Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
33 
Jeg kender ikke det tyske folk ret meget, det skal (jeg) villigt indrømme. Men efter det 
kendskab, jeg har dertil, deler jeg ikke denne tro. De kan være meget dygtige og 
stræbsomme i fredstid, og slås kan de også, det kan de vist, men om de i moralsk og 
kristelig henseende står højere end de andre, det er vist langt fra afgjort. For eks. den 
tone, som vore foresatte tillader sig at angive her, er langt fra køn. Ser vi hen til de 
sange, som soldaterne får ordre til at lære og synge, ja, så er de på enkelte undtagelser 
nær både indholds- og meningsløse. Og dem, de selv vælger, er ofte grisede. 
Ligeledes den mylder af sange, som kommer i pressen.  Er de et stort kulturfolk 
værdig i en for dem så alvorlig tid? Der er vist ingen af dem, der f.eks. kan tåle at 
sammenlignes med Grundtvigs ”Fædreneland”, eller med en af de danske sange, der 
blev skrevet under og efter kampen i fireogtres. Og jeg ville antage, at i folkets sange 
fandt man det bedste udtryk for folkets følelser.  
Ja, man spørger ofte sig selv i denne tid, hvorfor skal al denne nød og elendighed 
komme over verden, og hvor skal det ende? Man ligesom står helt uforstående 
deroverfor, for de havde i grunden ingen grund til at slås. Men alligevel føler man, at 
det måtte komme, kunne ikke andet. 
Og ser man så ind i fremtiden, ja, så håber og venter vi vel alle sammen så meget af 
den; venter at der også for vort lille hjemlands vedkommende må oprinde lysere tider. 
Og når håbet og længslen blot er levende og stærkt nok i os, så skal det vist nok passe. 
At altid det dages dog på ny, hvor hjerterne morgen venter.  
Nu til slut en lille snak om mig selv. Jeg har det som sædvanlig godt, gå endelig ikke 
og hav bekymringer for mig. 
Jeg er slet ikke ked af, at vi kom til Slesvig, blot mangler jeg mit gode kvarter fra 
Flensborg. Det var jo altid lidt forandring nu at komme hertil og udmærket lejlighed 
til at lære byen og omegnen, som er så rig på minder, at kende. Hvor længe vi bliver 
her, er ikke godt at vide; men komme med i fronten gør vi sikkert ikke foreløbig. Det 
er vist også forfærdeligt at være med dér og særlig nu, da det stunder mod vinteren. 
Der går mange soldater her, som har været med, men er kommen syge hjem, så der er 
ingen mangel på fortællinger dernedefra. 
Mange tak for æblerne. Det er snart ved at blive for meget af det gode, for jeg fik også 
en pakke hjemmefra forleden dag, så jeg kan få travlt med at spise æbler. Har du lyst 
og tid nok, så må du gerne skikke mig en ørevarmer. Du kender vel nok, hvordan den 

---

 
34 
skal være. Hos Mariane har jeg bestilt pulsvarmere, og Ville har sendt mig et 
mavebælte.  
Kærlig hilsen S.S. 
 
 
Karen og Peder Smidt med deres datter Margrethe 
 
 
 
Spandetgård den 23. okt. 14 
Kære Tinne! 
Ja, jeg kan såmænd godt få tid til at skrive, stærkere lægger vor lille da heller ikke 
beslag på mig. Og jeg skriver ikke meget i denne tid – læser heller ikke en hel del 
uden for dagspressen, Højskolebladet og Landbrugstidende – kun noget let for at 
adsprede og så lidt dybere for at få lidt klaring, lidt svar på de mange spørgsmål, som 
i en sådan tid trænger sig frem, som man ikke tidligere har kendt, men nu ikke så let 
kan vise fra sig. Jo, det skal nok knibe for mange at få ro i sindet, nå, der kan vel også 
være dem iblandt os, som skulle have spørgsmålet eller spørgsmålene så direkte og så 
nær ind på livet, før vi gad beskæftige os med dem. Nu lader de sig ikke let vise bort. 
Og når jeg ikke har skrevet før, så er det bl.a. også, fordi jeg ikke kan, ikke vil eller 
ikke må skrive om de sidste alvorlige tider og tildragelser – rent ud af posen som vi 
siger. Og det er alligevel det, der ligger ovenpå, både når man taler, og når man 
skriver, man er der, inden man ved af det. 
Ja, imellem hører du jo herhjemme fra – Mariane, Søren, Hans og Ville – der er i 
grunden nok til at skrive, men den ene stoler vel på den anden; til syvende og sidst 
bliver det nok mest Mariane, du skal stole 
på. Med hensyn til krigen er forholdene 
herhjemme omtrent, som da du rejste. 
Søren er jo rykket fra Flensborg til 
Slesvig og er derved kommen de store 
afgørende begivenheder på lidt nærmere 
hold. Christian Schmidt er indkaldt, og 

---

 
35 
Ville er så halvvejs bleven stationsforstander. Christian var sidste søndag hjemme på 
orlov og holdt så nødbryllup. Endnu har jeg jo fået lov til at gå i ro. Skal der atter 
indkaldes mandskab, slipper jeg vist ikke udenom, for alle Ersatz Reservister og alle, 
der har været soldat, er vist indkaldt. Så er det jo godt, at høsten er bjerget, 
kreaturerne kan komme på stald, og vi har 3 karle og 2 piger lejet, så med hensyn til 
arbejdet går det nok.  
Godt er det også, at vor lille pige er født, og at både hun og hendes mor har det så 
godt. Mariane har sikkert fortalt, at hun har fået navnet Margrethe. Vi syntes, at vi 
med dette navn kunne mindes Karens og min mor. Vi siger nok: ”Navnet gør mindre 
til sagen!” men jeg tror alligevel sikkert, det af de fleste tænkende mennesker vil føles 
som forbundet med et ansvar at bære et godt navn. Måtte så også vor lille pige blive 
navnet – bedstemødrenes navne – værdigt. På søndag er vi bedt til barsel i Fæsted, 
men Karen har besluttet at blive hjemme. 
I denne tid kører vi naturligvis roer hjem. Hos Søren har de stadig lidt uheld. I forgårs 
var Ingemann kørende her til købmanden. Da han var inde i butikken, kom toget; 
hestene blev bange, gjorde kort omkring og løb op i Peder Midtgårds gård. Under 
forsøget på at standse dem kom Ingemann under vognene og fik det ene ben en del 
skamferet. Han måtte straks under lægebehandling og skal foreløbig holde sig i ro i en 
uges tid. Hans` karl har været dernede
8
 i et par dage, de er jo gerne lidt ovenpå, måske 
vi også skal hjælpe lidt, thi han kan ikke lave det selv, det kan være ”bøvle” nok 
endda. 
Så vidt vi ved, er der i den sidste tid ikke flere soldater her fra omegnene mellem de 
faldne og sårede. Lindelof
9
 er atter rejst ind til hæren. I går læste jeg et brev fra en af 
vore soldater, de stakler må lide meget. I 6 uger havde de ikke været af tøjet og ikke 
fået andet at spise end tørt brød med lidt kaffe og til middag lidt rissuppe. Det skal der 
et godt helbred til at døje – og nu står vinteren for døren. 
Herhjemme har vi det stadigvæk rolig og godt. Grænsespærringen er nu strengere; der 
ligger nu 9 mand her i sognet, men man mener, der skal snart komme flere. I Arnum 
er der nok 55. Fra Hans (Chrestens) har de endnu intet hørt, det er over 6 uger siden, 
                                                        
8
 på Sørens gård i Arnum 
9
 lærer i Spandet skole 

---