 
de kærligste hilsener og bedste ønsker for julen og de kommende dage. 
Din søster Tinne 
 
 
Noyon, juledag 1914 
Kære søster! 
Tak for brevene og pakkerne. Ja, I er snart for gode og for omsorgsfulde. Uvilkårlig 
spørger man sig selv: Har du fortjent al den godhed og kærlighed? Ville du under 
slige forhold kunne gøre gengæld? Ja Tinne, det gør godt at føle, at der dog er nogle, 
som det ikke er ligegyldig, hvordan det går en.  

---