Kandidatafhandling

5.3 Bridgeport Music

I en mindre by i Vermont ligger musikforlagene Bridgeport Music Inc. og søsterselskabet Westbound Records. De ejer rettigheder til en lang række soul-, funk-, gospel- og R&B-klassikere. Det er netop i disse genrer, der findes ekstremt populært sampling-materiale for især hiphop-musikere. Da denne kultur bredte sig i USA i slut 1980’erne og op gennem 1990’erne, resulterede det i det ene sagsanlæg efter det andet. I dag har Bridgeport Music stået bag omkring 550 sagsanlæg og haft 800 sagsøgte.¹³⁷ Virksomheden producerer ikke selv noget, men har gjort det til en lukrativ forretningsmodel at trække penge ud gennem sagsanlæg samt at få andelsprocenter i det nye værk. Man kender den type forretningsmodel fra patentområdet, hvor man på engelsk bruger det nedladende udtryk ”patent trolls” om den type virksomheder.¹³⁸ Det er derfor naturligt at kalde Bridgeport Music for ”copyright trolls” eller mere specifikt ”sample trolls”.

De fleste af Bridgeports sager bliver enten afvist af retten eller afgjort i forlig. Nogle af dem har dog nået domstolene, den hidtil mest markante sag er fra 2005.

Bridgeport Music inc. v. Dimension Films 383 F.3d 390 (6th circuit), 401 F3d 647 (6th cir. 2005) og 410 F3d 792 (6th Cir. 2005)¹³⁹

Denne sag omhandlede hiphop-gruppen N.W.A., der samplede tre toner - svarende til under 2 sekunder, looped i alt 35 sekunder - fra indledningen af en Funkadelics sang med George Clinton i spidsen – rettigheder ejet af Bridgeport Music. Ikke nok med den begrænsede længde, samplet var oven i købet bearbejdet i en sådan grad, at det er svært for en fagmand at høre samplingen i nummeret, faktisk usandsynligt, medmindre man ved, at den er der.¹⁴⁰ Da rettighederne til kompositionen var overgået ved aftale, tog retten kun stilling til spørgsmål vedrørende rettighederne til indspilningen.¹⁴¹

Appeldomstolen startede med at redegøre for omfanget af sampling-problematikken. De pointerede, at der var 476 tilsvarende sager, som hver skulle tages individuel stilling til.¹⁴² Domstolen mente derfor, at der var behov for en entydig regel.¹⁴³ Ikke nødvendigvis en regel der kan bruges på alle sagerne, men i det mindste en der kunne skabe klarhed for, hvornår et sample udgør en krænkelse af producentrettighederne.¹⁴⁴ For at skabe denne regel tog domstolen først udgangspunkt i den amerikanske ophavsretslov. De kom frem til, at indspilninger er beskyttet i deres helhed. Dette gælder ikke, hvis man selv reproducerer en lydbid, der kan bruges i stedet for den direkte kopi, men så længe der er tale om digital sampling, har ejeren af indspilningen en eneret til at sample sin egen indspilning.¹⁴⁵ Retten mente ikke, der kunne være tale om de minimis, da selv korte samples vil have en værdi for lydproducenter - der er et marked selv for samples af meget kort varighed, ydermere sparer personen, der sampler, også omkostninger.¹⁴⁶

Reglen blev derfor: ”get a license or do not sample”.¹⁴⁷ Retten mente således, at sampling fra en beskyttet lydoptagelse er krænkende, uanset om samplet er væsentligt eller genkendeligt. Man skal dermed altid have en aftale på plads med lydproducenten, hvis man vil sample digitalt.¹⁴⁸

Appeldomstolen lægger tre punkter til grund for, at reglen er berettiget. For det første vil det ikke begrænse kreativiteten væsentligt, da man altid er velkommen til selv at reproducere en lydbid frem for at lave en digital kopi af en andens.¹⁴⁹ For det andet vil markedet kontrollere licensprisen og holde den inden for rimelighedens grænse, da rettighedsindehaveren ikke vil forlange en pris, der er højere, end hvad det ville koste sampleren selv at reproducere lydbidden. For det tredje er sampling aldrig et uheld, da man er bevist om, at man kopierer en andens værk: Domstolen henviser i den forbindelse til frasen ”Thou shalt not steal”. ¹⁵⁰

Den udenlandske retspraksis, for så vidt angår producentrettighederne, peger alle i samme retning: ingen sampling uden samtykke. Når det kommer til rettighederne til kompositionen, er sagen måske en anden. Dette kan en sag fra 2004 hjælpe med at svare på.

5.4 Newton v. Diamond

Newton v. Diamond, 388 F. 3d 1189 (9^th. Cir. 2004)

Denne sag omhandlede bandet Beastie Boys, der i 1992 samplede 3 toner svarende til 6 sekunder fra James Newtons nummer ”Choir” og brugte det i deres eget nummer ”Pass the Mic”. Samplet var looped gennem hele nummeret. I dette tilfælde havde Beastie Boys betalt 1000 dollars til indehaverne af rettighederne til lydindspilningen – EMI Records – for at få lov til at bruge de 6 sekunder.¹⁵¹ De havde dog ikke fået en clearing fra indehaveren af rettighederne til kompositionen – James Newton. Newton sagsøgte herefter Beastie Boys for at have krænket rettighederne til kompositionen.

Sagen har mange ligheder med Bridgeport sagen: I begge tilfælde benægtede de tiltalte ikke, at de havde kopieret en lydbid, begge omhandlede korte samples (begge 3 toner) der var i loop, begge var bearbejdet i en grad, der gjorde det svært – nærmest umuligt - for den gennemsnitlige lytter at genkende samplet, og sammen gik de hånd i hånd op gennem retssystemet. Forskellen er bare, at denne sag beskæftiger sig med rettighederne til kompositionen og ikke producentrettighederne.

Appeldomstolen analyserede ud fra et kvalitativt og et kvantitativt perspektiv. Domstolen var enig med byrettens afgørelse: samplet var ikke kvantitativt signifikant, da samplet kun udgør 6 sekunder af det oprindelige nummer, hvilket svarer til omkring 2 % af kompositionens varighed. De slår herefter fast, at samplet hverken var kvalitativt eller kvantitativt betydningsfuldt, og at den gennemsnitlige lytter ikke ville bemærke samplet i Beastie Boys’ nummer.¹⁵² Retten mente derfor, der var tale om de minimis brug, og Beastie Boys havde derfor ikke krænket James Newtons rettigheder.