Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

16. søndag efter trinitatis · Lukas 7, 11-17
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor.

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Evangeliet tegner et bevægende billede. Vi ser et ligtog er på vej ud ad porten. Alle i den store skare bærer sorg. Men mest kvinden. Hun har lige mistet sin eneste søn, og så er hun tilmed enke. Hendes fremtid er blevet usikker. En kvinde uden mand eller sønner havde ingen til at forsørge sig. Hun var henvist til at leve af andres godgørenhed. Hun måtte tigge og blive ufri.

Byens indbyggere føler med kvinden, det ses af den store skare, som følger hende på den tunge vej. Alle ved hvad dødsfaldet kommer til at betyde for hende. Straks Jesus ser ligtoget, forstår han kvindes tragiske situation og ynkes. Kvindens dybe sorg bliver også hans sorg. Han lider med hende. Al hans næstekærlighed til den ellers ukendte kvinde bluser op. Det får Jesus til at sige til kvinden: ”Græd ikke”. For dernæst med sit skaberord at oprejse den døde. Der sker et under. Den unge mand rejser sig fra båren, som om han bare havde sovet. Han er opstanden fra de døde.
Kærligheden viser sig her som den kraft, der overvinder døden. Sådan føler Gud med enhver der bærer sorg. Med enhver der lider. Vi erindrer verset fra: ”Hil der frelser og forsoner”:
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.
Vi forstår Jesus følelser. Også når vi møder sorgen og lidelsen hos et andet menneske, hvad enten det er en vi kender eller ej, så stiger medfølelsen ganske naturligt op i os. Det er det der gør os menneskelige.

Hvis ikke man ynkes i en sådan situation, som den vi ser ved Nains port, ja, så er man utrolig hårdhjertet og følelseskold. Heldigvis er det kun de færreste mennesker, der er så forhærdede.

Det, at vi kan føle med andre mennesker, er grundlaget for næstekærligheden, som derfor er os medfødt. Det er måske den største gave Gud har givet os.
Dagens evangelium er evangeliet om opstandelsen og næstekærligheden. Evangeliet om, at I Guds skabelse er kærligheden iboende. Kærligheden er ikke noget, vi skal gøre os fortjente til. Vi skal ikke opøve os i at give kærlighed. Vi er født til at gøre det. Et lille barn kan udtrykke kærlighed uden det selv ved af det.
Skabelse, ånd og kærlighed hører sammen. Den i hvem kærligheden er intakt skaber liv og livet skaber kærlighed. Og sammen føder de troen på det godes sejr over det onde. Og med dette følger håbet om opstandelsen. Selve meningen med livet.
Men endnu er menneskets vandring gennem livet også et ligtog. Fra vi bliver født vandre vi mod vores grav. Selvom livet så sandelig også har meget andet i sig. Livet ville i sin yderste konsekvens være meningsløst, hvis vores vandring i tiden kun var et ligtog.

Når vi undervejs i livets vandring mod døden møder en modstand, bider vi tænderne sammen og siger inde i os selv: ”Nej, det skal ikke få mig ned med nakken.” Kæmper mod og gør alt hvad vi kan for at sejre, så er det dybest set, fordi vi ejer evighedshåbet.

Under anden verdenskrig blev en jøde ved navn, Viktor Frankl, fanget og ført til en koncentrationslejr. Med sig i inderlommen havde han et manuskript til en bog, som skulle blive hans livsværk. Viktor Frankl var psykolog og forsker, og han havde i sin ungdom fået en ide til en terapeutisk behandling af psykisk syge, som han så som et alternativ til Freuds og Jungs psykoanalyse.

Ideen eller teorien gik ud på, at patienten – i stedet for at grave i sin fortid, hvor skaden kunne være sket, sådan som psykoanalysen gør - i stedet bringes til at se fremad. Terapien går ud på at vække troen på livet og dermed kærligheden til fremtiden. Eller rettere at genopvække troen på livet. For vi er født med troen på livet.

Fangevogterne tog manuskriptet fra ham, men han overlevede, og da han kom hjem og kom til hægterne efter det udtærende ophold, skrev han sin bog om sin terapi, der siden blev en anerkendt terapi, der kaldes ”logoterapien”.

Viktor Frankl bevidste således selv sin teoris anvendelighed i fangenskabet. Han skrev siden en bog om sin tid i koncentrationslejren. Bogen hedder: ”Psykologi og eksistens”. Han fortæller her, hvordan han overlevede de værste lidelser, og om hvordan han opnåede så tilstrækkelig sympati hos sine bødler, skønt han var jøde, at det lykkedes ham at undgå gaskammeret.

Viktor Frankl havde et klart mål med sit liv. Det, at han måtte have sin teori ud til gavn for menneskeheden. Det gav ham styrken til at overvinde alle lidelser. Han så en højere mening i sit liv og også i ham viste kærligheden sig stærkere end døden.
Det nye Testamente fortæller, at Jesus gjorde tre døde levende. Nemlig Lazarus fra Betania. Det skete med ordene: ”Lazarus, kom herud!”. Til Jairus’ datter: ”Lille pige, jeg siger dig: rejs dig op!, og altså enkens søn i Nain med ordene: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!”

Men bemærk, vi hører ikke ret meget om nogle af de tre personer. Kun Lazarus kender vi navnet på. Og så kan vi spørge: ”Hvad hjalp det dem, at de fik lov til at vende tilbage til livet? De var jo bare en udsættelse. Nogle år efter, da døden igen bankede på, kom der ingen Jesus og sagde: Rejs dig op!

Evangeliet i dag er derfor i virkeligheden ikke evangeliet om enkens søn i Nain. Det er i stedet evangeliet om Jesus Kristus i Nain. Det er ikke budskabet om en mand, der fik nogle ekstra år at leve i. Men budskabet om Jesus Kristus, han som er opstandelsen og livet, og som her bøjede sig ned over en død og gjorde en prøve. En prøve på, hvad der skal ske, når han kommer på den yderste dag og råber sit mægtige ord ud over alle grave. De tre dødeopvækkelser er demonstrationer. På samme måde vil han engang kalde dig og mig op af vore grave.

Først på den måde bliver beretningen om det, der skete ved Nains byport, til evangelium, det vil sige, at den handler om dig og mig. Det er også det, der udtrykkes i W.A. Wexels store påskesalme :

Stat op, min sjæl, i morgengry.

Lad søvn og sorg og frygt nu fly,

lad al din klage blive borte,

thi her er nyt fra dødens porte.
Den grundtvigske præst Vilhelm Birkedal (død 1892) gør i en prædiken opmærksom på, at der den dag ved Nains port i grunden var to ligtog. Det ene med enkens søn forrest og det andet med Jesus Kristus forrest. For han var på vej til Golgata. Også med ham fulgte en grædende mor, og hun var enke og græd ligeså bitre tårer som enken i Nain. Han var på vej til en død fuldt så ond som den unge mands: døden på et kors.

Men hvilken forskel var ikke på de to ligtog. Det ene var på vej til det store intet, det andet på vej til påskemorgen.

De to ligtog mødtes ved Nains byport. Jesus standsede, og de, som bar enkens søn, standsede. Et stort følge på begge sider standsede. Det folk, der var på vej til det store intet, og det folk, der var på vej til påskemorgen, stod over for hinanden. Og Jesus blev grebet af medynk.

I det ene ligtog var der hos hver eneste person et brændende ønske. Nemlig ønsket om en, der kunne komme en og løse problemet, vriste den døde ud af fjendens hånd og give ham tilbage - om så bare for en tid. En, der kunne tørre tårerne af alles øjne – om så bare for en tid.

I det andet ligtog gik Jesus Kristus. Han blev grebet af medynk, og dog gav han dem ikke bare det, de ønskede, for han ville give dem ”langt ud over alt, hvad vi beder om og forstår” (som epistlen i dag siger). Ikke en hjælp, men en hjælper, ikke blot en kortfristet udsættelse af problemet, men dets endelige løsning.

Han ville ikke nøjes med at give dem smuler, men ægte brød.

De to ligtog mødes ved byporten, og Jesus Kristus bøjer sig over den døde og giver langt mere, end de bad om eller forstod. Ikke blot gør han enkens døde søn levende; men samtidig oplever de en prøve - på den store endelige opstandelse:
Den dag ved Nains byport må der have været mange, der skiftede følge: fra håbløshedens følge til håbets, fra sorgens til glædens, fra dødens følge til Jesu Kristi følge.
Også i dag må vi på samme måde konstatere, at der er to ligtog. Verden er nemlig i grunden et kæmpemæssigt ligtog på vej mod død og grav. Selvom verden også er andet end ét stort ligtog på vej mod graven. Og modsat: hvad er Jesu Kristi menighed andet end et andet ligtog på vej mod opstandelsen og livet?

De to ligtog mødes, og det er stadig en sag om liv og død, at der skiftes følge, fra dødens til livets.

Det skifte skete i virkeligheden allerede, da vi blev døbt. Da vi blev podet på det folk, som er på vej mod påskemorgen med Jesus Kristus i spidsen. I dag holder vi høstgudstjeneste. Vi høster frugten af vort arbejde. Vi høster den gave Gud har givet os.

På den store dag – opstandelsesdagen - er det Gud, der høster frugten af sit lange, kærlighedsfulde tålmodige arbejde med at fuldende sin skabelse. Da holder vi høstfest i Guds rige.

18. søndag efter trinitatis · Matthæusevangeliet 22, 34-46

Viljen til at elske
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
›Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

under dine fødder?‹
Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Dette ordskifte mellem Jesus og farisæerne finder sted på tempelpladsen i Jerusalem en dag mellem indtoget i Jerusalem og Skærtorsdag. Vi må forestille os et myldrer af mennesker i Jerusalem i de dage. Ud over dem, som bor der, er der kommet mange tilrejsende, som vil fejre påsken i Jerusalem.

Den dag er der stimlet mange mennesker sammen på tempelpladsen for at høre, hvad tømmersvenden fra Nazareth har at sige. Der er også farisæer, saddukæer og andre skriftkloge, som gerne ser Jesus afsløret som en plattenslager – en falsk profet.
Nogle saddukæer, som ikke troede på opstandelsen har lige stillet ham et spidsfindigt spørgsmål om opstandelsen, men Jesus svarer dem på en sådan måde, at de mange mennesker, der står og lytter, bliver slået af forundring. Det er umiddelbart herefter, at farisæerne stiller Jesus spørgsmålet om det største bud i loven. Et spørgsmål som kan afsløre, hvor stort kendskab Jesus egentlig har til loven: »Mester, hvad er det største bud i loven?«

I sig selv et ganske fornuftigt spørgsmål. Farisæerne havde jo ikke bare de ti bud, vi kender fra lovens tavler, som Moses modtog på Sinai, som et tegn på pagtslutningen mellem Gud og jøderne. Der fandtes adskillige hundreder bud, som var delt i forbud og påbud.

Det var et problem, at have så mange bud. Hvem kunne huske dem alle udenad? Og med så mange bud kunne det ikke undgås, at i en del af livets almindelige situationer, ville budene falde over hinanden. De ville ikke komme til at passe sammen. Hvis man overholdt et bud, kunne man måske komme til at overtræde et andet. Der var derfor god mening i at spørge, om der ikke blandt de mange bud fandtes ét, som kunne samle dem alle, fordi det rummede dem alle. Altså et bud, som var essensen af loven. En overskrift for den.
”Mester, hvad er det største bud i loven?” Her var nok af muligheder, for at gå i en fælde. Skaren spidser øren. Hvad vil Jesus svare? Jesu svar vidner om et stort kendskab til loven og biblen. Og ikke mindst om overblik og kombinationsevne.

Fra 5. Mosebog henter han buddet: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (6,5). Det er det største og det første bud, siger han. Og så henter han et andet fra 3. Mosebog, som stod lige med det: ”Du skal elske din næste som dig selv”(19,18).

Her er buddet over alle bud. Alle andre er bare eksempler på det ene. Her er den enkle sandhed, der står fast, og som alle, også ulærde, kan forholde sig til: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”.
Med sit religiøse geni skaber Jesus hermed en kobling, et dobbeltbud, som siden blev en stor drivkraft i den kristne missionsbevægelse.

Ja, hvis alle bare kunne leve efter og opfylde dette dobbeltbud, så ville verden se ganske anderledes ud.

Men med dette lille ord ”Hvis” gøres buddet til en teori, som blev udkastet af mennesket Jesus. Men buddet skal ikke forstås som en mulighed blandt andre for at opbygge en bedre verden. Det er ikke evangeliets mening. Så derfor fortsætter Jesus med spørgsmålet:
»Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
›Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

under dine fødder?‹
Farisæerne gav det almindelige svar, at Messias skulle være en af Davids efterkommer, en søn af kong David. Og dermed altså et almindeligt menneske; omend et usædvanligt stort menneske.

Men Jesus er ikke kun et almindeligt menneske. Derfor er det ikke kun et menneske af kød og blod, der udtaler:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”.
Det er Gud selv, der siger det. Der er ikke tale om en menneskeskabt teori. Det er derimod Guds ord. Sandhedsordet.
Jesus har fanger farisæerne på deres egne forudsætninger. Igen anvendte han sit store kendskab til Biblen, idet han citerer begyndelsen af Salme 110, hvor forfatteren, som angives som David, skriver:
”Herren (altså Gud) sagde til min herre (altså Messias): sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder”.
Jesus er ikke blot en davids søn, men han er også Guds søn. Derfor er hans udlægning sand. Dobbeltbuddet er ikke et forslag til, hvordan man kan skabe en bedre verden.

Det er en ordre udtalt af livets højeste myndighed. Skaberen selv. Og så er det et Gudsord, som er talt direkte til os alle.

Der siges jo ikke: ”Man skal elske Herren sin Gud – eller vi skal elske herren vor Gud og vores næste som os selv. Der står ”Du skal”

Ordet lyder direkte til enhver af os. Et personligt ord til det enkelte menneske. Et ord som ikke står til diskussion.

Men når det er en ordre, der skal opfyldes, kræves der så ikke noget af mennesket. Ja i virkeligheden uendeligt meget? Men så er det jo ikke af tro alene vi frelses, men ved at gøre gode gerninger. Og det er i modstrid med både Paulus og Luthers forståelse. Det er i modstrid med den evangelisk-lutherske lære.
Men nej. Så kategorisk kan man bare ikke stille det op. For det første er Guds ordre til os ikke en tyrans vilje, en enehersker som kun tænker på egen magt og vinding, og derfor bruger alt og alle, til at nå sine mål.

Guds bud om kærlighed er i stedet en mindelse til os. En påmindelse af noget, vi ellers havde glemt.

Ej heller er Guds ord et umuligt forlangende. Det er ikke en utopi. For Gud har skabt os i sit billede til at ligne ham. Vi er skabt ud ad kærlighed og til kærlighed. Vi er skabt til at elske Gud – elske livet – elske næsten og os selv. Det er det, vi er skabt til. Så derfor kan vi det. Det er ikke noget vi først skal lære. Vi er skabt i Guds billede og bære Guds billede i os.
Men det store, og for os uovervindelige, problem er, at der står så umådelig meget imod os, en magt som hindrer os i at gøre den gerning, som enhver af os dybest set allerhelst vil, fordi vi er af kærligheden.

Det Onde nemlig. Satan. Vi kan ikke bruge et billede, der er stærkt nok, til at synliggøre det ondes magt, skønt vi alle daglig oplever og ser den magt i os selv og i næsten og ude i verden.

Derfor skal vi hele tiden mindes på, at vi er skabt rene til at elske livet. Men, så snart det rene og nyfødte barn kommer til verden, og så snart et menneske er blevet renset og ren, så bliver det angrebet af det onde, der som en kræftsygdom i sindet vokser frem og nedbryder kærligheden og i stedet fordærve og forpeste sindet med sit spy, så det onde i stedet vokser frem. Og den kræft kan vi ikke stoppe. Vi er magtesløse.

Men bemærk. Til alt held ser vi alligevel overalt en vilje til at vinde over kræften. Helt bogstaveligt gøres der i vore dage jævnligt fremskridt i kampen mod kræften som imod andre sygdomme, som også nedbryder menneskekroppen. Og en dag har lægevidenskaben vundet kampen. Det tror vi. Og det er den tro, der er så livsbekræftende.

Der er en vilje til at vinde over kræften – både den fysiske og som billede på det onde. Mennesket har en vilje til livet – en vilje til at livet skal vinde over døden. En vilje til kærligheden. Bag denne vilje til liv, ligger troen på livet. Så vi har både vilje og tro til at bekæmpe det onde, som hindrer os i fuldt ud og hele tiden at kunne leve op til Gudsordet. Men vor egen vilje rækker ikke til at bekæmpe det onde.

Men det gør Guds. Hvert splitsekund skaber Gud livet på ny ud af ingenting. Har det onde forkvaklet liv, skaber Gud det på ny. Den vilje som vi har til at bekæmpe det onde, bekæmpe døden, den kommer fra Gud ligesom kærligheden.

I troen på Gud, er vi forbundet med Gud. I troen lever Gud i os og dermed den vilje, som skaber nyt liv, hvor det onde har raseret det gamle.

At den vilje virkelig kan overvinde døden kunne de samme jøder, der den dag stod på tempelbjerget rundt om Jesus og lyttede til ham, blive vidne til få dage senere gennem troen – på påskesøndag, da Jesus stod op af graven.

Nej, ud af os selv kan vi ikke overholde kærlighedsbudet, men igennem troen på Guds kærlighed og vilje til at bekæmpe det onde bliver hjertet rent. Det er den kærlighed, som Jesus i dagens evangelium påminder os om.
Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

20. søndag efter trinitatis · Mattæus 22,1-14

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.

Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.

Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.

Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?

Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

Hvis denne lignelse, skal give en mening, må vi forstå den som et billede på hændelser, som fandt sted i kristendommens første dage. Lignelsen må være skrevet ud fra nogle ganske bestemte erfaringer, som evangelisten Mattæus har gjort – formodentlig erfaringer som de første kristne generelt gjorde.

Lignelsen om kongesønnens bryllup er altså et tolkningsbillede fra kristendommens første tider.
For at give lignelsen større sandhedsværdi, lægger Mattæus den i munden på Jesus. Mattæus er den eneste af de fire evangelister, som har netop denne lignelse, men Lukas har en lignelse, som kaldes: ”Lignelsen om det store festmåltid”.

De to lignelser har samme tema. Der indbydes til fest, og indbydelsen gælder nogle bestemte mennesker. Men disse mennesker undslår sig. De har ikke tid, for de er hver især i gang med noget, som de finder vigtigere.

Så sendes der bud til fattige og syge mennesker på gader og stræder. Og disse mennesker kommer, men tjenerne sendes endnu en gang ud, da der stadig er ledige pladser i festsalen.

De to lignelser ligner hinanden så meget, så Lukas og Mattæus må have det samme budskab i tankerne. Men der er noget mere drama over Mattæus´ version. Her bliver nogle af de indbudte så vrede over indbydelsen, så de mishandler nogle tjenere og andre slås ihjel. Det foranlediger, at kongen sender sine soldater ud, som dræber de indbudte og ødelægger deres by med brænd. Og da nye tjenere sendes ud, bliver tilfældige mennesker, både gode og onde, indbudt, så bryllupssalen bliver fuld. Men hvad er det så Mattæus vil fortælle os?

Ja, vi behøver blot, at se tilbage på, hvem der modtog Jesus budskab. Jesus gik til jøderne, sit eget folk, for det var dem, som igennem profeterne havde fået forjættelsen om den kommende Messias, der skulle genoprette Davidsriget med fred og retfærdighed.

Men det blev aldrig andet end kun forholdsvis få jøder, der tog mod budskabet. Det ses især efter Jesus død og opstandelse, da apostlene udbringer evangeliet. Det bliver i langt højere grad ikke-jøder, som tager mod budskabet. Og sådan er det også i dag.

Lignelsen fortæller, at kongen gør to forsøg på at få de indbudte til at komme. Det er de samme gæster, tjenerne kommer til anden gang. De første udsendinge må være profeterne, der levede før Jesu tid, men som spåede om Messias, og som gennem profetien, ville have folk til at omvende sig, eller rettede, vende sig mod den kommende Messias. For derved at gøre sig rede til at modtage Messias.
Den sidste af disse profeter er Johannes Døbere. Den største og en af de første var Esajas, som levede flere hundrede år før Jesu tid.

Næste hold tjenere, som sendes ud, må være Jesus selv og hans disciple. Og ganske rigtig, vi ved jo, at flere af disse tjenere blev mishandlet og dræbt. Det gælder ikke mindst Jesus selv. Men også andre. F.eks. blev Paulus forfulgt og tortureret og muligvis korsfæstet sammen med Simon Peter under den første kristendomsforfølgelse i Rom.

Og det gælder stadig, at nogle af Gudsrigets budbringere forulempes. Det har altid været et farefuldt job at være missionær.
Kongen sender nu i vrede hære ud mod de indbudte, der ikke indfinder sig til festen, skønt bordene var dækket, maden tilberedt og vinen trukket op. Der tænkes afgjort på de hære som romerne sendte ud mod den jødiske opstand omkring år 70. De endte med at erobre Jerusalem og brændte byen af.

Sådan gik det de oprindeligt indbudte – jøderne. Man må blot bemærke, at denne form for hævn, som Mattæus lader kongen – altså Gud – udføre, rimer meget dårligt med kristendommens hele væsen. Vi kan blot nævne Jesus ord: ”Hvis nogen slår dig på din ene kind, da vend den anden til”.

Men hævnen er dybt rodfæstet i mennesket. Hvis nogen gør mig fortræd, gør jeg gengæld. Men det giver kun næring til det onde. Derfor er hævnen i den kristne lære af det onde.

Men i hele det gamle testamente findes hævntanken. Jahve tager hævn flere gange. Dog hævder flere af profeterne, at det vi ser som Guds hævn, fordi jøderne ikke overholder hans lov, skal forstås, som en tugtelse, så jøderne kan lære af deres fejl og dernæst begynde at gøre det rigtige.

Tredje gang tjenerne sendes ud, er det altså til ikke-jøder. Her kan man måske undre sig over, at nu indbydes både onde og gode. Det må betyde, at indbydelsen går ud til alle, uden undtagelse.

Men sandt at sige, så er det ikke mindst de onde, som har mest brug for indbydelsen. Evangeliet er som et spejl, der sættes foran enhver af os, så vi kan se, hvem vi er, og hvad der bor i os. Og det ærlige og sandhedssøgende menneske, vil altid i evangeliets spejl kunne se det onde, som også lever i menneske.

Ja, i virkeligheden er kristendommen – det kristne budskab - Guds udfordring og kamp mod det Onde. Det giver endog stor mening, at se sådan på evangeliet.
Lukas og Mattæus er enige om, at de oprindelig indbudte, dem som festen først var tænkt til, undslår sig, fordi de har travlt med materielle gøremål.

Her viser lignelsen et skisma mellem det arbejde, hvorved man tjener sine penge, og så at komme til festen. Festen forstået som en stor helligdag i Guds festsal, i Guds Rige. Det budskab har stadig en direkte appel til vort samfund, hvor arbejdsmarkedet fylder så utrolig meget, at helligdagen skubbes til side og glemmes.

Arbejdet for det materielle sættes ikke blot over det åndelige liv, men overskygger det ofte i sådan en grad, at Gudsriget efterhånden glider helt ud af bevidstheden. Det mister sin betydning for det almindelige menneske.

Man kan også sige det sådan: Levebrødet, økonomien sættes over det menneskelige – sættes over hensynet til det enkelte menneske værdighed.

Vist kan vi ikke leve uden materielt brød, men endnu mindre kan vi leve uden ånd. I så fald vil vores liv åndeligt visne og dø. Og hvad er der så tilbage i os? Guds ord er den mest vitaminrige, åndelige kost som gives. Og så er det endda gratis.
Så er der billedet af den gæst, som kommer uden bryllupsklædning. Hvorfor skal han dog have så hård en medfart, han møder dog op til gildet. Men også bryllupstøjet i Mattæus´ lignelse har en betydning. Man skal blot vide, at når man dengang kom til bryllup, gav værten gæsterne en bryllupsklædning, som de skulle iføre sig. Var værten velhavende, fik gæsterne klæderne, men ellers var det blot nogle, de fik til låns. Denne gæst, der kom uden bryllupsklæder, gjorde det altså helt bevidst. Han ville ikke bruge den klædning, som værten gav ham. Det var en hån. En hån som var større, end hvis man slet ikke kom. Det var den tydeligste måde at sige til værten. ”Du kan rende mig”.

Kongen smider ham ud med ordene: ”Mange er kaldet, men få er udvalgt.” Netop de ord: ”Mange er kaldede, men få er udvalgt” har givet store diskussioner blandt kristne lærde – især tidligere.

Fremtrædende kirkefædre har tolket det, som Gud forud har bestemt, hvem der skal lukkes ind i Guds Rige. Men tænk jer, at være kaldet, og have fulgt kaldet, men så alligevel ikke blive udvalgt? Hvor retfærdigt er det?

Den store kirkefader Augustin, som regnes for middelalderkirkens åndelige arkitekt, mente at Gud forud havde udvalgt bestemte mennesker til at komme ind i Himmeriget, og andre ikke, hvad der end skete.

Det må være frygtelig meningsløst, at leve blandt dem, som ikke var udvalgte.
Reformatoren Calvin levede samtidig med Luther. Calvin fik en væsentlig indflydelse på reformationen i Frankrig, England og Skotland – og dermed videre til USA. Calvin mente som Augustin. Han sagde, at man kunne se, hvem der var udvalgt. Det var nemlig alle dem, som det gik godt for, dem der havde overskud til at skabe sig et liv, som gav rigdom. For det kunne de kun gøre ved Guds nåde.
Paulus ser anderledes på det. Han skriver et sted i Galaterbrevet: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus”.
Og det må jo være det samme, som at have klæder på, der giver adgang til Gudsriget. Paulus siger dermed, at det er dåben, der giver adgang. Bryllupsklædningen i dagens lignelse er således, at man har iklædt sig Kristus, at man tror på ham som Guds søn, at man er døbt i Guds navn. Og for at blive døbt, kræves det kun, at man siger ja til Trosbekendelse. Siger ja til Gud, siger ja til opstandelsen og det evige liv.
Det betyder, at hvis nogen møder op uden den festdragt, så er det fordi, de har taget den af. Så er Guds kærlighed taget af. Og hvad er der så tilbage?

Det skal dog tilføjes. At et menneske, der ellers har smidt dragten, kan blive iklædt en helt ny. Det sker, når et menneske, der ellers har været åndelig død, på ny bliver befrugtet af kærlighedsånden.

Det ligger i troen på opstandelsen.