Kapitel 1: Indledning Retssagen mod Max Schmidt

Kapitel 6: Sagsbehandling og psyke

I 1951 blev MSs område i Københavns Politi opdelt i to sideordnede overlægestillinger, idet der blev ansat en yderligere overlæge, dr. med Emma Vestergaard. Området tilsammen kom til at hedde "Justitsministeriets Psykiatriske Undersøgelsesklinik". Ved en instruks af 24. marts 1954 deltes klinikken i en afdeling A (MSs afdeling) og B (Emma Vestergaards afdeling). Mentalundersøgelserne fordeltes tilfældigt mellem de to afdelinger på den måde, at de indkomne sager indførtes i en fælles journal. Personer med ulige numre i journalen behandledes af afdeling A, mens de ulige numre gik til afdeling B.

Dette lyder næppe, undtagen for den meget mistænksomme læser med god erfaring i organisatoriske intriger, som noget, der kan fortælle os om MS som person. Men det kan det, hvis vi graver i det. Ganske vist er der her ikke dommerundersøgelser og en omfattende pressedækning at støtte sig til. Der er heller ikke mange åbenbare bemærkninger i de bagved liggende sager, men snarere tågesnak og falske melodier. Men det er der.
Klagerne
Sagen kan siges at starte med et spidst brev fra Københavns Politis 10. Undersøgelseskammer til "Hr. Politiinspektøren" (sandsynligvis lederen af undersøgelseskamrene). Brevet var videresendt til Justitsministeriet til orientering. Undersøgelseskammeret beskrev en sag, hvor en ung mand havde tilstået sig skyldig i underslæb. Retten besluttede den 27.6.1947, at der skulle foretages en mentalundersøgelse med det begrænsede sigte at finde ud af, om han kunne anbringes i ungdomsfængsel. Det blev aftalt med Dr. Faurby (fra MSs klinik), at sagen skulle fremmes, så erklæringen kunne komme i løbet af en uges tid. "Til Trods for dette, og til Trods for at der derefter gentagne Gange er rykket telefonisk for Sagen, er denne først kommet tilbage med Overlægens Erklæring [nu]". Herefter kunne sagen sendes til Børneværnet til høring, men nu blev det dommeren for meget. Den 10. september nægtede han at forlænge fængslingsfristen, og den anklagede blev løsladt. Det blev siden stadfæstet af Landsretten. Brevet slutter: "Løsladelsen maa anses begrundet i den urimelig lange Tid, Sagens Behandling har taget hos Overlægen."
Da klagen ikke kom til at stå alene, gik ministeriet gik i gang med at undersøge sagen. De konstaterede, at der var en "sagspukkel". Situationen var uholdbar. "Dertil kommer de stadig stigende Vanskeligheder med at skaffe Personale til Overlægen, og at Overlægen efterhaanden selv er temmelig udslidt og hævder at maatte have en længere Ferie" (s. 6). Det er ikke nok at fremskaffe et yderligere antal assistenter. "Det, der maa til, er en ældre kvalificeret Psykiater, som er i stand til at aflaste Overlægen personlig" (s. 6-7).
Som i mange sager om sagspukler bliver det også løsningen her: Ansæt flere medarbejdere. I hvert fald ansættes dr. med. Emma Vestergaard 15.12.1948 som "ledende psykiater" hos MS. Emma Vestergaard var født i 1908, hun var altså 10 år yngre end MS. Hun havde taget doktorgraden i 1944 og havde fået en alsidig psykiatrisk uddannelse. Hun havde bl.a. i 1941-42 været vikarierende assistent hos Overlægen i Psykiatri ved Politiet (altså før MSs tid) og 1944-45 assistent sammesteds.
I 1949 sendte MS et forslag til ministeriet om at opgradere hendes stilling til en tjenestemandsstilling. Han henviste til, at arbejdsbyrderne var taget til, uden nærmere at forklare.¹⁸ Det optog bureaukratiet en tid. Igen er de officielle argumenter sagsbelastningen og sagspukler, selvom læge Vestergaard jo skulle have afhjulpet det, og en opnormering vel ikke får hende til at arbejde hurtigere. Landssvigersagerne er i hvert fald nu i praksis væk. Men der var måske også bag dette andre argumenter. Emma Vestergaard havde orlov fra sin tidligere stilling på institutionen Andersvænge, og der var nu et problem med at fastholde hende i det nye job. På et af de interne sagsark¹⁹, hvor sagsbehandler og chefer udveksler skriftlige bemærkninger om de løbende sager, hedder det den 14.1.1950 (fra kontorchefen?): "Det forekommer mig nødvendigt, at man taler med frk. Westergård [sic] og hører nærmere om hendes indstilling til det fremtidige samarbejde [sam udstreget] hos politiet eller om hun ønsker at vende tilbage til Andersvænge."
Ikke alle parter var enige om at ville opgradere Vestergaards stilling. Lønningsrådet, Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen var først imod, sidstnævnte mente, at hele området skulle kulegraves. Men de ændrer indstilling, og det får sagen til at ændre sig. Hvad der betinger denne ændring er ikke klart. Men den ændrede indstilling fremgår i hvert fald af et brev fra Sundhedsstyrelsen til Justitsministeriet dateret 2.12.1950. Det henviser i indledningen til en mundtlig forhandling d. 2.11.1950, hvor der måske er blevet sagt ting, som ikke fremgår af brevet. Holdningen er i hvert fald klar nu: "Sundhedsstyrelsen må anbefale, at en omnormering snarest finder sted, idet de gennem den hidtidige prøveordning [sådan omtales nu Vestergaards ansættelse som "ledende psykiater"] indvundne erfaringer om det retspsykiatriske arbejde i Storkøbenhavn udviser, at det - selv med udsigt til en dalende kriminalitet - vil være påkrævet, at der til enhver tid må være mindst 2 psykiatere i fast stilling til at bestride arbejdet, hvortil kommer et vist antal underordnede assistenter" (min kursivering). Man ville gerne vide, hvad det var for erfaringer. Men min ovenfor nævnte mistroiske læser kan måske høre fuglene synge.
Allerede dagen før (1.12.1950) havde Justitsministeriet i en skrivelse til Finansministeriet udmøntet den mundtlige aftale med Sundhedsstyrelsen og foreslået Finansministeriet, at der oprettedes "en selvstændig overlægestilling med selvstændigt arbejdsområde". Stillingen opslås den 16.3.1951 med tiltrædelse 1.4.1951. Der er tre ansøgere, heriblandt Emma Vestergaard, der er den eneste med en doktorafhandling. MS skriver en indstilling til ministeriet om ansøgerne dateret 16.4.1951, også her er han forsinket. Han roser Emma Vestergaard, herunder for hendes arbejde i klinikken, og hun indstilles som nr. 1 til den "opslåede stilling som 2. overlæge i psykiatri ved politiet". 2. overlæge?, det er første og sidste gang, vi hører dette udtryk, det er vist mest i MSs fantasi. Hun får stillingen.
Nu går det hurtigt. Allerede den 31.7.1951 var hun der med et brev til Justitsministeriet:
"Undertegnede, dr. med. Emma Vestergaard, der pr. 1.4.1951 er udnævnt til overlæge i psykiatri ved politiet [allerede her er hun ikke 2. overlæge], tillader mig indtrængende at anmode det høje ministerium om, at der snarest skaffes de fornødne lokaler …" Hun beskrev en stor overbelægning i de nuværende lokaler på Nytorv. Hun vil have nye lokaler til sig selv i "den til fængselsgården stødende ejendom, Domhusets anneks, Slutterigade 1" (mit kursiv). Vor mistroiske læser hører straks, at hun vil væk fra lokalefællesskab med MS. Brevet kan næppe være sendt uden en vis forhåndsaccept fra ministeriet. Så stærkt fører nyansatte sig vel normalt ikke frem. Hun skriver i øvrigt også, at hun og MS nu har delt arbejdet mellem sig.
Men allerede få dage efter var der bevægelse igen. I et grønt internt sagsark er under den 7.8.1951 noteret: "Vedlagt Sundhedsstyrelsens forslag af 16.1.51 om retningslinierne for fordeling af sagerne. Forslaget er fremkommet efter forhandling med overlæge M. Schmidt og overlæge frk. Vestergaard. Forslaget indebærer, at de to overlæger er ligestillede, og kompetencestridigheder skulle efter de detaillerede regler kunne undgås." Så nu ved vi, at der har været kompetencestridigheder, hvis vi ikke er den mistroiske læser, der har vidst det hele tiden.
Reglerne/Forslaget går ud på: "1. Principielle spørgsmål: Samråd

2. Enkeltsager:

A. Overlæge Schmidt

1. Sager med ulige sagnr.

2. Antabusbehandling

3. Ambulante observationer for birkerne

B. Overlæge Vestergaard

1. Sager med lige nre

2. Sædelighedspiger (fra 3. politiinsp.)

3. Tvangsindlægg. (fra 4. politiinsp.)

4. Tilkaldelser til fængsler

3. Lægepersonalet: Deles ligeligt.

4. Øvrige personale (bortset fra antabuspersonalet, som MS beholder) deles så vidt muligt og praktisk ligeligt

5. Ferier, sygdom: Hvert embede hviler i sig selv, dog ikke ferie samtidig (fmtl. større eller vigtigere erklæringer bør afgives af en overlæge)."

15.8.51 skriver sagsbehandleren videre: "Man kan næppe gå videre i detaljer. Kan der ikke på dette grundlag holdes fred, er der intet at stille op."
Senere har en anden skrift (kontorchefen?) skrevet: "Når den kommer tilbage [fra en høringsrunde?] må det overvejes, om man er garderet mod vrøvl ved nummereringen [sagerne skulle fordeles tilfældigt efter deres nummer i den indgående journal], hvem skal foretage den, og hvem skal åbne posten?" Nu forstår vi, hvor langt de har været ude. Vi kan ikke engang tiltro dem at blive enige om at åbne posten og nummerere den uden at komme op at skændes. Vi behøver ikke mere være skolet i organisatorisk intrige for at se det.
Og hvordan gik det så med det? Det var ikke nok med en uformel aftale, der måtte en officiel regulering til fra Justitsministeriet. Den 24.3.1954 udsendte Justitsministeriet en "Instruks for de under Justitsministeriet ansatte overlæger ved de retspsykiatriske undersøgelser i København." Overlægerne skulle hedde "Justitsministeriets overlæger i psykiatri" og institutionen "Justitsministeriets Psykiatriske Undersøgelsesklinik", delt i afdeling A og B. A var MS, det var, hvad der var tilbage af 1. overlægen.
Instruksen udmøntede de uformelle aftaler, der tidligere var truffet, og som jeg har nævnt, i endnu flere detaljer. Punkt 8 hedder: "Overlægerne forhandler indbyrdes om alle principielle spørgsmål og spørgsmål, der vedrører undersøgelsesklinikken som helhed. Kan enighed ikke opnås, forelægges sagen for justitsministeriet til afgørelse" (1956 s. 161-2).
Kommissionen
Den 4. december 1951 nedsattes en kommission til "overvejelse af spørgsmål vedrørende de retspsykiatriske undersøgelser i straffesager." Baggrunden var ikke mindst den omfattende kritik mod MS udefra og utilfredshed indefra i ministeriet og hos politi, anklagemyndighed og forsvarere.²⁰²¹ Dertil kommer behovet for at se på, hvordan de retspsykiatriske erklæringer udfærdiges i København og andre steder. Uden for København skete det i vidt omfang ved embedslægerne (og de er sjældent psykiatrisk uddannede), men også af sindssygehospitaler og privatpraktiserende psykiatere. Spørgsmålet var, om den københavnske ordning skulle udbredes til hele landet. Bag kommissionen lå også en modvilje hos f.eks. Sundhedsstyrelsen, som tidligere nævnt, mod en ad hoc udbygning i København, blot baseret på problemerne her. MS er i øvrigt medlem af kommissionen, der også omfatter overlægerne P. Dickmeiss (MSs afløser i Augustenborg), C. Clemmensen (MSs bisidder i Augustenborg-sagen), G. Stürup (leder af psykopatfængslet i Herstedvester). Hertil kommer jurister og embedsmænd. Arbejdet blev langtrukkent og betænkningen udkom først i 1956 (1956). En stor del af det interne materiale er bevaret i MSs privatarkiv.
Kommissionen undersøgte bl.a. sagsbehandlingstiden i de to afdelinger, A og B i København. Man skriver "En væsentlig del af den kritik, som har været fremført i anledning af den tid, der medgår til mentalundersøgelserne, har haft sigte på de københavnske forhold" (s. 65). I 1951 havde Justitsministeriet lavet en undersøgelse, der viste, at sagsbehandlingstiden var 55 dage for arresterede og 112 dage for ikke-arresterede. Under kommissionens arbejde blev lavet en ny undersøgelse, nu fordelt på de to afdelinger. Og resultaterne er ikke til MSs fordel. Nu ser statistikken sådan ud (s. 66):
Fængslede Ikke-fængslede

Afdeling A 46 dage 90 dage

Afdeling B 32 dage 46 dage
Tallene fik kommissionen til at lave en nærmere undersøgelse i oktober måned 1954, hvor de forskellige arbejdsfaser blev beskrevet og tidsbestemt. Kommissionen gav denne beskrivelse af forretningsgangen (åbenbart så vidt fælles for afdeling A og B):
"Ved sagens modtagelse indføres den i afdelingens journal, hvorefter en kontormedhjælper af straffeakterne uddrager de afsnit, som er af særlig betydning for mentalundersøgelsen. [...] I fængslet, eller når observanden efter indkaldelse giver møde hos socialrådgiveren, underkastes han forskellige [foreløbige] tests. På et tidligt stadium af undersøgelsen gennemgår overlægen akt­uddraget og de foretagne prøver. Undertiden gives der samtidig personalet besked om iværksættelse af specialundersøgelser, indhentning af supplerende oplysninger og eventuelt indkaldelse af pårørende eller andre til samtale. Socialrådgiveren udarbejder på grundlag af aktuddraget, de nævnte prøver og en personlig samtale med observanden sin del af den pågældendes journal (den sociale anamnese). Undertiden indhenter socialrådgiveren supplerende oplysninger fra observandens pårørende, arbejdsgivere mv. eller fra børneværn, hospitaler eller andre institutioner. Fra socialrådgiveren går sagen til lægeassistenten, der har en eller - i større eller mere komplicerede sager - flere samtaler med observanden, og som udarbejder den lægelige del af journalen. Sagen går derefter til overlægen, der gennemgår det foreliggende materiale og har en eller flere samtaler med observanden (overlægerne angiver som det normale 1 eller 2 samtaler a 1-1½ time). Undertiden har overlægen tillige en samtale med en af observandens pårørende eller bekendte, inden erklæringen udarbejdes; den dikteres til en stenograf eller indtales på tråd­optager og renskrives af en kontormedhjælper."
Med de nævnte faser ser statistikken nu sådan ud, idet jeg kun gengiver den for de fængslede (mønsteret er overvejende det samme for de ikke-fængslede) (s. 67):

Afdeling A	Dage	Timer	Afdeling B	Dage	Timer
Aktuddrag	6,3	17		2,5	6,75
Socialrådgiver	11,8	9,25		12,1	5,75
Lægeassistent	8	9,75		3,5	4,5
Overlæge	9,4	13,75		8,7	7,5
Renskrivning	5,3	17,75		2,4	9,75
I alt	40,8	67,5		29,2	34,25

Tallene i spalten "Dage" er den samlede tid sagen ligger hos den enkelte personalegruppe, mens den anden søjle mærket "Timer" er den reelle arbejdstid. Forskellen mellem disse to tal udtrykker, hvor meget spildtid eller i hvert fald ventetid, der faktisk er. Her ud over viser tallene, at afdeling B overalt, på nær mht. socialrådgiverne, er hurtigere. Overlægen bruger her næsten kun halvdelen af den tid, MS bruger. Renskrivningen af Schmidts erklæringer - måske fordi de er længere - tager næsten også dobbelt så lang tid.

Kommissionen mener, at det nok kan gøres hurtigere, og i hvert fald i alle tilfælde inden for en frist på 6 uger selv for de længste sager. "En sådan begrænsning [af sagsbehandlingstiden] må formentlig være mulig, såfremt arbejdet i afdelingen [MSs] tilrettelægges på lignende måde som i afdeling B" (s. 68).

De henviser også til, at Retslægerådet i en erklæring mener, at mentalundersøgelserne fra psykiatere uden for København betragtes som i alt væsentligt fyldestgørende og ikke dårligere end dem fra MS. Det tyder for kommissionen på, "at i hvert fald en del af de københavnske undersøgelser uden skade kunne være mindre omfattende" (s. 71).²²

Det er en ret hård kritik i en offentlig betænkning. MS kunne da heller ikke tiltræde den. Han optræder som et mindretal på én, der tager afstand fra denne konklusion. Han henviser til, at han har tungere og større sager end i provinsen, og at det er det, der giver sig udslag i tallene (s. 72). En ikke ukendt argumentation i sådanne situationer. Han dokumenterer den ikke. Men pointen er heller ikke, at han er langsommere end provinsen, men at han er langsommere end Emma Vestergaard, der via den tilfældige fordeling mellem de to afdelinger har nøjagtig den samme sagstyngde, som han har. ²³
En anden falsk melodi: Det er svært at få medarbejdere i disse tider. I udkastet til det afsnit i Kommissionens betænkning, der indeholder det ovennævnte om, at afdeling A burde kunne lære af afdeling B, gennemgår man også arbejdsformerne nærmere, herunder den omfattende anvendelse af deltidsansatte lægeassistenter til at udføre arbejdet. De rejser pga. deres uddannelse ofte hurtigt igen, de er ikke så erfarne etc. Her er så i udkastet indføjet en fodnote, uden tvivl på foranledning af MS. Det hedder her (s. 32 i udkastet): "Efter at der i 1954 er sket en omlægning af arbejdstiden for de psykiatriske hospitalsafdelingers yngre læger, har det vist sig særligt vanskeligt for institutionen af få psykiatrisk trænede lægeassistenter." Den er god. Problemet kommer blot frem i et brev fra kontorchef Ludvigsen, Justitsministeriet, der på dette tidspunkt er blevet formand for kommissionen, til "Kære overlæge MS" dateret 7.10.1955. I brevet skriver kontorchefen bl.a.: "Overlæge Vestergaard, der underhånden har fået et eksemplar af udkastet vedrørende de ambulante undersøgelser i København til gennemsyn, har meddelt mig, at hun ikke har mærket nogen nedgang i antallet af kvalificerede ansøgere til lægeassistent-stillingerne, efter den i noten side 32 omtalte omlægning af arbejdstiden på de psykiatriske afdelinger er gennemført. Herefter bør noten formentlig udgå."²⁴ Det gør den så. Hun er ikke sød, sådan som hun afviser at deltage i legen.
Flere (sø)forklaringer
Vil man studere flere søforklaringer fra MSs side, kan man gå til journalsag 1952/629 fra Justitsministeriets 6. kontor, der dækker perioden 1952-9. Det er en sag, der indeholder alle de rykkere, klager over og søforklaringer, som MS kommer med, efter at ministeriet, formentlig i 1952, hvor sagen er oprettet, har indført en tvungen sagsbehandlingstid på 6 uger. Overskrides den, skal MS (og EV) skrive til ministeriet og forklare. Det er en tyk sag. Der er nok over 200 forklaringer, rykkere, flere rykkere på samme sag etc. Sagen eksistens viser også, at trods kommissions heroiske (men mod alt muligt andet end årsagen rettede) analyser, venlige og mindre venlige forslag, så løses problemet med sagsbehandlingstiden ikke. Strukturen i problemet forbliver det samme: Problemerne findes hos MS, ikke hos Emma Vestergaard. Der er kun én sådan sag vedr. afdeling B (dateret 29.10.1954).
Her er først nogle af hans mere rimeligt klingende undskyldninger for forlænget sagsbehandlingstid:
4.6.1954 klage fra Politimesteren i Nordre Birk, MS svarer 14.6.1954, at projectionstests har vist sig nødvendige. 15.12.1954 Specielle psykologiske tests nødvendige. 28.2.1957 Behov for undersøgelse for organisk hjernelidelse. 31.10.57 Nødvendigheden af nye undersøgelser, der tager tid f.eks. hjerneundersøgelse og stadigt nye problemer, der dukker op i undersøgelsen. 24.1.1958 Behov for flere tests. 18.10.1954 Rorschach-specialisten er indlagt på hospital.
16.8.1954 Væsentligt at få oplysninger af den pågældendes moder, der har været bortrejst på ferie. 19.8.1959 Observanden har hidtil nægtet at lade sig undersøge. 26.10.1959. Observanden vanskelig at bedømme, nye oplysninger. 3.12.1955 Observanden tillukket, familiemedlem først tilgængelig for samtale i julen. 14.6.54 Arrestanten er anbragt i sikringscelle på Vestre Fængsels sygeafdeling, vanskeligt at få ham til undersøgelse, i øvrigt veksler indtrykket af ham fra gang til gang.
En stor klasse af undskyldninger og bebrejdelser fra MS angår dette, at politiet ikke har medsendt de oplysninger i sagen, som de er forpligtede til f.eks. fra forhør o.lign. Politiet siger, at han i så fald skal rykke pr. telefon og i øvrigt gå i gang, men MS ser ud til at mene, at først, når sagen ligger klar med alle de nødvendige oplysninger, kan han gå i gang, og først fra det tidspunkt tæller tidstaxameteret med de 6 uger. Det kan der vel være noget om, men han driver argumentet vidt. Alt skal ligge klart - de mange oplysninger, politiet er forpligtede til at indhente, sagens akter, aktuddrag fra hans egne medarbejdere - før han vil løfte pennen. Vi forventer næsten kun, at han klager over, at der ikke er noget trækpapir. Nogle gange bliver argumentationen absurd og vred. Politiet hævder f.eks., at det, der manglede, kun var nogle få stavelser i en sidste side i et dokument. MS fremhæver (5-siders brev fra MS 5.1.1959, vi er stadig i journalsag 1952/629), at det kunne kan ikke vide. "I øvrigt må jeg i det hele finde det urimeligt at mentalundersøgelsen af visse arrestanter på grund af forskellige fejl begåede af andre instanser end klinikken skal fremmes forud for andre arrestanter..." Videre hedder det i det helt åbenbart vrede forsvarsskrift fra MS: "Med hensyn til den af kriminaldommeren afgivne udtalelse, skal jeg fremføre, at det ganske må stå for kriminaldommerens egen regning, når kriminaldommeren betegner de personlige oplysninger som "ganske uvæsentlige oplysninger som til dels må skønnes uden aktuel interesse for bedømmelse af sigtedes nuværende mentale tilstand", dels fordi jeg som anført ikke kunne vide, hvor mange sider der manglede, dels måtte finde supplerende oplysninger nødvendige for bedømmelsen af observandens sjælelige og seksuelle udvikling. Så vidt jeg kan se, er det om denne sag, at vist nok kontorchefen i det interne orange sagsark under datoen 6.4.1959 skriver: "Det er vanskeligt at vurdere, om M.S. kan foretage mentalundersøgelser, selv om enkelte oplysninger mangler. Manglerne [ved sagen] synes ikke med rimelighed at kunne begrunde opsættelsen af mentalundersøgelsen. Manglen af "friske" oplysninger, særlig om seksuelle forhold, er først senere blevet påberåbt - Jeg må dog mene, at undersøgelsen burde kunne være påbegyndt på trods af de her foreliggende mangler ved de personlige [oplysninger] og må anse M.S. standpunkt for alt for formalistisk …."
En anden hyppigt genkommende forklaring, der heller ikke helt kan afvises, angår, hvordan man skal måle de 6 uger: Brev fra MS 14.6.54 "Tilbagesendes med bemærkning at sagen vedrørende [NN] først er indgået hertil 8/5, således at fristen først udløber den 19' ds." Argumentationen er en klassiker i stridigheder om sagsbehandlingstid: Afsenderne af sagen måler sagsbehandlingstiden fra det tidspunkt, vedkommende afsender sagen, til det tidspunkt, hvor afsenderen modtager sagen. MS måler det indefra, fra det tidspunkt, hvor han modtager sagen, til det tidspunkt, han afsender den.
En tredje hovedklasse af forklaringer i svarbrevene på rykkerne angår MSs sygdom. De er selvfølgelig legitime, men summen er alligevel mistænkelig. 1.2.1954 skriver MS, at han har været "sygemeldt i godt 14 dage, omend jeg har kunnet diktere nogle mentalerklæringer hjemme." 8.4.1954 skriver MS til ministeriet, at han har været "pludselig og uventet [...] syg", 3.3.1955 skriver klinikken til ministeriet og melder, at MS "pludselig er blevet syg". Ministeriet får melding om, at MS er syg, og at han starter igen 21.2.1956. Den 17.12.1956 får de som forklaring, at MS er syg fra 11. ds. til 20. ds.. Den 13.3.1958 sender dommeren på Frederiksberg et brev, der fortæller om de undskyldninger, han får, herunder overlægens sygdom, Den 20.5.1958 skriver en medarbejder på klinikken til Justitsministeriet, at MS har været syg. Den 24.8.1958 undskyldes med overlægens sygdom. Jeg kan også minde om de sygdomsoplysninger, vi finder i MSs indlæg i Københavns politis årsberetning, som jeg citerede i kapitel 3.
I et tidligere citeret svarbrev fra MS af 5.1.1959 på en klage rejser han mere omfattende spørgsmålet om sygdom og afløsning: "Med hensyn til dommerens [den nævnte "kriminaldommer"] påberåbelse af den tidligere sag vedrørende [NN] skal jeg oplyse, at forsinkelsen af denne sag, som det for længst vil være Justitsministeriet og formentlig også kriminaldommeren bekendt, skyldtes min personlige og uventede sygdom, der medførte længere hospitalsophold, således som anført i klinikkens skrivelse af 18/3. Det er et for længst gennemdebatteret spørgsmål, at der ikke til undersøgelsesklinikken er knyttet heldagsassistenter men kun "kvartdagsassistenter", at der erfaringsmæssigt ikke kan påregnes at findes ledige kvalificerede psykiatere til at bestride det med en retspsykiatrisk overlægestilling forbundne ansvar, og at vikarspørgsmålet i pludselige sygdomstilfælde derfor kan rejse uoverstigelige vanskeligheder. Jeg har såvel i mentalundersøgelseskommissionen som overfor Justitsministeriet fremhævet disse vanskeligheder og muligheden af at kunne blive syg, hvilken mulighed ikke aftager med tiltagende alder. Formentlig må det også kunne hænde for en dommer at blive syg og hospitalsindlagt og derfor ude af stand til at varetage gerningen trods et aldrig så stærkt ønske herom."
Hvorfor blev han mon så syg? Hvorfor var der ikke nogen afløsning? Jeg vender tilbage til disse spørgsmål.
Hertil kommer medarbejdernes sygdom. 31.3.1955 skriver MS til ministeriet: Forsinkelser pga. "vekslende sygemeldinger fra kontorpersonalets side". Yderligere "2 sygemeldinger i går og i dag." (Et identisk brev findes med dato 31.1.1955). I en klage fra Politimesteren i Frederiksberg Birk oprindelig af 4.2.1957 skriver MS som svar (15.2.1957): " ... uforudsete vanskeligheder ved renskrivningsarbejdet som følge af en betydelig sygelighed blandt kontorpersonalet i januar måned [...] og fravær fra tjenesten i 3 uger af en lægeassistent". I et brev til ministeriet af 26.4.1957 er sygeligheden stadig til stede: "skiftende men betydelig og længerevarende sygelighed blandt kontorpersonalet [...] det lykkedes mig at få hele kontorpersonalet igen 4' til 6' april incl., men efter påskeferien kom der fornyet sygelighed." I et længere brev af 6.12.1958 (som jeg citerer mere fra nedenfor) til ministeriet skriver MS: "Om hele baggrunden for arbejdet på det pågældende tidspunkt skal jeg oplyse, at klinikken da arbejdede under yderst vanskelige forhold med megen sygdom blandt personalet. Kontorassistent [NN] havde været sygemeldt fra 10/8-1957 på grund af lungetuberkulose, uden at det var lykkedes at finde en kvalificeret afløser til at foretage aktuddrag, og nu afdøde dr. jur. [ZZs] arbejdskraft var da på grund af alder og alderdomssvaghed meget stærkt reduceret."
Manglende kvalificerede medarbejdere: 17.6.1954 klage fra Københavns Politi, 2. undersøgelseskammer over sag, der er afsendt 3.5.1954. MS svarer den 22.6.1954: De indledende undersøgelser er foretaget af en sommervikar, som ikke er kompetent til at afgive erklæring, nødvendigt at jeg selv undersøger.
En af de mere kuriøse forklaringer er den, som Statsadvokaten for Sjælland i et brev af 28.4.1953 refererer videre til ministeriet uden kommentarer. Diktafonanlægget er udslidt, skriver MS i forklaringen, og må ustandselig på værksted. Han har lånt et af B&O vederlagsfrit, "men før bevilling til nyanskaffelse foreligger, kan jeg ikke påregne driftsikkerhed i anlægget" (3 spørgsmålstegn i marginen fra sagsbehandleren). Forklaringen virker så provokerende på forsvarsadvokat Schiøler, der som forsvarer for en af de anklagede, der er berørt af MSs diktafon-forklaring, har fået den sendt, at han går i blækhuset. Han skriver i et brev af 18.5.1953 til ministeriet bl.a., at arrestanterne ikke fatter, at der går så lang tid med undersøgelserne, og at de skal sidde så længe i arresten på Nytorv, inden de får talt med overlægen. "Henvisningen til, at Diktafonanlæg svigter, at der har været stor Sygelighed blandt Personalet, og at det har været ugørligt at fremskaffe kvalificerede Stenografer, forekommer mig ganske ufyldestgørende [...] Det er jo trods alt ikke Heksekunster, det drejer sig om [...] Det kunne måske hjælpe noget, hvis Lægeerklæringerne blev afkortet." Han medsender som et eksempel en 18 siders udtalelse om en af sine klienter, og henviser bl.a. til overflødige oplysninger om, at arrestantens nu 80-årige mor lider af muskelsvind, og at han som barn havde børneorm. En forsvarsadvokat, landsretssagfører Holger Harboe, der er forsvarer for en anden, der er ramt af diktafonen, skriver den 15.5.1953 til ministeriet bl.a.: "De af overlæge MS i skrivelse af 4. maj 1953 anførte omstændigheder og uheld, som skal have medført, at sagens ekspedition er trukket i langdrag, synes mindre vel anbragt. Selvfølgelig falder det mig ikke ind at bestride, at der, når man overhovedet vil benytte sig af afhøring ad mekanisk vej, kan være indtruffet uheld med diktafonen, men det forekommer højst besynderligt, at årsagen til forsinkelsen alene skulle ligge heri samt i det rent manuelle arbejde, som kræves til erklæringens affattelse og renskrivning." For at færdiggøre diktafonen kan jeg citere fra en skrivelse, der stammer fra MSs særlige "ven", dommeren i Frederiksberg Birks I. afdeling ("kriminaldommeren", fra tidligere). Denne har, uden at det er svar på MSs diktafon-forklaring, også hæftet sig ved diktafonen (brev til ministeriet 27.3.1953, egentlig et høringssvar mht. A-B-instruksen): "Selv når jeg gennem politiet har modtaget underretning om, at afgivelse af en erklæring alene henstår på renskriften, kan der hengå urimelig lang tid, inden erklæringen afgives. Formentlig skyldes dette, at erklæringerne, fordi der anvendes diktafon, har fået et ganske urimeligt omfang med en gennemgang af forstraffe og oplysninger af liden eller ingen værdi, og uden at der ses at være foretaget nogen kritisk gennemgang af materialet."
Konklusion om sagsbehandlingstid og psyke
Arbejdet i kommissionen og alle forklaringerne i journalsag 1952/629 har krabbet uden om det, der er hovedproblemet - MS som person. Mange af forklaringerne kan direkte skydes ned f.eks. på grund af sammenligningsmulighederne mellem afdeling A og B. De to afdelinger har (på nær nogle marginale sagstyper, som det er let at identificere) nøjagtig de samme sager og sagstyngde, sagerne er fordelt tilfældigt på de to afdelinger. Derfor er ideen om, at der er tungere sager i København en falsk melodi. Alle MS konkrete undskyldninger falder også til jorden, når vi ser og får at vide, at afdeling B "i det samme marked" klarer at overholde tidsfristerne, uden at der rettes kritik mod afdelingens mentalerklæringer fra nogen parter overhovedet.
Pointen skæres ud i pap af en af kritikerne. Politidirektøren i København er så ukærlig at svare igen på en af MSs mange forsvarsskrifter (MS skrivelse oprindeligt dateret 30.4.1955) sådan her (18.5.1955): "Til overlægens skrivelse i øvrigt skal jeg anføre: Der har ingen vanskeligheder været for afdeling B ved at overholde fristerne […] vanskelighederne bør afhjælpes ved eventuelt midlertidig ekstra assistance, i hvilken forbindelse jeg skal bemærke, at det er mig bekendt, at der ikke har været mangel på kvalificerede ansøgere til den for nylig i afdeling B besatte lægeassistentstilling eller til den for tiden opslåede."
Her knuses også en anden falsk melodi, som jeg har fortalt om: Det er svært at få kvalificerede medarbejdere. Nej, det er ej. Det har Emma Vestergaard både fortalt ministeriet (se tidligere) og politidirektøren.
Men vi har nok forhåndsinformation bl.a. fra Augustenborg om, hvad der kan være på spil. Sandsynligvis søger folk ikke til afdeling A. Rygtet i det lille psykiatrimiljø løber sandsynligvis i forvejen, og folk søger kun, hvis de er nødt til det eller uvidende. Og er de først kommet, så driver han dem til vanvid og sygdom. Sandsynligvis med en kombination af fagligt og professionelt ambitionsniveau og hans manglende evne til at tolerere andre, der er mindre dygtige end han selv.
Her er en sigende passage fra hans egen hånd om de dynamikker, der er på spil. I et langt brev af 6.12.1958 fra MS til ministeriet med forklaringer hedder det, efter at to medarbejderes sygdom er beskrevet (citeret ovenfor bl.a. om den gamle dr. jur.): "Det lykkedes ganske vist […] at få overflyttet en ældre kontorassistent 9/9 1957 […] men udbytningen gav ingen fordel, da den pågældende medarbejder viste sig uegnet til arbejdet og slet ikke kunne lære at skrive aktuddrag og arbejdede utrolig omstændeligt. Jeg forsøgte selv at medvirke ved aktuddragene for at få det hele til at glide med det resultat, at jeg blev stærkt overarbejdet, og da jeg fik en A-influenza mente jeg på grund af forholdene kun at burde sygemelde mig en enkelt dag, hvilket formentlig var medvirkende til, at jeg først fik bihulebetændelse og derefter længere tids sygeleje på grund af sår på tolvfingertarmen, der nødvendiggjorde hospitalsindlæggelse og flere måneders sygemelding fra 3/2 - 13/4 1958." Allerede efter få linier gentager historien sig med en anden person: "Desuden var arbejdet stærkt præget af […] kontorassistent fru [NNs] forudgående mange og lange sygemeldinger. Ganske vist blev hun raskmeldt 7/5 1957, men 12/11 blev hun på ny sygemeldt, uden at det var muligt at fremskaffe vikarhjælp før 1/1 1958 og da i form af en nyantaget aspirant, der omgående måtte afskediges."
MS kræver meget af sig selv - han vil lave et fremragende stykke fagligt arbejde, der svarer til den selvforståelse, han har som en højt begavet psykiater. Han vil gerne holde fristerne, det slider sandsynligvis på ham, at det ikke sker. Han bliver rasende over den "uberettigede kritik", han modtager. Han arbejder som en hest. Og han forlanger af sine medarbejdere, at de er lige så perfekte og flittige. Det er de ikke, og han driver dem ud, antager jeg. Hans første, mere kendte offer i København var Emma Vestergaard, der dog var stærk nok til - og havde støtte nok til - at få oprettet sin egen butik uden nogen som helst indblanding fra MS. Hun er åbenbart ikke nogen Bräuner.
Konsekvensen er selvfølgelig, at med de mange nye medarbejdere, med syge medarbejdere og knap bemanding, fordi han har svært ved at rekruttere, så skrider sagsbehandlingstiderne. MS siger, at det skyldes disse tilfældige ydre forhold, som han er ramt af. Han tror måske endda selv på det. Som andre psykopater, som de er beskrevet i bøgerne, er han i svag kontakt med virkeligheden og projicerer sine problemer ud på denne. Måske aner han dunkelt, hvordan det hænger sammen, og hans egen rolle i det, men han kan ikke ændre det. Han har ikke den fleksibilitet, der skal til, noget som efter bøgerne også savnes hos psykopaten, til at se, hvad omverdenen vil have og pragmatisk føje sig efter det. Han løber hellere sig selv ihjel.
En del af denne infleksibilitet er det, som han sikkert ser som og måske er hans ambitionsniveau. Det sætter sig bl.a. ud i de lange mentalerklæringer. Men han må i stigende grad lave dem selv. Han forøger sin arbejdsbyrde. Hans fantastiske begavelse, arbejdsevne og disciplin hjælper ham. Han arbejder over.²⁵ Han arbejder, når han er syg. Men også her er der grænser. Hans krop siger stop. Han bliver syg og mere syg. Jeg ved ikke andet om hans sygdomme, end jeg har nævnt. Men man behøver ikke være psykiater for at se den sandsynlige sammenhæng mellem hans krav til andre og til sig selv og umuligheden af at opfylde dem og så hans sygdom. Han indlægges og er længere tid væk. Det øger hans frustration. Han får ikke lavet noget. Klagerne og rykkerne fosser ind. Til tider er der hård kritik i pressen (efter retsopgøret, som man kan læse om i Carl Madsens bog). Han kommer tilbage på arbejdet og arbejder endnu hårdere og er måske endnu mere krævende over for sine medarbejdere. Det er en ond cirkel, der kun kan ende med døden. Det gør den også. Han dør den 5.11.1968, kun godt 4 måneder efter, at han er trådt af ved sin 70 års fødselsdag. Han kunne heller ikke finde ud af at slappe af før tid. Han var en jaget mand. Mest jaget af sig selv.