Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

SJETTE KAPITEL

Moralens område

Det moralbegreb, vi ifølge det foregående ledes til at opstille, bliver kortelig at udtrykke således: moralsk er den handlemåde, der går ud på at fyldestgøre de rettigheder, ækvivalensprincippet skaber, med andre ord pligthandlingen stricte; umoralske er de handlinger, der tilsidesætter disse rettigheder, hvad enten det sker negativt som undladelse – pligtforsømmelser – eller positivt som overgreb mod den på ækvivalensprincippet hvilende ejendomsret. For dette sidstnævnte begreb som overhovedet for moralbegrebets indhold vil der senere nærmere blive gjort rede. Nærværende kapitel vil nærmest beskæftige sig med moralens begrebsmæssige afgrænsning, til dels under form af en kritik af et par historiske opfattelser, der er vort eget moralbegreb temmelig nærbeslægtede.

Man kunne synes, at det var en ovenud tåbelig og halsløs opgave at ville belemre verden med et nyt moralbegreb i tilgift til den overdådige mængde allerede eksisterende; men vil man have bugt med den mistillid, verdslig moral til dato har måttet kæmpe med, gælder det åbenbart for moralfilosofferne om ikke at trættes, før man har fundet rigtige, det anerkendt eneste rigtige. Sålænge det ikke er sket, kan man ikke kalde denne skepsis uberettiget eller i al fald uforstålig. Ligesom man i medicinen væbner sig med mistillid, når man finder angivet 100 forskellige midler mod en bestemt sygdom, og opfatter det som sikkert tegn på, at ikke et eneste af dem er det specifikke, det rigtige, således vil overfloden af eksisterende moralfilosofier og moralbegreber betyde, at ingen af dem endnu er den videnskabeligt brugbare. Og på dette stadium i den etiske forsknings historie må man have overbærenhed og tålmodighed med de mange forsøg, der stadig gøres på at skaffe ørenlyd for nye og mere brugbare forslag. Ligeså anmassende det ville være, om man overfor det her foreliggende moralbegreb ville udråbe heureka, lige så falsk beskedenhed synes det derfor at ville være, om man holdt det tilbage, fordi man anså det moralfilosofiske grundproblem for endegyldig løst – som forholdene den dag i dag er, hvor hver forfatter møder op med sit nye system.

Kaster man et blik udover etikkens historie, vil man her langt sjældnere træffe det syn, man har i andre videnskaber, at forfatterne vel jævnlig forkaster hverandres meninger, men at der dog gennem tidernes løb oparbejder sig en stedse mægtigere stamme af uomtvistelige og uanfægtelige sandheder – i etikken står der stadig en lige frisk og livlig strid om det mest elementære, om selve grundproblemerne, ja der hersker som i filosofiens første dage den vildeste uenighed om hvad etik er. Således går f.eks. modsætningen mellem to så diametrale standpunkter som den antikke hedonisme og det altruistiske ideal helt ned igennem tiderne, hver af disse anskuelser har sine repræsentanter mellem moralfilosofferne lige ned til den nyeste tid, selv om anskuelsernes form og motiver har gennemløbet enkelte modifikationer. Og hver især holder stift på, at kun hans lære er moral.

Hvis man ikke antog, at moralen havde noget med videnskab at gøre, eller nærede det håb, at den engang kunne erobres af denne, ville man kunne slå sig til tåls med, at således måtte det vel engang være, ja glæde sig over al den fylde og frodighed af individuelle meninger om alt mellem himmel og jord, der efterhånden har skaffet sig luft i de moralfilosofiske værker. Har man derimod den faste tro, at der til grund for moralen må findes en kerne, lige så konstant som adskillige andre, hvorpå videnskaber opbygges, kan man ikke slå sig til ro med dette kalejdoskopiske virvar, men må søge en eller anden udvej. Og man spørger da sig selv, om man ikke ved at prøve de moralbegreber, man kender, på de fordringer, der overalt bør stilles til streng videnskab, kunne nå til en frugtbar kritik af dem og derved ledes i den rigtige retning. Man får unægtelig det indtryk, at der hist og her er slået betydelig af på disse fordringer.

Hvilke er disse fordringer? Et videnskabeligt emne må være alment c: behandle ikke et enkelt isoleret tilfælde men en klasse. Denne klasse eller gruppe af enkelttilfælde, hvoraf videnskaben uddrager sine generalisationer, må være naturlig begrænset og afrundet c: dannes af enheder, der er naturligt sammenhørende. De videnskabelige sætninger må være almengyldige c: bevislige, de må kunne sættes i logisk forbindelse alment anerkendte udgangspunkter. Man må hertil føje, at det emne, der skal undersøges, skal være af almen praktisk betydning for menneskelivet¹, om end det må indrømmes, at grænsen her ifølge sagens natur er flydende og langtfra altid respekteres.

Det er ganske naturligt, at de emner, der behandler naturgenstande, forholdsvis tidlig har kunnet ordne sig i velafgrænsede grupper. Anderledes med de videnskaber, der behandler de menneskelige åndsvirksomheder og de menneskelige handlinger, her er grænserne langt mere omtvistelige, og kommer vi til et emne som det foreliggende, der beskæftiger sig med handlinger udsprungne af en bestemt viljesretning (thi denne foreløbige bestemmelse af de etiske handlinger tør vi vel nok anticipere), har det vist sig allervanskeligst at få en klar og enstemmig klassifikation antaget. Der er selvfølgelig intet i vejen for at optage til videnskabelig behandling emner som de sympatiske, de altruistiske, de livsfremmende, de nyttige eller de fornuftige handlinger, og enhver af disse grupper ville kunne afgrænses meget logisk, men grunden til at ikke en af dem har kunnet hævde sig som dækkende den moralske handlingsgruppe er, at ingen af dem grupperer sig om noget enkelt princip, som der er enstemmighed om uomgængeligt at betragte som karakteristikon for det etiske – hvorom der dog, trods alle divergenser, holder sig nogenlunde konstante forestillinger, der hårdnakket søger efter fælles midtpunkt. Alene den gruppering vil have udsigt til at holde sig, der som kerne har et sådant princip, som intet filosofisk moralsystem og ingen folkelig forestilling om moral helt har kunnet se bort fra. Vi mener, at hvad det i første række kommer an på er at fæste opmærksomheden på det faktum, at der gives en art handlinger, man skylder at gøre, eller at der eksisterer en art forhold, der kan betegnes som rettigheder og berettigede krav.

Hvis denne forudsætning er rigtig, vil den etiske videnskab altså først få den opgave at bestemme hvilke disse handlinger eller rettigheder er, derunder specielt dvæle ved selve den ejendommelighed ved dem, at de kræves. Men til denne rent descriptive påvisning af at der gives pligthandlinger og forseelser her i verden kan moralfilosofien ikke indskrænke sig, thi sæt, at de rangerede f.eks. med de ceremonielle pligter ved hove, som kun er pligter, fordi de faktisk påbydes af den og den, og kun gælder for en begrænset kres – i så fald ville de være uværdige genstande for en videnskab at operere med. Det må godtgøres, at de etiske handlinger ikke blot har den ejendommelighed, at de kræves, men også den ejendommelighed, at de må kræves, med andre ord, at kravene ikke har deres rod i autoriteters luner men er opvoksede af de menneskelige samlivsvilkårs naturlige jordbund. Moralfilosofien kan altså – ved siden af den deskriptive opgave – ikke unddrage sig en empirisk påvisning af, at det princip, der udgør det for den etiske handling ejendommelige, er en faktor af almengyldig betydning.

Et væsentligt bidrag til løsningen af den opgave at finde det centrale moralbegreb foreligger allerede i dansk litteratur (af N.H. Bang: Begrebet moral, Kbh. 1897); et dygtigt rydningsarbejde til at bane vej for en videnskabelig moralfilosofi er dermed gjort. Men jeg kan dog ikke betragte den løsning, Dr. Bang resulterer i, som definitiv; af denne grund, og fordi det er den af alle mig bekendte opfattelser, der står det i dette skrift forfægtede moralbegreb nærmest, optager jeg den til en mere udførlig kritik med den bagtanke derved tillige at få mit eget synspunkt så skarpt afstukket som muligt.

Pag. 5 i det nævnte skrift siger forfatteren: Hvor skal man lede (efter definitionen af begrebet moral)? Naturligvis i den almindelige sprogbrug, hvor ellers? men da den almindelige sprogbrug er fuld af flydende overgange, så at et ord successivt og umærkeligt kan foretage en rejse til egne, hvor det aldrig har drømt om at skulle nå hen, og da den videnskabelige brug af ordet fordrer en konstant betydning, hvorledes finder man da denne? … »ved at udsondre de løse og tilfældige betydninger og fastholde den, som ordet har i de forbindelser, hvor det er udtryk for karakteristiske forestillinger, som det er værd at fastholde ved et eget navn«.

Den tankebevægelse, der må udføres for at finde et videnskabelig brugbart moralbegreb, falder da nærmere beset i følgende afsnit: vi ønsker at gribe det emne, der interesserer os, for at gøre det til genstand for videnskabelig behandling, men vi ved ikke forud aldeles koncist hvad det omfatter; vi har kun en ret dunkel forestilling om retningen, hvori det ligger, en retning, der vagt angives af den gængse benævnelse.

Det vi søger er da først og fremmest en definition, der giver os de fælles konstante kendemærker på en gruppe beslægtede handlinger, der betegnes med navnet moralsk. Og disse konstante træk findes ved en analyse af de faktisk eksisterende moralbegreber, hvad enten de hidrører fra den gængse populære sprogbrug eller fra videnskabelige systemer. Der kan nu ske et af to: enten finder man som resultat af denne analyse en naturlig-beslægtet gruppe handlinger, hvis konstante fællesmærke er af den art, at man vil kunne bibeholde udtrykket moralsk derom og altså ophøje det fra en populær til en videnskabelig betegnelse, men det er også muligt, at resultatet af analysen bliver, at det gængse navn moral viser sig at dække over en mængde heterogene bestanddele, der ikke indbyrdes er forenelige ved noget væsentligt fællestræk, som har interesse for forskningen; i så fald bliver der ikke andet for – hvis man dog har reddet en homogen gruppe som emnets kerne ud af dette virvar – end at forbeholde denne et særegent navn, med mindre man vil gøre vold på sproget; sprogbrugen har i så tilfælde været for uklar til at kunne anvendes umiddelbart som grundlag for den videnskabelige behandling. Hvis man ikke kan opnå, at sprogbrugen lemper sig efter det logiske begreb med andre ord erkender, at dette er sagens kærne, er der intet andet for end at holde sig til dette og gøre det til genstand for sin videnskabelige behandling, selv om det må slippe det navn, det hidtil har båret i fællesskab med de bestanddele, vi betragter som dermed uensartede, ikke karakteristiske.

Det er på forhånd rimeligt at antage, at hvis det væsentlige karaktertræk ved den gruppe handlinger, vi søger efter, er en faktor af vigtighed, ja en nødvendig faktor i det daglige liv, vil den betydning, den almindelige sprogbrug lægger i navnet hvor den betegnes, ikke kunne undgå ned gennem tiderne at bevare de væsentlige forestillinger, der knytter sig dertil. Hvorimod det snarere kan formodes, at terminologien i videnskabelige systemer, moralfilosofier, ved deres hang til teoretisk ensidighed og mindre intim forbindelse med livet, meget lettere forvilder sig ind i irgange, hvor det væsentlige tabes af sigte.

Hvilken af de to veje der bliver farbare for det foreliggende emne vil fremgå af det følgende. Dr. Bangs løsning er det utilfredsstillende standpunkt: af overdreven respekt for den formentlige sprogbrug at blive stående ved et ikke fuldtud logisk moralbegreb. – Hans analyse går i følgende retning:

Ofte finder man det moralske forklaret som det gode, det umoralske som det onde. Det gode kan være enten: 1) godt for den handlende selv, fornuftigt; 2) godt for andre, nyttigt; 3) teknisk fuldkomment. (Han fremhæver straks, at der ved udtrykket god, hvis det skal betegne det moralske, kun kan tænkes på forbindelsen gode handlinger, thi naturtingene kan vel kaldes gode men ikke moralske; det moralske har kun forhold til viljesakter). At det teknisk fuldkomne og det moralske ikke falder sammen, betragter B. som givet, ellers ville det at lyve godt være et moralsk fortrin; og han har ganske sikkert ret i at afvise denne betragtning, thi god er her kun udtryk for et formelt højdepunkt, der kan tillægges selv de forskelligste handlinger, hvorimod det moralske ganske sikkert leder tanken hen mod en specifik indholdsvurdering. Heller ikke det fornuftige er betegnende for det moralske, men hans afvisning af denne identitet er ikke så umiddelbart berettiget; han siger: ingen kalder det for umoralsk at holde uregelmæssige måltider, at gå for sent i seng, at gå uden galocher osv. Det er jo netop det, adskillige mennesker (også moralfilosoffer) gør, med rette eller urette. Endog Kant holder hævd over de berømte »pligter mod sig selv.« Man kan dog vist give Bang ret i, at begreberne populært ikke dækker hinanden, således at umoralsk opfattes = ufornuftigt, selv om hans eksempler egentlig ikke har vist det; indlysende bliver det i al fald ved et positivt eksempel: det er fornuftigt at rejse en tur hvert år, men den almindelige mening ville sikkert ikke bedømme det som noget særlig moralsk. Og vist er det, at overalt hvor det sunde og kloge kommer i konflikt med forpligtelser overfor andre, vil den almindelige mening enstemmig lade dette gælde som overvejende moralsk i forhold til hint. Under alle omstændigheder har Bang fuld ret til at skrive: »den almindelige bevidsthed indrømmer gerne, at det ofte, måske endog i reglen er klogt at handle moralsk og dumt at handle umoralsk, men den kan ikke gå ind på, at det er disse egenskaber ved handlingen, den vil udtrykke ved ordene moralsk og umoralsk«. Blandt andet kommer i denne definition aldeles ikke det frem, der udgør en uvægerlig bestanddel af vore forestillinger om det moralske, at det drejer sig om et fællesskabsanliggende (selv om det kun er en og en imellem). Forholdet til det kloge bliver alene det, at erfaringen mulig kan vise det gennemgående kloge i at handle moralsk c: gøre sandsynligt, at denne opførsel falder indenfor det kloges område, men dette område er da i forhold til det moralske det mere omfattende. Afgørende er imidlertid kun den omstændighed, at gennemført fornuftige handlinger jævnlig vil komme i strid med handlinger, man enstemmig vil karakterisere som moralske; som hvis et menneske for sit helbreds skyld rejser til badested for penge, han skylder bort og forlængst skulle have betalt. Dette er nemlig ikke at opfatte som en pligtkollision; ved pligtkollisionen opstår striden om kvantiteten at de beslægtede hensyn, der trues ved de pågældende sammenstødende handlinger, men i det nævnte eksempel ses det let, at hensynene er umulige at bringe under en fælles formel c: det fornuftige og det moralske er principielt inkommensurable størrelser.

Vi kommer til god i betydning af nyttig, almennyttig. Heller ikke dette anerkender sprogbrugen for enstydigt med moralsk. En god digter gør sit land nytte, men en dårlig digter og en umoralsk digter er ikke synonymer. Der er overmåde mange nyttige handlinger, som sproget bestemt vægrer sig ved at kalde moralske. Heller ikke i betydningen af fuldkommen er god enstydigt med moralsk, som Spencer¹ mener.

Skønt vi altså må opgive at finde nogen af de betydninger, vi hidtil har opdaget i ordet god, dækkende det moralske, vil vi endnu ikke opgive at søge den forbindelse mellem de to begreber, den almindelige sprogbrug trods alt fastholder. Det kunne være, at det moralske var at søge i en anden provins af det godes rige, at der trods alt var noget, man kunne kalde moralsk godt. Bang nævner endnu det rigtige-urigtige. Men også dette er formelle bestemmelser; rigtig er den vej, der fører til målet, det formålstjenlige – det kommer an på hvilket mål, det kan jo gå i alle mulige retninger. For at handlingen skal karakteriseres mere end rent formelt, må der føjes en bestemmelse til, hygiejnisk rigtig, moralsk rigtig. Den moralsk rigtige handling er den, der er logisk deduceret fra en almen moralsk sætning, forudsætter altså denne; ved rigtig forstås blot, at deduktionen er rigtig foretaget, er logisk. Der er (af Sidgwik) fremsat den anskuelse, at der gives handlinger, der i sig selv er rigtige, ubetingede fornuftforskrifter; siger man: du bør stræbe efter lykke for dig selv, eller: det er rigtigt at stræbe efter lykke, – er lykken det sidste formål, sætningen er ikke hypotetisk. Her er det efter Spencers mening selve formålet, der i sig selv er rigtigt, det er et sidste formål, »hvormed må menes, at det er absolut rigtigt at sætte sig dette formål«. Vi har i kap. 3 bekæmpet denne anskuelse, at såkaldte sidste formål sættes logisk; og hvis dette er rigtigt, at formålene ikke kan erklæres for absolut rigtige, kan heller ikke de handlinger, der fører dertil, kaldes absolut eller i sig selv rigtige. Heller ikke dette »rigtige« forklarer os altså det moralske; man bruger ganske vist udtrykket bør om mange forskellige slags rigtige handlinger: du bør ikke gøre dit, for det er usundt, ikke dat, for det er dumt osv.; men derfor »bør« man også bandlyse dette udtryk hvor man koncist vil udtrykke en etisk dom. Iøvrigt gælder om de absolut rigtige handlinger det samme som ovenfor er sagt om de gennemført fornuftige handlinger.

Som resultat af analysen får Dr. Bang: moralsk handlen er ikke identisk med god eller rigtig handlen, men den må være en særlig art af god og rigtig handlen. Er der da ikke et eller andet udtryk i sproget, der tydeligere betegner den moralske handlens væsen. Der findes et sådant, nemlig ordet pligt, det samme ord og begreb, Kant straks faldt over, da han foretog sin analyse.

I ordet pligt ligger gemt forestillingen om et krav, det er denne forestilling, vi har savnet under de foregående udviklinger. Thi selv om man fandt en sætning som denne: man bør stræbe efter lykke, så er dette bør som krav betragtet nærmest en frase; hvad eller hvem kræver denne stræben, et krav er dog andet end et fornuftigt råd. Men en pligthandling er en handling, der står i forhold til et bestemt krav. Da det er dette begreb, Bang gør til det centrale i etikken, vil det have sin interesse at betragte hans definition nærmere for derefter at undersøge, om det da virkelig er dette begreb, vi en gang for alle kan standse ved som det, der slutter tættest om samtlige etiske fænomener:

Idet jeg anerkender en handling som min pligt, anerkender jeg en andens ret til at fordre den af mig. Pligt og ret er korrelate begreber. Når vi bestemmer pligt som det man »kan fordre«, betyder dette »kan« ganske det samme som »har ret til«. Denne ret er ikke den faktiske, juridiske ret, heller ikke uden videre »den aktuelle offentlige menings« anskuelser om ret, hvad der blot er en anden form for autoritet; samvittigheden accepterer ikke den offentlige mening således, at den uden videre underkaster sig den aktuelle offentlige mening, men således, at den spørger: hvad må almenheden nødvendigvis fordre af individerne ud fra synspunktet almenhedens vel … samvittigheden støtter sig på almenhedens standpunkt og giver i dens navn love for alle. Hvad er en samvittighedsfuld mand andet end en sådan, som i al sin handlen tager hensyn til andres, almenhedens, samfundets som nødvendige erkendte fordringer? … samvittigheden anerkender almeninteressens forrang … samvittigheden forbeholder sig selv at afgøre hvilke magtbud det for det almene vels skyld er nødvendigt at udstede; kun disse gør samvittigheden til sine bud … et menneskes pligt er hvad der kan fordres af ham for det hele vels skyld i kraft af en almindelig lov … med rette kaldes pligten ofte »det almene« … pligt behøver ikke at være pligt direkte mod almenheden, men pligt mod en enkelt eller enkelte er kun pligt, for såvidt som disse krav nødvendigvis må sanktioneres af almenheden. Disse sætninger gengiver vel det væsentlige i Bangs pligtbegreb.

Jeg tror virkelig, at denne udredning kommer den gængse opfattelse og sprogbrug temmelig nær, men desværre er (som i kap. 2 påpeget) de moralfilosofiske forfatteres brug af ordet gennemgående så uensartet, at det er så godt som uanvendeligt til videnskabelig terminologi, med mindre da hver forfatter begynder med nøjagtigt at fastslå hvad han mener dermed. Men selv om det, som her, defineres, og således som det her defineres, synes det næppe fyldestgørende, dertil er det for udflydende: pligt er noget der fordres. Er da alle de fordringer, der stilles til mig, pligt? Nej, kun de, der med rette stilles. Hvorledes og af hvem afgøres, hvilke fordringer der er berettigede, er det dem, almenheden eller den offentlige mening opstiller? Ofte, men ikke ufejlbarlig! Nej kun dem almenheden nødvendigvis må stille ud fra synspunktet almenhedens vel. Hvem afgør hvad der således er nødvendigt? Den enkeltes samvittighed. Pligt bliver da efter Bang de krav, den enkeltes samvittighed erkender, at almenheden nødvendigvis må stille ud fra synspunktet almenhedens vel.

Nogen særlig håndterlig forklaring er dette ikke; den indeholder således den for praktisk etik besværlige forudsætning, at man i alle livets konkrete forhold skal være i stand til at anlægge almenhedens synspunkt, hvad der sikkert ikke er enhvers sag; det må nødvendigvis synes en ubekvem omvej at ty til dette tunge maskineri hver gang det gælder om at løse alskens små private kontroverser. Spørges der f.eks., om det i alle mulige tilfælde er A's pligt at betale tilbage hvad han har lånt af B., er det da ikke en vanskelig operation at putte almenhedens vel ind som mellemled og målestok? Var det ikke langt bekvemmere, om man havde en sådan måde at spørge på, at løsningen umiddelbart fremgik af forholdet mellem de to interesserede parter¹. Erstatter man ordet pligt med skyldighed, får man et udtryk, om hvis betydning der hersker mindre splid, og hvorved ovennævnte spørgsmål og alle beslægtede finder en umiddelbar afgørelse som simple deduktioner af et ganske enkelt og let definerbart samlivsforhold (sml. kap. 2). Desuden ligger der i skyldbegrebet latent forestillingen om en bestemt kvantitet, noget man ganske savner i pligtbegrebet; man kan meget vel, således som man i almindelighed opfatter »pligt«, sige: det er din pligt at gøre noget (et eller andet) for det og det menneske; bruger man derimod ordet skyld, vil man uvilkårlig udtrykke sig bestemtere: du skylder A. at gøre det og det (bestemte) for ham eller: du skylder ham osv. (en bestemt kvantitet). Skyld er noget forholdsvis let fatteligt, hvad er derimod pligt? Det er som ovenfor anført noget, jeg skal gøre, fordi du kræver det som almenhedens repræsentant, og fordi jeg anerkender, at du har ret til at kræve det. Objektet, det bestemte, der skal gøres, flyver som en fjerbold fra mig til dig og tilbage igen, så at man ikke får tid til at se det rigtig efter i sømmene.

Trods det, at Bangs begreb moral kreser om det rigtige, kan vi altså ikke uden videre acceptere det og skal nu nærmere godtgøre hvorfor. Fordi det ikke refererer sig til noget almenvigtigt formål, ikke er håndterligt at deducere fra, ikke er fuldtud konsekvent og ikke fyldestgørende omfatter alle etiske problemer.

Når B. udtaler, at pligten er »de krav, den enkeltes samvittighed erkender at almenheden nødvendigvis må stille ud fra synspunktet almenhedens vel« eller et andet sted, »at samvittigheden er det almene i den enkelte; idet den enkelte taler i kraft af sin samvittighed, taler han som almenheden, en tænkt eller virkelig almenheds repræsentant«, opstiller han dermed formål, som efter min anskuelse ikke er alment-betydningsfulde. Thi almenhedens vel kan ikke betragtes som en sag, der selvindlysende frembyder sig som naturligt objekt for mine bestræbelser; heller ikke kan det ved ræsonnement gøres dertil, hvor speciel interesse fattes. Forfatteren tager det for givet, at samfundets velfærd eller den højest mulige lykke for samfundet som helhed er det eneste princip, der muligvis kan antages af alle; med hvad ret kan jeg slet ikke indse, der gives faktisk mennesker (mindst halvdelen af menneskeheden), hvem disse forestillinger aldeles ikke strejfer, og hvem det ikke ville kunne gøres begribeligt, at det er et naturligt formål for deres bevidste bestræbelser, så fjerntliggende og så vanskeligt tillige¹ forekommer det dem at være. Bangs standpunkt er kortsagt social-utilitarisk, hvorimod nærværende skrift går ud på at finde et princip, der direkte afledes af det socialt-nødvendige. Bang siger: samfundets berettigede fordringer er dem, samfundet bør stille, fordi de fremmer samfundets vel, lovene bedømmes i denne sammenhæng som moralske efter deres »heldbringende« evne. Den enkelte skal spørge: vil denne handling som regel forøge eller formindske lykken, og dernæst: vil det forøge lykkens sum, at den gøres til genstand for en almindelig fordring. Det sidste er det afgørende.