Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
16 
”Eder er i dag en frelser født”. Sådan lyder julebudskabet. Han er kommen, som kan 
føre os hjemad og opad, frelse fra synd og død. Blot give sig hen, stole trygt på ham, 
og alt er godt.  
Ja, bær os på børnevis ind i paradis. Amen. 
 
Nytårsdag 1915 
Så er det forbi det gamle år, og det nye har begyndt. Gråt og trist, som året har været, 
sluttede det. Ja, hvilken sum af ulykker og lidelser har året ikke bragt over det gamle 
Europa gennem den forfærdelige krig, som nu har raset i fem måneder. Og som nu 
ved årets begyndelse raser med uformindsket styrke. 
Hvad vil det nye år bringe, er vel nok det store spørgsmål, som de fleste alvorligt 
tænkende mennesker stiller sig i dag. Mere end nogen sinde ved et års begyndelse 
presser dette spørgsmål sig frem. Man føler uvilkårlig, at året kan få skæbnesvangre 
følger for en. Hvem ved, måske er det den sidste nytårsdag, vi oplever. Gråt og trist 
begynder det nye. Dog en enkelt gang i dag er det lykkedes solen at sprede skydækket 
(og) sende sine stråler ned til vor gamle jord. Det skal da være min bøn til dig på den 
første dag (i det) nye år, at du også må bringe lidt solskin på min livsvej, så livet, som 
jeg dog hænger ved, ikke vil blive alt for tungt at leve. 
 
Den 5.1.15 
På rejse mod? 
Ja, igen på rejse, men hvorhen vides ikke! 
 
Sennheim d. 12.1.15 
Endelig igen tid og lejlighed til at skrive i min dagbog. Sidste gang blev det ikke til 
meget, rumlen i toget umuliggjorde skriveriet. 
Enden på rejsen blev Elsass. Men jeg, som troede, at vi her kom hen i stillinger, hvor 
der var roligt og godt, blev sørgelig skuffet. 
Den femte om eftermiddagen passerede vi Strassborg. Og kørselen med toget 
fortsattes mod syd til Feldkirch, en st. mellem Mylhausen og Colmar. Derfra 
marcherede vi så om natten (til) en landsby Raedersheim, hvor vi overnattede i en 
port i noget halm.  

---

 
17 
Opholdet der blev kun af kort varighed. Om eftermiddagen ved 4tiden efter at have 
udhvilet en lille smule gik det af sted her til Sennheim. Det var i sig selv en temmelig 
drøj marchtur, men dog kun småting ved siden af det, der ventede os her det første 
døgn. I stedet for at blive liggende her i byen måtte vort komp. straks af sted ud i 
skyttegravene. Videre gik det derfor op i vinbjergene i stillingerne der. Det blev en 
drøj tur, førend vi nåede målet. Og det, der ventede os der, var ikke noget godt. 
Løbegravene var et eneste morads og lerælte. Jordhuler til at søge ly i, var der ikke 
tale om, ikke engang et tørt sted, hvor vi kunne lægge vor tornyster, var der. Der var 
da heller ikke tale om afløsning, vi måtte stå på post hele tiden. Det blev et hæsligt 
døgn, det værste jeg endnu har været med til. At stå der i så mange timer i sådan et 
morads næsten uden at røre sig, mens regnen strømmede ned, ja, det var næsten til at 
fortvivle over. At få noget at spise var næsten også umuligt, da både vi selv og alt, 
hvad vi rørte ved, var så tilsmurt med ler. Noget at drikke havde jeg, og vel nok de 
fleste ikke, da vi, før vi var der, ingen anelse havde om, hvor det gik hen. At få varm 
mad eller kaffe bragt derud var der ikke tale om. 
Men havde det været drøjt at døje kulde, sult og tørst om natten og formiddagen, så 
var det, der ventede os om eftermiddagen, ikke bedre. Om formiddagen havde 
franskmændene sendt en regn af granater og shrapnels
1
 ned over en lille by, som lå 
lige neden for vore stillinger. 8 komp., som lå der, led meget derved. To døde, som en 
granat havde ramt, og en del forladte tornystre, som jeg så, da vi anden dagen derefter 
var i stilling der, vidnede om, at de ikke var kommen derfra uden tab. 
Vort artilleri har vel så om eftermiddagen villet gøre gengæld. De begyndte at skyde, 
men skød for kort, så det blev os, der fik (h)vad der var franskmændene tiltænkt. En 
del såredes, men det (kunne) være gået meget værre, da granater og shrapnels regnede 
ned over os. Franskmændene søgte samtidig at storme vore stillinger; men der slap 
jeg heldigvis for at være med. Det var længere oppe på højre fløj, så kun en del af vort 
komp. kom til at tage del i kampen. Vore folk tog en del til fange, og de var 
øjensynlig glade derved, for da de blev ført forbi os, klappede de os på skuldrene, og 
deres øjne lyste, mens de tilråbte os: monsjø, kammerat, papa, og jeg forstod dem så 
godt. 
                                                        
1
 fragmentationsgranat fyldt med metalsplinter, søm, kugler, som spredes til alle sider 
ved
 eksplosion 

---

 
18 
Endelig hen på natten blev vi afløst. Men klokken var 3, førend vi havde fået noget at 
spise og kunne komme til ro her. Ja, blive ved med at gå og stå i 35 timer uden at få 
noget ordentligt at spise, og noget man ikke er vant til, kan næsten taget modet fra de 
stærkeste. 
 
Den 15.1.15. 
I dag er jeg med på en underofficerspost ved fabrikken, som er nævnt i foranstående. 
Til at skrive er her temmelig god tid og lejlighed, og jeg vil derfor benytte samme.  
Wir haben Schwein gehabt! Sådan plejer kammeraterne at udtrykke sig, når vort 
komp. har haft lykken med sig og fået en god stilling tildelt, og det samme kan nok 
passe på vor gruppe i dag. 
At stillingen her ikke er ufarlig, fik 8. komp. rigtig nok at føle, den første dag vi var 
her. Men alligevel foretrækker jeg dog at være med her, hvor vi dog ikke har behov 
for at stå på post hele tiden fremfor oppe på højene, hvor vi måtte stå hele tiden. 
Det går os i det hele taget meget bedre her nu, end det tegnede til i begyndelsen. Hver 
anden dag bliver vi afløst og kommer tilbage til Sennheim, så vi kan komme lidt til os 
selv igen. Jeg og et par kammerater har da lejet os et værelse på et hotel. Værten er 
rigtig nok ikke hjemme, men det gør mindre til sagen, vi sparer så i hvert fald 
huslejen. Det er for resten den tredje lejlighed, vi har. Den første blev os frataget, 
mens vi første gang var herude, og i den næste kunne det ikke tillades os at bo. Men 
nu håber vi at få lov til at blive der, så længe vi er i Sennheim. Vi låser da også døren 
og tager nøglen med, hver gang vi skal af sted herud og håber vedblivende at finde alt 
i bedste orden, når vi kommer tilbage. Sengetøj var der desværre ikke, men vi lånte så 
noget i vort gamle kvarter. Ejermanden er nok så elskværdig at hente det, når han 
kommer igen.  
Ja, sådan er krigen. Enhver er nødt til at være ude om sig, ellers kan ingen holde det 
ud.  
Ja, det er hæsligt, skrækkeligt og må i længden virke nedbrydende på menneskene 
stadigvæk at gå og se på alt dette sørgelige. Hele civilbefolkningen er borte og med 
dem alt det idylliske og fredelige. Byen (er) stærkt ramponeret, alt minder om 
hårdhed, råhed, krig. I de samme stuer, som før genlød af barnelatter, der høres nu 
kun sabelklirren og geværraslen.  

---