Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

Alle Helgens dag · Mattæus 5,1-12
Da Jesus så skaren, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.”
Det er i dag Alle helgens søndag, hvor vi mindes alle de mange, som er døde, og som er gået forud for os – men som sammen med os – og også sammen med dem, som kommer efter os – udgør en lang helgenskare, der – generation efter generation – slægt efter slægt – vandrer ind i Guds Haven, hvor vi efterhånden mødes igen og forenes i ”De helliges samfund.”

Inden for det sidste år er ingen døde i vores menighed.

I første læsning hørte vi en af Esajas store profetier, en lys vision om en kommende tid, hvor det onde ikke vil være mere. Ingen vold, ingen undertrykkelse. Og Livet oplyses af mere end blot solen og månen. Det oplyses af Guds lys, som er et lys, der aldrig slukker. Denne profeti stammer fra omkring år 500 før Kristi fødsel.

Godt 700 år senere skriver Johannes sin vision om de sidste tider i det skrift, der hedder Johannesåbenbaringen. I mellem tiden er evangeliet om Kristus blevet forkyndt og kristendommen breder sig nu langsomt, men sikkert overalt i Romerriget.

Hos Johannes ser vi et voldsomt drama. Han ser fire engle, som skal udrydde det onde på jorden. Men en femte engel råber: ”Skad ikke jorden før, vi har besejlet vor Guds tjenere på deres pander”. Først opremses Israels tolv stammer. I hver stamme vil 12.000 modtage Guds segl. Bagved kommer en uendelig stor folkeskarer af alle folkeslag, som også har modtaget Guds segl.

Den store flok af beseglede kommer frem og står foran tronen og foran lammet, som er billedet på Kristus, de står alle i hvide klæder. De er rene. Det er den store helgenskare.

Johannes får nu at vide, at helgenskaren kommer fra den store trængsel, og at de har vasket deres klæder hvide i lammets blod. Visionen slutter med, at Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. Resten af menneskeheden er gået under sammen med det onde i den store trængsel.

Det er dette bibelske billede, som både Brorson og Grundtvig bruger som udgangspunkt i to af de sange, vi lige har sunget. Brorson forestiller sig i sin salme: ”Den store hvide flok vi se” helgenskaren, som har vasket deres klæder rene ved trofast at fastholde troen på Gud. De har tvættet deres klæder hvide i Jesus blod. Og vi kan her erindre os ordene fra nadveren, hvor det hedder: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer, til syndernes forladelse”.

Brorson holder sig tæt op ad Johannesåbenbaringens billeder.

Grundtvig tager i: ”Helgen her og helgen hisset” udgangspunkt i billedet af Israels tolv stammer – som i Johannesåbenbaringen er de frelste jøder”. Og så henter han et andet billede fra det gamle testamente og kæder billederne sammen. Det er billedet af jødernes indvandring fra ørkenlandet over Jordanfloden til det forjættede land, som Gud havde lovet jøderne, hvis de overholdt hans ti bud, som de modtog på Sinai.

Grundtvig sammenligner Jordanfloden med det lille bælt, som skiller os fra Gudshaven. Stamme for stamme vandrer jøderne ind i Kanaans land, landet der flød med mælk og honning, som Grundtvig sammenligner med Gudshaven. På samme måde vandrer slægt efter slægt fra jorden til Guds Rige. Vi er kun skilt ved det Lille bælt, fra vores kære, som er gået forud for os, siger Grundtvig.

Bemærk Grundtvigs første linje lyder: ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed”. For Grundtvig er vi allerede forbundet med de opstandne i Gudshaven – vi er i samme menighed.

Når Grundtvig også kalder Jordanfloden for arkevad, benytter han igen fortællingen om indvandringen. Josva lod først Arken med Lovens tavler føre ud mit i Jordan, hvorved vandet stoppede sit løb, og nu lod han arken stå der, indtil alle stammer var kommet tørskoede over. Da den sidste er trådt ind i landet, lader Josva arken bære ind, og så begynder Jordan at flyde igen.

Arken er det gamle testamentes symbol på jødernes pagt med Gud. Ligesom Bægeret i nadveren bliver symbolet på den nye kristne pagt. I den gamle pagt skulle jøderne overholde Guds lov, som blev givet på Sinai, for at komme ind i det forjættede land.

I kristendommen har Jesus med sit blod banet vej gennem det lille bælt, som nu skiller os fra Gudshaven. Det er ene Guds kærlighed, der ved troen i vort hjerte åbner vejen, som fører os gennem døden til Gudshaven. Vi skal ikke først overholde Moseloven eller noget andet.

I Grundtvigs anden salme, som vi også lige har sunget: ”Mit lys i mørke, Jesus sød” ser Grundtvig dog knap så lyst på skellet mellem vores verden og Guds. Her taler han om, at vi her på jorden er fremmede gæster. Vort egentlige hjem er Guds Paradis, og så tilføjer han, at vejen dertil er tung og trang.

Forskellen i Grundtvigs to salmer, skyldes jo nok, at Grundtvig i 1837, da han skrev: Helgen her og Helgen hisset” er fuld af afklarende visioner, mens han i 1844, da han skrev. ”Mit lys i mørke, Jesus sød”, slås med en depression. Sådan var der store udsving i Grundtvigs liv.
Både Johannes, Brorson og Grundtvig levede i samme verdensbillede, nemlig middelalderens, hvor man forestillede sig jorden i midten af universet, Helvede nedenunder og Himlen ovenover. Himlen var det sted hvor Guds rige befandt sig. Her tronede Gud med Jesus ved sin højre side. Som fysisk verdensbillede var det forældet på både Brorson og Grundtvigs tid. Det kopernikanske verdensbillede var allerede accepteret af de fleste lærde omkring 1650, som en fysisk forklaring på verden.

I det kopernikanske verdensbillede er universet uendeligt, så der er ikke noget centrum, og ikke noget oppe og nede. Rent fysisk fjernede det altså både Helvede og Paradiset fra landkortet. Hvor blev så Gud af, og Fanden? Der blev vendt op og ned på begreberne til stor frustration for kirkens folk, der længe fastholdet det gamle verdensbillede. Luther forbandede Kopernikus´ verdensbillede. Både Brorson og Grundtvig nægtede at tro på det. De fastholdt hårdnakket det gamle. Og hvor blev helgenskaren af, dem der vandrede i hvide klæder til Gudshaven? Det nye verdensbillede skabte da også de første ateister.

Men så galt behøver det nu slet ikke at gå. Vi skal blot lære at skille det åndelige fra det fysiske. Det moderne verdensbillede er en naturvidenskabelig forklaring for det fysiske univers.
Guds rige er jo netop ikke af denne verden, siger Jesus. Nej, for det er ikke et fysisk rige, som ligger et bestemt sted i verdensrummet, og som man rejser til, når man dør. Det er derimod et åndeligt rige, og kan ligesom Gud være overalt, hvor troen og kærligheden lever.

Vi kan derfor sagtens stadig bruge det gamle verdensbillede som et åndeligt billede på vor tro. Som et åndeligt landkort.

I en høj alder brækkede min far hoften og kom på hospitalet. Efter operationen var han meget udmattet. Han havde kun dårligt kræfter til at spise. Så vi måtte made ham.

Men han kom sig og kom op. En dag, da jeg sad med ham i hospitalets opholdsstue, siger min far pludseligt: ”Ja, jeg må jo se at komme op og hilse på min far og mor”. ”Hvor vil du hilse på dem”, spurgte jeg, ”Ja ovenpå, underforstået etagen ovenover”, sagde min far. Men så blev han alligevel usikker. Min far brugte i sin underbevidsthed det gamle verdensbillede, og så sig selv på vej til Gudsriget, hvor hans mor og far befandt sig. Min far fastholdt absolut ikke det gamle verdensbillede fysisk.

En af grundende til, at kristendommen ikke står så centralt i vore dage, tror jeg, er fordi mange mennesker stadig vil forstå kristendommen konkret og fysisk. I stedet for som åndelige billeder på livet. Som en åndelig tilværelsesforklaring.
Dagens evangelium er en del af Jesus store tale på Saligprisningernes bjerg i den nordlige ende af Geneserat sø. Jesus siger: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Hvem er nu de fattige i ånden? Biblens nuværende oversættelse er dårlig. Jesu tænker ikke specielt på de åndelig retarderede.

Anna Sophie og Paul Seidelin har gransket den oprindelige Hebraiske tekst i Dødehavsrullerne. De siger, at man med de fattige i ånden skal forstå er de magtesløse.

Altså: ”Salige er de magtesløse, for Guds Rige er deres” Eller ”De magtesløse kan glæde sig, for Guds Rige er deres!” Det giver mening.
De magtesløse er således den store gruppe, som udgør helgenskaren, som er på vandring mod Guds rige. De magtesløse er de modsatte af de magtfulde. Det er dem, der er uden for indflydelse. De er derfor afhængige af en stærkere magt.

Jesu tilhørere var netop de magtesløse. En undertrykt og fattig samfundsgruppe. Jesu taler til sine egne, en flok mennesker, som hungrer efter retfærdighed. Jesus tale er helt modsat den, skaren er vant til at høre. Det er den stadig.

Skaren har derfor spidset øre. Jesus vender virkelig op og ned på værdierne.

I vores verden er det oftest de magtfulde, der kan glæde sig. De rige, dem i gode stillinger, dem der har succes. Det er dem, der har styr på deres liv. Det er dem, som kan glæde sig. Sådan tænker mange umiddelbart. Det ligger i vor kultur.

Jesus er ikke enig. Det er jo netop omvendt. Det er de magtfulde, altså dem, der mener, at de har styr på det hele, og derfor ikke behøver Gud. Det er dem, som er de egentlige stakler. For de lever i en indbildt verden.

Er vi ikke alle magtesløse overfor døden? Og overfor den virkelige verdens storhed? Ingen ved, hvad dagen i morgen bringer.
Nutidens store trængsel er ikke kun den menneskelige lidelse, at leve hvor det onde har magt. Det kan også være at gøre den selverkendelse, og for nogle ydmygelse, det er, at indse og opleve vi er totalt magtesløse overfor tilværelsen. Overfor Gud har mennesket ingen magt – heldigvis.
I den magtesløses øren lyder Jesu budskab både dejligt og meningsfyldt. De gir fred. Og en tro, som forvandler de magtesløse til en helgenskare, der har tvættet deres kæder rene i lammets blod – igennem Nadverens kærlighed.

23. søndag efter trinitatis · Borger i to riger – Mattæus 22, 15-22

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener:

Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?«

Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?” »Kejserens,« svarede de.

Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

Farisæernes og herodianerne spørgsmål til Jesus den dag var ikke stillet i en god hensigt, men Jesus vendte svaret til en god mening. Jeg ser to tolkningsplaner i Mattæus´ evangelium til i dag. Først den umiddelbare:

Hvis vi kommer i klemme mellem samfundets og statens krav til os og vores samvittighed – vores tro på Gud, hvad skal vi så vælge at gøre? Hvem er vi mest forpligtet til at tjene. Staten eller Gud?

Uanset hvad Jesus svarer, vil han svare forkert i forhold til en af parterne. Herodianerne og farisæerne var nemlig uenige i spørgsmålet. Herodianerne var kejsertro ligesom jødernes konge Herodes. Anderledes for farisæerne. Romernes krav om at betale skat til kejseren, var i farisæernes øjne en guds bespottelighed.

Jesus gennemskuer straks deres nederdrægtighed. ”I hyklere, vis mig skattens mønt”, siger han, og de rækker ham en denar. På forsiden af mønten var der et billede af kejseren og på bagsiden stod der de i jødernes øjne gudsbespottelige ord: ”Kejser Tiberius, søn af den guddommelige Augustus”.

Kejseren guddommelige status anfægtede deres religion, hvor det første bud lød: ”Du må ikke have andre guder end mig”.

Spørgsmålet lægger op til ”et enten eller”. Men med ordene: ”Giv kejserens hvad kejserens er, og Guds hvad Guds er”, vender Jesus svaret til ”et både og”.

Svaret kom uventet, og folk gik undrende bort. Ja, for der er virkelig noget at tænke over.

Som vi hørte i anden læsning forstår også Paulus det, som et enten eller, de statslige myndigheder er indsat af Gud, og skal derfor adlydes, siger Paulus.

Ser vi os rundt i verden både i dag og tidligere, kan Paulus´ tanke kun dårligt accepteres. Et totalitært styre, med hemmeligt politi og efterretningsvæsen kan ikke være indsat af Gud.

Det stalinistiske styre eller det nazistiske kan ikke være indsat af Gud. Ej heller Islamisk stats styre. Det er i stedet djævelens værk. små magtsyge mennesker, der fået hovedet fordrejet, og som nyder at ydmyge andre.

Det kan heller ikke godtage, at danske sønderjyder skulle finde det i orden, at blive udkommanderet til at gøre tjeneste i den tyske hær under både 1. og 2. verdenskrig.

Så kunne Paulus´ ord bedre accepteres i et frit land som Danmark, hvor den kristne kultur i høj grad har været bestemmende for vort styre. Men også i Danmark kan der opstå konflikt mellem lov og samvittighed. For nylig så vi danskere imod loven bringe flygtninge videre til Sverige. Det blev gjort af næstekærlighed.
Ofte har en stat tvunget folk til at gøre noget, som deres tro og samvittighed var dybt imod. Jeg er dog overbevis om, at Gud gerne tilgiver mennesker, som under pres handler mod hans ord.

Jeg har hørt præster udtale, at hvis en flygtning, som er dømt til udvisning, søgte ly hos dem, ville de hjælpe flygtningen og så evt. tage den straf, som landets love måtte idømme dem.

Her sættes Guds bud over den verdslige verdens bud.
Jesus svar er tankevækkende, men på det umiddelbare plan kniber det med at se, hvordan man både kan give kejserens – altså samfundsmagten – hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Mener Jesus virkelig, at det er Guds vilje at vi skal overholde en lov, som er ond? Og er Paulus ord om, at øvrigheden er indsat af Gud ikke blot ønsketænkning?
Lad os prøve at se dagens tekst på et højere abstraktions niveau.

Som symbol repræsenterer både kejseren og mønten verdenen. Kejseren står for den verdslige myndighed, den fysiske side af tilværelsen. Gud står for den åndelige verdens myndighed.

Kejseren repræsenterer menneskets verden – det jordiske liv. Gud repræsenterer det evige, guddommelige liv - Gudshaven eller Gudsriget – det kosmiske rige.

Men det er Gud der har skabt det jordiske liv. Han har skabt den i sit billede med sin ånd. Derfor bærer den jordiske verden også Guds ånd og billede i sig. Det er iboende i det jordiske liv. Det er derfor, vi har en vision om Guds Rige.

At give kejseren hvad kejserens er, bliver således et billede på at yde verden det, som verden ifølge sin Gudskabte natur har krav på.

Verden er skabt i kærlighed af Guds kærlighed. Gud fryder sig over sit skaberværk. Derfor er verdens største krav at blive elsket. Vi skylder os selv og verden, at vi elsker den. Det er verdens krav til os. Elsker naturen og alle levende væsner, som eksisterer alene fordi Gud vil det, fordi hans kærlighed, som livskilden holder det hele oppe.

Og Guds kærligheds flod bliver ved med at flyde, selvom Guds kærlighed i jordiske hænder her og der forkvakles til ondskab. At give Kejseren hvad kejserens er, er at give verden, hvad verdens er. Det er slet og ret, at give hinanden glæde og kærlighed.

Når Jesus derfor siger, at vi skal give Guds, hvad Guds er og verden hvad verdens er, så er det, det samme som at sige: Du skal elske herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv. Dette dobbelte bud, der kobler Gud sammen med sit skaberværk, er kristendommens bud. Det er selve Gudsordet. Og det er skaberordet: ”Bliv lys”

Tit føler vi modløshed over verdens gang og menneskers træghed og ikke sjældent fortvivlede situation, som nu f.eks. flygtningestrømmen er et trist billede på. At der er så meget forsmået kærlighed, som skaber menneskelig lidelse og urimelige vilkår for menneskets udfoldelse. Men så skal vi forstå, at det skyldes, at verden endnu er ufuldkommen. Og vi skal fastholde vor tro på, at verden trods alt er på vej til det kosmiske rige – det bibelske nye Jerusalem. Til Gudshaven.
Guds lov er ikke en udefra påduttet lov. En ide udklækket i en fantasts vanvittige hjerne. Så langt fra. Det er selve loven i vort inderste, som Gud selv har lagt i os. Guds ord er den dynamik, vi bærer i vort indre – i Guds billede, hvor Gud lever i os. Derfor ved hjertet, at det er fuldkommet sandt, at vi skal elske livet, og alt hvad der rører sig i livet. Og det I en sådan grad, at vi ynkes over den stakkel, i hvem der er så lidt menneske, at vedkommende ikke kan andet end at øve ondskab.

Det er denne dynamik, denne Guds skaberkraft, som vil ende med at slå helt igennem og forvandle samfundet, på en sådan måde, at Paulus får ret. Altså at myndigheden er indsat af Gud, for den styrer ud af hjertets retfærd. At der ikke ligger en modstrid mellem at tjene både kejseren og Gud, men at det tværtimod er samme tjeneste.

Det rene eventyr. Ønsketænkning, fanatisme vil en stor del af verden svare. Nej fastholder kristendommen. Det er målet, for det er Guds vilje lige fra verdens skabelse. Det er den hjertets lov, der har skabt religionerne, som tror på et kommende herlighedsrige. Den hjertets lov, som skabte visionen om Edens Have. Og selvom verdens dårligdom skabte et syndefald, så skabte Gudsvisionen også en frelservej – Guds frelservej, som vil føre til Hans Rige.

Samme vision skabte skikkelser som Abraham, Moses, David, profeterne, Kung futze, Gandhi og mange andre. Men højest nåede den i Kristus. Alle tydelige skridt på en opstigning fra den ufuldkomne jord, hvor det onde lever, til det fuldkomne liv i Gudshaven

Verden er i dag voldsomt fokuseret på at skabe vækst og bedre økonomi. Og den del af verdenen, som i dag skaber overskuddet, ønsker, at væksten skal komme alle til gode, fordi vi har gjort den væsentlige erfaring, at en lille og rig overklasse og en stor fattig underklasse ikke er lykken for samfund, men tværtimod en stopklods.

Det er blot én erkendelse gjort på vejen mod Guds Rige. Drømmen om økonomisk velfærd er en del af visionen om Guds Rige.

Verden er på vej til at erfare, at den aldrig bliver god, hvis ikke vi alle har det godt på globalt plan. Det er endnu et skridt som kærligheden vil tage på vejen til indfri Guds lov: ”Du skal elske Gud og din næste som dig selv”.
Verden tilhører ikke os, men Gud

25. søndag efter trinitatis · Matthæusevangeliet 24, 15-28

Jesus sagde: ”Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund - den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud. Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. For som lynet kommer

fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.

Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes”.

Som I ved, begynder kirkeåret med advent. Med forventningen om Jesu komme. Vi er nu i slutningen af kirkeåret, og modsat adventstiden handler teksterne her om dommedagsprofetier om jordens undergang, og straffen over de uretfærdige – dem som ikke hørte, forstod eller overholdt Jesu bud. Evangelister ligger alle disse dystre udsigter i Jesu mund. Det rimer slet ikke med Jesu øvrige forkyndelse om kærlighedens tilgivelse, og om syndernes forladelse. Det stemmer ikke Jesu ikke overens med Jesu ord på korset rettet mod hans bødler: ”Herre tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør” eller hans ord til røveren på hans ene side: ”Du skal sammen med mig være den første i himmerige”.

Eller tænk på lignelsen om den fortabte søn, som øder faderens formue bort.
Paulus fastholder på sin side, at mennesket ikke frelses ved gode gerninger men ved tro. Og Peter skriver i sit brev, at Gud er tålmodig, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, og alle blive frelst. Der er klart modstridende udtalelser i det nye testamente. Og hvad skal vi så tro?
Tidligere anså man evangelisternes beretninger, som Guds ufejlbarlige ord. Og det gør nogle sekter stadigvæk. De siger, at ”Evangelisterne skrev med ført hånd”, og er der modstrid, så er det fordi vi ikke har fattet meningen.

Det nye testamentes Dommedagsprofetier, rimer mere med ældre religioner, hvor alle mennesker kom for den store dommer og blev vejet på vægtskålen, om deres gode gerninger var flere end de onde gerninger. Fx Ægypten.

I dommedagsrædslerne spores til tider hævn. Men det ligger langt fra Jesus, der siger: at hvis nogen slår dig på din ene kind, da vend den anden til.” Jamen hvad skal vi da tro?
Vi skal være kritiske overfor evangelisternes fremstilling om Jesus. Og så skal vi huske på, at vi i vort eget hjerte bærer sandheden om Guds rige. Fordi vi er skabt i Guds billede til at ligne ham, ejer vort hjerte den dybeste sandhed om livet. Vi har derfor fuld ret til at prøve, om biblens beretninger rimer med hjertet. Rimer med Jesu kærlighedsbudskab. Så lyt til dit hjerte.

Og er troen ikke netop hjertets ”Ja”. Kærlighedens ”ja” til at kunne sige om et udsagn om tilværelsen og Gud: ”Ja sådan er det”. Den der elsker livet, tror på livet, tror på, at kærligheden er den stærkeste magt i tilværelsen, og den vil også alle det bedste. Eller sige til udsagnet: ”Nej sådan tror jeg ikke det er”.

Vi ikke bare har lov til at efterprøve et udsagn, vi bør gøre det. Vi skal selv afprøve ånderne. Rimer det med hjertet, netop fordi vi bærer det sandeste evangelium i vore hjerter. Det er for mig essensen af Helligåndens gerning, som kommer til udtryk pinsedag.
Evangelisterne er almindelige mennesker med tro, håb og angst, og ligesom alle andre stærkt påvirket af de ting, der sker i den tid de lever i, og af de oplevelser som de udsættes for. Bag evangeliernes dommedagsprofetier ser vi givetvis en ganske bestemt hændelse: Jerusalems ødelæggelse i år 70.

Den jødiske historieskriver Josefus, som lever i Israel år 37 – 102 e. Kr. Altså lige efter Jesu tid beskriver romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70. Josefus var selv en højtstående jødisk officer, som under det jødiske frihedskamp mod romerne i Galilæa, blev taget til fange af den romerske general Vestpasian og ført til Rom få år før Roms ødelæggelse. Her opnår han så alligevel Vestpasians tillid og bliver ven med Vestpasian, som kort efter blev romerrigets nye kejser. Josefus forsøger i sit værk at retfærdiggøre jøderne. Josefus er ikke kristen. Vedrørende Jerusalems indtagelse skriver han:

Det var ved påsketid. Byen var fyldt af trængsel af hundredetusinder pilgrimme, da general Titus (Vestpasians søn) lagde sin jernring om byen. Det måtte blive til en sultkatastrofe. Ganske særlig fordi rivaliserende jødiske grupper havde afbrændt hinandens kornlagre. Mennesker sank efterhånden døende om på gaderne. Hele familier døde, en efter en, og Jerusalem lignede efterhånden en kirkegård med udhungrede soldater stående på murene.
Miraklet, det mirakel, der skulle frelse Guds folk, udeblev. Gud var tavs og passiv, og den angribende romerske overmagt ubønhørlig. Så kom stormen. De romerske soldater indtog byen. Vistnok ved en fejltagelse blev en fakkel kastet ind gennem et vindue i templet, og det blev sat i brand. Josefus skriver gysende: ”Tempelbjerget syntes at gløde helt fra bunden, da det fra alle sider indhylledes i ild. Men endnu stærkere end ildstrømmen syntes blodstrømmen at flyde. Det var ikke til at se jorden for lig, og over hele bjerge af døde forfulgte romerske soldater de flygtende”.

Næste morgen stod solen op over Jerusalems rygende ruiner. Og ude i landet foregik der klapjagt og hensynsløse massakrer på civilbefolkningen, både på mænd, kvinder og børn.

Josefus skriver, at der omkom en million jøder. Men det allermest rystende var alligevel, at Israels hellige, ophøjede, urørlige, af Gud velsignede tempel lå i ruiner, som en rygende askehob, og det er aldrig blevet rejst siden. For ofrene var det verdens undergang – intet mindre.
”En stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme” lader Mattæus Jesu sige.
Udslettelsen af Guds bolig – templet - var en voldsom katastrofe for enhver jøde. Kristen eller ikke-kristen. Det var som en udslettelse af jødernes identitet. Det kunne vel kun være Guds straf over de troløse jøder. Og de kristne var ikke sene til at tolke hændelsen, som Guds straf, fordi jødernes ikke havde lyttet til Jesus og ikke kendt deres besøgelsestid. Sådan blev dommen over Jerusalem. Sådan blev dommen over jøderne.

Det er frygtfyldte mennesker, som skaber dommedagsprofetierne. Til alle tider. Også i dag. For også i dag hører vi dommedagsbasunerne.

Co 2 med klimaopvarmning, ozonlag, forurening osv. Det er menneskes dårlige samvittighed, der taler. Det er vores angst. Angst for tilintetgørelsen. Angst for intetheden. Angst for det ukendte. Angst for en straffende dommer.
Hvorfor? Fordi vi inderst i vort hjerte godt ved, at vi ikke kan leve op til vores ambitioner om det gode, det kærlige – næstekærligheden. Fordi vi ved, at vor grådighed slider på jordens bærerdygtighed.
Altså er denne angst for straf i virkeligheden afledt af den dybe længsel efter Guds Rige. Det rige vi ikke kan leve op til. Det rige vi ikke selv kan nå. Jerusalems undergang er et billede på et hvilket som helst menneskes undergang til alle tider. Et billede på menneskets sammenbrud.
Når verdens fald synes at nærme sig, bliver det højsæson for falske profeter, siger Jesus. Og han har ret. Når en farlig situation synes at nærme sig opstår der falske profeter. Falske kristusser. Det gjorder der i Jerusalem dengang, det gør der også i samfundet i dag. Der bliver vild diskussion om, hvilken vej, der fører bort fra katastrofen. Men alt det kan vi godt spare os, siger Jesus. De er alle falske. I stedet siger Jesus i dagens tekst:
For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.
Sådan bliver enden på menneskets sammenbrud. Når vores verden selvskabt eller ej bryder sammen, da flænges vores horisont, og åbner op for Guds lys fra Guds Rige. Netop når Guds lys gennemlyner os. Når selve Skaberordet: ”Bliv lys”, trænger igennem vores skal af frustrationer.
”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde”, lyder Guds ord julenat.
Jeg tror, at det er det samme lys, som kommer os i møde, når vi gennem døden, gennem vort legemes endelige sammenbrud, forlader denne verden og føres ind i Guds rige.