Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
13 
 
Onsdag d. 9. december. 
Ude i skyttegravene ved Boeverenz i min jordhule halvt liggende, halvt siddende med 
mit tornyster som bord, sådan går skriveriet for sig. Dagen efter ankomsten til fronten, 
blev vi delt mellem de forskellige kompagnier. Jeg blev derved desværre skilt fra en 
del af mine bedste kammerater.  
Samme aften gik det af sted ud til skyttegravene dog kun for at blive der et døgn. 
Dagen efter skulle komp. nemlig tilbage i reserve. De skiftes til 8 dage her 4 der. 
Der blev dog tid og lejlighed til at se, hvordan skyttegravene var indrettet, se krigen 
på nært hold og høre kanonernes torden og bøssernes knaldren.  
Efter så at have ligget 4 dage i reserve måtte komp. igen af sted herud, og nu skulle 
jeg til at tage min part (af) vagttjenesten, og hvad der ellers var at gøre.  
Jeg har nu været her et par dage og er for længst ked af det. Ja, det er en skrækkelig 
tanke at tænke sig, måske at skulle blive her hele vinteren.  
For det første er det langt fra uden fare for liv og lemmer. Det dræbende bly flyver 
stadig rundt og søger sig et mål, og hvem (ved), når det træffer mig. 
Og for det andet er det, selv om den mulighed ikke var der, langt fra et behageligt liv 
at føre. Nattero, sin gode seng, hjemlig hygge osv., alt må man give afkald på, og det 
på en årstid, da man hårdest trænger dertil.  
At bo i en jordhule med noget halm og et dækken til seng, den halve tid af natten at 
stå på post ude i mørket og kulden, alt sammen ting man ikke kan regne til de 
behagelige. Men der er jo ikke noget derved at gøre, det må jo holdes ud.  
Langt værre er det jo også for dem, der nu så længe har måttet døje de savn og 
strabadser, som krigen fører med sig. 
I mandags aften (var) den første lille fægtning her, siden jeg er kommen. En fjendtlig 
løbegrav skulle stormes. Et komp., der lå i reserve, skulle udføre det og var i den 
anledning kommen herud. I mørket sneg de sig derover. Graven var omtrent ubesat, 
så det var let udført. En dræbtes, og 4 toges til fange. Da franskmændene opdagede 
angrebet, sendte de en regn af bly ind over vore stillinger, mens de samtidig oplyste 
egnen ved hjælp af ildkugler. Tyskernes tab var 1 død, 4 – 5 sårede. Et uhyggeligt 
indtryk gjorde det på mig, som sammen med vort komp. måtte stå i vores løbegrave 
med opplantet bajonet parate til at tage imod et fjendtligt modangreb.  

---

 
14 
 
Amy d. 16.12.14. 
Endelig slap vi da igen ud af skyttegravene og tilbage hertil.  
Hele 10 dage måtte vi holde det ud der, det var 2 dage længere end bestemmelsen, så 
vi blev glade, da det endelig blev alvor med afløsningen. De sidste dage derude blev 
særlig triste på grund af den megen regn, der er falden. Hver eneste nat og ofte om 
dagen har regnen sivet ned og gjort livet der ubehageligt.  At gå med halvvådt tøj og 
tilsmurt med ler fra øverst til nederst, kun en jordhule, som vandet sivede gennem 
dækket, til at søge ly i, alt sammen ting som nok kunne få humøret til at synke. Værst 
var det endda med fødderne. Dem frøs jeg næsten hele tiden, thi støvlerne var ikke i 
stand til vedblivende at holde fugtigheden ude.  
Ja, havde den ulyksalige krig dog blot ende. Det er et ønske, som sikkert deles af os 
alle  fra officererne og ned til menigmændene. Mange gange hver dag hører man 
kammeraterne snakke om fred. 
Rusland ist fertig, Morgen gibts Frieden, zum Weihnachten sind wir alle zu Haus`, og 
i den dur går det.  
Forleden dag fortalte rygtet, at zaren havde bedt kejseren om fred, men denne skulle 
have afslået det, da, som han skulle have udtrykt sig, dog in den ersten Tagen die 
Entscheidung fallen wollte. Et par dage efter fortaltes der: Den russiske zar er 
fuldstændig slået, 80 tusinde fanger og 80 tusinde døde og sårede. Meddelelsen har 
dog nok været forhastet, den amtlige meddelelse er, så vidt jeg ved, udebleven. 
I går aften havde jeg den glæde at få brev fra Tinne, og i dag kom der efter flere 
(dages) forgæves venten brev fra far. Også Hejmdal og Indre Missions Almanak, som 
Ville sender, er kommen i dag.  Alt sammen ting som jeg er meget glad ved, og som 
liver op i denne triste tid.  
Vi har i dag haft travlt med at gøre vor lejlighed her, en følsti eller hestefold, i stand.  
Det er helt forfærdelig, hvor der ødelægges under sådan en krig. Mens folk mange 
steder i denne tid vel knap har det tør(re) brød, så bruger vi har de(n) dejligste hvede 
til at gå og ligge i. Men det er jo også krigstider.  
 
Amy d. 18.12.14 

---

 
15 
Mon? I går fortalte vor Feldwebel følgende: Den russiske hær er fuldstændig slået af 
de forenede tyske (og) østrigske hære. Russerne går tilbage i vild flugt.  
I eftermiddags var vi kommanderet til, som det kaldtes, Gebetstunde i kirken. Kirken, 
der ikke er ret stor, er udentil meget ramponeret af krigen. Forinden var den ret køn. 
Når man som jeg gik derhen og ventede at få en julepræken at høre og synge 
julesalmer, så blev man sørgelig skuffet.  
Præsten, en yngre for resten ikke meget præstelig udseende mand, gik i sin tale 
snarere ud på at vække latter end gråd. Og der blev da også til tider leet mere end 
passende. I det hele taget mærkedes hos præsten ikke meget af det, som kan kaldes: 
ærefrygt dyb for den levende Gud. Præsten havde gjort rigtigere i både for sin egen og 
vor skyld at vælge en anden plads til dette møde. Med ”Ich hab` mich ergeben” og 
”Deutschland, Deutschland über alles” begyndte og sluttede mødet.  
 
Noyon d. 22.12.14 
Ja, så er vi kommen til Noyon. Det bliver ikke, som jeg havde ventet, i skyttegravene 
ved Beuvraigner, vi kommer til at holde jul. Vi kom hertil i middags. Marcherede i 
går morges fra Amy, men har så ligget over i nat i en landsby ca. midtvejs, hvor hele 
vort regiment skulle samles. I morges gik det så løs hertil både vort regiment 75 og 
76. Den kommanderende general for 9. armekorps holdt uden for byen for at inspicere 
tropperne. Hvad meningen er med, at vi skulle hertil er ikke godt at vide. Som grund 
angives følgende: Regimentet har været så hårdt med og ligget i så farlige stillinger, at 
det nu skal have ro lidt, ligge her i reserve. Men måske, hvem ved det, er grunden en 
hel anden. Der siges, vi bliver her i 3 uger måske længere. Jeg er for så vidt glad ved 
flytningen. 
 
Noyon anden juledag. 
Ja, nu er det jul, ”solhverv for hjerterne bange. Jul for alle de menneskesjæle, for alle 
der glæden vil finde.” Ja, måtte vi alle samme(n) have følt lidt af den rette juleglæde, 
af den glæde, som mennesker ikke kan bringe, men som kommer ovenfra.  
Før man den rigtig kan tage imod, må man vist nok først have lært at bøje sig dybt, 
stemme i i det gamle evige verdenshåb: ”Vær mig nådig”. Men der har krigen sikkert 
været en god læremester for dem, der ikke har kunnet det før. 

---