Indholdsfortegnelse tekstrække Søndag I advent s

4. søndag efter helligtrekonger ∙ Matthæus 8,23-27

Jesus gik ombord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?”

Angst er en del af vort livs indhold. Angst for at miste livet. Angst for at miste en man holder af. Angst for ikke at slå til. Angst for at drukne i livets stormfyldte kamp. Angst er noget, vi ikke slipper fri for. Det må vi lære at leve med. Og så kan det vise sig, at angsten udvikler én og gør stærk.

Egentlig er vi dårligt stillet, hvis ikke vi kan føle angst. For kan vi ikke det, er det fordi nogle af vore sanser ikke er blevet udviklet ordentligt. Man vil mangle fingerspidsfornemmelser. Der findes flere eventyr over temaet: ”Hans, der drog ud for at finde sin angst”. At finde sin angst, at leve med den, at blive dus med den, er at være et menneske.

Måske var det angsten, der fik mennesker til at rejse et alter for første gang, kaste sig ned ved dets fod og anråbe livets Gud om hjælp – Gud, som ophav til det store mysterium, der holdt livet og hele universet i sine hænder. Råbe sin angst og fortvivlelse ud mod universets dybder.

Men det var så også livets underfuldhed, der tegnede billedet af Gud, tegnede det dybt i menneskets sind for meget længe siden, og siden har det altid været der. Det, store og uoverskuelige univers – på engang skønt og fantastisk, men samtidig – netop i sin uoverskuelige vælde – farefuldt, kaotisk, så man føler en blanding af storhed og angst skyde op igennem sig, som kan give kuldegysninger og gåsehud, men også en varme, der stiger op – en tak og en beundring for storheden, som giver gensvar i menneskehjertet og former ordet i vor mund – det levende ord. Så man må bøje hovedet og takke på Gud.

Livet kan være så meget. Livet kan være som en mild forårsdag, hvor forårets første lys og varme får urterne til at pible frem, folde sig ud og stråle i solen, og får lærken til at svinge sig mod himlen med jublende triller. Næste dag slår vinden om og bringer hårdt vejr fra nord med slud, der pisker i ansigtet og dækker de forskrækkede forårsbebudere, der så dristigt stak hovedet frem.

Livet kan være en varm sommerdag, hvor den grønne farve dominerer, og hvor det tindrende blå hav ligger roligt udstrakt, med kun små bølger som klukker om bådene ved badebroen, og vugger dem blidt. En dag hvor bærerne hænger mættede, kærtegnet af sol og varme. Netop sådan en dag den 14. august, blev freden brudt af kanonernes buldren fra syd. 1. Verdenskrig var brudt ud, og kastede mennesker ud i de værst tænkelige traumatiske hændelser igennem 4 år i de mudrede skyttegrave. De vidste ikke om de ville være i live næste dag. Dem der kom hjem, blev aldrig rigtig til mennesker mere.

Livet kan være en stormende efterårsdag, hvor bølgerne rejser sig truende og kaster skibene rundt, som var det tændstikker. Maleren Michael Anker har foreviget sådanne billeder, hvor djærve skagboerne alligevel trodser vejr og vind. Livet kræver af dem, at de kommer de nødstedte til hjælp, som er forlist i brændingen og klamrer sig til skibets endnu faste dele. Redningsmandskabet overvinder deres egen angst og sætter redningsbåden ud gang på gang i det frådende hav. Det kræver livet af dem.

Men livet er også en tindrende klar dag med dybblå himmel over skovens falmede men gyldne farvebragt. En dag. Hvor livet kommer meget nær og bliver meget klart

Og livet kan være frysende råkoldt som en vinterdag med en grå rimtåge, der breder sig ud over landskabet og fremkalder en trøstesløshed og meningsløshed, som sindet farer vild i. Men kort efter renses luften af en høj frostklar himmel, mens solen gløder lavt over horisonten, som den ville sige, ”kommer tid, jeg har ikke glemt dig”.

Natur og vejrlig har sat sine spor og præget sig dybt ind i vort sind og givet det farve og mange nuancer. Som et spejl holdt op foran os, har naturen med sine billeder som ved en resonans kaldt vore billeder i sindet til bevidsthed og herigennem levendegjort vore drifter og følelser – i varme, kulde glæde, angst, had og kærlighed. Men kærligheden er dybest, og fra den udgår alle de andre.

Det er naturligt, at sammenligne vore sindsstemninger med naturens billeder. Vi forstår i høj grad os selv ud fra naturens vælde og forunderlighed. Naturen er gavmild og frygtelig nådesløs. Denne erfaring dannede det første billede af den mægtige Skabergud, der holdt vort spinkle liv i sine hænder. Derfor måtte vi råbe til Gud, som også Job råbte.

Men vi forstår også os selv gennem andre mennesker. Mennesker der står os meget nær og de mere ukendte, som vi måske frygter eller beundrer. Den vigtigste af alle vore følelser, kærligheden, har naturen ikke givet os direkte. Det har vore forældre, og bag dem dannedes billedet af den kærlige Gud, der beskytter os mod det onde. Men også den Gud, der kræver, at vi overholder hans bud. Forældrenes vrede kan kalde barnets angst til live og få det til at føle sig fortabt. Kærligheden er lovens fylde siger Paulus, for kærligheden heler det brudte.

Historien om Job, der råber til Gud om retfærdighed er en mesterlig fortælling om et menneske, der kastes ud i de værste rystelser. Og det skønt han har levet sit liv efter Guds lov, og er blevet beriget med en dejlig familie, som han elsker, og derudover materiel rigdom. Han er den rigeste mand i Østen. Og Gud er stolt af Job. ”Se min tjener Job”, siger Gud overleget til Fanden, mere retfærdig og gudfrygtig mand finder du ikke, ham kan du ikke få fingre i.

Årh siger Fanden: ”Ræk din hånd ud og ødelæg hans ejendom, så skal du høre, hvor han vil forbande dig” Men Gud siger: ”Nu får du magten over Job, og over alt hvad han ejer, men ham selv må du ikke række hånden ud efter”.

Så overfalder ulykkerne Job, og han mister til sidst alt, hvad han ejer. Familie og gods, dog ikke sin kone. Men Job siger afklarende: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet”. Se udbryder Gud til Fanden. ”Se, han er stadig en retsindig og gudfrygtig mand”.

”Giv mig magt over hans krop”, siger Fanden, ”så skal du høre ham forbande dig”. ”prøv”, siger Gud, ”men du må ikke tage hans liv”.

Nu kastes Job ud i sygdom med ondartede bylder, og han sidder i askedyngen og skraber sig med potteskår. Da kommer hans kone og siger: ”Forband dog Gud og dø”.

”Nej”, siger Job, ”tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage det onde” og intet syndigt ord kom ud af hans mund.

Jobs venner kommer og ser Jobs lidelse, og Job er nu så udpint, at han udbryder til vennerne: ”Nu forbander jeg den dag, da jeg blev født til denne lidelse”. Men vennerne går i rette med ham, og vil belærer ham om, at han må have syndet, siden det er gået ham sådan. ”Kan et menneske måske være mere retfærdigt end Gud?” siger de.

Job fastholder sin uskyld og fremhæver dermed indirekte, at Livet ikke er retfærdigt. Og da råber han bebrejdende op mod Gud:

”Dine hænder dannede og skabte mig, og nu skifter du sind og tilintetgør mig, husk at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen”.

Job råber flere gange uden at blive hørt, men pludselig taler Gud til Job ud af stormen. Med mægtig røst: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden, kan du beordre morgnen frem. Har du været ved Havets kilder, har du vandret på urdybets bund”

Guds ord kalder oplevelserne frem i Job, og han udbryder: ”Før havde jeg kun hørt om dig, nu har jeg set dig”. Job indser nu sin lidenhed overfor Gud, og siger: ”Nu ved jeg, at du formår alt. Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked”.

Herefter giver Gud Job alt tilbage og ikke nok med det. Han får mere end før. Men Jobs venner bliver skammet ud af Gud. De havde retled Job forkert.

Historien om Job, er et billede på, hvordan et menneske kan fastholde troen på Gud skønt man overfaldes af livets tilsyneladende uretfærdighed. Svaret er, at livet er en prøvelse, der skal uddanne mennesket i livets skole. Skal helst forædle mennesket.

Det moderne menneske, har brug for at lytte til historien om Job. Det er en livsklog fortælling.

I år er det 200 året for Charles Darwins fødsel og det er 150 år siden, at han, som en af nyere tids største naturforskere, udgav sit skelsættende værk, om arternes oprindelse og om naturens udvælgelse. Værket vakte egentlig alt for meget opsigt, og blev som det ikke sjældent går, poppet fordrejet. Nogle mente, at nu var Gud, da blevet helt overflødig. Det bliver han naturligvis aldrig.

Darwins siger ikke noget om Gud, men han beskriver blot evolutionen – altså livets fremadskridende udvikling fra den simpleste organisme til det mest organiserede liv. Han beskriver Guds lov, så værket må ses, som en lovsang til skaberen og ikke som en afvisning af Guds eksistens. I dag er ikke alle naturforsker lige begejstrede, fordi der findes dele af Darwins teori, som mangler de almindelige videnskabelige beviser. Men de fleste er dog enige om, at grundtanken i værket er rigtig, fordi det forklarer så meget, man ellers ikke kunne forstå.

Darwins tanke bekræfter på en måde Jobs bog. Deri, at livets modstand – i Jobs første forståelse - livets uretfærdighed – udvikler det ædle – det stærkeste og livsduelige, i kampen for at overleve. Det jordiske liv er stadig under Guds skabelse. Ser vi tilbage i livet, har der nok været meget ondt mennesket har måttet igennem. Men det onde, vinder aldrig på længere sigt. Det bliver selv overvundet – gang på gang – selvom det hele tiden dukker op igen. Og det er sandt – det som gang på gang har overvundet det onde, er troen på livet – kærligheden til livet.

Det onde er faktisk en af de modstande i tilværelsen, der fastholder menneskelivets udvikling. Lidelsen er en forædlingsproces. Igennem sin lidelse blev Jesus til den opstandne Kristus. Jobs bog, lægger op til denne dybe og egentlig gode sandhed.

Men når mennesket står midt i det, står midt i stormen, der truer med at ødelægge én, sådan som da disciplene sidder i den vuggende båd, der kastes hid og did, af de lunefulde vinde og de stærke naturdrifter i livets sejlads på det åbne hav. Så kan det være, at selv erklærede ateister råber på Gud. Billedet af den sovende Jesus, som disciplene råber til, er jo den sovende tro i mennesket, der vågner, når der for alvor er fare på færre. Når vi er kommet ud i det område, hvor vores egen viden, kraft og magt ikke slår til. Da råber vi om hjælp, uansat hudfarve og religion. Og råber vi på Jesus, så vågner han inde i os. Rejser sig og stilner stormen. ”Ak I lidettroende”, hvorfor er I bange?

Angsten er bundet til, at vi ved, at vi kan komme i havsnød, men vi ved ikke forlods hvordan, og i hvilken situation. Angsten er et udtryk for frygten for det uvisse. Det vi ikke ved, hvad vi kan blive kastet ud i. Hvis denne angst bliver for stærk og truer med at kaste dig rundt på havet, og bringer dit sind i det voldsomste oprør, og truer med at drukne dig i det eget frådende hav. Da råb på Gud – alt hvad du kan. Er dit råb berettiget hører han dig, som han hørte Job, og da må stormen på Geneserat sø lægge sig på Jesu ord. Det er det ord, der bringer orden i et stormfyldt menneskesind kaotiske uro og angst.

Men du undgår ikke at få lektien læst, men så blev du så klog. Og nu er du ikke ene med din angst, for Kristus er i angstens centrum, og uanset, hvordan du kommer igennem krisen, ja selv om du skulle dø, så er Kristus med dig, og leder dig frem til en lysere dag.

5. søndag efter Hellig tre konger ∙ 1 række. Matt. 13,24-30

Jesus fortalte dem en anden lignelse: ”Himmerige ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: ”Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: ”Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal ud og luge det væk? Han svarede dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade”
Lignelsen handler om forholdet mellem det gode og det onde. Husbondens folk spørger: ”Herre såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra?”

Man mærker en lille ironisk snært af anklage i spørgsmålet, der underforstået siger: ”Kunne du ikke have gjort dit arbejde bedre”. Netop sådan har mange mennesker sagt siden, og dermed afsløret en mistro til Skaberen.

Det er det gamle problem. Det ondes problem, som allerede i oldkirken blev opstillet således: ”Hvordan kan det være at der findes ondt i verden, hvis det virkeligt er rigtigt, at Gud både er kærlighed, fuldkommen og almægtig? Man har kaldt det Teodiceproblemet. Problemet optager stadig.
I Det Gamle Testamente i Prædikerens bog reflekterer Prædikeren resigneret: ”Lad være med at tro, at livet møder dig med retfærdighed, selvom du lever et retfærdigt liv”. Prædikerens råd er derfor: ”Søg glæden, ja spis, drik og vær glad”. Ikke noget ringe råd. I stedet for at lade dig gå på, af alle de ærgrelser, du dårlig kan undgå at blive ramt af, hvad enten det er noget, der direkte rammer dig selv, eller noget der sker i verden. Så glem det, lad det gå forbi dig og søg glæden. Hvis man er et engageret menneske, er det bare ikke så nemt.
Charles Darwin kom i 1859 med en teori om den biologiske udvikling, kaldet evolutionslæren. Den brød afgørende med de gammel testamentlige skabelsesberetninger.

Darwin sagde, at alt levende er i slægt med hinanden. Alle levende væsener har udviklet sig fra én og samme stamfar, en simpel encellet organisme. Den del af hans lære godtog langt de fleste forholdsvis hurtigt. Den var logisk, overbevisende og fremviste også en storslået skaberplan, skønt den kolliderede med Det Gamle Testamentes skabelsesberetning.

Den anden del af Darwins teori, som han kaldte: ”den naturlige udvælgelse”, beskrev selve drivkraften i evolutionen. Den viste sig, at være langt sværere at godtage. Kernen i den naturlige udvælgelse, at den bedst tilpassede overlever. Som ved den økonomiske liberalisme er det alles kamp mod alle. De individer, som evner at tilpasse sig bedst – altså de mest livsduelige – mest omstillingsparate – ville vinde kampen for overlevelse, og det vil derfor være dem, der videregive arvemassen til næste generation. Derved sikres den bedst mulige og sundeste biologiske udvikling. Det individ, som bedst kan tage vare på sig selv og sit afkom fører slægten videre i tilværelses ubønhørlige kamp. Der er tilsyneladende ingen barmhjertighed. Naturen er både gavmild og grusom. Gavmild for skaberværket som helhed, men grusom mod dem, der bukker under.

Udvælgelsen er grusom mod dem, der bukker under, og det støder vor næstekærlighedsfølelse. Den er i strid med menneskets medfødte, sociale og humanistiske instinkt. Det, at vi har et ansvar for hinanden.

I den gamle bibelske skabelsesberetning er skabelsen fremstillet som god. Skabelsen, der med skaberordet først tænder lys over urdybets mørke og øde skildres poetisk som en kærlighedsakt.
Som ung overvejede Darwin at blive præst, men med alderen tog han mere og mere afstand fra kristendommen, hvilket ikke behøver at være det samme som, at han blev mindre religiøs. Det skyldtes, at han i naturens udvælgelse netop så en anden lov end kærlighedens, og især fordi han oplevede en stærk smerte i eget sind, da hans yndlingsdatter døde fra ham, endnu mens hun endnu var ung. Det var ham ikke længere muligt at tro på en kærlig Gud.
Det er her, at det gamle testamentes fortælling om Job, bliver interessant.

Jobs historie sætter fokus på forholdet mellem retfærdighed og uretfærdighed og dermed på godt og ondt. Vi hører den ejendommelige historie, at en gudssønnerne en dag træder frem for Gud, og blandt dem er såmænd Satan. Hvordan kan han dog være en af gudssønnerne? Gud spøger da også, hvor han kommer fra.

Satan fortæller, at han har rejst viden om blandt menneskene, og Gud spørger, om han så har lagt mærke til Job, hvis lige ikke findes. Han er retsindig, retskaffen og gudfrygtig.

Men Satan er ikke imponeret. Det er da ikke så underligt. Gud har jo selv sikret ham på alle måder med hæder og rigdom. ”Ræk hånden ud og ødelæg det alt sammen for ham, så skal du høre, hvordan Job vil forbande dig”, foreslår Satan. Gud lader det komme an på en prøve. Gud giver Satan magten over Job. ”Du kan nu få magten over alt, hvad han ejer, blot må du ikke ødelægge ham selv”.

Satan forårsager, at Job mister hele sin store rigdom, sine børn og sin agtelse i byen. Men Job resignerer blot: ”Herren gav, Herren tog”.

Næste gang Gud møder Satan, siger han, der kan du se, Job er mig stadig hengiven. Giv mig magt over hans krop, siger Satan, så skal du høre Job forbande dig. Nuvel, siger Gud, men du får ikke magten over hans liv.

Nu bliver Job syg og sætter sig i askedyngen, fyldt med bylder. ”Forband Gud, og dø” siger Jobs kone, men det vil Job ikke.

Såkaldte gode venner henvender sig til Job og siger, at hans uheld må skyldes, at han har syndet, derfor bør Job angre. Det afviser Job. Han ved, at han levet er retfærdigt. Job forbander ikke Gud. I stedet råber han ud af al sin smerte og lidelses op mod Himlen og anklager Gud, for at have behandlet ham uretfærdig.

Det får Gud til at handle. I al sin storhed viser Gud sig for Job og råbende gennem stormen: ”Hvor var du, da jeg skabte verden, kan du gøre det efter? Hvem er du, der tror, at du ved alt, og kan gå i rette med mig, kender du måske alle mine dybder?”

Job svarer: ”Nu ved jeg, at du formår alt, intet er umuligt for dig. Jeg har talt om noget jeg ikke forstod. Nu har jeg set dig med egne øjne, derfor kalder jeg alt tilbage, hvad jeg har talt og angrer i støv og aske”

”Fra da af velsignede Herren Job, og gav ham mere, end han før havde mistet, sønner og døtre, rigdom og ære”

Jobs erkendelse er væsentlig. ”Ja, der er meget, jeg ikke forstår af verdens gang. Din storhed, din skaberkraft og dine dybder er fuldstændig ufattelig for et menneske”.

Vi kender ikke universets dybder – vi kender ikke skaberværkets uendelighed – og ej heller Guds kærlighed nok, til at konkludere og dømme sådan. Teodiceproblemet viser snarere menneskets klynkeri når, der er noget, der gør ondt. Hvis forældre altid bøjer af, når deres børn klynker overfor en svær opgave, i stedet for at styrke dem til at fortsætte og anstrenge sig, gør man ikke børnene en tjeneste. Bøjer man af, er man for blødsøden. Og det må ikke forveksles med kærlighed, for man hjælper netop ikke sit barn. Bøjer man af og siger, at det skal du heller ikke, det er for hårdt, gør man ikke sit barn livsdueligt, tværtimod.

I dagens lignelse siger husbonden. Lad det onde gro, du kan ikke luge det op uden at ødelægge den gode sæd. Det onde kan altså ikke udryddes, uden at det gode også bliver ødelagt. Betyder det ligefrem, at det onde har en funktion i Guds skaberværk?

Mange har erfaret, at hvis man vil frembringe noget nyt eller bare skabe noget, der er svært, må man kæmpe med stoffet, man må overvinde en modstand. Netop ved at kæmpe for at overvinde modstanden kan ens evner udvikles så meget, at ens arbejde lykkes. Det er også det der ligger i Darwins teori ”Den naturlige udvælgelse”. Og er det ikke netop lidelsen, der gør Jesus til Kristus? Jesus stak ikke af, da det onde overfaldt ham.

Enhver kan sige: ”Hvis du havde været i en koncentrationslejr eller på anden måde være trådt under fode eller lidt usigeligt, ville du så også sige sådan?” Jeg tror, at Jesus i den situation heller end gerne ville tage pågældende i hånden og vandre den tunge gang sammen med dig. Han kender den og ved, at der er lys forude. Det er sådan, at vi skal hjælpe den ulykkelige. Vise næstekærlighed over for den tabende.

I fortællingen om Job, er der en stærk pointe. Da Gud løfter Job op, får Job ikke blot det igen, han havde mistet, da Fanden slap løs på ham. Nej han får mere end han havde før. Job bliver lutret, han bliver forædlet gennem sin lidelse. Satan ville ramme ham, men resultatet bliver det stik modsatte.

På den måde får også det onde en mening i Guds skabergerning. Næstekærlig styrker menneskets overlevelse

Den dag hvor hveden høstet, sorteres ukrudtet fra og brændes. Den dag vil skaberværket nå sin fuldendelse og gå over i evigheden.

Søndag septuagesima ∙ Matthæus 20,1-16

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.

Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme.

Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar.

Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

I en vis forstand er vi alle arbejdere i Guds vingård. Der findes mange forskellige arbejdsgivere. Men det er vist kun Gud, der handler som lignelsens vingårdsejer.

Har vi fantasi til at forestille os, at verdenssamfundet kan forædles til den vingård, som Jesus fortæller i dagens lignelse?

Husker I fortællingen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gjorde vand til vin. Den fortælling kan også udlægges som en lignelse om, hvordan Jesu virke i menneskelivet forædler den måde, som vi lever på med hinanden. Ligesom vand, der forædles til vin.

Jesus mål med lignelsen er at give folk et billede af livet i Guds Rige – i Edens Have. Hermed ses også den store forskel, der er til vor verden.

Datiden har ikke haft svært ved at forstå Jesu budskab. Han taler lige ind i en velkendt situation i deres liv. Arbejderne, der i står på torvet fra morgenstunden og håber på at blive hyret af en vingårdsejer.

Hvem bliver hyret først? Og hvem sidst? Svaret er enkelt. De sundeste og stærkeste bliver først udvalgt. Sådan vil det være, når hensynet til den materielle profit går forrest. Det ved alle, og derved vender Jesus med sin lignelse op og ned på virkeligheden. Lignelsen taler til den menneskelige side, den næstekærlige, der ikke tænker i profit, men i omsorg, i rimeligheden af at alle kommer i arbejde og får en løn, som de kan leve af. Alle bør have så mange penge, at de kan et værdigt liv.

Jesus tvinger til eftertanke: Hvad er retfærdigt? Den gang som i dag.

Overfører vi lignelsen til vor tids politiske, erhvervsmæssige liv er det spørgsmålet om liberalisme eller socialisme. Samfundshistorien siden 1850 har lært os en del om de to ismers virkning i vort samfund.
Liberalismen har vist sig at skabe den største profit i samfundet, men øger til gengæld uligheden mellem rig og fattig. Især hvis der ikke, som i Danmark alligevel også er indført humanistiske, sociale love, som skal hjælpe de ringere stillede. Og de fleste danskere mener, at denne blanding mellem liberalisme og socialisme skaber det bedste og mest retfærdige samfund for alle. Det er godt med velfærd, men der skal også være penge til det.

Liberalisme alene kan ikke undgå at skabe grådighed. Mere vil have mere, og til sidst bliver dette begær så dominerende, at det frister svage sjæle til økonomisk kriminalitet. Det har vi set flere eksempler på, ikke mindst som det, der var medvirkende til krisen.

Socialismen, som Jesus fremhæver i dagens lignelse, brød politisk set sammen i 1989 i Østeuropa. De kommunistiske lande kom bagefter i produktion, fordi faren er, at når alle alligevel får samme løn, vil den enkelte ikke yde en særlig indsats, som i liberalismen.
Er Jesus lignelse så en utopi, set i forhold til en nutidig politisk markedsmodel? Ja, sådan ser det ud, hvis vi holder os til det hidtil afprøvede. Sådan må historiens dom lyde. Og mange vil nok tilføje – desværre. Konklusionen bliver, at det er fordi menneskene ikke er så gode som de burde være.

Inden vi helt forkaster kommunismen, bør vi betænke, hvilke opvækstvilkår den fik. Den kom aldrig til at virke i et frit samfund. Den blev indført med magt, hvilket betyd, at de kommunistiske lande også blev diktaturer med en uhyggelig overvågning – der skaber en evig utryghed. Der findes ikke frihedsrettigheder. Anderledes tænkende elimineres. Vi ved i dag, at Stalin var skyld i mange millioner menneskers henrettelse og ligeså mange menneskers overførsel til glemsel i de Sibiriske fangelejre.

Det har ikke noget med Jesus lignelse at gøre – tværtimod var det et satanisk styre.

Kommunismen voksede ikke op fra neden i folket, men blev skabt foroven. Lenin var ikke selv arbejder – men en intellektuel ideolog. Han kunne ikke oprette en socialistisk styret stat uden ved et kup, hvor han tog magten fra magthaverne, som enhver anden tyran.

Samlet kan vi sige, at liberalisme uden næstekærlighed bliver umenneskelig. Det samme gør kommunismen.

Enhver ved, at det generelt er mere inspirerende og skaber mere arbejdsglæde, hvis man arbejder i sin egen virksomhed end i en andens, hvor ejeren og de øverste i firmaet tjener mest. Kan vi forestille os virksomheder, som oprettes af en kreds af mennesker efter egen tilskyndelse og som ligeværdigt enes om at alle medarbejdere skal have samme løn, uanset stillingens art, og at alle så også er fælles om ansvaret? Det kan vi godt, bortset fra lige løn og dermed lige ansvar.

I Dagens lignelse mener de arbejdere, der blev ansat fra morgenstunden, at vingårdsejeren er uretfærdig, fordi de sidste får samme løn som dem. Vingårdsejeren vender sagen med spørgsmålet: ”Er dit øje ondt, fordi mit er godt”. Vingårdsejeren handler ud fra en anden lov, udfra den tanke: Kan de svage måske gøre for, at de er svage? Har den svage ikke lige så meget ret til et godt liv materielt liv som den stærke? Hvorfor skal de, der ikke har så gode muligheder, ikke have samme ret til et godt liv som de heldige, der er født med bedre egenskaber og i et inspirerende, trygt miljø?

Vingårdsejeren handler ud fra barmhjertighedsloven – næstekærligheden.

Liberalismen ligner den Darwinistiske Evolutionslære: Den naturlige udvælgelse. Den bedst egnede overlever og giver derved den bedste arvemasse videre til næste generation. Men den synes at være i strid med menneskets anden medfødte drift. Medfølelsen – barmhjertigheden.

Et af de mest brugte Grundtvigcitat lyder:

”Mennesket er et guddommeligt eksperiment, der gennem tusinde slægter skal vise, hvordan ånd og støv kan gennemtrænge hinanden i en fælles guddommelig bevidsthed”.
Her udtrykker Grundtvig sin væksttanke. Hans tro på, at Guds ånd gennem Jesus gerning i tidens løb vil virke forædlende i mennesket som fortællingen om Jesus under, hvor vand blev til vin. Grundtvig skrev citatet i 1832, altså før liberalisme og socialismen brød frem som politiske systemer. Grundtvig var idealist. Alligevel var han på ingen måde blind for det ondes greb i mennesket. Han var utrolig fascineret af Johannesåbenbaringen, Den spillede en stor rolle gennem hele hans liv.

Johannesåbenbaringen, det sidste skrift i biblen, ender med beskrivelsen af det kosmiske bryllup mellem Kristus og mennesket. Denne forening kunne udlægges som Grundtvigs tale om ånd og støv, hvor ånden fuldstændig har gennemtrængt støvet – gennemtrængt og guddommeliggjort den biologiske krop, som er dannet af jorden.

Umiddelbart forud for det kosmiske bryllup i Johannesåbenbaringen udkæmpes en voldsom og kosmisk strid i Himlen, hvor endelig det onde, i billede af et uhyre, overvindes og kastes i afgrunden. Det er Gud selv, der ene har magt til at bekæmpe det onde. Ikke mennesket.
Spørgsmålet er, om der nogen sinde kan opnås retfærdighed, hvor talen er om det materielle liv?

Da de skriftkloge engang vil afprøve Jesus, viser de ham en mønt med kejserens billede på, og spørger ham, om man skal betale kejserens skat. Jesus svarer? Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Her skelner Jesus mellem det materielle liv, der måles i mønter, og det åndelige, hvor der gælder andre normer.

Det samme gør Paulus i sit brev til romerne, når han skelner mellem dem, der løber for at vinde en sejrspris, som en dag alligevel visner, fordi den kun tæller i det materielle liv, og så dem, der løber efter en pris, som ikke visner, som altså ikke forgår, men varer evigt.

Profeten Jeremias er enig. Der er ikke grund til at være stolt af hverken rigdom eller visdom. Det er der derimod af at have indsigt i Guds Rige.

Det er slet ikke den materielle rigdom, som tæller i Guds rige. Men alene den åndelige rigdom. Derfor betyder det i sidste ende heller ikke noget om de sidst ankomne arbejdere får ligeså meget i løn som dem, der har arbejdet hele dagen.
I Grundtvigs væksttanke siges ikke noget om materiel rigdom eller fattigdom. Det er ikke i det materielle, at væksten skal måles. At ånden fuldt har gennemtrængt det kropslige betyder netop, at materiel stræben efter rigdom er afløst af åndelig indsigt i de varige og sande værdier.

Er den skat først fundet, da har det materielle stræb ikke længere nogen værdi i sig selv

Det samme udtrykkes i en anden lignelse, hvor Jesus fortæller, om en mand der fandt en skat i en mark, hvorefter han solgte, alt hvad han ejede, for at købe marken med skatten.

Hovedsagen er at komme til at arbejde i Guds vingård. Og her er der plads til alle ledige hænder. Der bliver aldring nogen arbejdsløse. Lønnen er altid at leve i Guds nærvær af hans kærlighed uden frygt for det materielle udkomme.

1. Søndag i fasten ∙ Matthæus (4,1-11)

Så blev Jesus af ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød. Men han svarede: »Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve afbrød alene, men af hvert ord; der udgår af Guds mund.'« Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der, står, skrevet: 'Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten« Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud' '« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.< Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Denne tekst sammen med 1. og 2. læsning udgør en central fortælling indenfor kristendommen: Fortællingen om syndefaldet og syndefaldets ophævelse. Den adskiller kristendommen fra andre religioner ved, at et menneske ikke skal gøre sig fortjent for at komme ind i Gudsrige.

Fortællingen er i korthed denne:
Syndefaldet er den skelsættende begivenhed i biblen – og i vort liv. Den begivenhed, hvor vi bliver os slev bevidst som en synder. Syndefaldet består i overtrædelsen af menneskets grænse, fordi man vil være Gud lig – være sin egen Gud.

Men hvis man aldrig bliver sig bevidst, at der er noget, som er umådeligt meget større end en selv, noget som jeg umuligt kan leve op til, er det ikke sikkert, at man nogensinde bliver sig sit syndefald bevidst.

Den røde tråd i fortællingen er den rejse, som Gud sætter i gang, fordi han vil redde det faldne menneske hjem til sit rige. Det er Guds frelserplan, der afbildes i Det Gamle testamente, som en trinvis opstigning gennem fire trin.

Første trin er Guds – Jahves – forjættelse til stamfaderen Abraham. Rejs ud, lyder Guds bud, til det land jeg vil vise dig, der vil jeg gøre dig til et stort folk, og i dette folk vil jeg åbenbare mig. Det gør Abraham sammen med hustruen Sara.

Andet trin i opstigningen kommer med forjættelsen til Moses. ”Før mit folk ud af Ægyptens trældom til det land jeg tilsvor Abraham. At det er en opstigning i forhold til Abraham-trinnet, ses derved, at der igennem åbenbaringen til Moses, tegnes et tydeligere billede af, hvem Gud er.

Abrahams Gud er en skjult Gud, det eneste vi får at vide, er, at denne Gud er den højeste og den der har skabt verden. Men i åbenbaringen til Moses, træder Gud tydeligere frem. Han er eksistensen – den der er og altid har været og vedblivende vil være – kort sagt den evige eksistens, som opretholder alt liv.

Hertil kommer at Gud nu indgår en meget håndgribelig pagt, som bliver jødedommens fundament. Sinaipagten, der går ud på, at hvis folket overholder Guds bud – de ti bud også kaldet Moseloven – vil Gud fører dem til det forjættede land, som vi må forstå som Guds rige. Med denne pagt tager Gud bolig i det nyopførte tempel. Gud vandrer med sit folk, han viser vej. Han er ikke længere den fjerne og skjulte Gud.
Tredje opstigningstrin kommer med kong David og det hellige kongedømme. Folket er blevet bosat, men der er mange problemer med at holde både fremmede folk og fremmede guder borte fra det jødiske folk. David er Guds salvede konge. Gud er den egentlige konge, men David skal repræsentere Gud overfor folket. David samler Gudsdyrkelsen i sin nyerobrede by: Jerusalem. Om David skal jeg hjemme hos os fortælle og tolke mere.
Mellem tredje og fjerde trin sker et meget dybt fald. Folket og især Davids efterkommere på tronen bryder gang på gang Moseloven. Gud straffer folket ved at sende det i eksil til Babylon. Her lærer de endelig lektien, og ser derefter Gud i et nyt lys. Det er fjerde trin. Gud er ikke blot jødernes Gud. Han er en universal gud, og så han en Gud, som åbenbarer sig i de historiske hændelser. Fjerde trin er profeterne. Især Esajas, som tolker Guds vilje. Gud har ikke opgivet sit folk, men vil belære dem, og læren er, at der skal komme en Messias, der skal genoprette Davidsriget, ja mere end det. Messias skal endegyldig oprette det rige, som Gud stillede Abraham, Moses og David i udsigt.
Så kommer da Jesus en dag til Jordan, hvor Johannes Døberen baner vejen for Messias med ordene: Omvend jer for tiden er nær, hvor Messiasriget – Guds Rige – skal oprettes. Johannes er den sidste af de store profeter blandt Jøderne, og den der afslutter Det gamle testamente set med kristne øjne.

Ved Jesus dåb i Jordan af Johannes sker der noget stort. Gud kommer tættere på mennesket end nogensinde før. Det sker med de forjættende ord, der lyder fra himlen: ”Dette er min søn den elskede”.

Billedet af Jesu dåb i Jordan er et billede på den kristne dåb, og siden har det lydt ved enhver kristen dåb: ”Du er mit elskede barn”.

Med denne store kærlighedsgave begynder kristendommens kilde at risle. Den risler fra døbefonden. Fra livets kilde. Vi døbes til at være Guds børn. Som Eva og Adams efterkommeres falder vi den ene gang efter den anden for slangens besnærende fristelse. Alligevel elsker Gud os.

Nu går Jesus ud i ørknen. Han har brug for fred til at tænke over den store opgave, som han nu ved, venter ham. Her i ensomheden i menneskelivets store ørken møder han slangen - fristeren og forføreren. Fristeren frister os med alt det, vi ikke har brug for, alt det åndeligt usunde, men samtidig det som verden sætter pris på.

Hvad frister djævelen så Jesus med? Det samme som han frister os alle med:

Hvis du er Guds søn, så gør stenene til brød, lyder den første fristelse. Altså ikke at du spiser sundt, men at du gennem din bevidsthed om, at du netop spiser og lever det kostrigtige liv, gør dig til din egen Gud, som har fattet sandheden om, hvordan man holder sig selv sund og undgår sygdomme. Til denne kategori hører også lægevidenskabens tro på, at den en dag finder de vise sten, så alderdommen bliver afskaffet.

Men det er ikke kun kosten, det drejer sig om her. Det er overhovedet alt det, vi kan fremstille gennem vor teknologi. Biler, flyvemaskiner, samtalekøkken og meget mere. I al denne herlighed skaber vi os et lille Paradis omkring os selv og tror, at det er livet – ja det højeste i livet. Vi læner os veltilfredse tilbage i stolen. Nej er Jesus svar til Satan, netop der hvor vi andre flere gange i vort liv, får sagt ja.

Men er der noget i vejen med at leve godt, have nok af sund mad, have et hus og hjem med tekniske hjælpemidler, som kan forsøde vor tilværelse? Vil Gud virkelig have, at vi skal forlade alt det, som vi gerne vil have og gå ud i ødemarken og leve af mindst muligt?

Nej, der ikke noget i vejen med at leve godt og trygt i velfærd – absolut ikke. Det under Gud os sikkert gerne. Det går først galt, når vi dyrker alt det, vi selv kan frembringe, for så gør vi os til vor egen Gud. Vort Ego bliver Gud. Og det er det nu engang ikke. Vi fører os selv bag lyset.

Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund, lyder Jesus afvisning.

Lev af Guds ord, det er at lade Gud komme til orde i sig, så vil det åndelige liv blomstre som en Gudshave, hvor der også er god plads til næsten. Her er konkurrencen om levebrødet afløst af glæde ved livet. Her gælder andre love.

I næste øjeblik fører fristeren Jesus op på templet tinde. Spring ud og Guds engle vil gribe dig: Fanden frister til overmod. Frister til, at du skal udnytte dine evner til at triumfere over andre, lade dig forgylde, lader dig tjene af andre. Til egen fornøjelse og vinding. Atter er det egoet der vil krones. Prale af sin formåen, som havde vi skabt os selv og verden omkring os.

”Du skal ikke udfordre Herren din Gud”, lyder Jesu afvisning. Ja, for ellers ender du som en latterlig indbildt nar, som tror du er noget. Den sunde fornuft vil hurtig gennemskuer dig, som barnet der i Kejserens nye klæder råber: ”Jamen han har jo ingen tøj på”.

Sidste fristelse sker på bjerget. Skønne riger ses fra dette fristelsens bjerg. ”Alt dette skal blive dit, hvis du vil falde ned og tilbede mig”. Hvem kan sige nej til den gevinst. Magt og rigdom. Måske nok den stærkeste fristelse. Hvem vil ikke gerne sole sig i sin jordiske lykke over at vise, at man har magt over tingene. Hvis ikke, havde spil og lotteri af enhver slags ingen kunder.

Det er ikke uproblematisk for et menneske at blive det tiljublende centrum, for så begynder man at tro, at man er noget. Ikke for ingen ting skulle den sejrrige general, når han holdt sit indtog i Rom, have en slave bag sig, der hele tiden sagde: ”Husk, du er kun et menneske”.

Men Jesus er nu helt klar over, hvad det er for en karl han har at gøre med. Fristen har afsløret sig selv, som den han er. En forførende bedrager.
Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
For første gang oplevede fristeren et Nej. Dermed var han blevet overmandet. Gud havde selv – i et almindeligt menneskes skikkelse – overvundet den, som mennesket hidtil havde tabt overfor og trællet under.
I troen på Gud ophæves et menneskes syndefald. Vi bliver født på ny, rene og uplettede, til næste gang Fandens leg fanger os.

Med Jesus slutter opstigningen, som begyndte i det gamle testamente. Opstigningen fra Adam til Jesus var fuldbragt, og Gudshaven atter åbnet for troen. Jesu fødsel er det endegyldige lys, som de fire advents lys viser hen mod.

Kristendommens fortælling begynder, hvor jødedommens slutter.

3. søndag i fasten ∙ forholdet mellem det gode og det onde