Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
147 
den dag, som engang må komme – dagen da krigen er endt, hvad den vel ville bringe 
os deroppe? Søren håbede det bedste, ventede sig meget, det følte man. 
Det er nu tungt, når man tænker på dem, som vender tilbage, at de ikke skal opleve 
det, som vi endnu tør håbe og tro på. Men når man så tænker på, at den lidelse, som så 
mange endnu må gennemgå, ja da lærer vi måske endnu at takke for, at Søren blev 
forskånet for det. Frankrigs sommer bliver sikkert værre end dens vinter – den gruer 
mange for. Godt at Ville nu er mod øst. Måtte det blive ved at gå ham godt, det er nu 
vor ønske og bøn. 
Ja far, og måtte du trods alt det tunge, dog kunne holde modet og håbet oppe, det er 
ikke let nu og vel sværest for jer ældre. 
Frk. Huttenhoff mente, om jeg ikke nu skulle rejse hjem. Dog det tror jeg næppe, at 
nogen af jer venter, og jeg kan vel heller ikke hjælpe, og jeg ved far, at du og I alle 
derhjemme ved, hvor trøsten er at finde.   
Jeg kan kun bringe jer alle en kærlig hilsen, og vore tanker kan mødes deroppe hos 
Søren  
vor gode bror 
jeres Tinne. 
 
 
Mandag aften 
Kære Mariane, 
modtog i morges dit brev og følte dagen igennem trang til at skrive et par ord, ved 
dog ikke, om jeg kan. 
Man kan så lidt nu. Evnen til at tage sig sammen, tage fat er ligesom lammet, særlig 
nu efter det sidste. 
Jeg ville vide mere – så kom den da den tunge melding, havde jeg vidst, hvor grusom 
den var, måske var det bedre, jeg aldrig havde erfaret dette sidste. Og dog, når I 
derhjemme skulle vide det, tømme den bitre kalk til bunden, hvorfor skulle jeg så gå 
fri? Nu synes jeg næsten, det er synd af Finnemann, at han har skildret alt så udførligt, 
men det er vel noget, som de derude gensidig lover hinanden. Men dog synes jeg, det 
er uret, særlig for fars skyld. Dette billede deroppe fra bjerget vil nok for den tid lang, 
måske for alle tider, kaste sin skygge over livet for enhver af os. Dog sikkert mest og 

---

 
148 
tungest over fars gamle dage.  Når man er ung og står midt i livet, som veksler med 
tusinde mangfoldige indtryk, da fordunkles de enkelte lettere. Jeg ved ikke, om det er 
sådan, men tror, at hos de ældre, hvor indtrykkene uvilkårlig bliver færre, vil de 
enkelte mere blive stående, og særlig de tunge oplevelser som denne. Søren havde nu 
stridt sin strid, sikkert stridt den med mod og tro til det sidste, men vi ved, at så længe 
han var derude, var det hele hans bestræbelse at skåne os for tunge meldinger, for de 
nøgne kendsgerninger. Og jeg tror, at hvis han i de sidste tunge timer har ønsket sig 
noget, da sikkert også dette, at denne sidste mørke akt ikke blev oprullet for os.  
Nu blev den det alligevel, jeg var med til at ønske forhænget bort, og nu er jeg måske 
den, det falder sværest at se det hele i al sin nøgenhed. -  Mit første brev fandt I 
fortrøstningsfuldt, dog af den simple grund at jeg vidste så lidt og så alt i et helt andet 
lys end nu. Nu er det forbi med fortrøstningen, og nu ønsker jeg, at dette brev aldrig 
var skrevet, og at du vil tilintetgøre det, Mariane. Nu er også jeg kastet ud i striden, 
der er en oprør i mit indre, som jeg længe ikke har kendt. Dette er noget, som rokker 
ved ens tro på det gode i livet og hinsides på en retfærdig styrelse. Da jeg fik fars brev 
var det også min første tanke, nu er Søren hos mor, har fred og har det godt. Selve 
døden, livets tunge lov, synes jeg nok, man kan forsone sig med; men den lidelse, som 
så tit går forud, den synes mig så tit i modstrid med troen på en gud, som er 
alkærligheden.  
- I mit sidste brev til Søren (som nu kom tilbage i dag) havde jeg skrevet af en lille 
betragtning af Traub, hvor han også netop behandler denne modstrid og siger et sted 
efter at være kommen til det resultat, at Gud har villet det, som det kom, at han ville 
ikke ændre kuglens løb – ”og dig kalder jeg Gud, om dig lærte jeg i skolen, at du var 
godheden selv og det i fuldkomment mål.” Ja, det har vi også lært i skolen, det 
grunder vor barnetro sig på, det har vi hørt derhjemme hos far og mor. 
Men når man så gang på gang oplever – og særligt nu i denne tid – at mennesker, som 
efter vores forstand har levet deres liv rent og sundt, skal gennem så store lidelser, før 
de får lov at fare i fred, hvorledes så få det forenet med denne tro? Tænker vi os 
derude på slagmarken eller ved en sygeseng, hvor et menneske lider og pines, selv om 
det var vor argeste fjende, og selv om vi havde det hårdeste hjerte, ville ethvert 
menneske dog vel ynkes, gøre hvad det kunne for at lindre – hjælpe. Men den gud, 

---

 
149 
som er almægtig, alkærlig og kunne slukke gnisten når som helst, gør det ikke. – 
Dette er for mig så svært at forstå. 
Spørg Peder, spørg pastor Jørgensen og de, som er så stærke i troen, hvorledes de kan 
forklare dette. Jeg ved, der står skrevet, ”den Gud elsker, den tugter han”, men det 
forstod jeg aldrig helt, - Dog hvad skriver jeg alt? Tanken løber af med en, og man 
ved ikke selv, måske skulle jeg hellere tilintetgøre dette brev end sende det hjem. Dog 
måske forstår du mig, Mariane, og hvis ikke da tag det ikke for alvorligt. 
Et har jeg følt i disse tunge dage, mere end nogensinde måske, hvor stærk blodets 
bånd dog er, og det er godt at blive mindet om det. Tit når man går derhjemme, 
mærker man så lidt dertil. Jeg syntes jo så tit alt for lidt. På dette område er min tro 
bleven styrket nu i prøvelsens stund. Nu har enhver af os nok følt stærkere end 
nogensinde, at Søren var vor bror, at han også var knyttet til vort liv med stærke bånd. 
– 
Jeg får vist holde op for i aften, jeg ville endnu gerne bringe brevet på posten. Og man 
er jo også nødt til at tænke lidt på den daglige pligt, søge at bevare arbejdskraften så 
nogenlunde. Min går så let tabt i en sådan tid, og senere er det svært at få det 
nedbrudte oprettet igen.  
Jeg skal nok søge oplysninger om, hvor Sørens billede er taget – sender en af dagene 
lidt bønner, som vi har rigelig af, og hjemme er de så dyre, du har måske ikke lagt 
endnu. Tasken fra fru Huttenhoff får jeg vel også sendt engang, jeg fik den straks efter 
påske, fik den blot aldrig pakket. 
Mine kærligste hilsner og bedste ønsker for jer alle, særlig du og far, at I må finde 
styrke og trøst i den tunge tid, 
jeres Tinne 
 
postkort stemplet 2.5.15 i Remagen 
Kære M. 
Jeg glemte i formiddags at spørge, om jeg måtte beholde det billede af Søren, som du 
sendte med. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det er så udmærket truffet, underligt at 
Søren så helt har kunnet give sig derude, så ganske som han var i et alvorligt øjeblik, 
hvert et træk er så betegnende. Skønt at han også der har efterladt os et minde. – Og 
så dagbogen, den længes jeg efter. Jeg har lidt tænkt på, om Søren vel nedskrev sine 

---