Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

8.søndag e. trinitatis · Matthæusevangeliet 7,15-21

Det falske Kristusbillede

Jesus sagde: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”.

”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. Det er ord, som altid vil være aktuelle.

De falske profeter kan altså ikke kendes på noget ydre. Det er godt at begynde med, at få det slået fast. Og lige netop det overser Martin Luthers i en prædiken, som han skrev over evangeliet til denne dag.

Luther benytter nemlig dagens evangelietekst, til at rette en voldsom kritik mod sine to store modstandere. Henholdsvis: den romerske kirke med dens pavemagt og hele det kirkelige system, og henholdsvis: alle de sværmere og gendøbere, som beskyldte Luther for, at hans reformation var stoppet op på halvvejen.

Luther fastslår, at de begge, både Romerkirken og gendøberne, er falske profeter. De har forfalsket evangeliet, i modsætning til den retning, som han selv kom til at stå i spidsen for - den evangeliske Lutherske. Her findes den sande kristendom!

Omen man er enig med Luther halter hans sammenligning. For Jesus taler jo ikke om ulve i ulveklæder, altså let genkendelig ulve, men om ulve i fåreklæder, altså i forklædning. Derfor holder det ikke, når Luther peger på nogle bestemte, let genkendelige kirkesamfund og -retninger og siger: dér er de falske profeter.

Nej, vi må dybere ned. ”På deres frugter kan I kende dem”, siger Jesus.

Hvilke frugter? Deres resultater måske? Deres succes eller fiasko? Men den holder heller ikke, for så prøver vi igen at kende de falske profeter på noget, der kan ses med det blotte øje, altså det, som Jesus siger, vi ikke kan. Var det de falske profeters fiasko, der afgjorde sagen, ville Jesus selv nok også kunne vurderes som den første falske profet - han, hvis eneste resultat var en håndfuld ikke særlig fremragende og ikke ret stabile disciple. Kun én eneste dag, nemlig Palmesøndag, var det folkets jubel, der ombølgede ham, og den succes gik, som vi véd, meget hurtigt i sig selv igen.

Nej, de falske profeters frugter, som de skal kendes på, er ikke nødvendigvis deres umiddelbare resultater. Den sande profet er ikke den, der har succes, og den falske profet den, der har fiasko. I begge tilfælde ville vi kende de falske profeter på deres ydre.
Nej. vi skal et helt andet sted hen for at finde de frugter, vi kan kende de falske profeter på.

Den svenske forfatterinde Selma Lagerlöf (død 1940) har en fortælling, ”Antikristens Mirakler”, der handler om et kloster på Capitolium i Rom.

I klosterets kirke var der et undergørende Kristusbillede. Hver gang munkene så det, jublede de og sagde: Priset være Gud, endnu er det Kristus, som tilbedes på Capitolium. Du er den kronede, som folket tilbeder. Du er den eneste, som skal tilbedes på Capitoliums top!”

Men en dag blev Kristusbilledet stjålet og en forgyldt efterligning sat op i stedet. Det ægte Kristusbillede var skåret af oliventræ fra Getzemane Have, efterligningen var af simpelt elmetræ. Det rigtige Kristusbillede sagde man, var ikke malet af menneskehånd, men efterligningen var malet af en jordisk maler. Det rigtige Kristusbillede havde krone og sko af guld, efterligningen nøjedes med forgyldt blik.

Men ikke en af munkene bemærkede, at det ægte Kristusbillede var borte, og i klosteret på Capitolium tilbad man nu forfalskningen. Munkene begyndte ganske vist at tale om, at billedet ligesom havde mistet sin kraft til at gøre godt; og det var i øvrigt, som om Kristi herredømme formindskedes, uden at nogen rigtig forstod, hvordan det gik til.

Sådan mistede klosteret langsomt sin kraft. Og først da munkene på underfuld måde fik det ægte Kristusbillede tilbage og forfalskningen kastet ud, først da kunne klosterets prior udbryde: ”Lykkeligt er Aracoelis kloster, som hviler i Guds varetægt og gør hans vilje og er velsignet af hans overstrømmende nåde!”

Selma Lagerlöf giver her et skarpt billede af dagens tekst.
Det vil nemlig altid få følger, når mennesker har et falsk Kristusbillede. Det får konsekvenser før eller siden. Der sker det, at Kristi herredømme formindskes, uden at nogen rigtig forstår, hvordan det går til.

Sagt med Jesu ord i dag: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter… Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje”.

Her er altså det, som sande og falske profeter, sand og falsk kristendom, skal kendes på, et kendetegn, som ikke snyder: Fører den os til at gøre vor himmelske Faders vilje, eller gør den os ligeglade med Guds vilje, så med andre ord ”Kristi herredømme formindskes, uden at nogen rigtig forstår, hvordan det går til?” Sådan vil det nemlig gå den, der har et falsk Kristusbillede.
Som overordnet helhed har kristendommen sat mange frugter i Europas lange historie, og en del af disse må vi sige har været gode frugter – men ikke alle. De gode frugter peger da hen mod kraften og sandheden i kristendommen. Det er de frugter, som er blevet fremelsket af offerviljens ånd. Af kærligheden til livet – til Gud og næsten. Båret af mennesker, som sætter sig selv til side, for at tjene en større sag. Som har kæmpet for de svage, som andre trykkede ned. Kort sagt, som er gået i Jesus fodspor.

Denne kamp har sat sine spor i vores lovgivning, fordi vi her kan se det kristne menneskesyn – hensynet til den enkelte, til den svage – har spillet en ikke ringe rolle.

Mange er også i dag enige i, at kristendommen har spillet en betydelig rolle i det europæiske menneskes dannelse og hele kulturopbygning. Kirker, bygget til samlingssteder med Gud præger landskabet og kunsten. Alligevel ser det ud som kristendommen mister kraft i vor tid. Den er i glemsel i hele Europa. Den kristne fortælling fænger ikke på samme måde – går ikke folk til hjertet. Den taber terræn, fordi den både mangler engagerede og ildnende fortalere – begejstrede fortællere - og fascinerede tilhørere.
Kristendommen betyder simpelthen ikke så meget i folks bevidsthed. Den fylder ikke så meget i den almindelige dansker eller europæer daglige tankegang.

Vi hører til stadighed mange mennesker – ikke mindst politikere – udtale, at de er kulturkristne – de erkender de værdier, som kristendommen har sat i centrum, og som har været samfundsdannende.

Men egentlig troende? Nej det er de hvis ikke. Jesus var nok et usædvanligt menneske, der med sit liv vidste en anden vej, hvor det enkelte menneske fik værdi, men at han ligefrem skulle være Guds søn og opstået fra de døde? At han på den måde, skulle have taget vor skyld fra os? Nej, det ligger det for svært at kunne tro på. Det er for fantastisk – eller fantasifuldt.

Men troen på Jesus, som den opstandne frelser, der har givet sit liv, for at vi kunne få øje på Guds Rige og blive Guds børn og arvinger til Riget. Netop det er ikke desto mindre netop kernepunktet i kristendommen

Er det så fordi det moderne Europa dyrker en falsk profet? En dårlig kopi at det ægte Kristusbillede? Er billedet af den korsfæstede og opstandne frelser blevet forfalsket?

Tanken er nærliggende. Jeg mener, at den humanisme, som har en tendens til at gøre folk til mere eller mindre ateister, er et forfalsket kristusbillede. Det er en verdsliggørelse af den ægte kristendom. En dårlig kopi. Det er en humanisme, som nok retter fokus på mennesket og herigennem de menneskelige-åndelige værdier. Men det er også en humanisme, som sætter mennesket i centrum, og intet over – det er her, at kæden springer af. En humanisme som kan selv, og som ikke behøver nogen Gud, fordi mennesket forstår sig selv, som sin egen Gud.

Mennesket tror, at det er noget i kraft af sig selv – af egne evner og muligheder – ikke i kraft af en højere, Guddommelig ånd. I humanistens øjne er det onde et udslag af en stadig uudviklet ånd i menneskets indre. En uciviliseret råhed.

Humanismens billede er en verdsliggørelse af det sande Kristusbillede. Det er en dyrkelse af mennesket selv – en forgudelse og en forherligelse – som ikke mindst præger børneopdragelsen i dag.

Er det en ulv i fåreklæder? Ja, det er det i uhyggelig grad. For når Gud gøres utydelig, som det livgivende centrum, og mennesket i stedet sætter Egoet, så er det også griskheden som sættes i stedet for offerviljen.

Den griske uld, der altid vil have mere, er gennem humanismen kommet i civilisationens fine klæder, men indeni er den, hvad den er.

Ulvens vækst kan kun stoppets af en ny kristen livskraft og livsudfoldelse, som udgår fra den korsfæstede og opstande frelser.
Gid det måtte ske.

11. søndag e. Trinitatis · Lukas 18,9-14

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige ægteskabsbrydere, eller som tolderen der. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger selv, skal ophøjes.«
Det var især i sine lignelser, at Jesu klarest udtrykte kristendommens indhold, dens etik og livssyn. Det gælder stadig. Lignelserne er i høj grad indgangen til at lære kristendommen at kende.

Med lignelsen i dag, om de to, der gik op til templet for at bede, rammer Jesus os utroligt sikkert. Han rammer os lige i vort ømme punkt. Han vender op og ned på vores daglige færden med billedet af tolderen og farisæeren. Også den gang ramte Jesus mennesket præcist, men helt modsat i dag.

Farisæeren og tolderen kom fra hver sin side af den sociale rangorden i datidens jødiske samfund. Farisæeren var den højagtede, åndelige leder og tolderen den foragtede overløber.

Jesus tilhørere må derfor enten have undret sig meget eller være blevet dybt forargede. ”Hvad er det dog han siger, det kan han da ikke mene?”, kan man næsten høre jøderne hviske til hinanden, ”hvordan kan han dog vende sådan op og ned på begreberne?”

Farisæerne så enhver jøde op til. De blev ophøjet, fordi de bedre end andre vidste, hvad der var Guds lov, og hvordan Guds lov skulle forstås. De var ærværdige, højlærde og folkets garanter overfor Gud og dermed overfor samfundets stabilitet. Som folkets åndelige overhoved stod de øverst på den sociale rangstige. ”Hvordan kunne Jesus, så stille dem i så dårligt lys”? Helt anderledes med tolderen. Han stod nederst. Blev nærmest regnet som korrupt, fordi han tjente til sit brød på deres bekostning ved at gå romernes ærinde. Sådan en spytslikker. ”Hvordan kunne Jesus dog ophøje sådan en ussel person?”

På den måde er der med Jesu ord med et blevet stille i skaren. ”Hvad er det han siger, er han blevet gal?”

Jesus opnår nu en koncentreret opmærksomhed fra sine tilhørere, men man kan også sagtens forestille sig, hvilken mumlen, summen og måske højlydte udbrud, der kommer fra forsamlingen, da han har fortalt sin lignelse færdig.
Budskabet står knivskarpt, der er intet at tage fejl af. De fleste bliver vrede og forargelse, nogle nøjes måske med overbærende hovedrysten. Men nogle bliver ramt, bliver først forundrede, tænker efter, og afklares til en ny blændende forståelse af Guds væsen og handlemåde. ”ja, det er rigtigt, hvad den fattige tømmersvend, står der og siger, sådan er Gud. Han er kærlig og tager hånd om den udstødte.
I dag er situationen faktisk helt omvendt, i hvert fald i den kristne verden. Vi sætter ikke farisæerne øverst. Tværtimod, dem har vi ikke meget til overs for. Ordet ”Farisæer” er med tiden blevet et grimt skældsord.

At blive kaldt farisæer, er at blive regnet for storsnudet, en der tror sig bedre end andre. En, som ophøjer sig selv ved samtidig at trykke andre ned. Men også en der snobber opad i sin overbevisning om, at være bedre end andre, men ikke så god, som han helst vil være. En klistret og utilregnelig spytslikker.

Anderledes med tolderen. Ham kan vi egentlig godt lide. Han er blevet holdt nede af dem, der tror, de er noget, han er blevet nedgjort, moppet. Vi får ondt af ham, og ønsker ham en bedre skæbne. Ja, ham kan vi meget bedre lide, han er ærlig overfor sig selv, bilder sig ikke noget ind, men bekender klart kulør. Kort sagt, han er sympatisk i modsætning til farisæeren. Ham holder vi med og ikke. Farisæeren er skurken, tolderen den forsmåede helt, som vi ønsker, må vinde.
Er det Ikke rigtigt? Det er i tolderen, at vi genkender os selv. Vi fortrænger, at tolderen i nogen grad ligner dem, som vi kaldte stikkere under anden verdenskrig. Sådan er samfundsnormen og dermed kulturen drejet 180 grader siden dengang.

Tolderen kan minde om H.C. Andersen helt, der måtte gå så grueligt meget igennem, før han blev ophøjet, i fortællingen om den grimme ælling, mens farisæeren er den selvretfærdige gamle and, der regerer i andegården og er så ophøjet, at den har fået en klud om benet, så man kan kende den.

Rollerne er byttet om. Og det kan ved første øjekast tages som et mål for, hvor meget den kristne etik har ændret samfundet siden da.
Har Jesus lignelse, da ikke længere nogen betydning, er samfundsmoralen blevet så fuldendt? Nej! På ingen måde. Lignelse er ligeså meget til os i dag, som til jøden dengang. Men sagen er, at vi lader os vildlede, når vi ophøjer tolderen på farisæerens bekostning. For så retfærdiggør vi os selv, som farisæeren.

Farisæeren vil vi ikke ligne. Men det er lige præcist, det vi gør.

Hvordan det? Jo, for kanske ubemærket har vi fået lavet en lille ændring på Jesu lignelse, som vi ikke ser så nemt. Vi identificerer os med tolderen, der slår sig for brystet og siger, ”Gud vær mig nådig”, men selvom blikket er nedadvendt skeler vi ubemærket lige over til farisæeren og tænker. ”Det er da godt, at vi ikke er sådan som ham, den farisæer”.

I selvgodhed ophøjer vi os selv på bekostning af den foragtede farisæer og bliver selv en farisæer. Så selv om sympatien ligger hos tolderen, så kommer vi så nemt til at spille farisæerens rolle. Kender I ikke denne udtalelse, udtrykt i en let forarget tone?:

”Det kan godt være, at jeg har fejl og ikke altid lever op til alle mine idealer, men hvem gør det? Men så ringe som ….den og den eller det og det… er jeg nu alligevel ikke blevet. Så dybt er jeg alligevel ikke faldet.
Her ser vi farisæeren stikke hovedet frem - og Fanden gnider sig i hænderne og ler, sigende: ”Der fik jeg dem alligevel” Hvorfor har mennesket denne tendens til selvretfærdighed?

Ja, det hænger sammen med, at ethvert menneske har et stort behov for at blive anerkendt. Vi har behov for en vis selvagtelse, selvrespekt, ellers føler vi mindreværd, taber selvværd, og kan gå helt i stykker rent menneskeligt. Og enhver ved, at møder vi sådan et stakkels menneske, som har mistet troen på sig selv, gælder det om give vedkommende tilliden til sig selv tilbage. Det er utrolig vigtigt rent psykisk, at vi har den fornødne selvrespekt og dermed tro på os selv. Det er nødvendigt for at kunne klare os, leve op til nutidens krav.

Men hermed ophøjer vi os selv. Og i dagens evangelium hedder det netop, at den som ophøjer sig selv skal ydmyges. Sandheden er ikke til at komme uden om. Vi kan ikke forbedre os, ligegyldigt hvad vi gør, er vi den samme synder.
I nutiden går man vældigt op i at den enkelte skal udvikle sig personligt. Det kan være godt nok, bare man ikke går hen og tror, at man bliver et bedre menneske af den grund, at man bliver fejlfri. Springet fra fejlfyldt til fejlfri eller fra synder til retfærdig kan vi ikke selv klare. Uanset hvor gerne vi end ville og ærligt anstrenger os på.

Men det er heller ikke Guds krav, men lad være med at ophøje dig selv, vær ydmyg, og stol på Guds nåde. Derimod er det nødvendigt for at få Guds nåde – guds kærlighed til at strømme igennem sig og derved blive renset, og befriet for en tung byrde – for dårlig samvittighed og skyldfølelse. Sådan er det jo, at tolderen går hjem – ikke farisæeren

Men det har heller aldrig været Guds mening. Det er den oplysning kristendommen kommer med Jesu ord, at den som ophøjer sig, skal ydmyges, og den som ydmyger sig skal ophøjes. Kun ved at erkende det faktum, jeg er og forbliver en synder, uanset hvad jeg gør, åbner mennesket sig mod Gud, og kan nu modtage den nåde – den kærlighed – som ene retfærdiggør os.
Et tidligt bibelsk billede på Guds nåde finder vi i det gamle testamente i teksten for første læsning, hvor Gud mætter det sultende folk med mannafrø, som kommer med vinden og daler lige ned i lejren til jøderne under deres ørkenvandring. Jøderne fik at vide, at de kun skulle samle så megen manna ind, som var nødvendigt for en dag. Men flere kunne ikke styre deres griskhed og samlede mere ind. Men næste morgen var overskudsmanaen fordærvet.

Mannaen er billedet på Guds nåde. Forrådet rådnede og blev fordærvet. Guds nådes brød blev fordærvet, det bliver det, når det misbruges, ligesom man igennem sin holdning og tale vil ophøje sig selv. Guds nåde forvandles til det mest fordærvende materiale, når den misbruges til at hævde sig selv med.

Det lærde Paulus, da han mødte Jesus foran Damaskus port, da han i nidkærhed og selvretfærdighed forfulgte de første kristne, for selv at stige i farisæernes hierarki. Derfor vidste han, at det ene var Guds nåde, der havde gjort ham til det han var.

Kun Guds nåde kan oprejse og frisætte os. Og den gives enhver, som erkender at man ikke kan leve op til alle idealerne.

12. søndag e. trinitatis · Markus 7.31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen sukkede og sagde til ham: ”Effatha” – det betyder: ”Luk dig op!” Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvædede af forundring og sagde: ”Han har gjort alting vel. Han får både døve til at høre og de stumme til at tale”.

Vi møder her en døv og næsten stum mand, der bliver ført hen til Jesus, som helbreder manden. Man kan undre sig over måden, hvorpå Jesus helbreder ham. Jesus stikker sine fingre i den døves ører, spytter, rører ved hans tunge, ser op mod himlen og sukker, for så endelig til sidst at sige Effatha: luk dig op. Normalt helbreder Jesus alene ved hjælp af ordet. Så hvorfor nu dette hokus pokus?

Men er det nu så mærkeligt endda. For, hvordan kommer man i forbindelse med en døv? Ved tegnsprog selvfølgelig. Når Jesus stikker sine fingre i mandens ører, fortæller han i tegnsprog, at han ville åbne dem. Når han væder sine fingre med spyt, hænger sammen med, at spyt var anset som helbredende. At han derefter rører ved mandens tunge, siger, at den skal helbredes. Og når Jesus endelig ser op mod himlen og sukker, siger det tydeligt, at det er Guds kraft, der nu skal hentes ned.

Det er altså ikke hokuspokus, men bare tegnsprog, Vor Herres eget hjemmelavede tegnsprog, hvormed han talte til en, der ikke kunne høre.

I mødet med Kristus bliver manden lukket op, så han kan høre, og hans tunge bliver løst, så han kan tale. Folkene som ser underet bliver slået af forundring, idet de udbryder, at Jesus får døve til at høre og stumme til at tale. Netop dette overbeviser dem om, at Jesus er Kristus, for det var jo netop det, den store profet Esajas havde spået om den kommende Messias, at han fik døve til at høre og stumme til at tale. Denne åbenbaring kan tilskuerne umuligt holde for sig selv, men de må, trods Jesus formaning, udbrede den glædelige nyhed til andre.
Den, der åndelig talt har mødt Kristus, må forkynde evangeliet. Sådan gik det f.eks. skolemanden Kresten Kold, da vækkelsesprædikanten Lars Skræppenborg åbnede Kolds ører, så han hørte, hvad han ikke før havde vist, at gud elskede menneskene, og at Gud altså ikke var en streng politibetjent, der nøje overvågede, om man overtrådte hans bud. Og minsandten om ikke også Kolds tunge blev løst, for nu var det ham, der straks måtte ud og fortælle den glædelige nyhed til andre.

Og sådan er det gået med mange, og derfor hører vi stadig ordet om det glade budskab – evangeliet forkyndes.

Ordet – ånden - lukker op, så vi hører, hvad vi ikke har hørt før. Og vi forstår, hvad vi ikke før har forstået. Så vi kan tale, som vi ikke før har kunnet tale. Når Ånden åbner vort sind for Guds herlighed må vor tunge prise Guds skaberværk.
Således kan dagens tekst udlægges på to måder. Dels at Jesus rent fysisk helbreder en døvstum mand, og dels billedligt at ordet af ånd, som også Paulus siger, levendegør mennesket; dvs. lukke mennesket op, så det hører, hvad det ikke før har hørt og ser Guds herlighed, for dernæst selv med sin løste tunge med åndens kraft udbrede det glædelige budskab om Guds herlighed og kærlighed til sin skabning.

På Jesus tid var det dog to sider af samme sag. Et handicappet menneske – som her den døvstumme mand - blev dengang betragtet som en synder. Handicappet var Guds straf. At blive helbredt var derfor at blive renset for synd og dermed forenet med Gud. Det var på ny at blive åbnet for Guds ord og for livet

Ordet: ”Effatha”, som Jesus bruger, lyder som en magisk formular, der udvirker underet. Man kommer til at tænke på eventyret fra tusind og en nats eventyr, hvor Alibaba ved hjælp af ordene: ”Sesam, sesam luk dig op” får bjerget til at åbne sig, så der bliver adgang til den rige skat, der ligger gemt i bjerghulen.
Når der bliver lukket op, kommer herlighederne til syne. Alt det vi ikke vidste, at livet også rummede, bliver befriet og skinner i lyset.

Og vi har ofte brug for at blive forløst, så vi i stedet for at tale om os selv kan tale om livets kærlighed og gaver.

I mangel af bedre skaber vi bestandig vore egne guder for at slå os selv fast over for andre og give os selvværd. Der hvor jeg boede før, havde jeg en hæk ud til vejen, hvori der groede alt for meget ukrudt. Derfor lå jeg tit, på alle fire og luede. Men så kunne jeg ikke lade være med at lytte til de menneskers tale, som gik forbi udenfor. Ofte hørte jeg, hvordan én indigneret fortalte en anden, om hvor uretfærdigt vedkommende var blevet behandler, eller de forsvarede deres handlinger.
Ja, mennesket kan bruge megen tid og mange kræfter på at pudse sin glorie af. Tid på at skabe sig et billede af sig selv, som det kan leve med, så det føler, at det kan være sig selv bekendt. Samtidig forsøger det, at overbevise andre om billedets ægthed. Men mest sig selv. For mindreværdsfølelse er dræbende. Vi skaber os en livsstil, som gør os til noget i egne og andres øjne. Ja, vi skaber os i vort eget billede. Men de guder vi på den måder skaber os, kan ikke mere, end vi kan, som vi hørte før i læsningen fra salmernes bog i det gamle testamente. De kan ikke se mere, end vi kan se, og de kan ikke høre mere, end vi kan høre. For de ligner os, vi har jo selv skabt dem i vores glansbillede efter vort behov.

Men på den måde lukker mennesket sig inde i sig selv og ser ikke den forunderlige verden, som vi i virkeligheden lever i. Det selvcentrede menneske – og det er mere eller mindre os alle sammen - bliver så nemt døvt for at andet, end det vil høre, og munden kan kun flyde over med, hvad hjertet er fyldt med.

I romanen ”Den uendelige historie” tegner den tyske forfatter, Mikael Ende, et tragikomisk billede af de mennesker, som er blevet fanget i, at de kun kan skabe sig selv ud af egne begrænsede muligheder. De lever i det han kalder Kejserstaden. Der lever nemlig alle de mennesker, som tror, at de er noget andet, end det de egentlig er. Og de er blevet både døve og blinde for andet. De ser kun det, de vil se, og hører kun det, de vil høre, uanset hvad de ser og hører.

Sådan kommer mennesket nemt til at hylde egne fordomme. Og kommer man alligevel en dag i tvivl om ægtheden af sit livsgrundlag, kommer man i krise. For hvem og hvad er jeg så. Derfor er det for så vidt forståeligt, at nogle længst muligt lukker sig inde i en selvskabt skal, som de forstærker, ved at slå sig selv stærkere fast, når de føler sig truet.

Men lukker vi os selv inde, lukker vi os også os selv ude fra livet. Vi bliver både døve og stumme for omverdenen. I kejserstaden endte menneskene som naragtige skabninger. Men selv i kejserstaden kan folk Gud ske lov heldigvis pludselig møde Kristus, og blive taget til side og opleve det under, som det er, at blive lukket op og se den sande og virkelige verden, og komme i tale med den.

Hvad betyder det, at Jesus tager den døvstumme til side – altså væk fra skaren? Det kan hentyde til, at mødet med Jesus er et jeg–du møde. Et dybt personligt møde. Vi kan samles i troen på Gud. Det er det, vi gør i kirken. Og det kan give os en følelse af samhørighed, der hjælper den enkelte til at blive lydhør overfor Gud. Men selve troen er et dybt personligt møde med Gud – med den opstandne frelser.

At blive lukket op, som den døvstumme bliver det i dag, er at blive åndeligt født på ny. Det er at blive sig selv i et jeg-du forhold til omverdenen. Det var det som skete for disciplene pinsesøndag. De havde været blinde for Guds Rige. Deres verden gik i stykker, da deres mester, Jesus, blev korsfæstet. Men på pinsedagen blev de lukket op, da de hørte åndens tale – da Guds ånde pustede nyt liv i dem, og så blev munden åbnet for den forkyndelse, som blev kristendommen.