Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
29 
Her er alt ellers ved det gamle. Vi bestiller ikke stort i disse dage, så tjenesten kan vi 
let holde ud. Nu er Ville også kommen i kongens klæder og har vel så småt begyndt at 
bimse. Blot nu Peder kan hytte sig for at blive indkaldt. Ja, nu ikke mere denne gang. 
Kærlig hilsen 
eders 
Søren Smidt 
 
 
 
Udateret postkort 
Herr Wilhelm Smidt, Spandetgård
6
 pr. Arnum 
Fra sessionen i dag kan jeg meddele eder et godt resultat, jeg er udtagen til Ersatz 
Res. Krankenwärter, så nu er faren jo overstået. Alting er her meget vel, med hilsen 
Wilhelm 
 
Slesvig d.14.10.14 
Kære bror! 
Det er svært så flittige, I er bleven til at skrive i den sidste tid, hvilket glæder mig 
meget, da bud fra hjemmet og dem, som står en nærmest altid er velkommen og ikke 
mindst under disse forhold. Når jeg nu blot ikke er for doven til at gøre gengæld. 
Du var for resten ikke den, jeg først skulle skrive til. Tinne og Hans var egentlig først 
på tur, men der var noget i dit brev, som gør, at det blev til dig, jeg først vil skrive. 
                                                        
6
 Spandetgård er betegnelsen både på en gård og på en lille del af Spandet i 
nærheden af gården 

---

 
30 
Det var den hentydning til, at det vist kunne lade sig gøre at få Hejmdal herop og 
videre, når vi rejser herfra, der faldt mig for brystet. At jeg gerne, ja meget gerne ville 
have min Hejmdal igen er vel selvfølgeligt, selv om man ikke kan vente så meget af 
den i denne tid. Den legemlige føde kan man sagtens få her, det er værre med lidt 
åndeligt. I Flensborg gik det endda nogenlunde. Der havde jeg adgang til gode bøger, 
der selv om de var skrevet på et fremmed sprog, dog altid kunne fylde en ledig time 
og give en lidt berigelse i det tørre og ensformige liv, vi fører. Men da vi kom hertil 
manglede jeg straks noget, tænkte på bibliotekshus, men kom så i tanke om, at jeg for 
en billig penge kunne købe mig meget. I en boghandlers vindue var jeg så så lykkelig 
at finde ”Strejflys” af Carl Ewald, og jeg var hjulpet foreløbig. 
Men nu det var Hejmdal, vi var ved, har der altid stået noget i den om, at det kan 
tillades soldater at få den tilsendt og om, at de er villig til at sende den selvfølgelig 
mod godtgørelse? Hvis det er tilfældet, bedes du gøre mig oplysninger derom eller 
også selv foretage det fornødne.  
(Tilføjelse nederst på arket:) Skriver selv til Hejmdal, hvad vel også er ligeså rigtig. 
I dit brev gengiver du en udtalelse, som en københavnsk præst har ladet falde med 
hensyn til krigen. Og du tilføjer: ´er det ikke sådan, at han har ret?´ Straks da jeg læste 
det, ville jeg have svaret jo; men jo mere jeg har tænkt derover, må svaret blive et 
afgjort nej. 
At det er grimt, når unge mennesker griser hinanden for at blive ved det udtryk, kan vi 
let blive enige om. Men hvo, som er ren, kaster den første sten. Vi er jo ikke alle født i 
forhuset, mange – for at bruge et Carl Ewaldsk udtryk – kommer til verden i en 
baggård. Jeg har tit følt trang til at bede med Mads Nielsen: 
”Sæt vagt omkring min tanke 
og gærde om mit sind. 
Så meget ondt og urent 
vil snige sig derind. 
Der er så mange farer, 
som fylder mig med frygt. 
Der er så mange tanker, 
som gør mit sind så stygt.” 

---

 
31 
Og fordi et menneske til tider i sit liv kan være svag, fejle og falde, så er det dog vel 
ikke udelukket, at det kan rejse sig igen, føle trang til at sige med Bjørnson ”Visselig 
ved din stærke hånd osv. ” 
Jeg kan ikke nu, da krigen er kommet os så nær, se andet, end at krig er noget 
rædsomt, stygt noget. Tænke sig, at mennesker tvinges til at skyde på hinanden. Og i 
stedet for at lutre og rense sker vel snarere det modsatte. 
Dermed vil jeg just ikke sige, at et folk for enhver pris skal undgå krig. Når det ser 
sine dybeste og helligste rettigheder som folk truet, da er der vel ikke andet for. 
Det er langt fra, at jeg ser det eneste saliggørende i at leve i 3 – 4  mere af år. Nej, da 
holder jeg med gamle Hostrup:  
”Grønnes han, se det er sagen, 
leve med og være vågen. 
Leve kort tid eller længe, 
blot vi lyser op i tågen.” 
Jeg kunne såmænd godt forsone mig med tanken om at blive derude. Men  jeg ville 
dog godt have noget større og bedre at kæmpe og dø (for), end der bydes os her. 
Ja, vi er snart ved at blive hjemme i Slesvig. Vi ligger igen i borgerkvarter og har 
samlingsplads ved Gottorp Slot. Tjenesten er i hvert fald for det holds vedkommende, 
som jeg er ved, meget let. Det lader ikke til, at det har stor hast med vor uddannelse. 
Kvarteren her kan ikke stå mål med den i Flensborg, men er dog nogenlunde. Jeg bor 
sammen med Adser Skov og 2 mere helt ude i udkanten af byen 5 – 10 minutter fra 
Dannevirke. Nu ikke mere denne gang. 
Kærlig hilsen 
Søren Smidt. 
 
Slesvig d.19.10.14 
Kære søster! 
Tak for brevet. Jeg havde denne gang ventet den lovede redegørelse om grunden til, at 
du igen ville af sted
7
, skønt det for os andre syntes uforståeligt. 
                                                        
7
 til Tyskland, hvor hun har opholdt sig tidligere 

---

 
32 
Du skriver meget om krigen, og der er vi som bekendt uenige. Jeg deler ikke dit syn 
på sagen og vil nu forsøge at imødegå dig, selv om brevet derved vil blive lidt 
længere end ønskeligt. 
Ja, det er ikke til at forstå, hvordan dette vil ende. Du kan ikke forstå, at Tyskland kan 
blive slået nu, jeg vel næsten heller ikke, men jeg kan heller ikke tro, at de helt kan 
knække de andre, selv om de siden krigens begyndelse har gjort store fremskridt. 
Jeg kan heller ikke tro, at det ville være heldigt, jeg deler ikke dit lyse syn og stærke 
(til)tro til det tyske folk. 
Jeg håber og venter vel nærmest, at ingen af parterne vil vinde. At det, efter at 
kampen har raset nogen tid frem og tilbage, må kunne lykkes at skabe en fred, som de 
forskellige folkeslag kan være tjent med. Og så har vi vel lov til at håbe, at krigen har 
virket rensende, så militarismen og reaktionen i alle lande har fået et knæk, som det 
ikke så let forvinder. Hvis dette kan blive tilfældet, og der kan oprinde lysere tider for 
de små i samfundet, ja, så er det meget blod dog ikke flydt forgæves.  
Du kan ikke tænke dig, at vi kan få en reaktionær tid bagefter, når Tyskland vinder. 
Og jeg kan ikke tænke mig andet, end vi absolut må få det. Det er dog den 
reaktionære del af Tyskland, der om just ikke knækker det store læs i denne vældige 
kamp, dog er dem, der fører an. Og de skal sikkert nok vide at tilrane sig æren og 
lønnen derfor. Jeg er ganske enig med dig i, at når man tror på en højere styrelse, så 
kan man ikke andet end sætte disse vældige begivenheder i forbindelse med samme, 
og så har vi vel lov at håbe og tro på, at alt må ende til det bedste for os.  
Hvad er det far han sigter til, når han skriver, at der vist er bleven banket på hos 
englænderne? Og at de ikke har løst opgaverne? 
Jeg forstår heller ikke, at det kan siges, at der nu bliver banket på hos tyskerne mere 
end hos de andre folkeslag. Jeg tror nu engang ikke på den snak, om (at) de er 
uskyldige i krigen. 
Er de ikke mere end noget andet folk i Europa skyld i, at der er bleven (op)rustet så 
stærkt i de sidste år, så det uundgåeligt måtte føre til krig? Er de ikke skyld i, at det 
stakkels Belgien, der for kort tid siden var et af Europas rigeste og kønneste lande, nu 
er en ruinhob? Jeg mener jo, dem og ingen anden. Tror du virkelig, at det tyske folk er 
dem værdig, der er i stand til at gennemsyre verden, føre folkeslagene tilbage til 
fornyelsens kilde?  

---