Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
10 
 
 
 
 
Dagbog 
Meningen med dig er at fæstne en del af de indtryk, tanker og stemninger, som den 
kommende tid vil være så rig på; for, hvis det bliver mig forundt at vende tilbage til 
det kære hjem, at kunne opfriske mindet om denne rædselsfulde frygtelige, men dog 
på mange måder store og på begivenheder så rige tid, som vi lever i. 
Men først og sidst skal du dog være som en ven, jeg kan gå til og udøse mit hjerte for, 
dele sorger og bekymringer med.  
 
Jeg vil gå lidt tilbage i tiden for kort at opfriske mindet om de forgangne uger. 
Den 2. august 1914 begyndte krigen mellem Tyskland og Rusland og dermed den 
store krig, som næsten har tændt hele verden i brand.  
Den 17. august skulle jeg melde mig i Flensborg for at uddannes som  

---

 
11 
(Vaterlandsverteidiger). Det var just ikke let at komme bort fra hjemmet ud i virvaret. 
Håbet om, at det kun skulle blive af kort varighed, skulle ikke gå i opfyldelse. 
I Flensborg blev vi i syv uger indtil den 6. oktober. Tjenesten var let, og et godt 
kvarter havde vi, vi lå omtrent hele tiden i borgerkvarter, så vi havde det såmænd 
godt, og tiden gik hurtig.  
Fra Flensborg gik turen til Slesvig for der at uddannes videre. Vi kom igen i 
borgerkvarter og havde det såmænd rigtig godt, i hvert fald hvad det legemlige 
velvære angik. Dog var længslen efter hjemmet og arbejdet der stadigvæk levende og 
stærk. Det var jo ikke mit fædreland, der var truet, ikke vor egen arne vi skulle være 
med til at værne. 
Ja, gå i Flensborg og Slesvig og spille prøjsisk soldat kunne man såmænd sagtens 
holde ud, selv om man mangen gang måtte bimse lidt stærk, finde sig i at blive skældt 
ud af de herrer underofficerer, der mangen gang tillod sig at bruge udtryk, der ikke 
godt kan gengives.  
Værre, ja meget værre var tanken om en skønne dag at skulle af sted hen, hvor der 
kæmpes på liv og død, hvor menneskeliv betyder og regnes så lidt.  
Heldigvis trak det dog længere ud end ventet. Først store bededag kom der ordre om, 
at vor bataljon skulle stille ca. 700 mand, som så blev udtaget. Jeg slap endnu med 
skrækken, men fik (et) øjeblik (efter) udtaget og måtte med.  
Vi blev af komp. godt udrustet til rejsen og havde også selv forsynet os godt med 
uldtøj for at kunne døje sult og kulde, som ventede. 
Fredag den 27. november gik det så af sted sydpå, om rejsens mål fik vi intet at vide. 
Først da vi var kommen forbi Hamborg, blev vi klar over, at det gik til den vestlige 
krigsskueplads. Vi rejste så i ca. 50 timer uafbrudt. Kun et lille ophold engang 
imellem for at få noget at spise. I førstningen gik det temmelig hurtig, men farten 
sagtnedes meget, så snart vi havde nået den belgiske grænse, og jo længere vi kom 
mod syd ned i Frankrig, desto langsommere gik det. Ved 5tiden søndag aften d. 
29.11.14 ankom vi til Noyon, og derfra skulle vi så gå resten af vejen til fods. Det 
blev en stram tur for os med fuld oppakning, noget som vi ikke var vant til, at gå fra 
Noyon til Vespillieres, en landsby ca. 22 km mod nordvest fra førstnævnte by. Vi var 
dødtrætte, og en del blev slap, før vi ud på natten havde nået vort mål.   

---

 
12 
Det var for mig, der i egentlig forstand ikke er vant til at komme udenlands, en lang 
rejse og for resten også interessant. Mest interessant var det, da vi kom ind i Belgien 
og Frankrig. Det var nat, da vi rejste gennem Belgien, så man ikke rigtig kunne se 
noget. Jeg havde ventet, at vi der ville få krigens ødelæggelse at se i en uhyggelig 
grad, men det blev dog ikke tilfældet. Et enkelt sted sås nok et afbrændt hus, men det 
var dog ikke mange, skønt turen gik over Liege (og) Namur. Men det var jo også nat. 
At landet må være tæt bebygget, som det jo også er, fik man et levende indtryk af, for 
der var by ved by næsten hele vejen langs banelinjen. Og så så jeg der for første gang 
bjerge og dybe kløfter, noget nyt for mig fra det flade land.  
I Frankrig var der mer spor af, at krigen havde hærget, og jo nærmere vi kom vort 
mål, desto tydeligere at se blev de. Afbrændte og sammenskudte huse, sprængte 
broer, ubjerget høst osv. vidnede om, at kampen havde raset. Særlig helt nede ved 
fronten så den ellers umådelige frugtbare og kønne egn sørgelig ud. Store rige 
landsbyer stod øde og folketomme, selv kirkerne var det gået ud over, enten helt 
afbrændt eller til dels ødelagt af granater, så det så sørgeligt ud. Ja, man kan ikke 
andet end ynkes over det stakkels Frankrig og Belgien ikke mindre, som må lide så 
meget under denne frygtelige krig. Hvor må det være hårdt for de stakkels indbyggere 
i de af krigen hjemsøgte egne. Først må de flygte fra hjemmet, forlade alt for dog at 
redde livet, for så måske engang, når krigen har raset ud, at vende tilbage (og) 
begynde forfra. Det kære hjem er nu måske kun en ruinhob, et langt livs arbejde 
tilintetgjort.  
Jo, vi derhjemme har al grund til at være glade og takke for, at vort hjem og hjemland 
er bleven forskånet for dette hæslige, som krigen er. 
Det, der næst efter det trøstesløse øde, som denne egn er, stemmer ens sind til alvor er 
de mange nye grave, som findes overalt. Ja, man ynkes over de mange stakler, som 
her langt borte fra barndomshjemmet finder en ensom grav i fremmed jord.  
Ingen ven jert håndtryk fik,  
ingen hørte afskedssukket. 
Og man tænker uvilkårlig: går jeg den samme tunge skæbne i møde, skal mit liv også 
ende med at finde en ensom grav i Frankrig(s) jord? 
Ja, ingen ved det! Alt står i Guds faders hånd! Hans vilje ske! 
 ------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

---