Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
19 
Endnu intet tegn til at krigen snart vil få ende, og dog længes vi alle så stærkt derefter. 
I går fik vi dog endelig post igen for første gang, siden vi er kommen hertil. Det er 
næsten det eneste, man har at glæde sig til under disse trange (og) sørgelige forhold. 
 
Sennheim d. 21.1.15. 
Atter en 8 dages tid længere fremme. Trange tider, langsomt skrider. Kun langsomt 
skrider tiden fremad.  
Måtte dog blot denne knugende, lange, triste vinter snart få ende og atter en sommer 
med lys, varme og fred begynde. Ja, høstens herre gør en rig høst i denne tid. Nu har 
vi været her i fjorten dage. Hvor mangt et øje har ikke måttet lukke sig for aldrig mere 
at åbnes, mangt et hjerte er bristet i dette korte spand af tid. Vort regiment har i denne 
korte tid uden egentlig at være i kamp haft et tab, siges det, af over 200 døde og 
sårede. Ja, vi går i fare, hvor vi går. 
Vort kompagni har ellers haft en god uge nu. I fire dage ligget i Mittelsheim i reserve 
og nu 2 dage her uden egentlig at foretage os noget blot for en dels vedkommende lidt 
skansearbejde i nat. Blot det nu ikke er for at, når det går løs igen, vi så skal i værre 
stillinger eller storme. 
 
Sennheim d. 30.1.15. 
Januar måned er snart forbi. Omtrent et halvt år er det, siden krigen begyndte, og 
endnu raser denne frygtelige krig med uformindsket styrke. Jeg har nu været med i to 
måneder. Vil det vare to måneder endnu, førend vi kommer hjem, hvis det i det hele 
taget bliver os forundt at komme det.  Ja, sikkert vil det det, måske det dobbelte. Det 
nytter ikke at lulle sig i falske drømme (og) gå og bilde sig selv noget ind, som man 
dog til syvende og sidst ikke tror.  
Alt tyder på, at det endnu vil vare længe, før branden er slukket. Man får jo være 
tapper (og) søge at holde modet oppe. Med Guds hjælp går det jo nok også. 
Der ymtes om, at vi snart skal flytte igen. Ja, budskabet derom vil blive modtaget med 
glæde. Ja, lad os jo før jo bedre komme bort fra dette helvede. Selv her ude i 
Sennheim springer granaterne rundt om os. I eftermiddags f.eks. var de os så nær, så 
vinduerne splintredes af stumperne.  

---

 
20 
I denne uge er Vehner fra Gjelstoft falden. Oppe på Hartmansweilerkopf gjorde en 
geværkugle ende på hans liv. Han er, så vidt jeg ved, den første af os nordslesvigere, 
som kom hertil sammen fra Slesvig, der er falden. Hvem bliver den næste? Ingen ved 
det, måtte vi være rede, når han kalder. Trøstig (at) kunne gå ind i det ukendte, 
håbende på at få del i herligheden hisset. Ja, det give Gud, han værer os alle en nådig 
dommer.  
 
Skyttegraven oppe på høj 425 d. 3.2.15. 
I dag er vort komp. kommen i en hel ny stilling. Det var heroppe kampen rasede den 
7. januar, den første dag vi var her.  
Oppe på højen ser det endnu skrækkeligt ud efter kampen. Ved siden af løbegraven 
ligger der fuld af våben, tornystre, beklædnings- og brugsgenstande af alle slags. Det 
er sagerne fra døde, sårede og fangerne, der er blevet liggende. Men værst ser det dog 
ud i og ved pigtrådsforhindringerne foran skyttegraven. Der ligger endnu en mængde 
lig af døde franskmænd. Ja, når man ser det, så skulle man ikke tro, at man lever i 
Europa i det tyvende århundrede. Jeg har ondt ved at forstå, at det ikke på en eller 
anden måde kan lade sig gøre at få de døde begravet. 
I dag har artilleriet, særlig det franske, travlt med at skyde. Den ene granat efter den 
anden er kommet susende hen over vore hoveder. Snart har det været fabrikken, snart 
Sennheim og snart hulvejen, der fører herop til højen, hvor en del af vore folk ligger i 
reserve, som de har betænkt med en granat. 
Vi har temmelig smukt vejr i disse dage, og det er godt, ja kan gerne gøres nødig, når 
man skal holde det ud i skyttegraven 24 timer i træk uden at få noget varmt eller 
komme i husly. 
 
Ufholz d. 20.2.15. 
Kære dagbog: Det er næsten længe siden, jeg sidst har malet i dig. Jeg har lidt truet 
dermed, men en stærk forkølelse, som jeg har plagedes af længe, havde helt taget 
lysten til at skrive. Vi er endda flyttet lidt rundt, siden jeg skrev sidst. Et par dage 
efter kom vi her til Ufholz i en hel ny stilling. Jeg tror for resten nok, at vi har gjort et 
temmelig godt bytte der. Stillingerne her er i hvert fald, hvad dækning og den slags 
ting angår, altid bedre end ved Sennheim. 

---

 
21 
I denne uge har vi været fire dage i Staffelfelden for at få udhvilet. Ellers går tiden 
som sædvanlig, 24 timer i skyttegraven, 24 timer her i Ufholz. Det går ellers her, 
eftersom vi er med i krig, meget fredeligt af, kunne det blot sådan blive ved. Enden på 
krigen, som vi længes så meget efter, synes ikke at komme nærmere. Forleden dag 
havde jeg kort fra Ville, at nu var han på vej til Rusland. Ja, hvad der venter ham der, 
er ikke godt at vide. Måtte det ikke blive ham alt for svært, og han uskadt få lov til at 
vende hjem til sine.  
 
Mylhausen d. 1.3.15. 
Alle gode gange ere tre gange. I dag for tredje og sidste gang i Mylhausen for at få 
mit tandsæt i orden. Det er søndag i dag, man glemmer næsten, at der er forår, den ene 
dag er næsten som den anden, i hvert fald skal man ud og bort fra skyttegravene for at 
mærke forskellen.  
Brev fra far i går, hvori han fortæller, at moster Maren er død. For kort tid siden måtte 
morbror Hans af sted og nu hende. Det tynder ud i de gamle, i dem som i min 
barndom satte præget på familiefesterne derhjemme på Spandetgård. De var stovte 
skikkelser, som man kunne se op til, lære noget af. Nu er de borte, kun mindet (er) 
tilbage. Kan vi unge, det nye slægtled, tage arven op, fylde pladsen efter dem? 
 
Søndag den 7.3.15. 
Igen flyttet, kommen i nye stillinger lidt længere mod nord.  
Sidste torsdag aften gik det af sted fra Staffelfelden, hvor vort batt. havde ligget i ro i 
fire dage. Hvor vi skulle hen, og hvad vi skulle, vidste vi ikke noget bestemt om. Der 
blev fortalt, at vi skulle til Sulz, en by ca. 10 km nord for Staffelfelden. Blive der 
natten over og næste morgen op i skyttegravene, ligge der i reserve, for tropperne, 
som var der, skulle foretage et angreb. 
Af sted gik det så efter mørkets frembrud fra Staffelfelden til Sulz, hvor vi i en fabrik 
blev indkvarterede for natten. Næste morgen tidlig gik det af sted her op i bjergene 
(Vogeserne). Det blev en stram tur den tre timers march herop. Opad gik det, 
bestandig opad. Og da vi så endelig var kommen et godt stykke op, så vi så småt 
begyndte at håbe på, at målet snart var nået, så måtte vi til at kravle nedad igen og så 
igen et godt stykke opad. Vi havde gjort en stor omvej, kravlet ned og op et par gange 

---